Islandske heste i byen
Lyden af hovslag gennem brostensbelagte gader vækker med garanti opsigt sidste søndag i skolernes efterårsferie. Her rider Islands minister for nordisk samarbejde Sigurður Ingi Jóhannsson forrest i et optog med islandske heste, der starter på Christiansborg ridebane. Anledningen er fejringen af 100-året for Islands suverænitet og Dansk Islandshesteforenings 50 års jubilæum.
Samarbejdspartnerne Dansk Islandshesteforening, Islands Ambassade i København, Nordatlantens Brygge, Horses of Iceland og Dansk-Islandsk samfund står bag det kulturelle fremstød d. 21. oktober midt i Københavns stemningsfulde og historiske havneområde. Alle sejl sættes til med åbningsceremoni, optog med islandske heste fra Christiansborg ridebane, islandske heste LIVE på Nordatlantens Brygge, islandsk kunst og kultur samt indlæg ved en række inspirerende foredragsholdere. Alt sammen på efterårsferiens sidste dag, hvor familier og ikke-kendere af den islandske hest kan stifte bekendtskab med hesten og blive klogere på dens enorme betydning i den islandske kultur.
Med hovedvægt på hestens historiske og kulturelle betydning i sit hjemland og dens store udbredelse i nutidens Danmark som robust, kraftfuld og elsket ride- og familiehest, er der udsigt til hands-on oplevelser for både kendere og ikke-kendere af islandske heste på Nordatlantens Brygge den sidste dag i skolernes efterårsferie, fortæller Anders Bækgaard, medlem af Dansk Islandshesteforenings jubilæumsudvalg.
Fejres på Nordatlantens Brygge
“Et gammelt ordsprog siger, at man skal passe på, at sporene ikke fyger til i sneen. Med vor fælles historie forholder det sig på samme måde. Den må vi ikke glemme, for det er her, vi henter næring til at udvikle vor nordatlantiske region.”
-Vigdís Finnbogadóttir
Med Islands forhenværende præsident Vigdís Finnbogadóttir i spidsen blev Nordatlantens Brygge i hjertet af Københavns havn etableret for at forny det historiske fællesskab, der gennem århundreder har knyttet Færøerne, Island, Grønland og Danmark sammen. Med nænsom restaurering og nyt indhold i de historiske rammer er det markante pakhus blevet et nutidigt mødested for Nordatlanten og Danmark. Samtidig er huset og de udendørs rammer et flot og naturligt udgangspunkt, når de islandske heste, foredragsholdere, kunst, mad og kultur knyttet til hestens oprindelsesland indtager byen.
- Arrangementet på Nordatlantens Brygge bliver et festfyrværkeri af islandsk kunst og kultur, indlæg, foredrag, film om den islandske hests historie, hestens anvendelse i dag og præsentation af dens rideegenskaber. Der vil også være mulighed for at opleve boder, islandsk inspireret café, børnehjørne og se film om Islands suverænitet, afslutter Anders Bækgaard.
Et detaljeret program vil blive offentliggjort på www.islandshest.dk og www.fullveldi1918.is
Fakta:
- Dansk Islandshesteforening har ca. 10.000 medlemmer
- Der findes ca. 37.000 islandske heste i Danmark
- Dansk islandshesteforening samler mennesker med interesse og passion for den islandske hest. Foreningens formål er at udbrede kendskabet til og anvendelsen af den originale renracede islandske hest.
- For at undgå smitte og sygdomsudbrud i Islands hestepopulation må en hest, som har forladt Island aldrig vende tilbage.
- Islandske heste er kendte for at kunne beherske op til to ekstra gangarter. Alle heste behersker skridt, trav og galop. Islandske heste besidder derudover gangarten tølt og mange også pas. Kan den islandske hest beherske tølt, men ikke pas, kaldes de 4-gængere, da de behersker 4 gangarter. De heste som behersker både tølt og pas kaldes for 5-gængere, da de behersker 5 gangarter.
Fakta om Islands 100 års fejring som suveræn nation
- Island blev en fri og suveræn nation, da forbundsloven trådte i kraft den 1. december 1918.
- Islands Alting har vedtaget en tingsbeslutning om, hvordan hundredeåret for Islands selvstændighed og suverænitet skal fejres. Der skal lægges vægt på kultur og sprog og på alles deltagelse.
- Selve suverænitetsdagen, den 1. december, fejres over hele Island i samarbejde med universiteter, kommuner og landets indbyggere. Islands regering vil også arrangere et program på denne dag.
Yderligere oplysninger:
Kommunikationsmedarbejder Kristina Christensen
Dansk Islandshesteforening
[email protected]