Straffeprocesloven

Oversættelse fra islandsk til dansk

Den islandske straffeproceslov
Nr. 88 12. juni 2008

I. AFSNIT
Generelle regler om straffesagers behandling

§ 1. Alle sager som statsmagtens håndhævere rejser om straf i medfør af loven, behandles efter bestemmelserne i denne lov, medmindre andet er fremhævet i lov.

Stk. 2.  De samme bestemmelser finder anvendelse på sager som fremmes for at gennemtvinge straffeagtige sanktioner, sådan som sikkerhedsforvaring og andre sikkerhedsforanstaltninger, konfiskation af formue, frakendelse af rettigheder og mortifikation af æresfornærmende sigtelser, når de påtales offentlig, selv om der ikke nedlægges påstand om straf i sagen.

§ 2.      Endvidere skal efter denne lovs bestemmelser behandles sager til afgørelse af begæring om udlevering af lovovertrædere og fuldbyrdelse af udenlandsk dom her i landet, samt behandling af anmodninger fra udenlandske domstole og myndigheder om foretagelse af efterforskningsmæssige eller retlige skridt her i landet i forbindelse med en straffesag. Endvidere sager som skal behandles efter straffeprocesloven i henhold til andre love.

Stk. 2.  Borgerlige retskrav som følger af strafbare handlinger kan forfølges og pådømmes i forbindelse med straffesagen, i overensstemmelse med de i denne lovs kapitel 26 givne regler. De samme bestemmelser finder anvendelse på offentligretlige krav, som f. eks. skattekrav,  krav om at bringe til ophør en ulovlig tilstand eller forbud mod retsstridig virksomhed.

§ 3.      I herredet behandles sager i medfør af denne lov af de ordinære herredsretter.

Stk. 2.  I afgørelsen af sager deltager én dommer, medmindre forholdene er beskaffen som beskrevet i stk. 3-5.

Stk. 3.  Hvis sagens kendsgerninger er omstridte og dommeren finder at sagkundskab er påkrævet i retten for at kunne afgøre sagen, kan han tilkalde to meddommere som er i besiddelse af sådan sagkundskab.

Stk. 4.  Hvis tiltalte nægter sig skyldig og dommeren skønner at sagens udfald i væsentlig grad kan bero på vurderingen af den for retten givne mundtlige forklarings bevismæssige gyldighed, kan retsformanden bestemme at 3 herredsretsdommere skal deltage i sagen.

Stk. 5.  Hvis sagen iøvrigt er meget omfattende eller sigtelsen er meget betydningsfuld ud fra generelle synspunkter, kan retsformanden bestemme at tre herredsretsdommere skal deltage i sagens behandling eller to herredsdommere samt en sagkyndig meddommer.

§ 4.      De alene kan tilkaldes som sagkyndige meddommere for at medvirke i retten, som er i besiddelse af tilstrækkelig udvikling og psykisk og fysisk helbred, er islandske statsborgere, er myndige og er fyldt 25 år, er solvente og har ikke begået en strafbar handling som enten er anstødelig ifølge den offentlige mening eller udvist adfærd som kan forringe den anseelse som dommere generelt må nyde.

Stk. 2.  Enhver som opfylder betingelserne i stk. 1 bør efterkomme indkaldelse om at medvirke som sagkyndig meddommer.  Dette gælder dog ikke om højesteretsdommere, Højesterets medarbejdere, herredsretsdommere og deres juridiske assistenter, ministre, departementschefer, biskopper, præster og ledere af godkendte trossamfund, Altingets ombudsmand, rigsadvokaten, statsadvokaten, sysselmænd, tolddirektører og politimestre og deres juridisk uddannede medarbejdere og ej heller advokater og deres fuldmægtige.

§ 5.      Meddommere bør medvirke og indtræde i sagsbehandlingen i sidste fald fra og med hovedbehandlingen. Dommeren bør som regel oplyse parterne med passende varsel om dem som han agter at indkalde for at medvirke i retten som sagkyndige meddommere, med henblik på at de har mulighed for at fremsætte bemærkninger, såfremt de har nogen.

Stk. 2.  Indkaldelse af meddommere i en sag skal indføres i protokollen første gang de medvirker i retten. Såfremt vedkommende medvirker som sagkyndig meddommer for første gang skal han endvidere underskrive et protokollat med løfte på tro og love  om at han altid vil medvirke i retten og udføre arbejdet af samvittighed og upartiskhed og følge loven i ethvert henseende.

Stk. 3.  Meddommere deltager i sagsbehandlingen og pådømmelsen og har de samme rettigheder og bærer de samme pligter som retsformanden i sagen. Retsformanden leder dog forhandlingen, afsiger kendelser alene om andet end sagens afvisning, udsteder indkaldelser og meddelelser, udarbejder retsakten og bekræfter denne og optræder på rettens vegne ud ad til.

Stk. 4.  Retsformanden fastsætter godtgørelsen til de sagkyndige meddommere.

§ 6.      En dommer, herunder retsformanden, er inhabil til at deltage i sagsbehandlingen hvis:

a.      han er sigtet, forurettet eller forsvarer for disse,

b.      han har repræsenteret sigtede eller forurettede i sagen,

c.       har har afgivet vidnesbyrd eller været indkaldt for at give vidnesbyrd om en sags omstændigheder på retsmæssigt grundlag eller været syns- eller skønsmand om sagens genstand,

d.      han er eller har været sigtedes eller forurettedes ægtefælle, beslægtet eller i familie med dem i lige opstigende eller nedstigende linie, eller i andet led til siden, eller beslægtet på samme måde gennem adoption,

e.      er knyttet til eller har været knyttet til sigtedes eller forurettedes repræsentant eller forsvarer på den i litra d beskrevne måde,

f.        han er knyttet til eller har været knyttet til et vidne i sagen på samme måde som beskrevet i litra d eller til en syns- eller skønsmand,

g.      der foreligger iøvrigt andre forhold eller omstændigheder som er egnede til at hans upartiskhed med rette kan betvivles.

            Stk. 2.  Dommeren bør af egen drift vige sæde i sagen efter udstedelse af anklageskrift, såfremt han har godkendt begæring om at tiltalte fortsat bør varetægtsfængsles, jf § 95, stk. 2.

§ 7.      Dommeren bør af egen drift efterse sin habilitet men en sagspart kan også kræve at han viger sæde. Retsformanden bør på samme måde efterse habilititeten hos de sagkyndige meddommere.

Stk. 2.  Dommeren eller retsformanden, hvor der er tale om en kollegial ret, afsiger kendelse efter parternes begæring om hvorvidt han eller en meddommer bør vige sæde, eller hvorvidt han eller de viger sæde af af egen drift. Såfremt der sidder tre herredsretsdommere i retten, bør de alle deltage i afsigelsen af en sådan kendelse.

Stk. 3.  Selv om en dommer bør vige sæde, kan han dog foretage de handlinger som ikke kan opsættes, indtil en anden dommer overtager sagen. I dette tidsrum kan han også udlevere kopier af sagsmaterialet og bekræfte retsakter.

KAPITEL 2
Retsmøder, retsbøger m.v.

§ 8.      Dommeren leder retsmødet og våger over at det foregår ifølge de rigtige regler. Han bestemmer rækkefølgen af de enkelte dele af forhandlingen. Ingen kan tage ordet undtagen med dommerens tilladelse, og denne kan efter given advarsel, tage ordet fra den part som ikke holder sigt til sagens genstand.

Stk. 2.  Når kun én dommer sidder i retten skal der som regel være et vitterlighedsvidne til stede. Han skal opfylde de almindelige vitterlighedsvidnebetingelser og må ikke være beslægtet med dommeren, den offentlige anklager, sigtede, forurettede, en bistandsadvokat eller forsvarer på den i § 6, stk. 1, litra d beskrevne måde. Dommeren fastsætter godtgørelse til vitterlighedsvidnet hvis denne ikke er ansat ved retten.

§ 9.      Retsmøder skal holdes på faste tingsteder. Dog kan retsmøder holdes på et andet sted hvis det findes mere hensigtsmæssigt, som f. eks. i et fængsel eller i et hospital, hvis der skal fortages afhøring til rapport af den person som befinder sig dér. Skal der foretages afhøring af et barn som ikke er fyldt 15 år, kan dommeren bestemme at dette skal ske i et særligt udrustet lokale på et andet sted, såfremt det findes mere hensigtsmæssigt ud fra hensyn til barnets tarv.

§ 10.    Retsmøder er offentlige. Dommeren kan dog af egen drift eller på begæring fra anklagemyndigheden, sigtede eller forurettede beslutte at mødet skal holdes for lukkede døre helt eller delvis, såfremt det holdes uden for det ordinære tingsted, hvis sigtede ikke er fyldt 18 år eller hvis han iøvrigt finder det nødvendigt:

1. for at beskytte sigtede, forurettede, deres nærmeste pårørende, vidner eller andre som sagen angår,
2. når det findes fornødent af hensyn til den sigtede, forurettede, vidne eller nogen anden som sagen angår, i det øjemed at hemmeligholde forretningsinteresser eller lignende interesser,
3. af hensyn til den offentlige ro og orden,
4. af hensyn til den almene sædelighed,
5. for at opretholde orden i retslokalet,
6. under sagens efterforskning når det antages at retsmødets offentlighed vil være til hinder for sagens opklaring.
7. medens et vidne afgiver forklaring som ikke behøver at fortælle sit navn så alle kan høre, jf § 122, stk. 8.

Stk. 2.  Ved sagens tingfæstning kan dommeren beslutte én gang for alle at dørene skal lukkes under hele forhandlingen og i så fald skal beslutningen indføres i tingbogen, hvor det skal anføres af hvilken grund dette er besluttet. På samme måde træffer dommeren beslutning om at dørene skal lukkes under enkelte retsmøder. Den som modsætter sig dommerens beslutning kan begære at denne afsiger kendelse om hvorvidt alle forhandlingerne eller enkelte retsmøder skal holdes for lukkede døre.

Stk. 3.  Selv om retsmødet er offentligt kan dommeren begrænse antallet af de personer som indlades i retslokalet, for at hindre at rummet overfyldes. Dommern kan nægte personer under 15 år adgang og også personer som fremstiller sig i en sådan tilstand at deres tilstedeværelse ville stride mod god orden i retsmødet eller når der er grund til at antage at dette hindrer at der kan opnås en sandfærdig forklaring fra sigtede eller et vidne.

Stk. 4.  Dommeren kan bortvise en person fra et retsmøde hvis dennes tilstedeværelse forstyrrer ordenen i retten eller dennes optræden er usømmelig i ord eller gerning. Er der tale om sigtede, hans repræsentant, anklageren, forsvareren eller bistandsadvokaten, bør dommeren endvidere tildele ham en advarsel og give ham lejlighed til at forbedre sig inden han bortvises. Dommerens beslutning um bortvisning af en person fra retslokalet kan gennemtvinges med politimagt hvis det er fornødent. Det skal indføres i protokollen i tilfælde hvor dette drejer sig om sigtede, dennes repræsentant eller advokat.

Stk. 5.  Dommeren skal, hvis han skønner det tilstrækkeligt for at tilgodese de i stk. 1 anførte hensyn, forbyde offentlig gengivelse af hvad der forhandles i et retsmøde jf § 11, stk. 2, og i så fald bør dette middel anvendes fremfor at beslutte at dørene skal lukkes.

§ 11.    Lyd- og billedoptagelser i retsmøder er forbudt. Dommeren kan give dispensation fra dette under særlige omstændigheder. Har lyd- eller billedoptagelser fundet sted uden tilladelse er det forbudt offentligt at gengive disse lydoptagelser eller billeder.

Stk. 2.  Det er forbudt at gengive hvad der forhandles i lukkede retsmøder, medmindre dommeren giver tillaldelse dertil. Selv om et retsmøde er offentligt kan dommeren bestemme referatforbud når der er grund til at antage at gengivelsen er egnet til at skade sagens oplysning eller tilføje sigtedes nærmeste, forurettede eller andre, som ikke er sigtede, ufornøden krænkelse eller væsentlige ulemper. Beslutning om sådan forbud kan være tidsbegrænset. Dommerens beslutning bør indføres i tingbogen og kundgøres for de tilstedeværende.

Stk. 3.  Overtrædelse af stk. 1 og stk. 2 straffes med bøde jf § 223, stk. 1. Endvidere kan dommeren nægte dem adgang til retsmøde, som har overtrådt disse bestemmelser, hvadentet dette er i samme sag eller andre sager.

§ 12.    Retssproget er islandsk.

Stk. 2.  Såfremt en person afgiver forklaring for retten, der ikke er det islandske sprog mægtig i tilstrækkelig grad, bør anklagemyndigheden sørge for at indkalde en autoriseret tolk til bistand. Hvis en autoriseret tolk ikke er tilgængelig kan dommeren godkende en anden person til at oversætte, men denne skal i så fald underskive en erklæring på tro og love i tingbogen om at han vil røgte hvervet efter bedste evne og hvis oversættelsen anfægtes, bør han stadfæste den for retten.

Stk. 3.  Hvis et dokument er affattet på et udenlandsk sprog skal det som regel være ledsaget at en oversættelse til islandsk, såfremt dette dokument lægges til grund i sagen, medmindre dommeren mener at han har fornødent kendskab til at oversætte det. Oversættelse af dokumentet skal som regel være udarbejdet af en autoriseret translatør. Såfremt en autorisieret translatør ikke er tilgængelig kan der fremlægges oversættelse udarbejdet af en anden kvalificeret translatør, men hvis oversættelsen anfægtes, bør han stadfæste denne for retten.

Stk. 3.  Såfremt en person afgiver forklaring for retten, som ikke kan udtrykke sig i mæle, bør anklagemyndigheden sørge for at indkalde en sagkyndig til bistand. Stk. 2 finder anvendelse på denne persons erklæring på tro og love. Dommeren kan dog bestemme, beroende på forholdene, at spørgsmål bliver forelagt den pågældende eller at han svarer dem skriftligt i retten.

Stk. 4.  Kun den kan tilkaldes som retstolk, translatør eller sagkyndig, som er fyldt 20 år. Desuden må tolken eller den sagkyndige ikke være inhabil til at påtage sig hvervet jf § 6. Dommeren fastsætter godtgørelse til retstolken, translatøren eller den sagkyndige. Godtgørelsen samt andre til hvervet knyttede udgifter afholdes af statskassen.

§ 13.    Ved alle herredsretter skal der føres retsbøger til brug i straffesager. Dommeren kan bestemme at det som ellers ville blive indført i en sådan bog kan maskinskrives eller skrives i computer, men i så fald må dette opbevares i udprintet form med dommerens påtegning om bekræftelse, hvorefter det samles hæftet eller med omslag som en tingbog.

Stk. 2.  Når et retsmøde holdes skal der optages fremstillig i tingbogen af forhandlingerne. I tingbogen indføres som regel angivelse af tiden og stedet for retsmødet, navne på de personer som fungerer som dommere i de sager som foretages, dokumenter som bliver fremlagt, navne på de personer som deltager i retsforhandlingen og kommer for retten samt fremstilling af forhandlingerne, og de afgørelser og kendelser som dommeren træffer løbende under forhandlingerne. Endvidere bør indføres angivelse af parternes påstande, begæringer og indsigelser for så vidt de ikke er fremkommet skriftligt. Såfremt det ikke er foreskrevet i andre bestemmelser i denne lov om indførelse af bestemte forhold, kan dommeren ellers bestemme hvad der skal indføres i tingbogen og han underskriver denne i slutningen af ethvert retsmøde. Advokaterne kan dog som regel begære at korte bemærkninger indføres. Såfremt dommeren finder anledning dertil kan han oplyse dem som er tilstedeværende i et retsmøde om det som er blevet indført, i sin helhed eller delvis, og give dem lejlighed til at undertegne referatet. Til trods for det foran anførte skal der ikke indføres navn eller anden identifikation af vidne som giver forklaring for retten som ikke behøver at fortælle sit navn højt jf § 122, stk. 8, men derimod skal disse oplysninger opbevares på den i bestemmelsen beskrevne måde.

Stk. 3.  Det som fremkommer ved mundtlig bevisførelse skal optages på videobånd eller disk eller indføres i tingbogen efter dommerens beslutning. Dommeren kan endvidere bestemme at hans fremstilling af en forklaring bør optages eller indføres, men den pågældende skal i så fald gives lejlighed til at fremsætte bemærkninger om det som er gengivet efter ham samt om fremgangsmåden ved afgivelsen af forklaringen.

§ 14.    Ved alle herredsretter skal der føres domsbøger, som gemmer alle domme samt kendelser som indeholder udfald af sager, med dommerundertegnelse.

§ 15.    Dokumenter som fremlægges i retten, skal være i originalen såvidt de er tilgængelige. De skal gives nummer i løbende rækkefølge og fremlæggelsen skal bekræftes. Den som fremlægger et dokument skal indgive det i det antal genparte som dommeren bestemmer, samtidig med at han overgiver en genpart til andre parter i sagen, samt til forurettede hvis han er repræsenteret i sagen.

Stk. 2.  De originale dokumenter bør opbevares i arkivet hos vedkommende domstol indtil de bliver indleveret til Rigsarkivet.

Stk. 3.  Originaler af dokumenter kan ikke afgives til andre end dem som har et retsmæssigt krav dertil. Medens en sag er verserende kan en original ikke udleveres medmindre dette er magtpåliggende og dommeren finder at dette kan udleveres ved at dette erstattes af en genpart.

Stk. 4.  Lydoptagelser, videooptagelser og CD-diske jf § 13, stk. 3 bør opbevares mindst i tre år efter at en retssag er afsluttet.

§ 16.    Tiltalte og forurettede har ret til at få udleveret en genpart af sagens dokumenter uden vederlag lige så snart som sagen er blevet tingfæstet jf dog § 47, stk. 1. Efter tingfæstelsen bør dommeren mod betaling udlevere til dem som måtte ønske det, bekræftet genpart af anklageskriftet samt tiltaltes fremstilling, såfremt den er blevet indleveret, snarest muligt. Dog kan det nægtes at udlevere de dele af disse dokumenter som indeholder oplysninger om privates forhold, økonomiske eller forretningsmæssige forhold om personer eller juridiske personer som det findes rimeligt at bør holdes hemmelige med mindre den pågældende giver sit samtykke dertil. Endvidere hvis hvis vægtige hensyn til almenvellet kræver det, sådan som der er tale om statens sikkerhed eller dens kommmunikation med andre stater eller internationale institutioner.

Stk. 2. Sagens parter og forurettede har ret til at få udleveret genparter af tingbogen og domsbogen uden vedarlag.

Stk. 3.  Dommeren er endvidere pligtig til at udlevere til andre som måtte ønske det, bekræftede genparter fra dombogen og af kendelser og afgørelser som er blevet indført i retsbogen. Inden disse genparter udleveres skal, såfremt der findes særligt grundlag herfor, slettes de afsnit af genparten som det findes rimeligt at hemmeligholdes af hensyn til private eller offentlige interesser, herunder afsnit i kendelser og afgørelser, hvis dette skaber risiko for sagens oplysning såfremt disse forhold kommer til befolkningens kendskab. Det samme gælder for så vidt også domme og andre aførelser som forkyndes offentlig, for eksempel på web-sider.

Stk. 4. Medens sagen er til behandling for herredsretten, eller den kan påankes til Højesteret eller medens den er til behandling for Højesteret er dommeren pligtig til at udlevere til sagens parter vederlagsfrit kopier af fonetiske optagelser eller billedoptagelser ifølge § 13, stk. 3 eller at give tilladelse til at de kan høre på disse optagelser, snarest muligt efter at begæring herom fremsættes. Efter dette tidspunkt kan sådanne begæringer imødekommes når særlige grunde taler derfor. Dommeren er pligtig til mod vederlag at udlevere til forurrettede kopier af lydoptagelser eller billedoptagelser eller at give ham tilladelse til at høre på sådanne optagelser, hvis han har brug herfor med henblik på at kunne varetage sine interesser.

Stk. 5.  Dommeren kan kræve forudbetaling for de anslåede udgifter efter stk. 1, stk. 3 og stk. 4.

Stk. 6.  Såfremt dommeren mener at han hverken har hjemmel eller pligt til at imødekomme begæring om at få tilstillet genparter eller kopier eller til at høre på optagelser, skal han på begæring afsige kendelse herom.

 § 17.   Ved alle herredsretter skal der føres et register over alle de sager som indbringes med henblik på at de skal føre til afgørelse ifølge denne lov.

Domstolsstyrelsen fastsætter nærmere regler om:

a.      sagsregistre,

b.      retsbøger, herunder indførsel med pc,

c.       udstyr til lydoptagelser og videooptagelser,

d.      domsbøger,

e.      opbevaring af retsdokumenter, lydoptagelser, videooptagelser og CD-diske,

f.        forkyndelse af domme og andre retsafgørelser, for eksempel på domstolenes hjemmesider, adgang til genparter af domme og tingbogreferater, samt til dokumenter som er blevet fremlagt, herunder slettelse af bestemte afsnit fra disse.

KAPITEL 3
Anklagemyndigheden

§ 18.  

Stk. 1.  De offentlige anklagere er rigsadvokaten, statsadvokaten og politimestrene. Endvidere fungerer med deres fuldmagt, vicerigsadvokaten, vicestatsadvokaten, anklagere, viceanklagere og anklagerfuldmægtige, samt juridisk uddannede vicepolitimestre.

Stk. 2.  Anklagernes opgave er at våge over, i samarbejde med politiet, at de som begår strafbare handlinger bliver retsforfulgt og at de bliver pålagt lovbeskrevne sanktioner. De tager ikke imod pålæg fra andre myndigheder om udøvelsen af anklagemyndigheden, medmindre det er udtrykkelig fremhævet i lov.

Stk. 3.  Anklagerne bør i deres virke stræbe mod at finde frem til sandheden og sørge for at såvel forhold som taler for uskyld som for skyld efterforskes. De skal fremme sagerne med den hastighed, som sagens beskaffenhed tillader.

Stk. 4.  Anklagere bør iagttage tavshedspligt om forhold som de får kendskab til i deres arbejde og bør være fortrolige med henblik på retsmæssige offentlige eller private interesser. Dette omfatter oplysninger om private forhold som det er rimeligt at hemmeligholde, oplysninger som angår arbejdsmetoderne hos anklagemyndigheden og politiet og påtænkte aktioner i efterforskningens interesse, samt andre oplysninger som bør hemmeligholdes ifølge lov, forskrifter eller sagens karakter. Tavshedspligten gælder også efter ansættelsesforholdets ophør.

§ 19.   

Stk. 1.  Justitsministeren fører tilsyn med udøvelsen af anklagemyndigheden og kan afæske rigsadvokaten dokumenter og redegørelse angående konkrete sager.

Stk. 2.  Særlige bestemmelser i lov bør bibeholdes hvor det er foreskrevet at tiltale kun skal rejses efter justitsministerens påbud. I sådanne tilfælde bør ministeren godkende tiltalerejsning og anke, og han kan endvidere give rigsadvokaten påbud om sagens behandling, herunder dens efterforskning.

§ 20.   

Stk. 1.  Rigsadvokaten er højeste anklagemyndighed og bærer ansvar for afgørelser som træffes af medarbejdere ved hans embede. Han beskikkes af justitsministeren uden åremålsansættelse, og skal opfylde betingelser for at kunne blive udnævnt som dommer ved Højesteret. Han skal endvidere nyde de samme lovbestemte kår som højeretsdommerne, forsåvidt de finder anvendelse.

Stk. 2.  Rigsadvokaten har sit embedskontor i Reykjavík. Til hans bistand er en vicerigsadvokat som ministeren beskikker uden åremålsansættelse og anklagere som justitsministeren beskikker for fem år ad gangen. Vicerigsadvokaten bør opfylde de samme betingelser som rigsadvokaten medens anklagerne skal opfylde de samme betingelser som herredsretsdommere for at kunne blive beskikket. Rigsadvokaten ansætter andet personale ved hans embede, herunder anklagerfuldmægtige som har bestået juridisk embedseksamen eller juridisk mestergrad.

§ 21.   

Stk. 1.  Rigsadvokaten udsteder generelle meddelelser og retningslinjer om udøvelsen af anklagemyndigheden. Han fører endvidere tilsyn med udøvelsen af anklagemyndigheden hos andre offentlige anklagere.

Stk. 2.  Rigsdvokaten rejser tiltale i sager hvor der er tale om overtrædelse af kapitel 10 i straffeloven, samt i andre sager hvor justitsministeren træffer afgørelse om at der bør rejses tiltale, jf § 19, stk. 2.  Såfremt den omtalte handling også indebærer en anden eller andre overtrædelser, besørger rigsadvokaten tiltalerejsning i anledning af dem. Rigsadvokaten kan når som helst overtage retsforfølgningen, herunder at udstede anklageskrift eller overtage proceduren for retten, når han finder dette hensigtsmæssigt.

Stk. 3.  Rigsadvokaten kan give andre anklagere påbud om konkrete sager som de bør efterkomme. Han kan meddele påbud om efterforskningen af en konkret sag, tilrettelæggelsen af den og følge med i den.

Stk. 4.  Rigsadvokaten træffer afgørelse med hensyn til anke af herredsretsdomme til Højesteret i de sager som han har rejst tiltale i.

§ 22.   

Stk. 1.  Statsadvokaten beskikkes af justitsministeren uden åremålsansættelse og hans embedskontor skal ligge i Reykjavík. Til hans bistand er vicestatsadvokaten, som ministeren beskikker uden åremålsansættelse, og anklagere som ministeren beskikker for fem år ad gangen. Ministeren fastsætter antallet af anklagere i samråd med rigsadvokaten. Statsadvokaten, vicestatsadvokaten og anklagerne bør opfylde de samme betingelser som herredsretsdommere for at kunne blive beskikket. Statsadvokaten ansætter andet personale ved hans embede, herunder anklagerfuldmægtige som har bestået juridisk embedseksamen eller juridisk mestergrad.

Stk. 2.  Statsadvokaten er ansvarlig for de afgørelser som bliver truffet af ansatte ved hans embede. Han foretager opdeling af opgaverne mellem vicestatsadvokatne og anklagerne og fordeler sager til dem. Ved embedet skal der findes en særlig afdeling for skattelovsovertrædelser og økonomiske forbrydelser, og den eller de anklagere som er ansat i afdelingen skal bære en embedsbetegnelse som tilkendegiver sagsområdet. Statsadvokaten kan skifte embedet op i flere afdelinger efter sagsområder eller geografiske områder.

§ 23.   

Stk. 1. Statsadvokaten rejser tiltale når der er tale om følgende overtrædelser af straffeloven:

a.      overtrædelser af bestemmelserne i lovens kapitel 11, dog ikke §§ 99 og 101,

b.      ovetrædelser af bestemmelserne i lovens kapitler 12-16,

c.       overtrædelser af bestemmelserne i lovens kapitel 17, dog ikke §§ 155-158,

d.      overtrædelser af bestemmelserne i lovens kapitler 18-22,

e.      overtrædelse af bestemmelserne i lovens kapitel 23, dog ikke §§ 215 og 219, hvis overtrædelsen er knyttet til overtrædelse af færdselsloven, samt § 217 og § 218, stk. 1,

f.        overtrædelse af bestemmelserne i lovens kapitler 24 og 25, dog ikke §§ 231, 232 og 233,

g.      overtrædelse af lovens kapitel 26, dog ikke §§ 244, 245 og 246.

Stk. 2.  Statsadvokaten rejser endvidere tiltale når der er tale om grove overtrædelser af skatteloven, konkurrenceloven og andre love, i henhold til nærmere generelle forskrifter som rigsadvokaten fastsætter.

Stk. 3.  Såfremt en handling indebærer overtrædelse af en anden eller andre lovovertrædelser end henhører under statsadvokaten efter stk. 1 eller stk. 2, træffer han afgørelse om hvorvidt han selv rejser tiltale i sagen eller hvorvidt politimesteren gør det. Statsadvokaten kan iøvrigt overtage retsforfølgningen, herunder udstede anklageskrift og overtage domsforhandlingen for retten, når som helst han finder det hensigtsmæssigt.

Stk. 4.  Forsåvidt det ikke strider imod rigsadvokatens instrukser jf § 21, stk. 3 kan statsadvokaten give politimestrene instrukser om konkrete sager som de bør efterkomme. Han kan ligeledes give pålæg om efterforskning af en bestemt sag, bestemme dennes tilrettelæggelse og følge med i den.

Stk. 5.  Har statsadvokaten besluttet at frafalde tiltale efter § 146, stk. 2-4, bør han indberette dette til rigsadvokaten. Såfremt rigsadvokaten skønner at der ikke havde været grundlag for at frafalde tiltale kan han, indenfor to måneder efter at afgørelsen blev truffet, give statsadvokaten pålæg om at rejse tiltale.

Stk. 6.  Statsadvokaten træffer afgørelse om kære til Højesteret i sager som han har rejst tiltale i.

§ 24.   

Stk. 1.  Politimestre rejser tiltale i andre sager end dem som rigsadvokaten eller statsadvokaten rejser tiltale i ifølge § 21, stk. 2 og § 23, stk. 1 og stk. 2, jf dog stk. 3 i den sidstnævnte bestemmelse.

Stk. 2.  Politimesteren kan indhente udtalelse fra statsadvokaten om spørgsmål angående retsforfølgningen eller sagsbehandlingen iøvrigt, som for eksempel hvorvidt han finder at en sag bør rejses i en anden kreds, hvorvidt han finder ham inhabil eller hvis sagen er kompliceret.

Stk. 3.  I tilfælde hvor politimesteren beslutter at frafalde tiltale ifølge § 146, stk. 2-4, bør han indberette dette til statsadvokaten. Såfremt statsadvokaten skønner at der ikke havde været grundlag for at frafalde tiltale, kan han, indenfor to måneder efter at afgørelsen blev truffet, bestemme selv at rejse tiltale eller give politimesteren pålæg om at gøre det.

Stk. 4.  Politimesteren som har ledet efterforskningen af en lovovertrædelse rejser straffesag i anledning af denne, medmindre rigsadvokaten eller statsadvokaten rejser tiltale eller andet følger af reglerne om værneting i henhold til kapitel 6.  I det tilfælde bestemmer statsadvokaten hvilken politimester skal rejse tiltale eller hvorvidt han selv vil gøre det.

Stk. 5.  Politimestrene træffer afgørelse om kære til Højesteret i sager som er til efterforskning hos dem eller som de har rejst tiltale i ifølge stk. 1.

§ 25.   

Stk. 1. For herredsretten varetages sager som rigsadvokaten rejser tiltale i, af rigsadvokaten, statsadvokaten eller anklagerne. Han kan pålægge statsadvokaten eller politimestre varetagelse af sager for herredsretten og i så fald finder bestemmelserne i stk. 2 og stk. 3 anvendelse. Endvidere kan rigsadvokaten pålægge en herredsrets- og højesteretsadvokat at føre en sag for herredsretten og i så fald har denne den samme retsstilling som en offentlig anklager.

Stk. 2.  For herredsretten varetages sager som statsadvokaten rejser tiltale i, af statsadvokaten, vicestatsadvokaten, anklagere, viceanklagere eller anklagerfuldmægtige. Statsadvokaten kan endvidere pålægge en politimester eller en herredsrets- eller højesteretsadvokat at varetage udførelsen af en sag for herredsretten, på samme måde som er beskrevet i stk. 1.

Stk. 3.  Politimestre procederer de sager som de rejser tiltale i for herredsretten. De kan pålægge deres juridisk uddannede vicepolitimestre, viceanklagere og anklagerfuldmægtige at varetage udførelsen af sådanne sager. Endvidere kan politimestre overføre til andre politimestre at give møde i retten i en sag.

Stk. 4.  Rigsadvokaten varetager udførelsen af sager for Højesteret, jf dog stk. 5. Han kan pålægge vicerigsadvokaten, statsadvokaten, anklagere eller højesteretsadvokater at varetage domsforhandlingen af disse sager. Er en højesteretsadvokat blevet bemyndiget til at varetage domsforhandlingen af en sag for Højesteret har han de samme pligter som en offentlig anklager.

Stk. 5.  Statsadvokaten og politimestre varetager domsforhandlingen af kæresager for Højesteret i sager som de behandler ifølge § 23, stk. 6 og § 24, stk. 5. De kan endvidere pålægge deres juridisk uddannede medarbejdere at varetage domsforhandlingen i disse sager, i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2 eller stk. 3.

§ 26.   

Stk. 1. Hvis rigsadvokaten ville være inhabil til at behandle en sag som dommer, jf stk. 6, bør han vige sæde.  I så fald udnævner justitsministeren en anden habil person til at varetage denne sag.

Stk. 2.  Hvis statsadvokaten ville være inhabil til at behandle en sag som dommer, jf stk. 6, bør han vige sæde.  I så fald befaler rigsadvokaten en anden habil person til at varetage sagen.

Stk. 3.  Hvis en politimester ville være inhabil til at varetage en sag som dommer, jf stk. 6, skal statsadvokaten selv træffe afgørelse om retsforfølgning eller befale en anden politimester at gøre det.

Stk. 4.  Er en person inhabil som ovenfor beskrevet til at behandle en konkret sag, må han ikke varetage domsforhandlingen af sagen som offentlig anklager.  I så fald skal rigsadvokaten eller efter omstændighederne statsadvokaten selv varetage domsforhandlingen af sagen eller befale en anden habil person at gøre det.

Stk. 5.  Når et anklageskrift er blevet udstedt, skal dommeren enten af egen drift eller efter begæring fra en part, afvise sagen fra retten, hvis han skønner at den offentlige anklager havde været inhabil til at rejse sagen eller politimesteren inhabil til at efterforske den. Såfremt en person er inhabil til at varetage udførelsen af en sag for retten som offentlig anklager, bør dommeren på samme måde afvise sagen fra retten.

KAPITEL 4
Sigtede og forsvareren

§ 27. Sigtet er den person som beskyldes for eller er mistænkt for at have begået en strafbar handling. Endvidere er en juridisk person at anse som sigtet som beskyldes eller er mistænkt for at være ansvarlig for en sådan handling.

Stk. 2. Er sigtede umyndig optræder hans værge på hans vegne i den grad det er fornødent. Værgen træffer afgørelse på den sigtedes vegne om forhold som han anses ikke at have forståelse for eller anses uegnet til at træffe.

Stk. 3. Er sigtede en juridisk person optræder ledelsen som dennes repræsentant, én eller flere i fællesskab, i medfør af almene regler. Såvidt muligt bør denne person ikke være en repræsentant der sigtes for samme slags overtrædelse som den juridiske person.

Stk. 4. Repræsentanten ifølge stk. 2 og stk. 3 bør have samme retsstilling som om han var selv sigtet eller mistænkt for en strafbar handling.

§ 28. Sigtede er berettiget til at få oplysning om sigtelsen inden der foretages afhøring i anledning af denne eller ved anholdelsen i givet tilfælde.

Stk. 2. En sigtet som er blevet anholdt med henblik på sagens opklaring er berettiget til at tage kontakt med en advokat umiddelbart efter anholdelsen og ligeledes sine nærmeste pårørende medmindre der er grund til at befrygte at dette vil vanskeliggøre efterforskningen. I sådant tilfælde bør politiet snarest muligt underrette sigtedes nærmeste familie om at han er blevet anholdt og ligeledes hvor han er anbragt. Justitsministeren fastæstter nærmere regler om hvornår en anholdt person kan nægtes at måtte tage kontakt med sin nærmeste pårørende.

§ 29. En sigtet kan vælge at forsvare sig selv forsåvidt politiet eller dommeren mener at han er kompetent dertil. I dette øjemed bør en sigtet, der ikke er juridisk uddannet, gives vejledning om sagsbehandlingens formelle regler i den grad det skønnes fornødent.

§ 30. Politiet er pligtigt til efter sigtedes ønske at udnævne ham en forsvarer hvis han er blevet anholdt for sagens fremme.

Stk. 2. Politiet kan iøvrigt efter sigtedes begæring udnævne en forsvarer for ham under en sags efterforskning inden tiltale rejses, hvis der findes grundlag herfor ud fra sagens karakter eller forholdene iøvrigt. Endvidere kan politiet udnævne en forsvarer for sigtede selv om han ikke har begæret det, hvis han ikke evner at varetage sine interesser i fornøden grad under sagens efterforskning. Denne beslutning kan indbringes for retten.

Stk. 3. Udnævnelse af forsvarer efter stk. 1 bortfalder automatisk når sigtede løslades eller fremstilles for en dommer efter § 94. Ellers bortfalder udnævnelsen med dommerens kendelse jf stk. 2, pkt. 3, eller når en sag rejses eller efterforskningen opgives eller sagen ophæves på en anden måde.

§ 31. Dommeren er pligtig til efter begæring fra sigtede at beskikke ham en offentlig forsvarer hvis der er blevet fremsat krav om varetægtsfængsling eller andre efterforskningsskridt efter denne lovs kapitel 14 eller hvis en sag er blevet rejst mod ham.

Stk. 2. Endvidere er det pligtigt at beskikke en tiltalt en offentlig forsvarer såfremt der i sagen skal være hovedbehandling efter bestemmelserne i kapitel 25, medmindre tiltalte selv har valgt en forsvarer jf § 32 som han ikke ønsker at bliver beskikket som sådan eller ønsker selv at forsvare sig jf § 29.

Stk.3. Dommeren kan beskikke sigtede en forsvarer selv om sigtede ikke har ønsket det, såfremt dommeren skønner at han ikke magter at varetage sine interesser i fornøden grad under sagens behandling for retten.

Stk. 4. Såfremt politiet nægter eller undlader at udnævne sigtede en forsvarer efter § 30 kan han søge bistand hos retten og ønske at få beskikket en forsvarer.

Stk. 5. Forsvarerens beskikkelse bortfalder automatisk når herredsretten afsiger dom eller når efterforskning af den opgives eller sagen ophæves på en anden måde.

Stk. 6. Hvis herredsrettens dom påankes finder bestemmelsen i § 201, stk. 5 anvendelse på forsvarerbeskikkelsen.

§ 32. Sigtede kan på alle trin af en offentlig straffesag antage på sin bekostning en advokat for at stå ham bi.

Stk. 2. En advokat som sigtede har valgt uden rettens eller politiets adkomst har de samme rettigheder og pligter som en offentlig forsvarer forsåvidt det finder anvendelse. Under sagens efterforskning kan der dog sættes begrænsninger om hans ret til at tale med sigtede, at være til stede under afhøringer, gøre sig kendt med sagsmaterialet og før at følge med i sagens fremgang, såfremt der findes risiko for at denne kan vanskeliggøres.

§ 33. Dommeren eller politiet bør, når der foreligger pligt til at beskikke eller udnævne en advokat til sigtede, at gøre ham opmærksom på denne ret.

Stk. 2. Forsvareren skal beskikkes eller udnævnes fra advokatstanden.

Stk. 3. Inden en forsvarer beskikkes eller udnævnes skal sigtede få lejlighed til at udpege en advokat til denne opgave. Ved beskikkelse eller udnævnelse af forsvarer skal sigtedes ønske som regel efterkommes, jf dog st. 4 og stk. 5. Endvidere kan dommeren eller politiet nægte at beskikke eller udnævne den forsvarer som ønskes, hvis det findes betænkeligt med hensyn til at han vil forhindre sagens efterforskning på retsstridig måde.

Stk. 4. Den må ikke beskikkes eller udnævnes som forsvarer som har været syns- eller skønsmand i sagen eller kan eventuelt blive indkaldt til at blive afhørt som vidne i sagen eller som er iøvrigt sådan knyttet til sagen eller parten at der er grund til at frygte at han ikke varetager sigtedes interesser på behørig måde.

Stk. 5. Er flere end en person sigtet i samme sag kan den samme forsvarer beskikkes eller udnævnes for begge eller alle, såfremt det anses at deres interesser ikke er afvigende.

§ 34. Hvis sigtede ønsker at beskikkelsen eller udnævnelsen af en forsvarer tilbagekaldes og at en ny forsvarer beskikkes eller udnævnes, skal dette ønske imødekommes medmindre der er fare for at sagen forhales af denne grund.

Stk. 2. Såfremt det må antages at forsvareren vil forhindre eller har forhindret sagens efterforskning på en retsstridig måde eller gør sig skyldig i tilsidesættelse af de ham påhvilede pligter på en anden måde kan anklageren eller politiet gå til dommeren og kræve at denne bliver frigjort for hans hverv og at en anden beskikkes i hans sted. Forsvareren kan forlange at der afsiges kendelse om et sådant krav.

§ 35. Forsvareren opgave er at fremtrække alt i sagen som kan bidrage til sigtedes frifindelse eller gunst og varetage hans interesser i enhvert henseende.

Stk. 2. Forsvareren skal personlig udføre de ham påhvilende pligter, herunder at procedere sagen. Han er dog berettiget til at møde ved fuldmægtig eller anden advokat til at overvære afhøringer og andre efterforskningsskridt, samt at give møde i enkelte retsmøder på sine vegne under sagens efterforskning eller domsforhandlingen.

Stk. 3. Forsvareren har tavshedspligt om det som sigtede kan at have betroet ham om hans stillingtagen til den omhandlede sigtelse samt om andre forhold som han har fået kendskab til under sit hverv og ikke allerede er blevet offentliggjort.

§ 36. Forsvareren er berettiget til at tale med sigtede i enrum om alt som vedrører sagen.

Stk. 2. Under sagens efterforskning er forsvareren altid berettiget til at være til stede når sigtede afhøres. Forsvareren er berettiget at være til stede når andre sigtede og vidner afhøres i sigtedes sag, såfremt det skønnes uden risiko for sagens fremme.

Stk. 3. Efter at anklageskrift er blevet udstedt er forsvareren berettiget til at overvære alle retsmøder i sagen og dommeren bør underrette ham forud hvornår de holdes. Sigtede er også berettiget til selv at være til stede i retsmøderne under sagsbehandlingen medmindre der findes risiko for at efterforskningen derved vanskeliggøres jf § 104, stk. 1.

§ 37. Forsvareren bør få udleveret kopi af det materiale i sagen som er tilvejebragt til brug for den sag som sigtelsen angår, samt gøre sig bekendt med andet materiale i sagen. Politiet kan dog nægte forsvareren adgang til enkelte dokumenter eller andet materiale i et tidsrum af optil tre uger efter at de er udarbejdet eller modtaget af politiet, såfremt det skønnes at dette kan forhindre sagens opklaring. Af samme grund kan politiet nægte forsvareren om at udlevere til ham kopier af enkelte dokumenter under sagens efterforskning. Nægtelse kan forelægges retten.

Stk. 2. Hvis politiet har begæret afhøring for retten efter § 59, stk. 1, litra b, kan dommeren forlænge fristen i stk. 1 indtil fem uger med henblik på at kunne blive færdig med afhøringen inden for denne.

Stk. 3. Endvidere kan politiet nægte forsvareren om adgang til enkelte dokumenter eller andet materiale under sagens efterforskning, hvis det findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed eller andre privates vægtigte interesser eller forholdet til myndigheder hos fremmede magter. Nægtelse kan forelægges retten.

Stk. 4. Når forsvareren har fået adgang til sagens materiale er han berettiget til at overgive til sin klient en kopi af disse eller gøre ham bekendt med dem på en anden måde.

Stk. 5. Politiet skal give forsvareren lejlighed til at følge med i hvordan efterforskningen skrider frem i den grad dette er muligt. Det skal tage notits af hans antydninger om bestemte efterforskningsskridt medmindre de findes at savne lovligt grundlag eller er uden betydning.

§ 38. Den beskikkede forsvarers vederlag fastsættes i dom eller kendelse hvis det bliver sagens udfald medmindre han har givet afkald på vederlag. Såfremt sagen ikke bliver afsluttet på denne måde fastsætter dommeren vederlag med indførsel i retsbogen eller skriftligt på anden måde.

Stk. 2. Dommeren fastsætter vederlaget samlet under ét, hvis den som blev udnævnt som sigtedes forsvarer senere blev beskikket til at udføre dette hverv. I modsat fald skal politimesteren eller en af dennes juridiske medarbejdere fastsætte den udpegede forsvarers vederlag.

Stk. 3. Der tilkommer den offentlige forsvarer vederlag af statskassen, som henregnes til sagsomkostningerne jf § 216.

 KAPITEL 5
Forurettede og bistandsadvokat

§ 39.    Forurettede er den person som opgiver at han er blevet forurettet ved en lovovertrædelse. Endvidere den person som mener at han har lidt økonomisk tab ved en strafbar handling, forsåvidt den er rettet mod ham selv, eller en juridisk person som opgiver at have lidt sådant tab.

Stk. 2.  Er forurettede umyndig er han repræsenteret ved sin værge. Værgen træffer afgørelser på hans vegne som denne anses ikke at have forståelse for eller ikke evner sig til at træffe.

Stk. 3.  Hvis forurettede er en juridisk person er denne repræsenteret ved direktionen, en eller flere medlemmer i fællesskab, i henhold til almindelige regler.

Stk. 4.  Direktionsmedlemmerne efter stk. 2 og stk. 3 har den samme retsstilling, som om de selv havde lidt skade ved en strafbar handling.

Stk. 5.  Forurettede er ikke part i en straffesag. Såfremt han har fremsat borgerligt krav i henhold til kap. 26 nyder han dog, forsåvidt angår den del af sagen, den samme retsstiling som en part i en borgerlig sag, i henhold til nærmere bestemmelser i nærværende lov.

§ 40.    Politiet er forpligtet til, i behørig grad, at vejlede den forurettede om hans rettigheder i henhold til loven.

Stk. 2.  Når det foreligger hvem er forurettet, bør denne underrettes når efterforskning af sagen opgives eller når sagen ophæves af andre grunde, uanset om han har anmeldt lovovertrædelsen. På forurettedes forlangende bør afgørelsen begrundes.  Endvidere bør politiet gøre forurettede opmærksom på at han kan påklage dets beslutning om at opgive efterforskningen til statsadvokaten ifølge § 52, stk. 5.

Stk. 3.  Er anklageskrift blevet udstedt bør anklageren informere forurettede herom når det er blevet forkyndt, hvis han ikke tidligere har fået kendskab til anklageskriftet. Endvidere bør anklageren informere forurettede om udfaldet af en dom i sagen, hvor det er tilfældet, eller sagens udfald iøvrigt, for så vidt hans interesser ikke blev varetaget for retten.

§ 41.    Politiet er pligtigt til, hvis forurettede begærer det, at udpege en bistandsadvokat såfremt efterforskningen i sagen er rettet mod overtrædelse af kapitel 22 i straffeloven. Der skal dog altid udnævnes en bistandsadvokat hvis forurettede ikke er fyldt 18 år når efterforskningen indledes.

Stk. 2.  Politiet bør iøvrigt imødekomme forurettedes begæring om udnævnelse af bistandsadvokat hvis sagen vedrører overtrædelse af kapitel 23 eller kapitel 24 i straffeloven eller straffelovens §§ 251-253, og det må antages at forurettede har lidt væsentlig skade på sit åndelige eller fysiske helbred som følge af overtrædelsen eller hvis den er udøvet mod ham af nogen som står ham meget nært.  Det er en betingelse for udnævnelse af bistandsadvokat ifølge dette stykke at forurettede har særligt behov for assistance fra en bistandsadvokat for at varetage hans interesser i sagen.

Stk. 3.  Politiet kan udenævne en bistandsadvokat for forurettede selv om han ikke har fremsat begæring herom, hvis betingelsen i stk. 2 er opfyldt, og hvis han anses ikke at være i stand til at kunne varetage sine interesser i sagen i tilstrækkelig grad.

Stk. 4.  Når betingelser for udnævnelse af bistandsadvokat efter stk. 1 – 3 er til stede,  bør den ske lige så snart som anledning gives dertil. Udnævnelsen bortfalder automatisk når en bistandsadvokat beskikkes efter § 42, stk. 1, men ellers træffer politiet afgørelse herom i hvert enkelt tilfælde.

§ 42.    Når en sag er blevet rejst og der foreligger betingelser for beskikkelse af en bistandsadvokat ifølge § 41, stk. 1 – 3, beskikker retten en bistandsadvokat for forurettede.

Stk. 2.  Nægter eller undlader politiet at udnævne en bistandsadvokat for forurettede efter § 41,  kan han begære rettens bistand om at få beskikket en bistandsadvokat.

§ 43.    Forurettede kan selv antage en advokat på sin bekostning for at varetage hans interesser.

Stk. 2.  En advokat som forurettede selv har antaget uden politiets eller rettens bistand, har de samme rettigheder og pligter som en bistandsadvokat.  Medens sagen efterforskes kan hans ret dog begrænses til at overvære afhøringen af forurettede og gøre sig kendt med sagens materiale, såfremt der findes risiko for at sagens opklaring vanskeliggøres.

§ 44.    Bestemmelserne i §§ 34 og 35 finder tilsvarende anvendelse på udnævnelse, beskikkelse og tilbagekaldelse af hans udnævnelse og beskikkelse.

§ 45.    Bistandsadvokatens opgave er at varetage forurettedes interesser og yde ham bistand i sagen, herunder at fremsætte borgerlige krav ifølge kapitel 26.

Stk. 2.  Bistandsadvokaten skal selv udføre sine pligter, herunder at udtale sig for retten. Han kan dog give møde ved fuldmægtig eller anden advokat ved afhøring af forurettede og give møde i enkelte retsmøder på hans vegne.

Stk. 3.  Bistandsadvokaten har tavshedspligt om det ham af forurettede betroede samt om andre forhold som han har fået kendskab til under sit hverv og som ikke allerede er blevet offentliggjort.

§ 46.    Under sagens efterforskning er bistandsadvokaten altid berettiget til at være til stede når der foretages afhøring af forurettede til rapport.

Stk. 2.  Efter at anklageskrift er blevet udstedt er bistandsadvokaten berettiget til at være til stede under alle retsmøder i sagen og bør underrettes forud hvornår de er berammet.

Stk. 3.  Bistandsadvokaten må ikke stille spørgsmål direkte til dem som afgiver forklaring hos politiet eller for retten. Dog kan han begære at politiet eller dommeren stiller hans klient bestemte spørgsmål, eller tiltalte og vidner om nærmere anførte forhold som navnlig vedrører forurettedes borgerlige krav.

Stk. 4.  Bistandsadvokaten må kun udtale sig mundtligt for retten om hans klients borgerlige krav, men ikke om anklagemyndighedens krav iøvrigt. Dog må han udtale sig om processuelle spørgsmål som vedrører klienten specielt.

§ 47.    Under sagens efterforskning er bistandsadvokaten udelukkende berettiget til at få adgang til de dokumenter og materiale vedrørende hans klient som er ham nødvendigt med henblik på at kunne varetage klientens interesser. Det er ikke tilladt at udlevere til bistandsadvokaten kopier af materialet eller adgang til det hvis forsvareren har været nægtet udlevering eller adgang. Ved sagens tingfæstning har bistandsadvokaten ret til adgang til alle dokumenterne, medmindre dommeren finder at det kan vanskeliggøre opklaringen af sagen. Hvor dette er tilfældet skal han dog senest få adgang til dokumenterne når sagen bliver procederet.

Stk. 2.  Når bistandsadvokaten har fået adgang til sagens dokumenter kan han overlevere til foruettede en kopi af dokumenterne eller gøre ham bekendt med dem på anden måde.

Stk. 3.  Hvis forurettede ikke er repræsenteret ved bistandsadvokat har han adgang til dokumenter og materiale i sagen ifølge stk. 1.

§ 48.    Bistandsadvokatens vederlag skal fastsættes i dom eller kendelse, såfremt det bliver sagens udfald, medmindre han har givet afkald herpå. Hvis sagen ikke resulterer med dom bør dommeren fastsætte vederlag ved tilførsel i retsbogen eller skriftligt på anden måde.

Stk. 2.  Dommeren fastsætter vederlag under ét hvis den som var udnævnt bistandsadvokat for forurettede serere blev beskikket som bistandsadvokat. I modsat fald skal politimesteren eller hans juridisk uddannede fuldmægtig fastsætte den udnævnte bistandsadvokats vederlag.

Stk. 3.  Bistandsadvokatens vederlag afholdes af statskassen og henregnes til sagsomkostningerne ifølge § 216.

KAPITEL 6.
Værneting

§ 49.    Begæring om efterforskningsskridt som kræver dommerens bistand skal som regel indgives til herredsretten i kredsen hos politimesteren som leder efterforskningen. Hvis rigspolitichefen leder efterforskningen skal kravet som regel indgives til herredsretten i Reykjavík.

Stk. 2.  Til trods for bestemmelsen i stk. 1 kan begæring om efterforskningsskridt indgives til retten i en anden kreds hvis det findes hensigtsmæssigt til sagens fremme. Hvis der skal foretages afhøring af sigtede eller vidne til rapport under efterforskningen kan begæringen også indgives i kredsen hvor afhørte har hjemting eller ved opholdsværnetinget eller hvor det forventes at en sag om sigtelsen vil blive rejst.

Stk. 3.  Når tvist efter § 102, stk. 2 forelægges retten, skal det ske ved herredsretten i kredsen hos den politimester som leder efterforskningen, jf stk. 1.

§ 50.    Sager som skal få almindelig sagsbehandling efter kapitel 25 kan rejses ved tiltaltes hjemting. Er flere forfulgt i samme sag kan den rejses ved hjemtinget hos den anden eller ved hjemtinget hos nogen af dem. Sag mod en person som ikke har hjemting her i landet kan rejses hvor som helst i landet.

Stk. 2.  Hvis sagen omfatter flere end et strafbart forhold, kan sagen indgives ved gerningsstedets værneting. Sager som resjes og omfatter flere forbrydelser kan indgives på hvilket som helst af gerningsstedernes værneting, såfremt de alle er begået indenfor samme herredsrets kreds.

Stk. 3.  En sag kan forfølges ved herredsretten hvor som helst i landet såfremt forbrydelsen er begået her i landet og hvor det er uvist om grænserne af flere retskredse, samt hvis forbrydelsen er begået i udlandet og sagen er undergivet islandske domstoles kompetence.

Stk. 4.  Giver tiltalte eller hans forsvarer møde i retten ved sagens tingfæstning af en sag ved et andet værneting end ovenfor beskrevet, bør retten ikke afvise sagen fra retten, medmindre han fremsætter indsigelse herom.

§ 51.    Hvis rigsadvokaten, statsadvokaten eller politimesteren indbringer for retten en sag som skal få ekstraordinær behandling efter kap. 27, skal dette ske ved herredsretten i den kreds hvor vedkommende har sit embedskontor eller hvor den som sagen vedrører har hjemting. Hvis sagen indbringes for retten af andre bør dette ske til retten hvor han selv har hjemting, men hvis dette hjemting ikke er til stede, så for herredsretten hvor som helst i landet.

II. AFSNIT
Efterforskningen

KAPITEL 7
Almindelige bestemmelser om efterforskning

§ 52. Efterforskning af strafbare handlinger foretages af politiet, medmindre andet er fremhævet ved lov.

Stk. 2. Politiet iværksætter efterforskning når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold er begået, efter anmeldelse eller af egen drift. Politiet skal foretage undersøgelser sådan som det har været traditionelt i forbindelse med dødsfald, borteblevne personer, ildebrand, og andre ulykker, selv om der ikke ligger særlig formodning om at et strafbart forhold er begået. Henholdsvis rigsadvokaten eller statsadvokaten kan give politiet instruks om iværksættelse af efterforskning, jf § 21, stk. 3 og § 23, stk. 4. Opgavefordelingen mellem rigspolitichefen og politiet i de enkelte kredse fastsættes ved love og forskrifter udstedt i medfør af dem.

Stk. 3. Anmeldelse om strafbart forhold indgives til politiet eller anklagemyndigheden. Hvis en handling ikke findes strafbar medmindre forurettede anmelder forholdet, skal der ikke iværksættes efterforskning før end han fremsætter krav herom. Om kravet finder bestemmelsen i § 144 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Politiet afviser en indgivet anmeldelse, hvis der ikke findes grundlag for at indlede efterforskning. Er der ikke grundlag for at fortsætte en påbegyndt efterforskning, som for eksempel når det viser sig at anmeldelsen ikke bygger på rigtigt grundlag eller overtrædelsen er af ringe betydning og det forventes at den vil indebære store udgifter eller meget besvær, kan politiet bestemme at indstille efterforskningen. Der foreligger ikke forpligtelse om at give vedkommende mulighed for at udtale sig inden en sådan beslutning træffes.

Stk. 5. Afvises anmeldelsen, eller indstilles efterforskningen jf stk. 4, underrettes anmelderen såfremt han har interesse heri. Han skal samtidig underrettes om at han kan påklage beslutningen til statsadvokaten, jf stk. 6.

Stk. 6. Den som har interesse heri kan påklage politiets beslutning inden en måned efter at han modtog den. Statsadvokaten kan også af egen drift bestemme at anmeldelsen bør afvises eller efterforskningen indstilles, såfremt en af betingelserne ifølge stk. 4 er til stede. Der foreligger ikke forpligtelse om at give den pågældende lejlighed til at udtale sig inden en sådan beslutning træffes, men anmelderen skal underrettes om den i overensstemmelse med stk. 5.

Stk. 7. Hvis anmeldelsen vedrører en lovovertrædelse som kan medføre fængselsstraf i indtil 6 år eller mere kan den som har påklaget politimesterens beslutning til statsadvokaten påklage dennes afgørelse til rigsadvokaten. Endvidere kan den som har interesse heri påklage til rigsadvokaten den afgørelse som statsadvokaten har truffet af egen drift efter stk. 6. Klagefristen og fristen til at tage stilling til klagen skal være de samme som i stk. 6.

Stk. 8. Politiet og statsadvokaten er ikke pligtige til at begrunde deres afgørelser efter stk. 4 og stk. 6.

§ 53.    Efterforskningen har til formål at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens opklaring, for at klarlægge hvorvidt betingelsen for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, og for at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgørelse samt behandling ved retten.

Stk. 2.  De som foretager efterforskning af straffesager skal sørge for at det sande og rigtige bliver tilvejebragt og at såvel forhold som taler for sigtedes skyld som fordel undersøges. De bør endvidere forskynde sagsbehandlingen mest muligt.

Stk. 3.  De som foretager efterforskning af straffesager skal sørge for ikke at påføre vedkommende mere tab, ulemper eller mén end er uundgåeligt, beroende på forholdene. De må ikke gå hårdere frem mod sigtede end loven tillader og som findes nødvendigt for at overvinde hans modstand mod lovlige efterforskningsskridt eller på anden måde anvende retsstridig tvang i ord eller handling, sådan som med trusler.

§ 54.    Under efterforskningen skal der tilvejebringes alle tilgængelige oplysninger om den pågældende handling, som f. eks. om stedangivelse og gerningstidspunkt og om nærmere omstændigheder iøvrigt, som antages at måtte være af betydning, opsøge den som er mistænkt for den strafbare handling, finde øjenvidner og andre som må antages for at kunne afgive vidneforklaringer, samt at tilvejebringe genstande som skal beslaglægges samt andre synlige bevismidler. Gerningsstedet skal også undersøges når det findes påkrævet samt at alle spor som kan findes vedrørende den strafbare handling sikres.

Stk. 2.  Personlige forhold angående sigtede selv bør undersøges, for så vidt det findes formålstjenligt, som hans alder, personlige forhold, bl.a. familie- og boligforhold, uddannelse og oplæring, beskæftigelse, økonomi, optræden og vandel og tidligere kriminalitet, udvikling og helbredstilstand, såvel psykisk som fysisk.

Stk. 3.  Sigtedes mentale tilstand skal undersøges og hans motiver til handlingen, hvorvidt han har begået handlingen med forsæt eller eventuelt af uagtsomhed og såfremt der er tale om forsøg, hvorvidt han selvvillig har trådt tilbage fra forsøget. Er der tale om flere deltagere i forbrydelsen skal såvidt muligt hver enkeltes andel i den undersøges.

§ 55.    De personer som er tilkaldt og kan uden frygt for sit eller sine nærmestes eller andres liv eller helbred, som de bærer omsorg for, bør yde politiet assistance ved efterforskning af straffesager. I samme grad bør disse personer stille til rådighed genstande som de råder over, samt faste ejendomme og fartøjer. De personer er fritaget for denne pligt som er sigtedes nærmeste pårørende efter denne lovs § 117.

Stk. 2.  Arbejde og andet som indgår ifølge dette stykke skal betales, og omkostninger henregnes som sagsomkostninger.

§ 56.    Politiet skal udarbejde rapport i hver enkelt sag hvor de forskellige efterforskningsskridt er beskrevet samt resultaterne af disse. Herunder skal beskrives, i givet tilfælde, indholdet af forklaringerne som sigtede og vidner giver, jf §§ 64 og 65, samt politiets egne iagttagelser og resultater af sagkyndiges observationer og undersøgelser.

Stk. 2.  Såfremt det skønnes at sikkerheden hos politiets sagsbehandler eller dennes nærmeste pårørende jf § 117, stk. 1 eller stk. 2, kan blive truet ved at sigtede eller andre får oplysninger om dennes navn eller identitet, kan det bestemmes med samtykke fra den som leder efterforskningen, at vedkommende gives fiktive navne eller identitet. Det bør samtidig dokumenteres hvem den pågældende efterforsker faktisk er, men adgang til disse oplysninger har kun efterforskningslederen, anklageren og dommeren, såfremt oplysningerne senere indbringes for retten.

Stk. 3.  Rigsadvokaten kan fastsætte regler om politiets pligt til at give oplysninger om efterforskningens stilling  i en sag, når dette begæres, og blandt andet kan det fastsættes om hvilke forhold oplysninger skal gives i bestemte typer af sager, samt på hvilket trin af efterforskningen disse kan gives.

§ 57.    Såfremt politiet mener at efterforskningen af en sag er afsluttet og at der er fremkommet tilstrækkeligt materiale og oplysninger for at strafforfølgning kan indledes, sender det efterforskningsmaterialet til anklageren, medmindre det drejer sig om en sag som politimesteren selv skal forfølge jf § 24, stk. 1 og stk. 4.  Sammen med efterforskningsmaterialet skal politiet sende sammenfatningsrapport om efterforskningen efter § 56, stk. 1.

Stk. 2.  Anklageren kan pålægge politiet at foretage yderligere efterforskningsskridt såfremt han finder det fornødent, jf § 21, stk. 3 og § 23, stk. 4.

Stk. 3.  Er efterforskning af en sag mod en sigtet person blevet indstillet fordi det findes at sagsmaterialet ikke er tilstrækkeligt for at kunne indlede strafforfølgning, så bør efterforskningen mod denne person ikke genoptages, medmindre der er tilvejebragt nye oplysninger eller det er sandsynliggjort at de vil blive tilvejebragt.  Er efterforskning mod en sigtet person blevet indstillet, skal politiet underrette vedkommende herom og han er berettiget til at få dette bekræftet skriftligt.

KAPITEL 8.
Afhøring under efterforskningen

§ 58.    Politiet foretager afhøringer af sigtede og vidner medens en sag er under efterforskning i henhold til de i dette kapitel nærmere anførte bestemmelser, jf dog § 59.

Stk. 2.  På politiets forlangende er alle pligtige til at opgive navn, CPR-nummer og adresse.

§ 59.    Under en sags efterforskning foretages afhøring ved retten i følgende tilfælde:

a.      af forurettede hvis efterforskningen er rettet mod overtrædelse af straffelovens kapitel 22 og denne ikke er fyldt 15 år når efterforskningen indledes,

b.      af sigtede, forurettede eller andre vidner når politiet finder det nødvendigt at oplyse sagen inden forsvareren får adgang til enkelte dokumenter eller materialet iøvrigt,

c.       af forurettede eller andre vidner hvis de nægter at møde hos politiet til afhøring eller nægter at svare på politiets spørgsmål, eller hvis det antages at de ikke kan give møde for retten ved sagens hovedbehandling eller hvis det findes formålstjenligt ud fra hensynet til deres interesser, som for eksempel hvis der er tale om børn.

Stk. 2.  Om afhøring for retten ifølge stk. 1 finder bestemmelserne i kap. 15 anvendelse.

§ 60.    Politiet kan, hvis det ankommer til et gerningssted hvor en forbrydelse er blevet begået, tale med øjenvidner samt andre vidner og det kan udfærdige rapport om deres beretninger uden at disse bekræfter dem særskilt.

Stk. 2.  På andre trin under efterforskningen kan politiet i samtale med et vidne få dettes forklaring om forhold som er relaterede til den formente forbrydelse og udarbejde en rapport om denne forklaring på samme måde som i stk. 1.

Stk. 3.  Bestemmelserne i §§ 63-65 finder tilsvarende anvendelse på afhøringer efter stk. 1 og stk. 2.

§ 61.    Såfremt sigtede ikke er blevet anholdt bør politiet indkalde ham til afhøring og han skal efterkomme indkaldelsen. Foretages afhøring af en sigtet som ikke er fyldt 18 år for formodet overtrædelse af straffeloven eller andre love som kan medføre straf som kan overstige fængsel i 2 år, skal det underrette børneværnsudvalget herom med henblik på at en repræsentant fra dette kommer til stedet for at overvære afhøringen.

Stk. 2.  Såfremt politiet finder anledning til at foretage yderligere afhøring af et vidne, herunder forurettede, end den i § 60 nævnte afhøring, skal vidnet indkaldes til afhøring til rapport. Et vidne kan bede sig fritaget for en sådan indkaldelse.

Stk. 3.  Såfremt forsvareren og bistandsadvokaten er berettigede til at være til stede under afhøringen ifølge dette stykke, skal de indkaldes for at overvære afhøringen.

§ 62.    Afhøring af sigtede og vidner ifølge § 61 sker for lukkede døre. Såvidt det er muligt bør dette ske på en politistation eller andet særlig indrettet lokale.

Stk. 2.  En person må ikke afhøres længere end i 12 timer over en periode på 24 timer. Har afhøringen varet længere end 4 timer, selv om det er sket med kortvarige pauser, skal der efter afhørtes begæring gives en pause på mindst én time, inden den fortsættes.  Der skal iøvrigt sørges for at afhørte får tilstrækkelig hvile og mad.

Stk. 3.  Hver person skal afhøres uden at andre er til stede, hvadenten der er tale om sigtede eller vidner, indtil der findes anledning til konfrontation. Konfrontationen sker på den måde at to eller flere personer får stillet spørgsmål om bestemte forhold, som de har givet afvigende forklaring om.

Stk. 3.  Foruden politimanden som leder afhøringen skal der være til stede et skarpsindigt og troværdigt vitterlighedsvidne, såvidt dette er muligt.

§ 63.    Den som afgiver forklaring ifølge § 61 skal først spørges om navn, CPR-nummer og adresse.

Stk. 2.  Den afhørte har ret til at få at vide, når sagen er blevet klarlagt i tilstrækkelig grad, hvorvidt han afhøres som mistænkt for en strafbar handling eller om han er indkaldt for at afgive vidnesbyrd.

Stk. 3.  Politiets spørgsmål skal være klare og utvetydige. Den afhørte må ikke forvirres med usandheder eller på anden måde og han må heller ikke udsættes for nogen slags retsstridig tvang i ord eller handling.

Stk. 4. Hvis forsvareren er til stede under afhøringen kan han rette henvendelse til den som leder afhøringen og begære at afhørte bliver spurgt om bestemte forhold. På samme måde kan en bistandsadvokat som overværer afhøring, begære at hans klient bliver spurgt om nærmere anførte forhold. Såfremt en sådan begæring ikke imødekommes eller forsvareren eller bistandsadvokaten iøvrigt finder anledning dertil, kan denne kræve at en kort bemærkning tilføres retsbogen angående afhøringens gennemførelse i slutningen af denne.

Stk. 5.  Hvis afhørte ikke er det islandske sprog tilstrækkelig mægtig skal politiet tilkalde en autoriseret tolk eller en anden kvalificeret person for at oversætte det som foregår. Hvis afhørte ikke kan gøre sig forståelig ved sprog skal politiet på samme måde tilkalde en sagkyndig til bistand.  Politiet fastsætter vederlaget til tolken eller den sagkyndige og dette samt de til hvervet knyttede udgifter afholdes af statskassen. Om deres hverv og kompetance finder bestemmelsen i § 12 tilsvarende anvendelse.

§ 64.    Såfremt sigtede ikke er blevet informeret om sigtelsen skal han inden afhøringen bliver indledt, gøres udtrykkelig bekendt med den, jf § 28, stk. 1.

Stk. 2.  Sigtede er ikke forpligtet til at besvare de spørgsmål som han får stillet om den strafbare handling som han er sigtet for.  Den som foretager afhøringen bør gøre den afhørte bekendt på betryggende måde om hans ret hertil.

Stk. 3.  Såfremt sigtede vælger at afgive forklaring om sigtelsen bør det indskærpes ham at sige sandheden og ikke unddrage noget som kan være af betydning. Løfter om begunstigelser eller friheder, hvis han afgiver forklaring på en bestemt måde, må ikke gives, og iøvrigt er dette retsstridigt og det står ikke i politiets magt at give dem.

Stk. 4.  Sigtede må ikke rådføre sig med sin forsvarer angående den umiddelbare besvarelse af et stillet spørgsmål. Dog kan sigtede rådføre sig i enrum med sin forsvarer om sin retsstilling, forsåvidt at den som leder afhøringen skønner at dette ikke er til forstyrrelse for afhøringen.  Såfremt han og forsvareren har forskellig opfattelse bør afhøringen alligevel fortsættes, men forsvareren er berettiget til at gøre sit standpunkt gældende med en anmærkning som skal protokolføres.

§ 65.    Giver et vidne, herunder forurettede, en forklaring ifølge § 61, har det pligt til at svare på spørgsmålene og fortælle sandheden og give rigtige oplysninger under strafansvar jf dog stk. 2. Den som leder afhøringen bør indskærpe afhørte denne pligt.

Stk. 2.  Et vidne kan nægte at besvare spørgsmål eller efter omstændighederne har ikke lov til at besvare enkelte spørgsmål hvis de i §§ 117 – 119 anførte grunde foreligger. Vidnets opmærksomhed bør henledes på disse undtagelser fra at give vidnesbyrd, hvor dette er tilfældet.

Stk. 3.  Et vidne kan kræve at dets navn, CPR-nummer, adresse og andre personaliaoplysninger ikke fremgår af politirapporter, såfremt det frygter at sit eller sine nærmeste pårørendes liv, helbred eller frihed udsættes for fare, jf § 117, stk. 1 eller stk. 2, såfremt dets identitet bliver offentlig tilgængeligt. I sådanne tilfælde skal disse oplysninger opbevares på en sådan måde at det er garanteret at ikke andre får adgang til dem end den som leder efterforskningen og anklageren og eventuelt dommeren, såfremt sagen forelægges retten. Vidnet bør gøres opmærksom på denne ret hvis der findes anledning dertil.

§ 66.    Når der optages rapport af sigtede eller et vidne ifølge §§  61-65 bør der angives på et særskilt skema hvor afhøringen fandt sted, tidspunktet for afhøringen, begyndelse og afslutning, hvordan den blev gennemført ifølge stk. 2, samt hvilket materiale afhørte fik forelagt eller forklaret. Endvidere hans eventuelle tilføjelser eller rettelser, samt forsvarerens eller bistandsadvokatens anmærkninger § 63, stk. 4.

Stk. 2.  Det som iøvrigt fremgår af afhøringerne skal optages på lydbånd, på video eller en CD-disk, såvidt det er muligt, men ellers skal det væsentligste indhold af den afgivne forklaring tilføres rapporten efter afhøringslederens forskrift. Den afhørte og andre som er til stede under afhøringen bør oplyses herom. Hvis forklaringen ikke optages på lydbånd eller videobånd bør forklaringen gengives så vidt muligt med den afhørtes egne ord. Afhørte skal gives lejlighed til at gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen. Såfremt han har rettelser eller tilføjelser bør han gives lejlighed hertil, eventuelt ved at modtage hans anmærkninger jf stk. 1.

Stk. 3.  Når afhøringen er afsluttet underskriver rapportskriveren, afhørte samt andre der var til stede, deres navne på skemaet ifølge stk. 1.  Såfremt afhørtes gengivelse er blevet tilført rapporten bør han også skrive sit navn under rapporten. Skemaet sammen med afhørtes forklaring bør ledsages med politiets efterforskningsrrapport efter § 56.

Stk. 4.  Har et vidne afgivet forklaring for politiet uden at dennes navn eller personaliaoplysninger fremgår heraf jf § 665, stk. 3, bør disse oplysninger ikke medtages i skemaet ifølge stk. 1 og bør ej heller fremgå af materialet efter stk. 2 og vidnet har ikke pligt til at underskrive rapporten jf stk. 3.

§ 67.    Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets journalregistre, om de af politiet udfærdigede rapporter af afgivne forklaringer, opbevaring af skriftlige rapporter, fonetiske optagelser, videobåndoptagelser og optagelse på CD-disker indeholdende afhørtes forklaring.

KAPITEL 9
Beslaglæggelse af ting

§ 68.    Ting, herunder dokumenter, som antages at være af betydning som bevismidler i en straffesag eller er blevet tilvejebragt på en strafbar måde eller burde konfiskeres, bør beslaglægges. Ting kan ikke beslaglægges som indeholder oplysninger om det sem er passeret mellem sigtede og hans forsvarer, og heller ikke oplysninger som er omfattet af § 119, stk. 2.

Stk. 2.  For at sikre det i stk. 1 anførte bevis, kan det meddeles en person som er ejer af eller har rådighed over tingen, pålæg om at forevise eller udlevere ting eller give oplysninger som den gemmer, f. eks. ved at udlevere en kopi af et dokument eller anden slags oplysninger.

§ 69.    Politiet kan beslaglægge ting uden rettens kendelse, jf dog stk. 2.

Stk. 2.  Ejes ting af en anden end sigtede eller en anden person har rådighed over dem, og der anses ikke at være fare for at de forspildes eller går tabt, skal beslutning om beslaglæggelse tages af retten, medmindre den som ejer eller råder over tingene, meddeler udtrykkeligt samtykke hertil.

Stk. 3.  Hvis den som ejer eller råder over en ting som beslaglægges ikke vil godtage denne beslutning, kan spø­rgsmålet forelægges retten til afgørelse. Krav om at ophæve beslaglæggelse har ikke opsættende virkning.

§ 70.    Breve og andre forsendelser som befinder sig hos et post- eller telekommunikationsfirma kan beslaglægges, samt telegrammer, telefaksmeddelelser, e-mailer og anden telekommunikation, som findes i varetægt hos et telekommunikationsselskab, for så vidt efterforskningen foretages i forbindelse med en forbrydelse som ifølge loven kan straffes med fængsel.  Hvis afsenderen og modtageren ikke er til stede ved beslaglæggelsen skal de nurtigst snarest muligt blive oplyst herom, dog således at dette ikke forspilder sagens yderligere efterforskning. Undersøgelse af indholdet af breve, telegrammer og andre forsendelser, som er tilbageholdt ifølge dette stykke, kan kun ske efter en retskendelse.

Stk. 2.  Beslaglæggelse kan ikke uden rettens kendelse finde sted af trykte skrifter, som en indledende foranstaltning i henhold til bestemmelser i loven om ret til trykkeri med henblik på konfiskation.

§ 71.    En fortegnelse bør opføres over de ting som beslaglægges og denne bør opbevares på en betryggende måde. Efter krav fra ejeren eller den som har udleveret en ting, skal pågældende få udleveret en kopi af denne fortegnelse.

§ 72.    Beslaglæggelse skal ophæves når den ikke længere skønnes nødvendig, og senest når sagen endelig er afsluttet, undtagen når der er tale om:

1. ting som er blevet konfiskeret ved dom,
2. ting som er blevet tilvejebragt på ulovlig vis og er blevet tilbageleveret til rette vedkommende,
3. ting som er blevet fremlagt som bevismidler i sagen, medmindre den som kræver den udleveret, behøver den for at kunne opretholde sin ret eller afværge tab af rettigheder.

Stk. 2.  Når beslaglæggelse er blevet ophævet efter stk. 1 skal politiet drage omsorg for at tilbagelevere tingene til rette vedkommende.

KAPITEL 10
Ransagning og legemsindgreb

§ 73.    Med henblik på en sags opklaring kan der uden foreliggende retskendelse foretages lukning af boliger og gemmesteder og enkelte rum og gemmer, afspærring af områder og forbud nedlægges om adgang til dem, samt forbud mod fjernelse af ting fra et bestemt sted eller områder samt kan der foretages lignende foranstaltninger for at forhindre at gerningssted og eventuelle spor som kan være til nytte for efterforskningen berøres eller rodes i.

§ 74.    Ransagning kan finde sted af en sigtets bolig, gemmesteder, gemmer, skibe, luftfartøjer, køretøjer eller andre befordringsmidler, med henblik på at anholde ham, søge efter spor af forbrydelsen eller efter ting som er genstand for beslaglæggelse.

Stk. 2.  Ransagning kan finde sted i bolig, gemmer og køretøjer, hos en anden person end den sigtede, når en forbrydelse er begået dér eller sigtede er blevet anholdt dér. Også hvis der er begrundet mistanke om at sigtede opholder sig dér eller at det antages at spor af forbrydelsen som kan beslaglægges, dér vil være at finde.

Stk. 3.  Det er en betingelse for ransagning at der er begrundet mistanke om at sagen angår en forbrydelse som kan føre til strafforfølgning og at det er sigtede som har begået den, og at tydelige efterforskningsmæssige interesser taler herfor. Det er også en betingelse for ransagning efter stk. 2 at efterforskningen angår en forbrydelse som kan straffes med fængsel.

§ 75.    Beslutning om ransagning efter § 74 tages af retten, medmindre der foreligger udtrykkeligt samtykke fra ejeren eller den som har rådigheden, jf dog stk. 2 og stk. 3.

Stk. 2.  Dog kan ransagning foretages uden kendelse, når der er åbenbar risiko for at øjemedet med ransagningen ville forspildes, hvis sådan beslutning skulle afventes. Det samme gælder når en person søges som skal anholdes og han træffes på friske spor eller der er fare for at han undviger hvis rettens beslutning skulle afventes.

Stk. 3.  I det fri og i husrum og i befordringsmidler som er offentlig tilgængelige og som hver som helst frit kan færdes i, kan ransagning foretages uden rettens beslutning, selv om betingelserne i § 74 ikke er opfyldt.

Stk. 4.  Hvis den, som har interesser at varetage ved ransagningen, modsætter sig politiets beslutning om ransanging efter stk. 2 eller stk. 3, skal han gøres bekendt med at han kan indbringe tvisten for retten. Den har dog ikke opsættende virkning for ransagningen.

§ 76.    Hvis det som led i efterforskningen findes nødvendigt at tage ting fra sigtede som skal beslaglægges, kan der foretages legemsbesigtigelse af sigtede, såfremt der foreligger begrundet mistanke om at han har begået en forbrydelse som kan straffes med fængsel ifølge straffeloven eller fængsel i indtil to år efter andre love. På samme måde kan der foretages indgreb mod andre ved besigtigelse såfremt der foreligger begrundet mistanke om at de gemmer på sig ting som skal beslaglægges.

Stk. 2.  Hvis det antages at sigtede har skjult ting som skal beslaglægges, i sit legeme, kan lægeundersøgelse finde sted, såfremt der er begrundet mistanke om at han har begået en forbrydelse som kan straffes med fængsel i 6 år. Desuden må der foreligge en lægeerklæring om at indgreb efter dette stykke kan gennemføres uden fare for sigtedes helbred.

Stk. 3.  Som led i efterforskningen kan der optages fingeraftryk og personfotografier af sigtede, samt udåndingsprøve i samme øjemed. Fingeraftryk kan optages af andre personer på grund af deres omgang på gerningsstedet for at kunne sammenlignes med fingeraftryk som findes der. Det samme gælder selv om straf ikke kan id­ømmes.

§ 77.    Blod- og urinprøver kan udtages af sigtede og undersøges, og desuden kan der foretages hvilket som helst legemsindgreb på ham som ikke forvolder ham ubehag, som led i efterforskningen, for så vidt der findes begrundet mistanke om at han har begået en forbrydelse som kan straffes med fængsel ifølge loven. Endvidere kan der udtages legemsprøver fra andre end sigtede og undersøges, såfremt overtrædelsen kan straffes med fængsel i to år og hvor der foreligger en lægeerklæring om at et sådant indgreb godt kan gennemføres uden fare for den pågældendes helbred.

Stk. 2.  Hersker der tvivl om hvorvidt sigtede er tilregnelig eller at han ikke kan påvirkes ved straf på grund af hans mentale tilstand, kan han underkastes en mentalundersøgelse med henblik på at få dette forhold klarlagt.  Mentalundersøgelse kan kun iværksættes såfremt der foreligger begrundet mistanke om at sigtede har begået en strafbar handling som kan straffes med fængsel efter loven.

§ 78.    Legemsbesigtigelse ifølge § 76, stk. 1 eller stk. 2 afgøres af retten ved kendelse. Dog kan legemsbesigtigelse foretages uden kendelse hvis indgrebets øjemed ville forspildes dersom retskendelse skulle afventes.

Stk. 2.  Legemsundersøgelse eller mentalundersøgelse ifølge § 77 skal afgøres af retten, medmindre der foreligger udtrykkeligt samtykke fra den pågældende.

§ 79.    Politiet leder ransagning og foretager legemsbesigtigelser ifølge dette kapitels bestemmelser.  Legemsbesigtigelse skal udføres af en politimand af samme køn som den som undersøges. Legemsundersøgelser skal udføres af en læge eller anden person som har den fornødne uddannelse dertil.

Stk. 2.  Den som ejer eller råder over husrum eller køretøjer hvor ransagning skal finde sted, skal oplyses om grundlaget for indgrebet og han skal gives lejlighed for at kunne være til stede under denne, såvidt det er muligt. Er den pågældende fraværende skal en anden husfælle eller en tilstedeværende medarbejder som træffes på stedet, tilkaldes.  Den som forhindrer eller forstyrre ransagningens gennemførelse kan fjernes imedens ransagningen gennemføres. Hvis ingen er til stede på ejerens eller disponentens vegne skal politiet underrette den pågældende om ransagningen uden ophold.

Stk. 3.  Ransagning og legemsundersøgelse bør udføres så skånsomt som omstændighederne tillader og i overensstemmelse med det tilsigtede formål. Ved nattetid bør ransagning kun foretages, når øjemedets opnåelse afhænger deraf.

KAPITEL 11
Telefonaflytning og andre tilsvarende indgreb

§ 80.    På de betingelser som er anført i § 83, stk. 1 og § 84, stk. 1, kan det som led i efterforskningen af en sag pålægges et teleselskab at give oplysninger om telefonsamtaler eller anden telekommunikation i en bestemt telefon, computer eller andet kommunikationsapparat.

§ 81.    På de betingelser som er anf­ørt i § 83, stk. 1 og § 84, stk. 1, kan det som led i efterforskningen af en sag pålægges et teleselskab at tillade aflytning af eller optagelse af telefonsamtaler eller anden tilsvarende telekommunikation med en bestemt telefon, en computer eller andet kommunikationsapparat, eller aflytning af eller optagelse af telefonsamtaler med telefoner, computere eller andre kommunikationsapparater som tilhører en bestemt person eller han har rådighed over. På samme måde kan politiet gives hjemmel til at aflytte telekommunikation og foretage optagelser heraf med udstyr beregnet til dette formål.

§ 82.    På de betingelser som er anført i § 83, stk. 1 og § 84, stk. 1 kan det tillades som led i efterforskning af en sag:

1. at optage samtaler eller optage andre lydmærker eller signaler ved at bruge specielt lydoptagelsesudstyr eller tilsvarende teknik uden at de pågældende har kendskab til dette,
2. at foretage fotografering af personer, hvadenten det er fotografier eller film, uden at de pågældende har kendskab til dette,
3. at anbringe udstyr på eller inde i en bil eller andet køretøj, eller i en genstand eller på en person med henblik på at observere og skygge ham eller i ethvert andet øjemed, f. eks. i pågældendes tegnebog, tøj eller håndtaske.

Stk. 2.  Det er tilladt at foretage lydoptagelser og filme personer og observere dem som led i efterforskning af en sag, som befinder sig på offenlige steder eller på frit tilgængelige steder, uden af betingelserne i § 83, stk. 1 og § 84, stk. 1 er opfyldt.

§ 83.    Det er en betingelse for indgrebene ifølge §§ 80 – 82 at indgrebet antages at føre til opnåelse af oplysninger som anses for at være af væsentlig betydning for efterforskningen.

Stk. 2.  Foruden det i stk. 1 anførte, er det en betingelse af indgrebene ifølge § 81 og § 82, stk. 1 er led i efterforskningen af en sag som angår en lovovertrædelse som kan straffes efter loven med fængsel i 8 år eller derover, eller at vægtige samfundsinteresser eller private interesser gør det påkrævet.

§ 84.    Beslutning om indgreb efter §§ 80-82 træffes ved rettens kendelse. Dog kan oplysninger efter § 80 gives uden retskendelse hvis der foreligger udtrykkeligt samtykke fra den som råder over telekommunikationen, computeren eller kommunikationsapparatet, eller  som er dettes indehaver.

Stk. 2.  I kendelsen skal det fremhæves hvilken telefon eller andet telekommunikationsapparat der er tale om, hvem det tilhører eller hvem råder over det, jf §§ 80 og 81, eller hvor og på hvilken måde det anvendes ved optagelse af lyd, film, observation af personer eller anbringelse af pejlingudstyr jf § 82.

Stk. 3.  I kendelsen fastsættes tidsrummet inden for hvilket indgrebet kan foretages. Det må ikke overstige fire uger ad gangen.

Stj. 4.   Medarbejdere hos telekommunikationsselskaber er forpligtede til at bistå politiet ved gennemførelse af de i §§ 80 og 81 anførte indgreb, i den grad det findes påkrævet.

§ 85.    Optagelse af telefonsamtaler, fotografier, film og andre oplysninger, som er blevet tilvejebragt på den i §§ 80-82 anførte måde, skal tilintetgøres så snart der ikke længere er brug for dem, for så vidt disse ikke forelægges retten. Det samme gælder kopier og genparte af disse oplysninger. Hvis det førstnævnte materiale gemmer samtaler eller anden kommunikation mellem sigtede og hans forsvarer, samt oplysninger som § 119, stk. 2 omfatter, bør de umiddelbart tilintetgøres.

Stk. 2.  Når et indgreb efter §§ 80-82 er afsluttet skal politimesteren give den som indgrebet er rettet mod, som f.eks. ejere af telekommunikationsudstyr, husrum eller køretøj, underretning snarest muligt, men dog således at det ikke er til skade for sagens yderligere efterforskning. Statsadvokaten skal føre tilsyn med at politimestrene udfører deres pligt hvad dette angår.

KAPITEL 12
Andre efterforskningsskridt

§ 86.    Som led i efterforskningen kan politiet opsøge specialister når der er behov for sagkyndig besigtigelse eller undersøgelse til sagens opklaring, som f. eks. ved lægeundersøgelser, kemiske undersøgeler, tekst- og håndskriftundersøgelser eller regnskabsundersøgelser. Såfremt politiet eller anklageren finder anledning dertil kan det begære syns- og skønsmænd udmeldt ifølge § 128.

Stk. 2.  Godtgørelse for undersøgelse eller besigtigelse efter stk. 1 fastsættes af politimesteren eller dennes juridiske fuldmægtig.

§ 87.    Til sikkerhed for betaling af bøde, sagsomkostninger og udbytte som er tilvejebragt ved en overtrædelse, kan politiet kræve at der foretages arrest hos sigtede, såfremt det frygtes at han vil stikke formuegenstande til siden, eller at de kan gå tabt eller forspildes i væsentlig grad.

Stk. 2.  Om gennemførelsen og gyldigheden af arrestforretningen ifølge denne bestemmelse gælder de almene regler om arrest af pengekrav med undtagelse af at sikkerhedsstillelse ikke kræves stillet, justitfikationssag kræves ikke anlagt, og der skal ikke betales gebyr for foranstaltningerne.

Stk. 3.  Arrest ifølge denne bestemmelse bortfalder hvis den sigtede ved endelig dom frifindes for at betale bøde eller sagsomkostninger eller konfiskation af udbytte ikke er blevet idømt. Det samme gælder hvis strafforfølgningen opgives eller hvis den ikke fører til tiltalerejsning. Sigtede er berettiget til at få de foranstaltninger ophævet som blev truffet med henblik på at sikre arresten. På samme måde bortfalder arrest hvis sigtede betaler de ydelser som arresten skal sikre.

§ 89.    Efter indhentet forslag fra rigsadvokaten kan justitsministeren fastsætte forskrifter om politiets ekstraordinære efterforskningsmetoder og politiets efterforskningsskridt under efterforskningen af straffesager, som ingen regler findes om i denne lov, som f.eks. anvendelse af agents provocateur, lokkeduer, informanter og infiltratorer, kontrollerede leverancer og skygning. I reglerne skal blandt andet fastsættes hvilke kriterier må være opfyldt for at disse skridt eller metoder kan anvendes, hvem har kompetence til at træffe dem og på hvilken måde de skal gennemføres.

KAPITEL 13
Anholdelse

§ 90.    Politiet kan anholde en person der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelsen må anses for at være påkrævet med henblik på at forhindre yderligere strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller sikkerhed eller for at forhindre ham i at forspilde bevismateriale.

Stk. 2.  Finder opløb sted eller slagsmål hvor flere har deltaget, og hvor der er øvet eller eventuelt kan øves legemsbeskadigelser eller betydelig skade på gods, og den eller de skyldige ikke med sikkerhed kan udpeges, kan politiet anholde enhver der er til stede og kan mistænkes for strafbar deltagelse.

Stk. 3.  Foruden det som er fastsat i andre love kan politiet endvidere anholde en person:

1. hvis han nægter at opgive sit navn og personalia, for så vidt det er et nødvendigt led i efterforskningen,
2. hvis han har været tilsagt at give forklaring hos politiet, men er udeblevet,
3. hvis han har trodset indkaldelse uden lovligt forfald for at afgive forklaring i en straffesag,
4. hvis han er undveget fra varetægtsfængsel eller har overtrådt forbud efter § 100, stk. 1.

§ 91.    Den som træffer en person under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold der er undergivet offentlig påtale og kan straffes med fængsel, er berettiget til at anholde denne.  I et sådant tilfælde bør den anholdte snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for anholdelsen.

§ 92.    Retten kan efter begæring fra statsadvokaten eller politiet beordre anholdelse såfremt betingelserne i § 90, stk. 1 eller stk. 3 er til stede. En sådan anholdelsesbeslutning skal være skriftlig og tilkendegive identiteten af den som skal anholdes og grundlaget herfor.

Stk. 2.  Rettens anholdelsesbeslutning kan offentliggøres med opfordring til alle og enhver om at foretage den, såfremt adressen er ukendt hos den som skal anholdes og overtrædelsen kan medføre fængselsstraf.

§ 93.    Den anholdte skal ved anholdelsen gøres bekendt med grundlaget for anholdelsen.

Stk. 2.  Ved anholdelsen skal det iagttages at den anholdte ikke forvoldes skade eller større ulemper end nødvendigt. Det bør også iagttages så vidt muligt at den anholdte hverken kan skade sig eller andre.

Stk. 3.  Der kan foretages legemsbesigtigelse på den anholdte og genstande fratages som findes på ham. De skal tilbageleveres når anholdelsen ophæves, medmindre de er blevet beslaglagt ifølge § 68, stk. 1.

Stk. 4.  Justitsministeren fastsætter forskrifter om anbringelse af anholdte personer, herunder hvilke forhold angående dem skal registreres.

§ 94.    Den anholdte skal inden 24 timer efter anholdelsen fremstilles for en dommer, for så vidt han ikke forinden er løsladt eller at han er bragt tilbage i varetægt som han skal underkastes, Såfremt vejrforhold eller andre lignende omstændigheder forhindrer at den anholdt kan fremstilles for dommeren i henhold til det ovenfor anførte, bør det ske lige så snart som det er muligt. Det samme gælder hvis det viser sig umuligt at afhøre en person kort efter at han er blevet frihedsberøvet og dette skyldes påvirkning af alkohol eller andre rusmidler. Der må dog ikke under nogen omstændigheder ventes længere end i 30 timer at fremstille ham for dommeren af denne grund.

KAPITEL 14
Varetægtsfængsling og lignende foranstaltninger

§ 95.    En sigtet kan varetægtsfængsles når der er begrundet mistanke om at han har begået en lovovertrædelse, såfremt lovovertrædelsen kan medføre fængselsstraf og at han er fyldt 15 år.   Desuden må en af de følgende betingelser være opfyldt:

a.      at der er bestemte grunde til at antage at sigtede vil vanskeliggøre sagens efterforskning, som f. eks. ved at fjerne spor, unddrage genstande eller påvirke medskyldige eller vidner.

b.      at det må antages at han vil prøve at rejse ud af landet eller holde sig skjult eller på anden måde unddrage sig forfølgelsen eller fuldbyrdelsen,

c.       at det må antages at han medens sagen ikke er afsluttet vil fortsætte med at begå lovovertrædelser eller der er begrundet mistanke om at han i væsentlig grad har overtrådt de vilkår som han fik pålagt i en betinget dom,

d.      at det findes påkrævet at varetægtsfængsle ham for at beskytte andre for sigtedes angreb eller ham selv fra andres angreb.

Stk. 2.  En sigtet person kan endvidere varetægtsfængsles selv om bestemmelserne i litra a-d ikke er opfyldt, hvis der foreligger en særligt begrundet mistanke om at han har begået en lovovertrædelse som kan medføre fængsel i 10 år og at hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Stk. 3.  Sigtede kan ikke varetægtsfængsel hvis lovovertrædelsen kun ventes at ville medføre straf af bøde eller at betinget fængselsstraf vil blive idømt.

Stk. 4.  Det bør desuden iagttages at sigtede ikke sidder længere varetægtsfængslet end i det tidsrum som han kan forventes at blive idømt fængsel.

Stk. 5   Sigtede kan ikke varetægtsfængsles i mere end 12 uger ad gangen, medmindre der har været rejst tiltale mod ham eller at vægtige hensyn til sagens efterforskning gør det påkrævet jf stk. 1, litra a.

Stk. 6.  Unge personer under 18 år må ikke varetægtsfængsles medmindre det findes åbenbart at andre mindre indgribende foranstaltninger som er anført i § 100, stk. 1 eller ifølge børneværnsloven ikke findes egnede til at øjemedet kan opnås.

§ 96.    Medens altinget er i session kan intet medlem af altinget uden dettes samtykke underkastes varetægtsfængsling, medmindre han er grebet på fersk gerning i færd med at begå en forbrydelse.

§ 97.    Varetægtsfængsling sker med en retskendelse, og der skal fastsættes frist for varetægtsfængslingens længde, som ikke må overstige 4 uger ad gangen, såfremt den ikke er underkastet indskrænkninger efter § 95, stk. 4 med snævrere tidsrum. Varetægtsfængsling bliver ikke forlænget undtagen med kendelse. Dette tidsrum kan dog fastsættes for et længere tidsrum under de omstændigheder som er anført i stk. 3.

Stk. 2.  Varetægtsfængsling skal ikke vare længere end højst nødvendigt.  Den som har begæret varetægtsfængsling skal frigive sigtede lige så snart som betingelserne for varetægtsfængslingens iværksættelse ikke længere er til stede.

Stk. 3.  Varetægtsfængsling ophæves når herredsretten har afsagt dom i sagen. Efter anklagerens begæring kan dommeren dog bestemme varetægtsfængslingen opretholdt under appel ifølge § 99, samt medens sagen er til behandling i Højesteret indtil dens afgørelse foreligger.

§ 98.    Dommeren skal som regel behandle begæring om varetægtsfængsling snarest muligt. Det bør altid påses at dette sker inden for 24 timer fra det tidspunkt, da en anholdt person blev fremstillet for en dommer, jf § 94.

Stk. 2.  På anmodning om at sigtede skal varetægtsfængsles i isolation efter § 99, stk. litra b, skal dommeren træffe afgørelse om anmodningen i kendelse. Sigtede må ikke ikendes isolation med mindre den skønnes nødvendig af de i § 95, stk. 1, litra a eller d, anførte grunde. Den må ikke vare længere end fire uger uafbrudt medmindre den varetægtsfængslede sigtes for en lovovertrædelse som kan medføre fængsel i 4 år. Iøvrigt tager dommeren i kendelsem stilling til øvrige krav om foranstaltninger eller tilrettelæggelse af fængslingsopholdet i andre anliggender, jf 99, stk. 3.

§ 99.    Varetægtsarrestanter skal underkastes de foranstaltninger under opholdet som findes fornødne med henblik på sikring af varetægtsfængslingens øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed, men det skal undgås at anvende strenghed og hårdhed. Om varetægtsfængslingen gælder iøvrigt følgende regler:

a.      varetægtsarrestanter er berettigede til at modtage madforsyninger samt andre personlige fornødenheder, herunder tøj,

b.      varetægtsarrestanter skal kun anbringes i isolation efter dommerens kendelse, men dog skal de ikke mod deres vilje anbringes i fællesskab med andre indsatte,

c.       varetægtsarrestan kan modtage besøg. Dog kan den som leder efterforskningen modsætte sig sådanne besøg såfremt de skønnes at kunne være til skade for efterforskningen, men det er dog pligtigt efter den indsattes ønske at give ham lov til at kontakte sin forsvarer og tale med ham i enrum, jf § 36, stk. 1, og endvidere at imødekomme hans ønske om at tage kontakt med en læge eller præst, såvidt det lader sig gøre.

d.      varetægtsarrestanter har ret telefonsamtaler og anden telekommunikation og til at modtage breve og andre dokumenter. Dog kan den som leder efterforskningen forbyde brug af telefon og andre teleapparater og lade indhold af breve og ande dokumenter undersøge og han kan beslaglægge disse såfremt det findes fornødent med henblik på sagens efterforskning. Afsenderen skal oplyses om beslaglæggelsen i givet tilfælde.

e.      varetægtsarrestan kan læse aviser og bøger og lytte til og se på radio og fjernsyn. Dog kan efterforskningsledere begrænse adgang til massemedier hvis det findes påkrævet med hensyn til efterforskningen.

f.        varetægtsarrestanter kan, så vidt det kan lade sig gøre, selv skaffe sig arbejde under varetægtsfængslingen.

Stk. 2.  Til trods for bestemmelsen i stk. 1, litra d, kan en varetægtsarrestant ukontrolleret brevveksle med retten, justitsministeren, Altingets Ombudsmand og sin forsvarer.          

Stk. 3.  Efter begæring fra en varetægtsarrestant kan det fastsættes i en retskendelse at de rettigheder som en varetægtsarrestant nyder efter stk. 1, litra c-e, ikke må indskrænkes.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte nærmere forskrifter om tilrettelæggelsen af opholdet i varetægtsfængslet, herunder nærmere gennemførelse af de i stk. 1 og stk. 2 nævnte forhold.

Stk. 5. En varetægtsarrestant kan forelægge spørgsmål som angår opholdet i varetægtsfængslet for dommeren efter bestemmelserne i § 102.

§ 100. Er betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling til stede ifølge § 95, stk. 1 eller stk. 2, kan dommeren i stedet for varetægtsfængsling bestemme at sigtede skal tage ophold på hospital eller egnet instititution, at han ikke må rejse ud af landet eller pålægge ham at opholde sig på et bestemt sted eller i et bestemt område. På forlangende kan dommeren stille det krav for en sådan foranstaltning at sigtede må bære udstyr som gør det muligt at han holdes under observation.

Stk. 2.  Retten træffer afgørelse i kendelse om en i stk. 1 anført foranstaltning og den skal ikke være af længere varighed end højst nødvendig. Den som har begæret varetægtsfængslingen eller anden foranstaltning bør ophæve den så snart der ikke længere er brug for den. Foranstaltingen bortfalder i sidste fald når dom bliver afsagt i sagen. Efter krav fra anklageren kan retten dog ved kendelse bestemme at foranstaltningen skal gælde under ankefristen jf § 199, samt medens sagen behandles i Højesteret indtil dom afsiges der.

Stk. 3.  Politiet kan pålægge en sigtet som har fået meddelt rejseforbud elller anden foranstaltning efter stk. 1 at give oplysninger om sit opholdssted eller give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter. Politiet kan endvidere pålægge en sigtet som er underkastet rejseforbud at deponere sit pas.

Stk. 4.  Sigtede kan indbringe spørgsmål angående gennemførelsen af rejseforbud og andre foranstaltninger efter stk. 1 for retten ifølge § 102.

§ 101.  Når betingelser for varetægtsfængsling efter § 95, stk. 1, litra b er til stede, kan retten bestemme at sigtede kan gå fri mod at han stiller en sikkerhed. Sikkerhedsstillelsen skal være i form af kontanter, værdipapirer eller kaution, efter rettens nærmere afgørelse.

Stk. 2.  Retten træffer afgørelse om sikkerhedsstillelsen i kendelse og bestemmer dettes beløb. Anklageren eller politiet opbevarer de værdier som stilles som sikkerhed, og træffer de fornødne foranstaltninger til sikring heraf.

Stk. 3.  Hvis sigtede overtræder de vilkår som han får stillet, er sikkerheden forbrudt og tilfalder statskassen. I modsat fald bortfalder sikkerheden når sagen er endelig afsluttet, eller hvis tiltalte er blevet fundet skyldig og idømt ubetinget fængselsstraf, når afsoningen iværksættes. Det samme gælder hvis en sigtet person alligevel varetægtsfængsles.

KAPITEL 15
Straffesagers behandling for retten

§ 102.  Efter dette kapitels bestemmelser kan der fremsættes krav i retten om efterforskningsskridt som kræver rettens bistand i henhold til øvrige bestemmelser i denne lov, herunder krav om at der optages rapport af sigtede, forurettede eller et vidne for retten, jf § 59.

Stk. 2.  I tillæg til det i stk. 1 anførte kan der for herredsretten forelægges tvistspørgsmål om efterforskningsskridtets retmæssighed hos politiet eller anklagemyndigheden. Endvidere tvist om rettighederne hos sigtede, hans forsvarer eller advokat, herunder deres krav om iværksættelse af bestemte efterforskningsskridt, eller rettighederne hos forurettede, dens bistandsadvokat eller advokat.

§ 103.  Når politimesteren eller anklageren finder at rettens bistand trænges til et efterforskningsskridt efter § 102, stk. 1, skal han fremlægge en skriftlig og begrundet begæring herom for herredsretten. Såvidt muligt skal det fremhæves tydeligt hvad begæringen indebærer, mod hvem den er rettet og på hvilket grundlag den bygger.  Med begæringen skal vedlægges de dokumenter og materiale som den bygger på. Det bør endvidere fremhæves hvorvidt den som begærer indgrebet kræver at det behandles ved retten uden at sigtede eller nogen anden som den er rettet mod, bliver indkaldt til et retsmøde, jf § 104, stk. 1.

Stk. 2.  Når politimesteren, anklageren, sigtede, hans forsvarer eller advokat, eller nogen anden som har interesser heri, forelægger et tvistspørgsmål for herredsretten i tilknytning til efterforskning af en sag ifølge § 102, stk. 2, bør dette foregå på samme måde som beskrevet ovenfor med en skriftlig og begrundet begæring.  Såfremt politimesteren eller anklageren fremsætter en sådan begæring om tvisten skal dokumentmateriale herom vedlægges, men ellers kræver retten den pågældende politimester eller anklager om sådant materiale.

Stk. 3.  Til trods for bestemmelsen i stk. 1 eller stk. 2 er den som indgiver en begæring til herredsretten, berettiget til at ændre den mundtlig i et retsmøde, hvis der ikke tidligere havde været mulighed herfor eller det foreliggende materiale og oplysninger findes at være tilstrækkeligt efter dommerens skøn for at han kan tage stilling til begæringen sådan som den er blevet ændret.

§ 104.  Når der fremsættes begæring om efterforskningsskridt som er omfattet af § 102, stk. 1, og det begæres at denne behandles ved retten uden at sigtede eller en anden som det er rettet mod, bliver indkaldt for retten, bø­r dommeren tage stilling til hvorvidt en sådan begæring skal imødekommes. Det skal som regel ikke ske medmindre retten finder det tilstrækkeligt godtgjort at kendskab om indgrebet forelå forud hos sigtede eller den som det er rettet mod, kan ville forspilde efterforskningen. Hvis retten godtager at behandle begæringen i et retsmøde uden at sigtede eller den som indgrebet er rettet mod, er til stede, skal den underrette den begærende part um sted og tid for retsmødet, som skal berammes snarest muligt.

Stk. 2.  Hvis en begæring ikke behandles i medfør af § 102 på den i stk. 1 anførte måde, fastsætter retten sted og tid for et retsmøde, hvor den meddeler den som fremsatte begæringen, samt hvor det er relevant politimesteren eller anklageren, sigtede eller forsvareren eller nogen anden som begæringen måtte være rettet mod, undtagen hvis retten finder at begæringen er behæftet med sådanne fejl at den bør umiddelbart afvises fra retten med kendelse.  Hvis meddelelsen om retsmødet gives skriftlig skal der som regel vedlægges en kopi af den begæring som skal foretages. Retten kan pålægge politiet eller anklageren at videregive meddelelsen om retsmødet.

Stk. 3.  Hvis den som fremsatte begæringen ikke giver møde i retsmødet skal sagen ophæves, men sigtede eller nogen anden som har givet møde i retten, kan tildeles mulkt fra denne.

§ 105.  Når en begæring tages til behandling i et retsmøde skal retten først give den begærende lejlighed til at redegøre for denne mundtligt. Såfremt sigtede eller en person som begæringen er rettet mod bliver indkaldt til retsmødet og denne giver møde eller er repræsenteret under mødet, skal han gøres bekendt med det fremkomne materiale, med de begrænsninger som måtte følge af § 57, stk. 1, og herefter gives lejlighed til at udtale sig om begæringen. Frist skal som regel ikke gives i et retsmøde for et nyt retsmøde, med mindre den begærende giver sit samtykke hertil og retten bifalder at dette ikke findes at være i hans ugunst.

Stk. 2.  Fremsættes påstand i et retsmøde ifølge stk. 1 om at begæringen bør afvises fra retten, skal retten tage stilling til spørgsmålet efter at have hørt parternes argumenter.  Såfremt han ikke finder grundlag for at afvise begæringen fra retten, tilfører han sin beslutning herom retsbogen men ellers tager han begæringen til følge ved en kendelse.

§ 106.  Såfremt en begæring som er til behandling for retten går ud på afhøring af sigtede eller et vidne for retten, gennemgår retten hvorvidt betingelserne herfor ifølge § 59 er til stede. Såfremt sigtede skal afhøres til rapport skal han indbringes for retten af politiet hvis han er anholdt eller varetægtsfængslet, men ellers finder bestemmelserne i § 120, stk. 1 og stk. 2 anvendelse om indkaldelse af afhørte eller eventuelt tilsige ham til et retsmøde, samt § 121 om sagens videre forløb hvis han ikke giver møde eller såfremt et vidne ikke iøvrigt opfylder dets vidnepligt.

Stk. 2.  Ved behandling af en begæring om varetægtsfængsling eller andre foranstaltninger efter kapitel 14 er sigtede iøvrigt forpligtet til at give møde i retten og afgive forklaring hvis politiet eller anklageren finder dette påkrævet.

Stk. 3.  Såvidt det skønnes påkrævet kan en af parterne iøvrigt begære at der optages rapporter som afgives for retten i henhold til dette kapitels bestemmelser. Dommeren tager stilling til en sådan begæring under iagttagelse af bestemmelsen i § 110, stk. 3.

Stk. 4.  Afhøring af sigtede og vidner for retten sker i henhold til bestemmelserne i kapitler 17 og 18. Såvidt muligt skal rapportoptagelse efter stk. 1 optages på video eller CD-disk.

§ 107.  Går begæring efter § 102 ud på noget andet end mundtlig optagelse til rapport for retten tager dommeren stilling til den efter at have hørt på partens argumenter herfor. Dette bør ske ved kendelse såfremt der er tale om spørgsmål som angår et forhold som skal afgøres på denne måde ifølge andre bestemmelser i denne lov eller tvisten angår et forhold hvor afgørelsen kan være genstand for kære til Højesteret.  Iøvrigt afslutter retten sagen med en afgørelse eller anden foranstaltning som skal tilføres retsbogen.

III. Afsnit

Bevis og bevismateriale

KAPITEL 16
Generelle regler om bevisførelse

§ 108.  Anklagemyndigheden har bevisbyrden for sigtedes skyld og om de omstændigheder som er i hans ugunst.

§ 109.  Retten foretager i hvert enkelt tilfælde bedømmelse af hvorvidt der er fremkommet tilstrækkeligt bevis, som ikke kan anfægtes med fornuftige argumenter, for ethvert af de forhold som angår skyld samt fastsættelse af sanktioner for overtrædelsen, herunder hvilken bevismæssig værdi skal tillægges tiltaltes forklaring, syns- og skønsforretninger, dokumenter samt andre synlige beviser.

Stk. 2.  Retten bedømmer endvidere, hvor det skønnes påkrævet, hvilken bevisværdi påstande har, som ikke direkte angår de forhold som skal bevises, men som slutninger kan drages af om dette.

Stk. 3.  Det er ikke nødvendigt at bevise det som er notorisk på det sted eller tidspunkt, når dom eller kendelse skal afsiges.

§ 110.  Anklageren tilvejebringer bevismaterialet, men tiltalte kan også tilvejebringe bevismateriale, såfremt han finder anledning dertil.

Stk. 2.  I den udstrækning retten skønner at der kræves yderligere bevismateriale til sagens oplysning eller nærmere forklaringer, kan den henstille til anklageren at tilvejebringe bevismateriale om nærmere angivne forhold.

Stk. 3.  Skønner retten det åbenbart at et bestemt forhold som parten vil bevise, ikke er af betydning for sagen eller at dette er nyttesløst som bevis, kan den nægte parten om bevisførelsen.

§ 111.  Dommen skal bygge på beviser som er ført frem ved sagens behandling for retten.

Stk. 2.  Dommeren kan godtage som bevismidler forklaringer som tiltalte, forurettede eller vidner har givet i retten inden sagen blev rejst ifølge § 59 og § 106.  Dog bør de som afgav forklaring give møde påny i retten ved domsforhandlingen såvidt det er muligt og såfremt den ene af parterne kræver det eller dommeren finder anledning dertil. Er der tale om en overtrædelse af kapitel 22 i straffeloven og forurettede ikke er fyldt 15 år bør han dog ikke give møde i retten igen, medmindre dommeren finder særligt grundlag herfor.

Stk. 3.  Har et vidne ikke afgivet forklaring for retten og det viser sig heller ikke muligt ved sagens forhandling, men afhøring er foretaget hos politiet eller andre myndigheder medens sagen var under efterforskning, foretager dommeren vurdering af hvorvidt en sådan forklaring har bevismæssig gyldighed og i så faldt hvilken værdi den har.

§ 112.  Tilvejebringelse af bevismateriale foretages som regel af den dommer som behandler sagen og afsiger dom i den. Såfremt dette ikke er muligt undtagen med væsentlige omkostninger eller ulemper, kan dommeren bestemme at bevismateriale kan tilvejebringes ved en anden ret ifølge bestemmelser i kapitel 21, for så vidt dette ikke medfører unødig forsinkelse af sagsbehandlingen.

Stk. 2.  Afgiver sigtede, forurettede eller vidner forklaring for retten inden en sag er rejst efter § 59, stk. 1, bør dette i videst muligt omfang ske hos den dommer som på et senere tidspunkt vil behandle sagen og afsige dom i sagen, hvor dette bliver tilfældet,  efter omstændighederne af retsformanden.

KAPITEL 17
Tiltaltes forklaring for retten

§ 113.  Tiltalte har såvel ret og pligt til at give møde i retten for at afgive forklaring efter at en sag er blevet rejst mod ham.  Sigtede har endvidere ret og pligt til at give møde i retten for at afgive forklaring medens efterforskning af sagen står på, såfremt der er anledning dertil, jf § 59, stk. 1, litra b og § 106, stk. 2.

Stk. 2.  Tiltalte er ikke forpligtet til at besvare spørgsmål som han får stillet om strafbare handlinger som han sigtes for. Han kan enten nægte at afgive forklaring om sigtelsen eller nægte at svare på enkelte spørgsmål vedrørende den.

Stk. 3.  Udebliver tiltalte fra afhøring uden lovligt forfald kan anklageren pålægge politiet at hente ham og indbringe ham for retten, om fornødent med magt. Politiet bør efterkomme sådant påbud fra anklageren.

Stk. 4.  Efter dette kapitels bestemmelser er den at anse som tiltalt, som fremtræder som værge eller repræsentant på hans vegne.

§ 114.  Når tiltalte møder i retten udspørger dommeren ham om navn, CPR-nummer og adresse. Herefter forklarer dommeren at han ikke er forpligtet til at svare på spørgsmål om strafbare handlinger som han sigtes for ifølge § 113, st. 2, men såfremt han vælger at gøre det, bør han fortælle sandheden. Herefter beder dommeren ham om at udtale sig selvstændigt om sagens omstændigheder og giver derpå anklageren samt forsvarerer lejlighed til at stille spørgsmål til tiltalte.

Stk. 2.  Mens tiltalte afgiver forklaring må vidner i samme sag ikke overvære afhøringen af tiltalte. Dommeren kan endvidere bestemme at det samme gælder andre medtiltalte såfremt han finder anledning dertil.

Stk. 3.  Når tiltalte afgiver forklaring finder reglerne om foretagelse af afhøring i § 122, stk. 2 og stk. 3, tilsvarende anvendelse.

§ 115.  Dommeren bedømmer bevisværdien af tiltaltes forklaring, herunder hans troværdighed, ved afgørelsen af en sag. I den forbindelse bør iagttages på den ene side hans tilstand og opførsel ved forklaringens afgivelse og på den anden side hvor konsistent han er i sin forklaring.

KAPITEL 18
Vidner

§ 116.  Enhver person som er fyldt 15 år, er underkastet islandsk jurisdiktion, er hverken tiltalt eller dennes forsvarer, er forpligtet til at give møde i retten for at svare mundtligt på spørgsmål som han får stillet om en sags omstændigheder. De som har ydet anklagemyndigheden eller politiet sagkyndig bistand eller rådgivning, inden en sag er rejst, er også forpligtede til at give møde i retten som vidner for at svare mundtligt på spørgsmål som de får stillet om sagkyndige forhold.

Stk. 2.  Retten bedømmer under iagttagelse af forholdene i hvert enkelt tilfælde hvorvidt en person yngre end anført i stk. 1 bør forpligtes til at afgive forklaring som vidne. Dommeren foretager på samma måde vurdering af personer som er mentalt forstyrrede.

Stk. 3.  Kan et vidne ikke give møde i retsmøde på grund af sygdom eller af lignende grunde kan retten bestemme at vidnet afgiver forklaring på et andet sted, hvis det er muligt.

Stk. 4.  Hvis et vidne befinder sig i lang afstand fra retten eller der er iøvrigt knyttede væsentlige ulemper til dets fremmøde, kan retten bestemme at der foretages afhøring via telefon eller andet telekommunikationsappparat fra retten, forudsat at afhøringen foretages på en sådan måde at alle de tilstedeværende i retsmødet kan høre ordvekslingen med vidnet. Denne hjemmel må dog ikke benyttes hvis det kan antages at sagens udfald kan bero på dette vidnes forklaring.

Stk. 5.  Retten kan i indkaldelsen til vidnet ifølge § 120, stk. 2 pålægge det at medbringe dokumenter for at vise dem i retten, og efterse bøger, dokumenter og andre genstande, samt udarbejde en ekstrakt om nærmere anførte forhold til yderligere forklaring af sagens omstændigheder. Dette gælder dog ikke hvis dokumenterne eller genstandene indeholder oplysninger som er omfattet at § 119, stk. 2.

§ 117.  Følgende personer kan ønske at blive fritaget for at afgive vidneforklaring, helt eller delvis:

a.                  den som er eller har været tiltaltes ægtefælle,

b.                  tiltaltes slægtning i lige op- eller nedstigende linie, hans søskende eller en som er beslægtet på tilsvarende måde gennem adoption,

c.                   tiltaltes stedforældre og stedbarn.

d.                  tiltaltes svigerforældre og svigerbarn.

Stk. 2.  Dommeren kan fritage andre for vidnepligt som er eller har været nært beslægtede med tiltalte, hvis han skønner at deres forhold har været meget nært, sådan som f. eks. plejeforældre eller plejebarn, samboer eller kæreste.

Stk. 3.  En forsvarer må ikke uden hans klients samtykke afgive forklaring i sagen.

Stk. 4.  Tjenstemænd eller andre som virker i offentlig tjeneste eller hverv er ikke forpligtede til at give møde i retten for at afgive forklaring om forhold som er sket i deres tjeneste eller hverv hvis det findes at dette kan på tilstrækkelig måde påvises med attester fra embedsbøger eller anden offenligt dokumentation.

§ 118.  Et vidne kan ønske sig fritaget for at svare på spørgsmål hvis det kan antages at svaret vil inkriminere det selv om at have begået en strafbar handling eller andet forhold som kan påføre det tab af moralsk anseelse eller væsentlig økonomisk skade. Det samme gælder hvis svaret indebærer de samme følger for nogen som er knyttet til vidnet på den måde som er anført i § 117, stk. 1 eller stk. 2.

Stk. 2.  Dommeren kan fritage et vidne for at afgive forklaring om hemmeligheder om dets handel, opfindelser eller andre sådanne værker, hvis han skønner at vidnets interesser er mere tungtvejende end interessen af vidnesbyrdet.

§ 119.  Uden vedkommende ministers tilladelse må et vidne ikke svare på spørgsmål om hemmelige planer, beslutninger eller aftaler hos statens magthavere angående statens sikkerhed, rettigheder eller velfærd eller som er af væsentlig betydning angående statens handel eller økonomi.

Stk. 2.  Et vidne må ikke uden samtykke fra den pågældende svare på spørgsmål om:

a.                  hvem der er forfatter eller kilde til en skrift, artikel, udredning eller meddelelse, som er blevet offentliggjort uden at denne er identificeret, hvis vidnet er ansvarligt ifølge loven for indholdet af trykte skrifter eller andet stof som er offentliggjort, eller hvis han har fået kendskab til forfatteren eller kilden i sit arbejde hos den ansvarlige,

b.                  private anliggender som det er blevet betroet i dets hverv som revisor, socialrådgiver, advokat, læge, præst, leder af et trossamfund eller psykolog eller i et hverv med tilsvarende fortrolighedspligt,

c.                   forhold som det er blevet kendt med i dets offentlige hverv og skal være fortrolige,

d.                  hemmeligheder om handel, opfindelser og andre sådanne værker som det er blevet kendt med under dets hverv.

Stk. 3.  Hvis retten antager at vidneforklaring kan være afgørende for en sags opklaring kan den dog pålægge de i 1 og stk. 2 nævnte personer vidnepligt om bestemte forhold, når hensynet til opklaringen klart overstiger behovet for fortrolighedsbeskyttelse. Dette gælder dog ikke om det som tiltalte har betroet sin forsvarer, præst eller leder af trossamfund om sagens omstændigheder.

Stk. 4.  Hvis dommeren finder det usikkert hvorvidt betingelserne i stk. 3 er opfyldt, kan han først lade vidnet give forklaring til ham i fortrolighed, hvilket svar det ville give.

§ 120.  Anklageren indkalder vidner til retsmøder. Dog kan forsvareren indkalde et vidne til retsmøde såfremt han ønsker. Er vidnet under 18 år skal indkaldelsen ske gennem dets værge.

Stk. 2.  Såfremt der er grundlag derfor indkalder retten et vidne til retsmøde med en skriftlig tilsigelse som den udsteder af egen drift eller i henhold til begæring fra en sagspart. I tilsigelsen skal vidnetes navn og adresse anføres, grunden til indkaldelsen i hovedtrækkene, hvor og hvornår vidneførelsen skal finde sted og hvilken følge det kan få hvis vidnet ikke giver møde eller opfylder iøvrigt ikke dets vidnepligt. Anklageren skal påse at tilsigelsen forkyndes og dette bør ske på samme måde som gælder ved forkyndelse af anklageskrift ifølge § 156.

Stk. 3.  Hvis et vidne allerede befinder sig i et retsmøde er det forpligtet til at afgive vidneforklaring, selv om det ikke er blevet indkaldt hertil.

§ 121.  Udebliver et vidne fra at give m­øde i retten efter lovlig forkyndt tilsigelse uden at der er tale om lovligt forfald kan anklageren pålægge politiet at afhente vidnet og indbringe det for retten. Politiet er forpligtet til at efterkomme anklagerens pålæg.

Stk. 2.  Såfremt et vidne giver møde i retten men opfylder ikke sin vidnepligt, herunder rettens pålæg efter § 116, stk. 5, kan retten ifølge begæring fra en af parterne pålægge det bøde med kendelse.

Stk. 3.  Såfremt et vidne giver møde i retten men kan ikke opfylde vidnepligten på grund af dets tilstand, så som på grund af beruselse eller sindsbevægelse, kan retten træffe fornødne foranstaltninger for at sikre at det kan opfylde sin forpligtelse på et senere tidspunkt.

§ 122.  Når et vidne giver møde i retten lader dommeren det først identificere sig ved navn, CPR-nummer og adresse, men foretager så pr­øvelse af hvorvidt det er berettiget eller forpligtet til at afgive forklaring. Herefter indskærper dommeren alvorligt for vidnet om dets forpligtelse til at sige sandheden og ikke unddrage noget som kan være af betydning, og gør det bekendt med det moralske ansvar og strafansvar som bevidst eller uagtsom urigtig forklaring kan medføre, samt at det må være forberedt på at blive afkrævet at stadfæste vidnesbyrden ved eds afgivelse eller på tro og love.

Stk. 2.  Herefter bliver spø­rgsmål forelagt vidnet. Retten lader anklageren og forsvareren afhøre vidnet og lader som regel vidnet først afhøres af anklageren og derefter forsvareren. Ligeledes skal bistandsadvokaten gives lejlighed til at fremsætte spørgsmål til dommeren,  som han ønsker stillet til vidnet jf § 46, stk. 3. Retten kan genformulere, præcisere eller tydeliggøre spørgsmål inden vidnet svarer, for herved at forhindre at vidnet får stillet spørgsmål som er ubestemte, tvetydige, lokkende, unødvendig stødende eller sårende, som er egnede til at vildlede vidnet eller er åbenbart meningsløse. Retten kan fratage retten fra den som stiller spørgsmål, hvis han bryder mod dette, og kan overtage afhøringen. Retten kan endvidere afkræve vidnet nærmere forklaring af dets svar, således at dets indhold fremkommer tydeligt, samt at fremlægge af egen drift sp­ørgsmå for vidnet eller i henhold til begæring fra tiltalte, i givet fald.

Stk. 3.  Har vidnet tidligere afgivet forklaring til politirapport, herunder efter § 60, stk. 1 eller stk. 2, eller for retten, skal retten i så fald ikke gøre vidnet bekendt med en sådan forklaring eller synlige beviser før end den finder det n­ødvendigt med henblik på nærmere forklaring eller korrigering af dets forklaring. Det samme gælder en rapport som vidnet eventuelt har afgivet for andrer forvaltningsmyndigheder eller politiet under sagens efterforskning.

Stk. 4.  Ethvert vidne afhøres for sig og må ikke påhøre andres vidneforklaringer. Retten kan dog efter begæring fra en af parterne bestemme at der foretages konfrontation hvor vidnet stilles over for tiltalte eller et andet vidne.

Stk. 5.  Holdes et retsmøde for åbne d­øre og spørgsmål som vidnet får stillet indebærer at svaret angår dets eller andres private forhold, kan retten bestemme at vidnet skal svare skriftligt. Der skal ske tilførsel i retsbogen om svaret og vidnet skal gives lejlighed til at efterse at tilførselen er korrekt uden at denne oplæses.

Stk. 6.  Retten vejleder vidnet om forhold som angår dets pligt og hjemmel til at afgive forklaring. Såfremt vidnet mener at det er uforpligtet til at afgive forklaring eller at svare på enkelte sp­ørgsmål eller påberåber sig manglende hjemmel, bør det sandsynliggøre de kendsgerninger som det gør gældende hvad dette angår. Retten kan give vidnet tilladelse til at indbringe andre for retten med henblik på at de afgiver forklaring om disse forhold.

Stk. 7.  Når et vidne afgiver forklaring prøver retten, hvis den finder det påkrævet, at få frem oplysninger om forhold som kan danne grundlag for dens vurdering af vidnets troværdighed. I denne henseende kan retten som regel prøve at få afklaret hvorvidt vidnets forklaring bygger på dets eget sansning eller andres udsagn. Endvidere bør retten gøre sig umage for at få oplyst hvorvidt vidnets holdning til sagen, tiltalte eller eventuelt forurettede er beskaffen på en sådan måde, at det kan påvirke bevisværdien af dets forklaring.

Stk. 8.  Dommeren kan på begæring fra anklageren, tiltalte, eller et vidne bestemme at et vidne som giver møde i retten, ikke ophøjt opgiver sit navn. CPR-nr. eller adresse, jf stk. 1, eller ikke identificerer sig iøvrigt, hvis retten finder at vidnets eller dets nærmeste pårørendes liv, helbred eller frihed ville ifølge § 117, stk. 1 eller stk. 2, blive bragt i fare hvis dets identitet bliver oplyst. Dog bør retten ikke godkende begæring om vidnets anonymitet medmindre det er et særlig påtrængende tilfælde og at det ikke kan anses at den vil forspilde tiltaltes forsvar i betydelig grad. I et sådant tilfælde skal retten skriftlig få oplyst vidnets navn samt andre oplysninger som er fortrolige, men midlerne som gemmer disse oplysninger, skal opbevares på en tryg måde sådan at andre ikke kan få adgang hertil. Bliver sagen indbragt for Højesteret skal disse oplysninge vedlægges på samme måde.

§ 123.  Retten kan efter anklagerens eller vidnets begæring bestemme at tiltalte bør forlade retsmødet medens vidnet afgiver forklarig såfremt retten finder at tiltaltes nærværelse kan være særlig byrdefuld for vidnet og påvirker dets forklaring.

Stk. 2.  Afgiver vidne under 15 år forklaring kan retten indkalde en sagkyndig med henblik på at assistere ved afhøringen. Anklageren, tiltalte og hans forsvarer er ikke berettigede til at være til stede i retssalen eller et andet sted hvor retten holdes, hvis retten skønner at deres nærværelse kan være særlig bebyrdende for vidnet og kan påvirke dets forklaring. På samme måde kan retten bestemme at tiltalte og sagførerne bør forlade stedet hvor retsmødet holdes, hvis vidnet afgiver forklaring uden at identificere sig ved at sige sit navn ophøjt, jf § 122, stk. 8.

Stk. 3.  Hvis tiltalte ikke er berettiget til at være nærværende ved afhøring efter stk. 1 eller tiltalte og advokaterne efter stk. 2, bør retten træffe foranstaltninger for at de kan følge med i afhøringen samtidig med at den foregår. Ligeledes kan den efter begæring fra dem forelægge vidnet de spørgsmål som de måtte ønske. Domsstolsstyrelsen fastæstter nærmere regler om tilrettelæggelsen af afhøringer ifølge denne bestemmelse.

§ 124.  I henhold til begæring fra parterne kan dommeren lade et vidne bekræfte sin forklaring med eds aflæggelse eller ved erklæring på tro og love, når det har afgivet forklaring. Et vidne bør dog ikke bekræfte sin forklaring hvis:

a.         det ikke er fyldt 15 år,

b.         det lider af mental forstyrrelse i så høj grad at det mangler forståelse eller er uegnet til at gøre sig klar helligheden eller betydningen af bekræftelsen,

c.         det er under tiltale for falsk forklaring eller er blevet dømt for en sådan overtrædelse,

d.         det vægrer sig bekræftelse og bestemmelserne i § 117 og § 118, stk. finder anvendelse,

e.         retten finder at det er knyttet til en sagspart i sådan grad eller har sådan interesser i sagens udfald, at bekræftelse ikke er passende.

Stk. 2.  Inden et vidne bekræfter sin forklaring indskærper retten helligdommen og betydningen af stadfæstelsen, såvel med henblik på en sags udfald som på vidnet selv, såvel legalt som moralsk.

Stk. 3.  Har vidnet, efter at være blevet spurgt af retten, erklæret at edsaflæggelse er i overensstemmelse med dets trosoverbevisning og at det tror på gud, skal dette foregå på den måde at det løfter højre hånd op og gentager efter dommeren: Jeg sværger og vidner til min gud at jeg har fortalt hele sandheden sådan som jeg kender den og har ikke fortiet om noget.

Stk. 4.  Hvis betingelser for edsaflæggelse ikke er til stede efter stk. 3 skal vidnet give erklæring på tro og love, og dette skal foregå på den måde at vidnet løfter højre hånd op og gentager efter dommeren: Jeg erklærer på min ære og hæder at jeg har fortalt hele sandheden sådan som jeg kender den og har ikke fortiet om noget.

Stk. 5.  Edsaflæggelse og erklæring på tro og love har samme betydning ifølge loven.

§ 125.  Såfremt anklageren indkalder et vidne eller det er tilsagt til et retsmøde er denne forpligtet til, såfremt der fremsættes begæring herom, at sørge for at det får forud betalt rejseudgifter samt til ophold på tingstedet.

Stk. 2.  Hvis vidnet har opfyldt dets pligt har det krav på at retten træffer bestemmelse om betaling for erlagte udgifter ved at røgte vidnepligten, samt godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste som står i forhold til dets økonomi og omstændighederne. Anklageren sørger for at vidnet får omkostningerne og godtgørelsen betalt og dette bør ske snarest muligt.

§ 126.  Dommeren vurderer bevisværdien af vidnesbyrd ved en sags afgørelse. I den forbindelse bør han iagttage vidnets forhold til tiltalte og efter omstændighederne til forurettede, dets interesser i sagens udfald, dets udvikling, hvor pålidelig vidnets opfattelse af omstændighederne var, dets hukommelse, dets tilstand og opførsel under afhøringen, hvor sikkert og tydeligt det var i dets svar og hvor konsistent det var i dets forklaring.

KAPITEL 19
Syn og skøn

§ 127.  Syns- og skønsforretninger, besigtigelser af genstande og andre undersøgelsesforanstaltninger i den forbindelse kaldes under ét navn syns- og skønsforretninger eller syn og skøn eller skøn, samt de dertil knyttede vurderingshandlinger.

Stk. 2.  Retten foretager selv vurdering af forhold hvortil der kræves generel viden og uddannelse eller lovkundskab.

Stk. 3.  Såfremt en offentlig ansat er beskikket én gang for alle med bemyndigelse til foretagelse af visse syn og skøn, kan en part henvende sig direkte til ham, såfremt han er forpligtet til at foretage syn og skøn eller at han er villig hertil uden rettens udmeldelse, forsåvidt dette ligger inden for hans virkefelt.

§ 128.  Såfremt fremgangsmåden ikke er i overnesstemmelse med § 127, stk. 2 eller stk. 3, udmelder retten én eller to skønsmænd, såfremt han finder dette påkrævet, på baggrund af skriftlig begæring som er fremsat af en af parterne. I begæringen skal det angives tydeligt hvad som er forretningens genstand, hvor den befinder sig og hvad det er som vedkommende agter at bevise med skønnet.  Såvel anklageren som tiltalte kan begære udmeldelse af skønsmænd efter at en sag er blevet rejst. Endvidere kan politiet eller anklageren begære foretaget syn og skøn under efterforskningen.

Stk. 2.  Parterne skal indkaldes til et retsmøde hvor begæringen om udmeldelse af syns- og skønsmænd skal foretages, og retten skal oplyse dem om hvem han agter at udmelde til hvervet.

Stk. 3.  Kun personer som er fyldt 20 år, eller er iøvrigt uberygtede vidner angående de forhold som skal synes og har de fornødne kundskaber til at udføre hvervet eller det bedst mulige kundskab hertil, kan udmeldes til syns- og skønsmænd. Enhver der er forpligtet til at vidne er også forpligtet til at modtage udmeldelse som syns- og skønsmand. Dette gælder også selv om han er nødsaget til at tage til en anden retskreds end den som han bor i, for at udføre hvervet. Dommeren kan dog godkende en begrundet fritagelsesbegæring, såfremt der står en lige duelig person til rådighed for at udføre hvervet.

Stk. 4.  Retten kan udmelde en person til syns- og skønsmand der bor uden for vedkommende rets embedsområde.

Stk. 5.  Udmeldelsesdekretet skal tilføres retsbogen. I denne skal det klart angives hvad der er forretningens genstand, hvornår den skal foretages og hvem skal gives underretning, med henblik på at de gives lejlighed til at varetage deres interesser ved forretningen. Retten kan af egen drift tilføje forhold som skal synes og disse skal også tilføres retsbogen. Endvidere bør det fremhæves at syns- og skønsmanden skal udføre sit hverv efter bedste viden og afgive en begrundet skriftlig erklæring, som han må være parat til at bekræfte for retten, jf dog § 130, stk. 2.

Stk. 6.  Hvis en syns- og skønsmand afgår ved døden, får forfald, viser sig uduelig til at udføre hvervet eller forsømmer det, kan retten efter anmodning fra den begærende part udmelde en anden person.

§ 129.  Den skønsbegærende bør meddele syns- og skønsmanden om udmeldelsen og give ham en kopi af protokollen med udmeldelsesdekretet.

Stk. 2.  Syns- og skønsmanden underretter parterne uden ophold på en beviselig måde hvor og hvornår besigtigelsen vil finde sted. Retten bør i fornødent omfang vejlede syns- og skønsmanden om skønsforholdene. Syns- og skønsmænd tilvejebringer oplysninger om skønnets genstand, men de tilstedeværende parter skal gives lejlighed til at udtale sig om sagsmaterialet. Findes vidneførsel påkrævet med henblik på at forklare skønsforholdene nærmere bør retten lade denne foretage.

Stk. 3.  Den som har rådighed over skønnets genstand bør give syns- og skønsmænd adgang til disse med mindre han kan fritages for vidnepligt om skønsforholdene eller at han ikke er berettiget til at afgive vidneforklaring.

Stk. 4.  Syns- og skønsmænd bør udføre deres hverv selv om parterne ikke giver møde ved skønsforretningen, medmindre de mangler oplysninger fra disse, som de kunne have givet.

§ 130.  Syns- og skønsmænd skal afgive skriftlig begrundet erklæring hvor de synspunkter anføres som forretningen er rejst på, jf dog stk. 2. Skønserklæringen skal indgives til retten medmindre der er foretaget skøn i efterforskningsfasen, men i så fald skal den gives til den som begærede skønnet. Skønsmanden har krav på at få forud betaling af vederlag ifølge stk. 3.

Stk. 2.  Retten kan bestemme at syns- og skønsmand, som er udmeldt efter at en sag er rejst, ikke behøver at afgive skriftlig erklæring ifølge stk. 1, og at det er tilstrækkeligt at han møder i retten under sagens hovedforhandling og afgiver forklaring dér om skønnets konklusioner, jf § 132, stk. 2.

Stk. 3.  Efter rettens nærmere bestemmelse tilkommer der syns- og skønsmænd passende vederlag ifølge regning og godtgørelse for afholdte udlæg fra anklagemyndigheden. Såfremt den ene af parterne finder vederlagets st­ørrelse, som syns- og skønsmænd forlanger, urimeligt, kan han kræve dommerkendelse herom. Syns- og skønsmænd er berettigede til rejsegodtgørelse efter rettens nærmere bestemmelse

§ 131.  En part kan kræve oversyn- og skøn af forhold som tidligere er blevet synet og skønnet.  Oversyns- og skønsmænd skal være flere end syns- og skønsmændene var, men iøvrigt finder bestemmelserne i §§ 128 – 130 anvendelse på oversyn- og skøn.

§ 132.  Syns- og skønsmænd som har afgivet en skriftlig skønserklæring bør give møde i retten for at afgive forklaring til nærmere uddybning og bekræftelse af erklæringen, samt yderligere forklaring om forhold som er relateret til denne, såfremt en af parterne begærer dette eller at retten iøvrigt finder det påkrævet. Hvis en syns- og sk­ønsmand ikke indgiver en sådan syns- og skønserklæring, er han forpligtet til at give møde i retten og redegøre for syns- og skønskonklusionen, samt at svare på spørgsmål om forhold som er relateret hertil.

Stk. 2.  Bestemmelserne i kapitel 18 finder tilsvarende anvendelse på syns- og skønsmandens afgivelse af forklaring.

§ 133. Retten afgør tvistspørgsmål som er relateret til udmeldelsen og syns- og skønsmandens habilitet ved kendelse. Retten kan endvidere afgøre spørgsmål om forhold som er knyttet til syns- og skønsforretningens udførelse, for eksempel hvorvidt genstanden er blevet vurderet i henhold til udmeldelsesdekretet eller hvorvidt det er tilstrækkelig begrundet, og hvorvidt der kan være grundlag for at foretage ny prøvelse eller at gentage syns- og skønsforretningen.

Stk. 2.  Retten foretager iøvrigt vurdering af andre forhold angående skønserklæringer, herunder dens bevismæssige værdi, når den foretager en samlet afgørelse i sagen.

KAPITEL 20
Dokumenter og andre synlige bevismidler

§ 134.  Parterne fremlægger de dokumenter og andre synlige bevismidler som de ønsker at påberåbe sig ved en sags afgørelse.

Stk. 2.  Anklageren fremlægger de dokumenter og andre synlige bevismidler som er blevet tilvejebragt under efterforskningen af sagen og som har bevisværdi efter dens skøn, bl.a. det som indeholder tiltaltes og vidners forklaringer for retten og hos politiet. Det er dog kun tilladt at fremlægge forklaringer som vidner har afgivet hos politiet eller eventuelt hos andre myndigheder, såfremt hensigten var at føre dem som vidner for retten eller hvis det viser sig umuligt at indbringe dem for retten for at afgive forklaring. Såfremt der er grund dertil, skal anklageren envidere fremlægge en fortegnelse med navne på dem som har afgivet forklaring hos politiet eller andre myndigheder.

Stk. 3.  Udover det som er angivet i stk. 2 må der ikke fremlægges dokumenter eller andre midler, hvis de indeholder forklaringfra tiltalte eller andre som er forpligtede til at give møde i retten som vidne.

Stk. 4.  Det er ikke tilladt at fremlægge dokumenter eller andre bevismidler som gemmer oplysninger om det som er passeret mellem sigtede og hans forsvarer, samt oplysninger som er omfattet af § 119, stk. 2.

§ 135.  Er et dokument eller synligt bevismiddel i varetægten hos en person som ikke er part i sagen, kan anklageren eller tiltalte kræve at få det udleveret med henblik på fremlæggelse, forsåvidt det antages at have bevisværdi i sagen og at den som disponerer over det har ret og pligt til til at afgive vidneforklaring om dets indhold. Hvis en person ikke efterkommer denne opfordring om at udlevere dokumentet eller andet bevismiddel, bør anklageren inddrage det ifølge retskendelse.

Stk. 2.  Disponenten kan kræve af retten ophæver inddragelsen efter stk. 1 ved kendelse. Iøvrigt skal den ophæves når der ikke længere er brug for det og i sidste fald når sagen endelig er afsluttet, undtagen hvis de omstændigheder er til stede som er anført i § 72, stk. 1, litra a eller litra b.

§ 136.  Hvis et dokument som kan inddrages efter § 135, stk. 1, indeholder oplysninger om forhold som vedkommende er ikke forpligtet til eller ikke må give vidnesbyrd om, kan retten bestemme at dokumentet fremlægges for dommeren i fortrolighed og under tavshedspligt og enten ved at han tager en fotokopi af den del af dokumentet som han må eller kan give vidnesbyrd om, eller at dommeren udarbejder et notat om dette forhold.

Stk. 2.  Hvis ejeren til eller disponenten over et dokument som kan inddrages i henhold til § 135, stk. 1, sandsynliggør at dette vil indebære tab eller ulemper for ham, kan dommeren bestemme at det er tilstrækkeligt at dokumentet overgives til retten med henblik på kopiering.  Det samme gælder hvis dokumentet er værdifuldt for den pågældende eller der er særlig risiko for at det kan gå tabt eller forspildes hvis det overgives.

Stk. 3.  Originaler af dokumenter som er omfattet af stk. 1 eller stk. 2, bør tilbageleveres til de pågældende lige så snart som brug af dem er overstået.

Stk. 4.  Bestemmelserne i stk. 1 – 3 finder tilsvarende anvendelse på synlige bevismidler.

§ 137.  Retten foretager vurdering af bevisværdien af dokumenter og andre synlige bevismidler under iagttagelse af forholdene i hvert enkelt tilfælde.

KAPITEL 21
Tilvejebringelse af bevismateriale ved andre domstole

§ 138.  Hvis en part ønsker at føre et vidne, få en syns- og skønsmand udmeldt eller at få tilvejebragt et dokument eller andre synlige bevismidler ved en anden domstol end hvor sagen er til behandling, skal den fremlægge en skriftlig begæring herom til dommeren i sagen. Begæringen skal indeholde oplysninger om dens grundlag, hvor det ønskes at tilvejebringelsen finder sted, hvilket materiale bør sendes til den pågældende domstol, hvem bør underrettes om retsmødet dér og tilvejebringelse af hvilke nærmere angivne dokumenter det drejer sig om. Såfremt et vidne begæres ført, skal dets navn, CPR-nr. og adresse angives, samt en nøjagtig beskrivelse af de forhold som vidnesbyrdet skal omfatte.  Såfremt en syns- og skønsmand begæres udmeldt, skal en begæring herom som regel vedlægges.

Stk. 2.  Begæring ifølge stk. 1 skal foretages i et retsmøde i sagen. Såfremt dommeren finder at betingelser i § 112, stk. 1 er opfyldt og at begæringen derfor kan godtages, skal hans beslutning herom tilføres retsbogen. Der skal afsiges kendelse såfremt der fremsættes begæring herom.

§ 139.  Når det gælder tilvejebringelse af materiale fra en anden domstol her i landet sender dommeren i sagen en skriftlig henvendelse til den pågældende domstol sammen med partens begæring, originaler eller kopier af det fornødne materiale samt udskrifter af retsbogen.   

Stk. 2.  Skal tilvejebringelse af sagsmateriale ske i en anden stat skal dommeren sørge for at de i stk. 1 nævnte midler bliver oversat. Dommeren sender en skriftligt henvendelse herom samt andre dokumenter og oversættelser til den pågældende ret, som i givet fald bliver gennemført med de offentlige myndigheders mellemkomst.

§ 140.  Når tilvejebringelse af bevismidler efter dette kapitels bestemmelser sker ved en domstol her i landet, finder bestemmelserne i kapitel 2 og kapitler 18-20 tilsvarende anvendelse. Dommeren hvor tilvejebringelsen skal finde sted træffer afgørelser og afsiger kendelser om forhold som angår gennemførelsen heraf.

Stk.2.   Såfremt der åbnes en særlig lejlighed under tilvejebringelsen af bevismaterialet ved en anden domstol, kan en af parterne begære at yderligere materiale tilvejebringes end der blev angivet i den oprindelige begærimg. Den pågældende domstol bestemmer hvorvidt en sådan begæring bør imødekommes.

§ 141.  Såvidt muligt skal bestemmelserne i § 140 finde anvendelse når bevismateriale tilvejebringes i herredet i forbindelse med en sags forhandling for Højesteret.

Stk. 2.  Endvidere skal bestemmelserne i § 140 finde tilsvarende anvendelse når tilvejebringelsen af bevismateriale her i landet sker i forbindelse med en sag som er til behandling i udlandet.

IV. AFSNIT

Tiltale og domsforhandling for herredsretten

KAPITEL 22
Generelle regler om tiltalerejsning

§ 142.  Ethvert strafbart forhold skal forfølges ved rejsning af tiltale medmindre andet er særlig fremhævet ved lov.

§ 143.  Hvis en person tiltales for flere forhold, bør disse så vidt muligt samles i én sag.

Stk. 2.  Hvis flere personer tiltales for delagtighed i samme forhold skal det ske i en sag, undtagen hvis noget andet findes mere hensigtsmæssigt.

§ 144.  Såfremt tiltalerejsning i en straffesag er betinget af at der fremsættes begæring herom, skal dette kun ske såfremt forurettede eller en af de forurettede kræver det. Er forurettede afgået ved døden kan hans ægtefælle. børn, andre afkom, forældre eller søskende træde ind i hans sted og kræve at tiltale rejses. Såfremt forurettedes nærmeste slægtninge ifølge det ovenfor anførte er flere end én, og de kan ikke blive enige om hvorvidt tiltale bør rejses, bestemmer anklageren hvorvidt det skal ske.

Stk. 2.  Krav om rejsning af tiltale efter stk. 1 bør ikke tages til følge hvis den som fremsætter kravet vil unddrage nogen af dem som kan være skyldig i det strafbare forhold.  Krav om tiltalerejsning kan tilbagekaldes frem til det tidspunkt at dom afsiges i herredet. Den som har tilbagekaldt et krav kan ikke genfremsætte det, medmindre det sker inden for den i stk. 3 nævnte tidsramme og anklageren kan tilslutte sig dette.

Stk. 3.  Hjemmel til at fremsætte krav om tiltalerejsning efter stk. 1 bortfalder, hvis det ikke er blevet fremsat indenfor seks måneder efter at den berettigede fik kendskab til den som kan være skyldig i det strafbare forhold. Er forurettede afgået ved døden inden tidsfristens udløb kan den som træder i hans sted fremsætte et krav indenfor tre måneder efter døden. Hvis flere har været skyldige og fristen til at kræve tiltalerejsning mod en af dem er udløbet, skal hans krav om tiltalerejsning godtages såfremt anklageren tiltræder dette.

§ 145. Når anklageren har modtaget bevismaterialet og forvisset sig om at efterforskningen er afsluttet, undersøger han hvorvidt sigtede skal strafforfølges eller ej. Hvis han finder at det materiale som er tilvejebragt, ikke er tilstrækkeligt eller sandsynligt til at føre til at sigtede findes skyldig, foretager han sig intet yderligere, men ellers rejser han tiltale mod sigtede jfr. § 152 jf dog § 146.

§ 146.  Strafforfølgning bortfalder hvis sigtede modtager eller får fastsat sanktion efter kapitel 23, jf dog § 148, stk. 3 og § 149, stk. 4.

Stk. 2.  Påtale kan frafaldes ved at tiltale udsættes betinget i henhold til straffeloven.

Stk. 3.  Påtale kan endvidere frafaldes i følgende tilfælde:

1. hvor forholdet er af ringe strafværdi eller sagens omfang står i misforhold til den retsfølge, som kan ventes, hvis han findes skyldig,
2. hvis sigtede og forurettede er kommet overens og sigtede har opfyldt sin del af overenskomsten,
3. hvis sigtede tilsyneladende er utilregnelig og det findes ikke påkrævet at han underkastes sikkerhedsforanstaltninger,
4. hvis det strafbare forhold har forvoldt sigtede særdeles store lidelser eller andre særlig forhold gør sig gældende som taler for at påtalen skal opgives, forsåvidt forfølgning ikke er påkrævet af almene hensyn.

Stk. 4.  Såfremt det kommer i betragtning at strafforfølge en person i en sag for flere strafbare forhold, kan strafforfølgning opgives forsåvidt angår overtrædelser der er af ingen eller ubetydelig strafværdi ved udmålingen af sanktioner. Endvidere kan forfølgning opgives hvis en person som er blevet dømt for strafbart forhold, bliver grebet i at have begået en anden eller flere overtrædelser end han er blevet dømt for, forsåvidt det antages at ingen eller ubetydelig straf ville blive idømt, selv om han er blevet fundet skyldig i disse overtrædelser.

Stk. 5.  I sager hvor påtalemyndigheden er tillagt politimesteren kan han opgive forfølgningen. Finder han grundlag for opgivelse af forfølgning efter stk. 2–4, men er usikker på sin kompetence, bør han sende sagen til statsadvokaten til afgørelse.

§ 147.  Opgives en sag efter § 145 eller frafaldes tiltale efter § 146, stk. 2–4, påhviler ingen forpligtelse om at underrette de pågældende med henblik på at give dem lejlighed til at udtale sig inden denne afgørelse træffes. Derimod bør anklageren som traf afgørelsen underrette sigtede og forurettede, i et givet tilfælde, om denne afgørelse, forsåvidt det vides hvem han er. Afgørelsen bør begrundes ved at der henvises til den pågældende bestemmelse i § 146, men yderligere begrundelse er ikke påkrævet.

Stk. 2.  Den som ikke vil godtage politimesterens afgørelse efter stk. 1 kan påklage den til statsadvokaten inden en måned efter at han fik denne meddelt. Statsadvokaten skal tage stilling til klagen inden to måneder fra afgørelsens dato, men hans stillingtagen kræver ikke særskilt begrundelse.

Stk. 3.  Såfremt statsadvokatens afgørelse ifølge stk. 2 angår et forhold som kan medføre frihedsstraf indtil 6 år, kan den som ikke godtager den, påklage den til rigsadvokaten. Endvidere kan den som ikke godtager statsadvokatens afgørelse ifølge stk. 1, påklage den til rigsadvokaten. Kærefristen samt frist til at tage stilling til klagen skal være den samme som i stk. 2.

Stk. 4.  Statsadvokaten kan annullere politimesterens afgørelse efter stk. 1 af egen drift, hvis han finder at den strider mod loven eller er iøvrigt absurd, såfremt dette sker inden 2 måneder efter at den blev truffet.  Rigsadvokaten kan på samme måde annullere statsadvokatens eller en politimesters afgørelse og opgive påtale eller frafalde tiltale.

KAPITEL 23
Afslutning af straffesager uden påtale.

§ 148. Gribes en person af politiet på fersk gerning, som falder under en politimesters påtalekompetence, og personen afgiver en uforbeholden tilståelse og politiet skønner at passende sanktion ikke ville overstige en angiven bøde, ifølge en bødesats, som er fastsat af justitsministeren ifølge § 151, stk. 1, kan politiet i så fald fastsætte et bødeforelæg for lovovertrædelsen i henhold til denne. Politiet oplyser sigtede om sanktionerne for overtrædelsen og hvad det indebærer hvis han ikke betaler, og overrækker ham et sammendrag, hvor overtrædelsen betegnes kortfattet, hvor og hvornår den blev begået, de relevante straffebestemmelser, hvilken bøde og forvandlingsstraf overtrædelsen medfører samt at det bliver muligt at foretge udlæg, såfremt bøden ikke erlægges eller at han kan forpligtes til at udstå den subsidiære straf. Hvor det er relevant bør sigtede oplyses om og det bør fremhæves i sammendraget, hvor mange points overtrædelsen medf­ører ifølge kørevandelsregistret og point-system for færdselslovsovertrædelser. Sigtede underskriver sammendraget og får en kopi af dette udleveret. Politiet kan meddele sigtede at han kan se sagen afgjort ved at betale bødeforelægget i umiddelbar forbindelse med lovovertrædelsen. Såfremt sigtede ikke betaler på åstedet, kan politiet give ham en nærmere angiven frist til at betale bøden.

Stk. 2. Betales en bøde ifølge bødeforelæg ikke efter stk. 1 kan der i stedet for strafforfølgning af overtrædelsen foretages fuldbyrdelse af bøden ved udlæg ifølge § 151, stk. 2.

Stk. 3.  Hvis politimesteren eller statsadvokaten mener at en uskyldig person har vedtaget en sanktion efter denne bestemmelse eller at sagens afgørelse iøvrigt er absurd, kan han inden en måned fra det tidspunkt han fik kendskab til sagens udfald, ophæve forelægget, forsåvidt der ikke er forløbet et år fra sagens afslutning.

§ 149.  Modtager politimesteren anmeldelse om en lovovertrædelse som hører under hans påtalekompetance eller politiet pågriber en person på fersk gerning i færd med at begå en sådan overtrædelse, og politimesteren skønner at overtrædelsen ikke vil medf­øre højere straf end b­øde indtil et angiven bødesats, i henhold til en af justitsministeren efter § 151, stk. 1 fastsat bekendtgørelse, rettighedsfrakendelse eller konfiskation, kan han skriftligt inden for en måned fra modtagelsen af anmeldelsen tilkendegive sigtede at denne kan se sagen afgjort  ved at betale en passende sanktion samt betaling af sagsomkostningerne. Såfremt sigtede vedtager en sådan afgørelse har denne samme gentagelsesvirkning som en dom, hvor det er relevant. Hvis sigtede nægter at modtage politimesterens bødeforelæg eller reagerer ikke på hans forelæg, skal der foretages strafforfølgning efter almene regler.

Stk. 2.  Hvis sigtede skriftlig har vedtaget et forelæg om at betale bøde og sagsomkostninger ifølge stk. 1, men har ikke betalt, kan der i stedet for strafforfølgning bestemmes at afgørelsen fuldbyrdes ved udlæg ifølge § 151, stk. 2.

Stk. 3.  Rigsadvokaten tilstiller politimestrene en fortegnelse over lovovertrædelser som hjemmelen i stk. 1 omfatter, samt vejledning om bødesatser og andre sanktioner for hver type af overtrædelser. Udfald af sager ifølge stk. 1  bør indberettes til rigsadvokaten i henhold til regler som han fastsætter.

Stk. 4.  Skønner statsadvokaten at en uskyldig person har vedtaget et forelæg om sanktioner efter denne bestemmelse, eller finder iøvrigt at sagens udfald er absurd, kan han inden en måned efter at han fik kendskab til afgørelsen, ophæve den, forsåvidt der ikke er gået mere end et år efter afslutningen.

§ 150.  Når der foreligger betingelser for at en sag kan afgøres ifølge § 140, stk. 1 og politimesteren skønner at passende sanktion for overtrædelsen kun vil være bøde, som ikke vil overstige en angiven bøde ifølge regler som justitsministeren fastsætter i henhold til § 151, stk. 1, kan politimesteren tilkendegive sigtede at han kan se sagen afgjort ved at betale en angiven bøde, men i bødeforelægget skal findes en kortfattet beskrivelse af overtrædelsen, hvor og hvornår den blev begået og de relevante straffebestemmelser. Det skal endvidere fremhæves i bødeforelægget hvilken følge det indebærer, hvis der ikke reageres på forelægget.

Stk. 2.  Nægter sigtede at modtage bødeforelæg ifølge stk. 1 skal der træffes afgørelse om strafforfølgning efter almene regler.

Stk. 3.  Hvis sigtede ikke reagerer på bødeforelæg efter stk. 1 indenfor 30 dage efter at dette er forkyndt ifølge § 156 kan politimesteren sende sagen til retten med henblik på fastsættelse af bøde og forvandlingsstraf. Retten træffer sin afgørelse om sanktion ved påtegning på bødeforelægget. En sådan afgørelse har samme retsvirkning som en dom. Det er ikke nødvendigt at indkalde sigtede for retten inden en sag afgøres på denne måde.

Stk. 4.  Hvis retten finder at en passende sanktion vil overstige det i stk. 1 anførte eller at det foreliggende sagsmateriale ikke er tilstrækkeligt for at påvise sigtedes skyld, bør den afslå at afgøre sagen med påtegnelse af bødeforelæg efter stk. 3. En dommer er ikke bundet af en sådan afgørelse hvis sagen bliver retsforfulgt ved rejsning af tiltale.

Stk. 5.  Er en sag blevet afgjort med vedtagelse af sanktion ifølge stk. 3 kan sigtede kræve at sagen genoptages forsåvidt han fremfører forsvar som kan påvirke sagens udfald. Begæring om genoptagelse skal stiles til retten hvor sagen blev afgjort inden for fire uger fra det tidspunkt da han blev bekendt med bødesanktionen. Retten afgør ved kendelse hvorvidt begæringen tages til følge. Såfremt retten godtager begæringen ophæves afgørelsen om sanktion ifølge stk. 3 og sagen bliver at behandle efter dette i henhold til de almene regler, dog uden at anklageskrift bliver udstedt. Bestemmelserne i kapitel 29 finder tilsvarende anvendelse på begæring om genoptagelse efter dette stykke samt på sagsbehandlingen, hvis begæringen godtages.

Stk. 6.  Finder statsadvokaten at sigtede har måttet vedtage en absurd afslutning af sagen kan han begære sagen genoptaget for den pågældende ret. Om behandlingen af denne begæring og den efterfølgende behandling finder stk. 5 anvendelse.

§ 151.  Justitsministeren fastsætter regler efter indhentet forslag fra rigsadvokaten om sanktioner, herunder de maksimale bøder, som politiet kan pålægge for lovovertrædelser efter § 148, stk. 1. Endvidere maksimale bøder som en politimester kan pålægge for lovovertrædelser efter § 149, stk. 1 og de maksima af bøder som sigtes mod i § 150, stk. 1. Ministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om behandling af sager efter §§ 148 – 150.

Stk. 2.  Politimester kan begære fuldbyrdelse af bøde som politiet har pålagt efter § 148, stk. 1 samt afgørelse efter § 19, stk. 1 med udlæg. Om udlæg skal de samme regler finde anvendelse som gælder om udlæg på grundlag af forlig som er blevet indgået hos myndighederne.

KAPITEL 24
Tiltale, tilsigelse og forkyndelse

§ 152.  Anklager rejser tiltale ved at udstede et anklageskrift. I dette skal følgende angives så tydeligt som muligt:

1. navnet på den ret ved hvilken sagen er rejst,
2. tiltaltes navn, CPR-nummer eller fødselsdag samt adresse eller bopæl,
3. oplysninger om det forhold som tiltale er rejst for, med angivelse af hvor og hvornår det blev begået, dets betegnelse efter loven eller anden definition og til sidst dets hjemførsel til love og forskrifter, hvor det er tilfældet.
4. argumenter for strafforfølgningen, såfremt det findes påkrævet, som for eksempel hvis sagen er kompleks eller omfattende, men argumentationen må være kortfattet og så tydelig at det er uomtvistet hvori forholdet består,
5. påstand om straf og andre sanktioner, sådan som rettighedsfortabelse og konfiskation, samt krav om betaling af sagens omkostninger,
6. privatretlige krav og offentlig retlige krav ifølge kapitel 26.

Stk. 2.  Efter at anklageskrift er blevet udstedt mod en person kaldes denne tiltalte.

§ 153.  Anklageren kan berigtige angivelse i anklageskriftet eller udvide tiltalen til andre strafbare forhold end dem som er nævnte i anklageskriftet, for at korrigere åbenbare fejl eller hvis oplysninger som ikke var til stede ved udstedelsen af anklageskriftet giver anledning dertil.

Stk. 2.  Udvidet anklageskrift skal udstedes snarest muligt efter at behovet herfor blev kendt, dog senest to uger inden hovedforhandlingen, medmindre tiltalte godkender et senere tidspunkt.

Stk. 3.  Anklageren kan helt frem til det tidspunkt at dom afsiges, tilbagekalde anklageskrift som han har udstedt eller frafalde enkelte tiltalepunkter.

Stk. 4.  Er en sag blevet afvist fra retten eller ophævet, kan en ny sag om samme sigtelse ikke rejses påny før end efter at der er gået 3 måneder fra det tidspunkt da sagen blev endelig afsluttet på denne måde. Fristen regnes fra det tidspunkt da sagen blev afvist fra retten eller ophævet for første gange, i givet fald for Højesteret.

§ 154.  Anklagemyndigheden indleverer anklageskrift til retten sammen med det synbare bevismateriale som den agter at fremlægge i sagen. Med anklageskriftet skal vedlægges en fortegnelse over materialet i tilstrækkelig mange kopier. Samtidig skal det oplyses hvem vil føre sagen for anklagemyndigheden, hvilke vidner ønskes ført og hvilke beviser det iøvrigt findes påkrævet at tilvejebringes. Det bør angives hvorvidt det af hensyn til enkelte vidner eller polititjenestemænd findes nødvendigt at hemmeligholde identiteten for andre end dommeren i sagen jf § 56, stk. 2 og § 65, stk. 3.

§ 155.  Efter at anklageskriftet er blevet indleveret til herredsretten berammer dommeren sted og tidspunkt for tingfæstelsen. Tingfæstelsen bør ske snarest muligt. Samtidig udsteder dommeren en tilsigelse til tiltalte, hvor sted og tidspunkt for tingfæstningen skal angives og hvor han opfordres til at give møde i retten. Samtidig skal angives det varsel som gives for at forkynde anklageskriftet for tiltalte samt tilsigelse, inden sagen bliver tingfæstet og dette varsel må ikke være kortere end tre døgn. Såfremt retten finder at sagen kan fremmes og dømmes i tiltaltes fravær, jf § 161, stk. 1, skal det udtrykkelig fremhæves i tilsigelsen at udeblivelse kan bevirke at det sidestilles med tilståelse og at han kan d­ømmes selv om han ikke giver møde i retten. Iøvrigt skal det tilkendegives i tilsigelsen at politiet kan om fornødent indbringe tiltalte for retten med magt, hvis han ikke reagerer herpå.

Stk. 2.  Såfremt dommeren finder at der er fejl i sagsfremstillingen som kan føre til afvisning, bør han gøre anklageren opmærksom herpå. Derimod må han ikke nægte at udstede tilsigelse af denne grund, og han er iøvrigt ikke bundet af en sådan opfattelse når sagen afgøres.

Stk. 3.  Når dommeren har udstedt en tilsigelse efter stk. 1 overgiver han denne til anklageren som sørger for forkyndelse ifølge § 156.

§ 156.  Anklageskriftet samt tilsigelsen, som herefter kaldes samlet anklageskriftet, skal forkyndes for tiltalte såvidt dette er muligt, men ellers for hans forsvarer eller en anden myndig person som har skriftlig fuldmagt fra ham til at modtage forkyndelse eller en anden fra husstanden eller en anden som træffes på hans registrerede bopæl. De som forkyndelsen sker for, er forpligtede til at opgive deres identitet.

Stk. 2.  Anklageskrift skal forkyndes af en polititjenestemand, en fængselsbetjent eller en anden person som er ansat hos Kriminalforsorgen eller en stævningsmand, medmindre denne forkyndes af dommeren under et retsmøde. Den som foretager forkyndelsen skal stadfæste denne med sin påtegnelse på anklageskriftet eller en anden særskilt attest. Den som får et anklageskrift forkyndt skal få overgivet en kopi af denne. Forkyndes det for en anden end tiltalte, bør denne – under bødeansvar – overgive anklageskriftet til tiltalte, men hvis dette ikke viser sig muligt, så skal han overgive dette til den person som det er mest sandsynligt at kan overgive dette i god tid. Den som foretager forkyndelsen skal iøvrigt gøre den som han forkynder for, opmærksom på denne pligt.

Stk. 3.  Hvis tiltaltes opholdssted er ukendt kan anklageskriftet forkyndes i Statstidende med passende varsel inden sagen tingfæstes og denne frist må ikke være kortere end 1 måned.

Stk. 4.  Når anklageskriftet forkyndes skal tiltalte spørges hvorvidt han ønsker at få en forsvarer og i givet fald hvem. I attesten om forkyndelsen skal tiltaltes stillingtagen anføres. Tiltalte kan udbede sig frist for at tagen stilling til en forsvarer indtil sagen bliver tingfæstet.

Stk. 5.  Anklageren sender anklageskriftet tilbage til dommeren med forkyndelsesattesten efter forkyndelsen. Når tre døgn er gået efter forkyndelsen er anklageren forpligtet til at udlevere en kopi af dette til enhver som måtte begære det, med de begrænsninger som er angivet i § 16, stk. 1.

§ 157.  Såfremt tiltalte ønsker at få beskikket en forsvarer ved forkyndelsen af anklageskriftet skal dommeren træffe beslutning om beskikkelse. Dommeren sender snarest en genpart af sagsmaterialet til forsvareren og oplyser ham om hvornår sagen vil blive tingfæstet.

KAPITEL 25.
Almindelig domsforhandling ved herredsretten

§ 158.  En sag tingfæstes ved at anklagemyndigheden fremlægger anklageskrift og synlige bevismidler i et retsmøde. Sagen kan tingfæstes selv om tilsigelse ikke er blevet udstedt, såfremt tiltalte giver møde i retten.

Stk. 2.  Når der foreligger hjemmel eller forpligtelse til at beskikke tiltalte en forsvarer, og dette er ikke blevet gjort inden tingfæstningen, bør dette ske ved tingfæstningen eller snarest muligt. Foreligger der betingelser for at beskikke forurettede en bistandsadvokat bør dette ske ved tingfæstningen eller hvis det ikke er muligt, eksempelvis fordi han er ikke til at få fat i, snarest muligt.

§ 159.  Ved tingfæstningen undersøger dommeren hvorvidt sagen er behæftet med mangler som kan føre til afvisning af sagen uden at der er fremsat begæring herom. På dette tidspunkt og senere kan dommeren afvise sagen fra retten med kendelse, uden begæring herom, hvis han finder at den er behæftet med så væsentlige fejl at de ikke kan udbedres under sagens forhandling, og som bevirker at der ikke bliver afsagt dom om dens genstand. I givet fald kan dommeren afvise en del af sagen og pådømme dens øvrige genstand. Inden en sag afvises fra retten skal anklageren dog gives lejlighed til at udtale sig mundtlig om sagens genstand, og det samme gælder tiltalte, såfremt han har givet møde i retten.

Stk. 2.  Fremkommer begæring om delvis eller total afvisning af sagen, skal dommeren på samme måde give anklageren og tiltalte lejlighed til at udtale sig om begæringen. Dommeren tager stilling til begæringen om sagens afvisning ved kendelse inden der træffes afgørelse om sagens øvrige substans.

Stk. 3.  Hvis dommeren ikke godtager afvisningsbegæringen bliver han ikke bundet af denne kendelse, hvis der under sagsbehandlingen tilvejebringes nye oplysninger om de forhold som blev påkendt.

Stk. 4.  Hvis Højesteret omstøder kendelse om afvisning af sagen helt eller delvis, skal herredsdommeren genoptage sagen sådan som den forholdt sig da han tog den op til kendelse.

§ 160.  Hvis anklageren ikke giver møde ved sagens tingfæstning eller på et senere trin af den, bliver sagen ikke fremmet yderligere på dette trin. Dommeren bør beramme et nyt retsmøde og meddele anklageren herom, men såfremt han heller ikke giver møde denne gang, bliver sagen at hæve.

§ 161.  Udebliver tiltalte fra et retsmøde efter at tilsigelse er lovlig blevet forkyndt for ham og det er blevet angivet at sagen kan pådømmes i hans fravær jf § 155, stk. 2, kan dommeren påkende sagen, hvis det er uoplyst hvorvidt tiltalte har lovligt forfald, når der foreligger:

1. at overtrædelsen ikke medfører strengere straf end end bødestraf, konfiskation af formue eller frakendelse af rettigheder, og dommeren finder at de fremlagde bevismidler er utilstrækkelige for at finde ham skyldig, eller
2. tiltalte har tidligere givet møde i retten under sagens efterforskning, og uforbeholdent erkendt at være skyldig i det ham påsigtede forhold , og at dommeren ikke finder grund til at betvivle at tilståelsen er i overensstemmelse med sandheden, og at der ikke dømmes strengere straf end fængsel i seks måneder.

Stk. 2.  Tiltalte er afskåret fra at påanke en sådan dom, men han kan i stedet begære genoptagelse efter reglerne i kapitel 29.

§ 162.  Udebliver tiltalte fra tingfæstningen af sagen ved retten og den bliver ikke afgjort i medfør af det i § 161, stk. 1 anførte, berammer dommeren et nyt retsmøde. Anklageren pålægger politiet i givet fald at indbringe tiltalte for retten, medmindre det er kendt at han har lovligt forfald, men hvis dette er tilfældet, skal politiet indkalde ham til et nyt retsmøde og om fornødent indbringe ham for retten med magt jf § 90, stk. 3, litra c.

§ 163.  Ved tingfæstningen skal tiltalte spørges om han vedgår at være skyldig i det ham påsigtede forhold og gøres bekendt med indholdet af de fremlagde dokumenter, hvis han er til stede. I modsat fald skal det gøres i det første retsmøde som tiltalte giver møde i efter sagens tingfæstning.

Stk. 2.  Hvis tiltalte giver m­øde i retten og tilstår det ham tilsigtede forhold kan anklageren tilkendegive ham at sagen kan afgøres ved at han vedtager en bøde som betales inden for en angivet frist, med forvandlingsstraf, samt at betale sagens omkostninger. Hvis tiltalte vedtager bøden og dommeren finder bøden passende, kan han afslutte sagen med afgørelse om denne sanktion. På samme måde kan sager afgøres angående krav mod tiltalte om frakendelse af førerrettigheder og konfiskation af formue.

Stk. 3.  Såfremt statsadvokaten finder at en uskyldig person har vedtaget en sanktion efter stk. 2 eller har iøvrigt underkastet sig en absurd afgørelse, kan han kære sagen til Højesteret med henblik på omstødelse af afgørelsen.

§ 164.  Hvis en sag ikke afsluttes ifølge § 163, stk. 2, men tiltalte tilstår uforbeholdent alle de ham påsigtede forhold og dommeren finder ikke grund til at betvivle tiltaltes skyld, optager dommeren sagen til dom, medmindre den ene af parterne begærer at der føres hovedforhandling ifølge § 166.

Stk. 2.  Hvis sagen afsluttes ifølge stk. 1 er det ikke nødvendigt at tilvejebringe andre oplysninger end er blevet fremlagt i sagen. En part kan begære at der fremlægges synlige bevismidler. Parterne skal gives lejlighed for at udtale sig kortfattet om sagens retslige aspekter og fastsættelse af sanktioner.

§ 165.  Bliver en sag ikke afsluttet i henhold til det ovenfor anførte, skal tiltalte gives lejlighed til at fremlægge en skriftlig redegørelse fra sin side indenfor en rimelig frist. I redegørelsen skal tiltalte fremføre sine påstande og argumenter, samt fremlægge de midler og angive de vidner som han ønsker ført i sagen. Hvis tiltalte ikke fremlægger en redegørelse bør han opgive hvorvidt han agter at fremlægge bevismidler og at føre vidner og i så fald hvem de er.

Stk. 2.  Dommeren kan udsætte sagen med henblik på at parterne kan tilvejebringe yderligere bevismidler, hvis de begærer det eller hvis han finder det fornødent.

Stk. 3.  Dommeren bestemmer om procesførelsen sker mundtligt eller skriftligt. Dommeren bør ikke bestemme skriftlig procesførelse i sagen medmindre en af parterne ønsker det og såfremt han skønner at der er risiko for at sagen ikke blive oplyst i tilstrækkelig grad ved mundtilig procesførelse.

Stk. 4.  Når parterne erklærer at tilvejebringelse af synlige bevismidler er afsluttet, berammer dommeren et retsmøde for hovedforhandling med passende frist. Såfremt spørgsmålet opstår, skal han tillige træffe beslutning om hvorvidt hovedforhandlingen bør ske for lukkede døre, hvorvidt et vidne skal afgive forklaring uden at opgive sit navn ophøjt og hvorvidt tiltalte eller anklageren skal forlade retsmødet medens et vidne afgiver forklaring. Dommeren er berettiget til at spørge parterne hvor lang tid de beregner for deres taler under hovedforhandlingen og på baggrund af dette afsætter dommeren tid hertil.

Stk. 5.  Det er tilladt at foretage afhøring af tiltalte parter eller vidner inden hovedforhandlingen, når det klart foreligger at de pågældende vil blive fraværende på grund af lovligt forfald.

§ 166.  Når hovedforhandlingen af en sag er begyndt bør den som regel fortsættes uafbrudt, hvor der foretages afhøring og mundtlig procesførelse. Tiltalte er berettiget til at være til stede under sagens hovedforhandling. Dommeren kan dog bestemme at han skal forlade retsmødet medens andre medtiltalte afhøres eller et vidne afgiver forklaring efter § 123.

Stk. 2.  Hovedforhandlingen indledes med at anklageren giver en kort fremstilling af tiltalen og de bevismidler som den er støttet på. Herefter gives tiltalte lejlighed til at fremsætte korte bemærkninger. Dernæst foretages afhøring af tiltalte. Hvis der foreligger tilståelse fra ham om at han har begået det strafbare forhold som han er tiltalt for, bestemmer dommeren i samråd med sagførerne hvorvidt og i hvilken udstrækning der er behov for yderligere bevisførelse. Herefter foretages afhøring af vidner og åstedsundersøgelse af gerningsstedet, hvor det måtte være tilfældet.

Stk. 3.  Efter de foretagne afhøringer finder den mundtlige procedure sted. Først får anklageren ordet, herefter den som er repræsentant for et krav efter kapitel 26, i givet tilfælde, og derefter tiltalte.  Efter dette kan de i samme rækkefølge fremsætte mundtlig replik. Såfremt en forsvarer fører sagen for tiltalte, er tiltalte berettiget til at fremsætte en udtalelse i slutningen af hovedforhandlingen. Dommeren forestår domsforhandlingerne og påser at talerne holder sig til substansen og at procesførelsen er tydelig og at de ikke overskrider de grænser som anses for at være sømmelige i et retsm­øde. Dommeren kan begrænse talefriheden eller bringe procesførelsen til ophør hos den som ikke efterkommer hans advarsler eller overskrider i væsentlig grad de tidsgrænser som er blevet afsat til hans procesførelse. Efter procesførelsen optages sagen til dom.

§ 167.  Er procesførelsen i en sag skriftlig skal tiltalte samt vidner afgive forklaring inden proceduren begyndes. Herefter skal anklageren få lejlighed til at fremlægge en fremstilling i tillæg til anklageskriftet, hvorefter tiltalte gives lejlighed til at fremlægge en fremstilling om forsvaret, hvor det måtte være tilfældet. Hver af parterne kan indgive replik én gang. Efter procesførelsen optages sagen til dom.

§ 168.  Finder retten, efter at sagen er blevet optaget til dom, at tilvejebringelse af yderligere sagsmateriale er nødvendig eller at tiltalte eller et vidne må udspørges nærmere til sagens oplysning, kan han indkalde parterne for retten og i givet fald stille dem yderligere spørgsmål og henstille til anklageren at tilvejebringe yderligere sagsmateriale eller føre angivne vidner for retten.  Retten kan i denne anledning udsætte forhandlingen, men derefter giver dommeren parterne lejlighed til at fremsætte bemærkninger i tillæg til den tidligere procesførelse og optager derefter sagen påny til dom.

§ 169. Hvis der er blevet rejst flere end én sag mod tiltalte for den samme domstol kan dommeren bestemme, såfremt han skønner det formålstjenligt, at forene disse sager og forhandle og pådømme dem under én sag.

Stk. 2.  Er en sag blevet rejst samlet mod flere tiltalte kan dommeren på begæring eller i embeds medfør beslutte adskillelse af sagen og pådømme særskilt hos en eller flere af de tiltalte, såfremt det findes hensigtsmæssigt og menes at føre til hurtigere og billigere rettergang.

§ 170.  En sag bør ophæves:

1. hvis tiltalte afgår ved døden under sagens behandling, undtagen hvis der kan fastsættes bøde eller konfiskation af formue fra hans dødsbo,
2. anklageren tilbagekalder tiltale inden dom afsiges,
3. anklageren udebliver fra retsmøde i henhold til det i § 160 anførte,
4. strafforfølgningen er betinget af begæring fra forurettede og denne opgiver den, inden herredsretten afsiger dom, medmindre anklageren finder det rigtigt at sagen viderebehandles ud fra almene interesser.

Stk. 2. En sag hæves ved tilførsel i retsbogen medmindre der opstår tvist om hvorvidt dette skal ske, og i så fald træffer dommeren afgørelse ved kendelse. I tilførslen skal der tages stilling til sagens omkostninger, og denne afgørelse har samme gyldighed som en dom hvad dette angår.

§ 171.  Sager bør fremskyndes mest muligt.

Stk. 2.  Det er uden betydning hvornår erklæringer, indsigelser og bevismidler fremlægges under sagens behandling.

KAPITEL 26.
Borgerlige krav m.v.

§ 172.  Forurettede og enhver anden som mener at have opnået et borgerligt krav mod sigtede på grund af hans strafbare handling kan begære at få dette pådømt i en straffesag i medfør af de i dette kapitel fastsatte regler.

Stk. 2.  Hvis sigtede har med sin handling pådraget sig i tillæg til strafansvar offentligretligt ansvar kan den berørte offentlige myndighed forfølge sagen og få kravet pådømt  på samme måde som anført i stk.1.

Stk. 3.  Den som vil benytte sig af hjemmelen i stk. 1 eller stk. 2, der i det følgende kaldes fordringshaver, bliver ikke part i straffesagen undtagen alene om den del som angår hans krav.

§ 173.  Krav ifølge § 172, stk. 1 eller stk. 2, fremsættes hos politiet under sagens efterforskning eller hos anklageren inden anklageskrift udstedes. Det kan endvidere fremsættes hos anklageren efter udstedelse af anklageskriftet, såfremt betingelserne i § 153, stk. 1 for udstedelse af udvidet tiltale foreligger i sagen, for så vidt andre betingelser er opfyldt med henblik på at kunne forfølge et sådant krav i sagen.

Stk. 2.  Fordringshaveren bør indgive til politiet eller anklageren en skriftlig fremstilling om hans krav, hvor der skal redegøres for følgende forhold:

1. fordringshaverens navn, adresse og CPR-nummer, samt de samme oplysninger om dennes talsmand, i givet fald,
2. navnet på bistandsadvokaten eller en anden advokat for fordringshaveren i sagen, hvis han ikke varetager sine interesser selv i sagen eller hans talsmand,
3. fordringshaverens krav, som skal udarbejdes på samme måde som en stævning i borgerlig sag,
4. forklaring på fordringshaverens processuelle partsevne i sagen, hvis der er tale om en anden end forurettede,
5. de søgsmålsgrunde som kravet er bygget på,
6. henvisning til de vigtigtste lovbestemmelser eller retsregler som procesførelsen støtter sig på.

Stk. 3.  Med den i stk. 2 anførte fremstilling skal vedlægges de dokumenter som danner grundlag for fordringshaverens procesførelse for så vidt de ikke allerede foreligger i straffesagen.

Stk. 4.  Hvis kravet er blevet fremlagt hos politiet inden sagens efterforskning er afsluttet skal sigtede gøres bekendt med dette og han spørges om hans indstilling hertil, hvis det er muligt. Såfremt kravet fremsættes på et senere tidspunkt kan anklagerren befale politiet at behandle kravet på samme måde.

Stk. 5.  Når beslutning om strafforfølgning er truffet bør anklageren efterse om kravet er udarbejdet på rigtig måde og ledsaget med de fornødne dokumenter og han kan give fordringshaveren kort frist for at udbedre mangler der måtte være. Anklageren nævner kravet i anklageskriftet eller i givet fald i et udvidet anklageskrift og indgiver redegørelsen samt øvrige dokumenter til herredsretten.

§ 174.  Forfølges et krav efter § 172, stk. 1 eller stk. 2 i en straffesag skal dommeren lade en kopi af redegørelsen følge med anklageskriftet og tilsigelsen, når de forkyndes for tiltalte. Når forkyndelsen har fundet sted skal dommeren meddele fordringshaveren om tid og sted for sagens tingfæstning.

Stk. 2.  Ved sagens tingfæstning skal redegørelsen om kravet fremlægges med de vedlagte dokumenter. Hvis fordringshaveren udebliver fra retsmødet ved tingfæstningen eller ved senere retsmøder når sagen behandles, bør kravet ophæves medmindre han har lovligt forfald eller at anklageren har påtaget sig at møde på hans vegne i retsmødet.

Stk. 3.  Under sagens behandling skal dommeren af egen drift efterse på samme måde som i en borgerlig sag om der er nogle mangler ved kravet som kunne medføre afvisning fra retten. Såfremt han skønner at det er tilfældet eller tiltalte kræver at kravet afvises fra retten, skal sagens parter gives lejlighed til at udtale sig herom i retsmødet og ligeledes fordringshaveren.  Hvis dommeren afviser kravet fra retten eller afslår tiltaltes krav om afvisning bør dette ske ved kendelse.

Stk. 4.  Fordringshaveren råder alene over kravet på samme måde som han ville i en borgerlig sag. Han kan på ethvert trin af sagen frafalde kravet men i så fald kan dommeren efter tiltaltes begæring pålægge ham at betale mulkt for omkostninger til tiltalte som denne har haft i forbindelse med forsvar mod kravet. Fordringshaveren og tiltalte kan indgå retsforlig om kravet efter de samme regler som gælder om forlig i borgerlige sager, uden hensyn til hvorvidt det var blevet fremsat på den i § 173 beskrevne måde.

Stk. 5.  Hvis kravet ikke bliver afvist fra retten, frafaldet eller ophævet eller forlig indgået om det, skal dommeren på en bevislig måde give meddelelse til fordringshaveren og tiltalte om retsmøder.

§ 175.  Godkender tiltalte ikke et krav mod ham efter § 172, stk. 1 eller stk. 2, og dommeren finder at dets behandling ikke kan ske uden væsentlige ulemper kan han på alle trin af sagen frem til den mundtlige procedure bestemme at adskille det fra den øvrige del af sagen og henvise det til behandling i en særskilt borgerlig sag. Inden en sådan afgørelse træffes skal dommeren give parterne og fordringshaveren lejlighed til at udtale sig herom.

Stk. 2.  Under de i stk. 1 beskrevne omstændigheder og hvor der kun er tale om krav om erstatning, kan dommeren bestemme at begrænse behandlingen i straffesagen til kun at omfatte erstatningspligten. Samtidig kan han bestemme at henvise fastsættelsen af erstatningsbeløbet til en særskilt borgerlig sag efter stk. 1.

Stk. 3.  Beslutter dommeren at henvise sagen til behandling i den borgerlige retsplejes former efter stk. 1 eller stk. 2 skal kravet tages til behandling ved den samme domstol som om en borgerlig sag var blevet anlagt om det.  Hvis tiltalte ikke har fremlagt en redegørelse i straffesagen ifølge § 165, stk. 1, skal han i det f­ørste retsmøde i den borgerlige sag gives frist til at forsvare sig. Iøvrigt vil sagen derefter blive behandlet i den borgerlige retsplejes almindelige former.

§ 176.  Bliver et krav efter § 172, stk. 1 eller stk. 2 ikke afvist fra retten,  frafaldet, ophævet, eller afgjort ved indgåelse af forlig, eller henvist til behandling som en borgerlig sag, er fordringshaveren berettiget til at gøre det gældende, herunder at fremlægge dokumenter for at understøtte det. Fordringshaveren er også berettiget til at henvende sig til dommeren og begære at bestemte spørgsmål bliver ved den mundtlige bevisførelse stillet til tiltalte, et vidne eller selve fordringshaveren om forhold som i særlig grad berører kravet, samt at procedere sagen alene om dette.

Stk. 2.  Bliver en straffesag ophævet, afvist fra retten eller tiltalte frifindes, uden at dette er sket fordi han anses for at være utilregnelig. skal dommeren i embeds medfør afvise sagen fra retten ifølge § 172, stk. 1 eller stk. 2. Dette bør fastslås i dommen eller i modsat fald ved kendelse, herunder hvis sagen ophæves.

Stk. 3.  Hvis et krav påkendes i realiteten, skal der tages stilling til det på samme måde som det ville blive gjort i en borgerlig sag. Tiltalte kan dømmes til at betale sagsomkostninger i forbindelse med kravet, for så vidt dette er blevet begæret, medmindre der er tale om krav fra forurettede, som har fået beskikket en bistandsadvokat.

KAPITEL 27
Ekstraordinær sagbehandling for retten

§ 177.  For så vidt gælder sager som indbringes for herredsretten ifølge denne lov, uden at anklagemyndighedens rerpræsentant har rejst en sag i medfør af det i § 1 anførte eller at de behandles i overensstremmelse med reglerne i kapitel 15, skal de behandles ifølge dette kapitels bestemmelser, herunder de sager som specielt er anført i § 2, stk. 1.

§ 178.  Sager ifølge § 177 skal forelægges herredsretten med skriftlig begæring hvor følgende bør angives:

1. navnet på den som forelægger sagen for retten, samt adresse og CPR-nummer, hvis der ikke er tale om offentlig myndighed,
2. hvem fører sagen på hans vegne.
3. sagens eller ærindets genstand, samt navn, adresse og eventuelt CPR-nummer hos den som kravet er rettet mod,
4. hvilke krav der stilles i sagen,
5. baggrunden for kravet,
6. med hvilke argumenter og på hvilket retslige grundlag sagen er rejst.

Stk. 2.  Med kravet skal følge fornøden dokumentation. Det skal stiles til den pågældende herredsret jf § 51.

Stk. 3.  Når dommeren har modtaget et krav skal han undersøge hvorvidt der foreligger lovhjemmel for at tage det til behandling. Hvis han finder dette ikke for at være tilfældet, skal han umiddelbart afvise sagen fra retten ved kendelse, men i modsat fald bestemmer han sted og tidspunkt for tingfæstning af sagen. Dommeren meddeler denne beslutning til den som fremsatte begæringen, hvorefter denne er at anse som sagens sags­øger. Beslutningen skal også meddeles defensoren på en bevislig måde, såfremt der er tale om sådan en, medmindre der begæres foretaget indgreb under efterforskningen af en straffesag og defensorens viden om denne kunne forspilde efterforskningen jf § 104, stk.1.

§ 179.  Giver sagsøgeren ikke møde i retten ved sagens tingfæstning, bliver den ikke tingfæstet. I modsat fald bliver sagen tingfæstet ved at sagens dokumenter fremlægges.

Stk. 2.  Hvis der ikker er tale om nogen sagsøgt i en sag, eller hvis en sagsøgte ikke er blevet indkaldt til retsmødet eller han ikke giver møde i henhold til tilsigelse, skal sagsøgeren gives lejlighed til mundtlig at redegøre for sagen og fremlægge yderligere dokumentmateriale. Han kan endvidere gives frist for at tilvejebringe yderligere dokumenter.  Når tilvejebringelsen af materialet er afsluttet tages sagsøgerens begæring til afgørelse.

Stk. 3.  Hvis sagsøgte giver møde ved tingfæstningen skal han få udleveret en genpart af sagens dokumenter. Han kan gives frist til at gøre sig bekendt med sagsmaterialet og for at forberede sit forsvar, men som regel skal sagen procederes mundtlig fra såvel sagsøgers som sagsøgtes side. Herefter påkender dommeren sagsøgerens krav ved kendelse.

Stk. 4.  Behandling af sager ifølge dette kapitel bør iøvrigt ske inden for den borgerlige retsplejes former, for så vidt de kan finde anvendelse.

KAPITEL 28
Herredsrettens retsafgørelser

§ 180.  Tiltalte kan ikke dømmes for andre forhold end dem som anklageskriftet omfatter og ej heller kan han dømmes for andre krav mod ham. Dog kan tiltalte domfældes, selv om biomstændigheder, sådan som sted- eller tidsangivelse, ikke er klart eller korrekt angivet, hvis dommeren finder at tiltalte har haft fyldestgørende adgang til forsvar. Finder retten det fornødent kan han give parterne lejlighed til at udtale sig herom. På samme vilkår kan dommeren henføre det strafbare forhold under andre straffebestemmelser end fremkommer i anklageskriftet, men dog aldrig andre påstande end er anført deri.

Stk. 2.  Iøvrigt er dommeren ikke bundet af parternes påstande eller erklæringer, undtagen hvis det gælder krav ifølge kapitel 26.

§ 181.  For så vidt denne lovs bestemmelser ikke foreskriver andet og såfremt der ikke er uoverensstemmelse herom, tager dommeren stilling til forhold vedrørende behandling af sagen med afgørelse som eventuelt tilføres retsbogen. Sådanne forhold kan også afvikles med en afgørelse, selv om de har været omtvistede, hvis tvistspørgsmålet ikke er genstand for kære til Højesteret.

Stk. 2.  Dommeren afgør andre spørgsmål, som må afgøres inden sagen optages til dom, ved kendelse. Kendelsen skal afsiges umiddelbart i et retsmøde, så vidt muligt, men ellers snarest muligt.

Stk. 3.  Konklusionen skal være skriftlig og indføres i retsbogen eller domsbogen. Dommeren skal skal begrunde sin konklusion i kendelsen uden at beskriver yderligere end er nødvendigt for sagens sammenhæng, dens omstændigheder eller parternes anbringender eller indsigelser. Konklusionen skal herefter drages sammen i en kendelsesslutning.

Stk. 4.  Hvis kendelsen indebærer en endelig afgørelse i en sag som behandles efter bestemmelserne i kapitler 25 eller 27, skal præmisserne følge med kendelsesslutningen, på samme måde som om der var tale om en domafsigelse.  Såfremt sagen afvises fra retten uden begæring herom eller den ophæves, er det tilstrækkeligt at dommeren i præmisserne til kendelsen angiver sagens tingfæstningsdag, anklageskriftet, tiltalte, dennes krav og begrundelsen for afgørelsen.

Stk. 5.  Dommeren kan ændre sin beslutning om forhold som angår sagens behandling, samt kendelser som ikke indeholder endelig afgørelse af sagens genstand.

§ 182.  Når en sag afsluttes med at dommeren fastsætter en sanktion efter § 163, stk. 2 skal denne tilføres retsbogen og det bør fremhæves udtrykkeligt at sagen er afsluttet ved at tiltalte underkastes en nærmere angivet straf og eventuelt andre strafferetslige sanktioner. Der skal endvidere træffes afgørelse om sagsomkostningerne.

Stk. 2.  Fastsættelse af sanktion har samme virkning som en dom, herunder gentagelsesvirkninger, i givet fald.

§ 183.  Bliver en sag ikke ophævet, afvist fra retten eller afgjort med afgørelse om sanktion efter § 182, skal der affattes skriftlig dom hvor præmisserne bør følge med domsslutningen.

Stk. 2. Dommen skal indeholde angivelse af domstolen og dommerens navn, eller navne hvis der er flere end én som pådømmer sagen, samt sted og tidspunkt for domsafsigelsen. Herefter skal kort og så præcist som muligt angives fø­lgende:

1. tiltaltes navn, CPR-nummer eller fødselsdag samt adresse,
2. hvem udstedte anklageskriftet og hvornår og dets hovedindhold,
3. hvilke påstande nedlægges i sagen,
4. sagens omstændigheder i hovedtrækkene,
5. på hvilke bevismidler og argumenter hvert anklagepunkt er støttet og hvilke modargumenter tiltalte, i givet fald, fremfører,
6. dommerens begrundelse for hvad han finder at er blevet bevist i sagen og på hvilken måde,
7. dommerens begrundelse for konklusionen om andre forhold i sagen, herunder om sanktioner,
8. sagsomkostninger.

Stk. 3.  I domsslutningen skal sagens konklusioner drages sammen.

Stk. 4.  Til trods for bestemmelsen i stk. 2 kan det i en sag som behandles i medfør af § 164 være tilstrækkeligt i stedet for at beskrive sagens omstændigheder, at henvise i dommen til anklageskriftet og samtidig fremhæve at sagen er pådømt hvor tiltaltes uforbeholdne tilståelse foreligger. Det samme kan ske i andre tilfælde hvor der ikke er tvist om gerningsbeskrivelsen i anklageskriftet. I sager som behandles ifølge § 161 kan det på samme måde anføres i dommen at der henvises til anklageskriftet og fremhæves at tiltalte udeblev fra retten til trods for at der i tilsigelsen var blevet fremhævet at sagen kunne blive pådømt i hans fravær.

Stk. 5.  Efter anklagemyndighedens krav kan dommeren bestemme at afgørelse om rettighedhedsfortabelse får øjeblikkelig virkning  og uden hensyn til anke, hvis det findes påkrævet med henblik på beskyttelse af liv, helbred eller formue hos enkeltpersoner eller almenheden, eller det findes upassende at domfældte bevarer rettighederne efter dommen og loven tillader at dommen ikke har opsættende virkning angående rettighedsfortabelsen. På samme måde kan det i dommen bestemmes at dommen ikke har opsættende virkning i forhold til §§ 61, 63, 65 eller 65 i straffeloven. Anklagemyndigheden kan gøre et sådan krav gældende om domsslutning som denne, helt frem til det tidspunkt at sagen optages til dom.

§ 184.  Dom bør afsiges snarest muligt.  Er dom ikke blevet afsagt i en sag som er blevet procederet mundtlig indenfor 4 uger efter at den blev optaget til dom, skal den genprocederes medmindre dommeren og parterne finder det unødvendigt.

Stk. 2.  I en kollegial ret hvor sagen procederes mundtlig skal alle dommerne deltage i domsforhandlingerne. Såfremt ikke alle kan deltage i domsforhandlingen skal en ny dommer udpeges i stedet for den som har forfald, og den mundtlige procedure skal gentages. Dommerne rådslager om sagens udfald for lukkede døre og stemmeflertallet er afgørende om hvert enkelt forhold. En dommer som kommer i mindretal om et angivet forhold skal alligevel deltage i rådslagningen om andre forhold, men tvistforholdet bør dog nævnes i dommen.  Retsformanden leder stemmeafgivningen og sørger for at dom affattes.

§ 185.  Dommeren meddeler parterne om hvor og hvornår dom vil blive afsagt undtagen hvis sagen behandles i medfør af § 161. Ved domsafsigelsen skal domsslutningen læses ophøjt i retslokalet. Det samme gælder afsigelse af en kendelse som indebærer afslutning af sagen, såfremt den indeholder endeligt resultat i sagen.

Stk. 2.  En genpart af en dom eller kendelse skal som regel stå til rådighed ved dens afsigelse.

Stk. 3.  Hvis tiltalte giver møde ved afsigelse af dommen anses dommen for at være ham forkyndt, for så vidt en genpart af dommen står ham til rådighed. Såfremt dommen ikke er forkyndt for ham på denne måde i retsmødet, og tiltalte er idømt en anden og strengere straf end bøde eller konfiskation af formue som svarer til ankebeløbets størrelse i en borgerlig sag, så skal anklageren forkynde dommen for ham. Forkyndelsen af dommen skal ske efter reglen i § 156. I andre tilfælde er det ikke nødvendigt at forkynde dommen for tiltalte, selv om han ikke giver møde i retsmødet ved dommens afsigelse.  

Stk. 4.  Bestemmelser i en dom som lyder på straf og andre sanktioner må ikke fuldbyrdes før end det er afklaret hvorvidt den bliver påanket, jf dog § 183, stk. 5. På samme måde har anke af dom opsættende virkning på fuldbyrdelse af en dom som lyder på straf eller andre sanktioner.

§ 186.  En dom indeholder et bindende resultat af sigtelsen mod tiltalte, anklagemyndigheden og andre om de forhold som bliver pådømt i realiteten.

Stk. 2.  Et krav som er blevet pådømt i realiteten bliver ikke påny forelagt samme eller en sidestillet domstol til prøvelse, udover det som er foreskrevet i denne lov. En ny sag om sådant krav bør afvises fra retten.

Stk. 3.  Dom er bindende for dommeren når den er blevet afsagt. Dommeren kan dog berigtige skrivefejl, navnefejl og andre åbenbare fejl i dommen, for så vidt han uden ophold giver parterne som har fået en genpart heraf, en ny genpart.

Stk. 4.  En dom har fuld bevisværdi om de i dommen anførte forhold, indtil det modsatte bliver bevist.

V. AFSNIT

Genoptagelse og anke

KAPITEL 29
Genoptagelse af udeblivelsessager i herredet

§ 187.  Hvis tiltalte ikke gav møde ved sagens tingfæstning for herredsretten og den blev afgjort ved dom ifølge § 161, kan han indenfor fire uger efter at dommen er forkyndt for ham eller efter at dommen blev afsagt hvor forkyndelse ikke var nødvendig i henhold til § 185, stk. 3, kan han kræve at sagen foretages påny i herredsretten, for så vidt hans begæring om genoptagelse bliver modtaget inden for denne frist.

Stk. 2.  Tiltalte kan ikke begære genoptagelse af en dom som allerede er blevet påanket til Højesteret fra anklagemyndighedens side og angår tiltalte.

Stk. 3.  Når fristen i stk. 1 er udløbet kan en sag ikke genoptages undtagen med Højesterets afgørelse i henhold til kapitel 32.

§ 188.  Skriftlig begæring om genoptagelse fremsættes hos den domstol hvor udeblivelsesdommen blev afsagt. I denne skal det tydeligt angives hvilken sag det drejer sig om, hvilke ændringer tiltalte ønsker i forhold til det tidligere udfald af sagen og hvilke beviser, anbringender og retsregler han vil påberåbe sig.

Stk. 2.  Er begæringen utilstrækkelig eller sendes til den forkerte domstol eller dommeren finder at betingelserne i § 187 ikke er opfyldt,  nægtes han umiddelbart om genoptagelse, men såfremt det begæres skal der afsiges kendelse om nægtelsen. I modsat fald indkalder dommeren anklageren og tiltalte til et retsmøde hvor begæringen tages til behandling.

Stk. 3.  Hvis tiltalte ikke giver møde når hans begæring foretages, anses den for at være bortfaldet.

Stk. 4.  Hvis anklageren fremsætter indsigelser mod begæring om genoptagelse, skal spørgsmålet snarest afgøres med kendelse. I modsat fald genoptager dommeren sagen med tilførsel i retsbogen.

§ 189.  Såfremt en sag genoptages bortfalder dommens retsvirkninger indtil den afgøres påny i herredet. Dommeren kan dog efter anklagerens begæring afvige herfra, såfremt de i § 183, stk. 5 forhold foreligger.

Stk. 2.  Den oprindelige dom i sagen kan ikke påankes til Højesteret efter at den er blevet genoptaget, medmindre genoptagelse afgøres derved at dommen står uændret jf § 190, stk. 2 og anklagemyndigheden anker.

§ 190.  Når genoptagelse iværksættes behandles sagen efter denne lovs almindelige regler, fra det trin sagen stod på, da den blev oprindelig tingfæstet.

Stk. 2.  Frafalder tiltalte sin begæring om genoptagelse eller udebliver han fra retsmøde igen uden at have indgivet en redegørelse ifølge § 165, stk. 1, afsluttes sagen med at dommeren tilfører i tingbogen at den oprindelig dom står uændret, undtagen anklageren kræver at sagen behandles yderligere.

Stk. 3.  En sag bliver ikke genoptaget for anden gang i medfør af denne lovs bestemmelser.

§ 191.  Genoptages en sag uden at den bliver færdigbehandlet i medfør af § 190, stk. 2 eller uden at den er blevet ophævet, skal dommeren fastsætte tiltalte en sanktion efter § 182 eller pådømme den påny, medmindre sagen bliver afvist med kendelse. Herved bortfalder den ældre dom automatisk.

Stk. 2.  Når en sag afgøres i henhold til det i stk. 1 anførte, skal dommeren fastsætte sagsomkostninger under ét for sagen i sin helhed.

Stk. 3.  Efter genoptagelse af en sag kan dommen påankes til Højesteret efter denne lovs almindelige regler.

KAPITEL 30

Kære

§ 192.  En herredsretsdommers kendelser kan kæres til Højesteret, jf dog stk. 2, hvis kendelsen angår:

1. hvorvidt han bør vige sæde,
2. dørlukning eller referatforbud,
3. nægtelse om at aflevere genparter af sagsdokumenter samt nægtelse om at give tilladelse til at aflytte optagelse fra et retsmøde,
4. forhold som angår rettighederne hos sigtede, hans forsvarer eller advokat under efterforskningen af sagen,
5. forhold som angår rettighederne hos forurettede eller dennes bistandsadvokat under efterforskningen af sagen,
6. forhold vedrørende afhøring af sigtede, forurettede eller andre vidner under efterforskningen af sagen,
7. hjemmel til beslaglæggelse af ting og ophævelse af beslaglæggelsen,
8. hjemmel til ransagning og andre indgreb ifølge kapitel 10 og gennemførelsen af disse indgreb,
9. hjemmel til indgreb ifølge kapitel 11,
10. hjemmel til obduktion,
11. arrest af formue,
12. varetægtsfængsling eller andre foranstaltninger i henhold til kapitel 14, herunder gennemførelsen af varetægtsfængslingen,
13. nægtelse af at efterforske en sag, uden at sigtede eller nogen anden indkaldes for retten,
14. forhold som angår sigtedes eller vidners forklaringer for retten,
15. forhold vedrørende syns- og skønsforretninger,
16. hjemmel til at fremlægge bevismidler, pligt til at overgive dem med henblik på fremlæggelse i hans sag eller tilbageholden for at efterfølge denne pligt,
17. nægtelse om at tilbejebringe bevismidler fra en anden domstol,
18. nægtelse om at genoptage en sag som blev afsluttet med påtegning på bødeforelæg,
19. fristgivelse,
20. spørgmål om afvisning af en sag fra retten,
21. spørgsmål om hvorvidt et krav ifølge kapitel 26 bliver afvist fra retten,
22. spørgsmål om hvorvidt en sag bør ophæves,
23. anliggender som skal behandles i henhold til kapitel 27,
24. nægtelse om at genoptage en sag,
25. rettergangsbøder.

Stk. 2.  Efter at hovedforhandling af en sag er blevet indledt bliver herredsretsdommerens kendelser ikke påkæret til overordnet ret medmindre kendelsen angår:

1. afvisning af en sag, ophævelse eller udsættelse,
2. tvangsindgreb efter kapitler 9, 10, 11, 12 og 14.
3. hvorvidt et vidne eller skønsmand bliver ført i retten, hvorvidt denne skal stilles et spørsmål og hvorvidt han skal pligtes til at svare det,
4. forhold som angår iøvrigt interesserne hos en person, som ikke er part i sagen.

Stk. 3.  Herredsrettens kendelser kan ikke kæres hvis den handling som er kendelsens genstand allerede er blevet udført, eller hvis den tilstand, som opstod i medfør af kendelsen, allerede er overstået.

Stk. 3.  Er en kendelse blevet kæret, og forhold, som beskrevet i stk. 3, indtræder efter dette tidspunkt, men inden dom afsiges i kæremålet, bør den afvises fra Højesteret.

§ 193.  Herredsretsdommeren vejleder dem som ikke får advokatbistand om deres ret til at kære kendelser og om klagefristen.

Stk. 2.  Vil en person kære en kendelse, skal han indenfor tre døgn efter at han fik kendskab til kendelsen, fremsætte begæring herom. Er kæren udtrykt i et retsmøde er det tilstrækkeligt for kærende at begæringen tilføres retsbogen, men han må tilkendgive i hvilket øjemed kæren er fremsat. I modsat fald skal han indlevere til herredsretsdommeren en skriftlig begæring hvori det skal angives hvilken kendelse ønskes påkæret, hans krav om ændring af denne og hvilket grundlag kæren bygger på. Med en skriftlig begæring skal vedlægges nyt sagsmateriale som kærende agter at påberåbe sig, og af kæren skal fremgå hvad det er som han vil bevise med dette.

Stk. 3.  Indgives klagen ikke indenfor den i stk. 2 angivne frist, kan den som vil kære, ansøge om Højesterets tilladelse hertil, men han skal indgive til herredsretten en kære inden dette bliver gjort. Om denne ansøgning om tilladelse og behandling af denne finder § 200 anvendelse.

Stk. 4.  Kære af kendelse om indgreb ifølge kapitler 9, 10, 11, 12 og 14, har ikke opsættende virkning i en sag. I andre tilfælde har kære opsættende virkning på iværksættelse under efterforskningen eller sagsbehandlingen, undtagen hvis herredsretsdommeren kan tilslutte sig krav om andet.

§ 194. Såfremt herredsretsdommeren finder en kære mangelfuld, kan han give kærende frist til at udbedre den. I modsat fald sender herredsretsdommeren kæren til Højesteret snarest muligt sammen med udskrift af retsbogen samt andet sagsmateriale angående kæren, medmindre han selv finder det rigtigt at ophæve sin kendelse. Herredsretsdommeren sender materialet i fire eksemplarer sammen med sine bemærkninger, såfremt han ønsker.

Stk. 2.  Har kærende ikke erklæret i et retsmøde hvor kærendes modpart er til stede, at han vil kære, skal herredsretsdommeren underrette modparten herom snarest muligt, idet sagen ikke er blevet behandlet uden at denne er blevet underrettet herom. Hvis herredsretsdommeren ikke allerede har sendt kæresagen til Højesteret kan han samtidig give modparten lejlighed til at lade en skriftlig redegørelse følge med som indeholder hans krav og begrundelse. Det er tilladt at skriftlige dokumenter vedlægges denne redegørelse, men det skal fremhæves hvad skal bevises med disse. Er en redegørelse ikke blevet indgivet til herredsretsdommeren, inden han sender dokumenterne til H­øjesteret, skal den stiles direkte til Højesteret.

Stk. 3.  Kæremålets parter kan hver for sig sende redegørelse til Højesteret med det i stk. 2 anførte materiale, samt nyt sagsmateriale, inden et døgn efter at retten modtog sagen. Parten skal samtidig sende til sin modpart en genpart af redegørelsen, idet sagen ikke bliver forelagt herredsretten uden at han får meddelelse herom.

§ 195.  Når fristen i § 194, stk. 3 er udløbet eller når Højesteret har modtaget redegørelserne kan den pådømme kæremålet. Den bør tage hensyn til redegørelser eller dokumenter som indgives efter at fristen er udløbet, så længe som sagen ikke er blevet færdigbehandlet.

Stk. 2.  Højesteret pådømmer kæremål på grundlag af skriftligt samgsmateriale, men den kan dog bestemme at sagen procederes mundtligt. Dom skal afsiges hurtigst muligt.

Stk. 3.  Højesteret bør meddele herredsretsdommeren og kæremålets parter, som er indblandet i sagen for retten, om sagens udfald.

Stk. 4.  I den udstrækning, der ikke følger af det foran anførte, skal regler om ankesager finde tilsvarende anvendelse på kæresager.

KAPITEL 31
Anke

§ 196.  Med de begrænsninger som følger af andre bestemmelser i denne lov kan herredsrets domme ankes til Højesteret med henblik på at få:

1. prøvelse af sanktionernes fastsættelse,
2. prøvelse af  konklusioner som bygger på forklaringer eller anvendelse af retsregler,
3. prøvelse af konklusioner som bygger på vurdering af bevisbedømmelsen af andre midler end mundtlige forklaringer for herredsretten,
4. omstødelse af en dom og hjemvisning af sagen,
5. afvisning af sagen fra herredsretten.

Stk. 2.  Når en dom ankes er det tilladt at ansøge om prøvelse af de kendelser som er blevet afsagt samt beslutninger som er truffet under sagens behandling i herredet.

Stk. 3.  Er en herredsretsdom anket med henblik på at få prøvet nogen af de i stk. 1 angivne litra, kan der også ønskes prøvelse af dennes konklusioner angående krav ifølge kapitel 26, for så vidt dette var genstand for afgørelse i realiteten og tiltalte eller fordringshaver har ønsket det prøvet for sit vedkommende. Såfremt herredsrettens dom ikke bliver anket i henhold til det anførte, kan tiltalte og fordringshaveren hver for sig anke herredsrettens konklusion særskilt i realiteten, men denne anke behandles i henhold til anke af dom i borgerlige sager.

§ 197.  Rigsadvokaten kan anke en herredsretsdom hvis han mener at tiltalte er med urette blevet frikendt eller at straf eller andre sanktioner er alt for milde, jf dog § 198, stk. 1.  Han kan også anke en dom til fordel for tiltalte.

Stk. 2.  Tiltalte som er blevet fundet skyldig af herredsretten, kan påanke herredsrettens dom, jf dog § 198, stk. 1. Er tiltalte afgået ved døden kan hans ægtefælle, børn, andre afkom, forældre og søskende påanke sagen på hans vegne.

§ 198.  En fældende dom kan kun ankes hvis tiltalte er blevet idømt fængselsstraf eller til at betale bøde eller tåle konfiskation af formue som svarer til ankebeløbet i borgerlige sager. Rigsadvokaten kan altid anke en dom hvor tiltalte er blevet frifundet.

Stk. 2.  Til trods for bestemmelsen i stk. 1 kan herredsrettens dom ankes med Højesterets tilladelse, som kan meddeles, hvis sagen konklusion er af principiel betydning eller angår vægtige interesser, eller at det ikke er udelukket på grundlag af de foreliggende dokumenter, at dommen kan blive ændret i betydelig grad.

§ 199.  Er tiltalte til stede ved herredsretsdommens afsigelse skal dommeren gøre ham bekendt med hans ret til anke og frist til at indgive meddelelse herom. Når der ellers er anledning til at en dom forkyndes ifølge § 185, stk. 3, skal den som sørger for forkyndelsen, meddele dette til tiltalte. Det bør tilføres retsbogen at dette er blevet iagttaget.

Stk. 2.  Tiltalte må give skriftlig meddelelse til rigsadvokaten om anke af herredsrettens dom inden udløbet af ankefristen som er fire uger fra dommens forkyndelse, såfremt forkyndelse var påkrævet efter § 185, stk. 3, men ellers inden fire uger efter dens afsigelse.  I meddelelsen skal de grunde nøje anføres som anken støtter på samt hvilke krav tiltalte nedlægger, herunder krav ifølge kapitel 26 i givet fald, samt hvem han ønsker at få beskikket som forsvarer for Højesteret eller om han ønsker selv at forsvare sig. Rigsadvokaten er forpligtet til at give tiltalte vejledninger om affattelsen af ankemeddelelsen såfremt han måtte ønske det og desuden bør han påpege hvordan eventuelle mangler ved dens indhold kan udbedres. Når en meddelelse er modtaget fra tiltalte indenfor den angivne frist anses herredsrettens dom for at være anket fra hans side.

Stk. 3.  Når rigsadvokaten agter at anke en herredsretsdom skal han udstede en ankestævning indenfor fire uger efter at dommen blev afsagt.

Stk. 4.  Hvad enten tiltalte eller rigsadvokaten anker en herredsretsdom kan modparten, herunder fordringshaver såfremt et krav ifølge kapitel 26 er blevet pådømt i realiteten, altid nedlægge påstand for Højesteret om ændringer af dommens konklusion for sit vedkommende, såfremt dette krav fremgår af hans redegørelse ifølge § 203.

Stk. 5.  Hvis hverken tiltalte eller rigsadvokaten anker en sag indenfor de i stk. 2 og stk. 3 anførte frister, må det antages at herredsrettens dom er godkendt af begge parter. Til trods for dette kan Højesteret godtage en ansøgning om anke af herredsrets dom som indgives i løbet af de næste tre måneder efter at ankefristen er udløbet, for så vidt betingelserne i § 198, stk. 2 er opfyldt og forsinkelse af anke er tilstrækkelig godtgjort.  Begæring om en sådan anketilladelse har ikke opsættende virkning for fuldbyrdelsen af herredsrettens dom om straf og andre sanktioner.

§ 200.  Ønsker tiltalte Højesterets tilladelse til at anke en herredsretsdom bør han sende meddelelse til rigsadvokaten ifølge § 199, stk. 2, sammen med en skriftlig ansøgning om tilladelsen hvori der angives en udførlig begrundelse for at tiltalte anser betingelserne for anke for at være opfyldt. Ansøger tiltalte om anketilladelse ifølge § 198, stk. 2 må hans ansøgning samt meddelelse om anke indgives til rigsadvokaten inden ankefristen, som herved anses for at være afbrudt.

Stk. 2.  Såfremt rigsadvokaten ansøger om anketilladelse skal den stiles til Højesteret med en skriftlig ansøgning herom. Den skal have samme indhold som ansøgning ifølge stk. 1. Hvis der ansøges om anketilladelse ifølge § 198, stk. 2 må ansøgningen være Højesteret i hænde inden ankefristen, som derved anses for at være afbrudt.

Stk. 3.  Højesteret giver de øvrige sagsparter lejlighed til at udtale sig om ansøgning om anketilladelse. Efter afsluttet behandling af ansøgning meddeler retten parterne skriftligt om beslutningen. Gives der tilladelse kan der ikke kræves begrundelse for afgørelsen, men hvis ansøgningen afslås skal parterne få opgivet grunden hertil i en meddelelse.

§ 201.  Rigsadvokaten er sagens sagsøger for Højesteret, hvad enten han selv eller tiltalte har anket herredsretsdommen.

Stk. 2.  Når anke er blevet godkendt udsteder rigsadvokaten en ankestævning, hvori følgende skal angives:

1. sagens navn og nummer for herredsretten, hos hvilken herredsret sagen blev afgjort og hvornår dom blev afsagt,
2. tiltaltes navn, CPR-nummer eller fødselsdag og adresse, samt hvem repræsenterer ham under anken ifølge § 197, stk. 2, i givet fald,
3. hvem anker herredsretsdommen og nøje begrundelse for hensigten hermed,
4. i givet fald, hvilket navn, CPR-nummer og adresse den har, som har fremsat krav ifølge kapitel 26, som blev genstand i en realitetsdom,
5. at sagen vil tages til behandling i Højesteret i overensstemmelse med meddelelser som parterne vil få tilsendt derfra på et senere tidspunkt.

Stk. 3. Har rigsadvokaten anket herredsrettens dom skal han snarest muligt lade ankestævningen forkynde for tiltalte. Samtidig skal tiltalte gives lejlighed til at fremsætte ønske om forsvarer eller tilkendegive sit ønske om selv at ville procedere sagen.

Stk. 4.  Er et krav ifølge kapitel 26 genstand i en realitetsdom i herredet, skal rigsadvokaten lade ankestævningen forkynde for den som er repræsentant for kravet. Er der tale om en forurettet skal denne samtidig gives lejlighed til straks at fremsætte ønske om bistandsadvokat eller med meddelelse til Højesteret.

Stk. 5.  Herefter sender rigsadvokaten som ovenfor anført ankestævningen til Højesteret samt bevis for dens forkyndelse og en genpart af herredsretsdommen og tiltaltes meddelelse, hvor det er tilfældet. Højesteret beskikker tiltalte en forsvarer med mindre han har ønsket at procedere selv sin sag, såfremt han efter rettens skøn er kompetent dertil. I givet fald beskikker Højesteret endvidere en bistandsadvokat for forurettede, såfremt der er betingelser herfor. Herefter giver Højesteret meddelelse, sådan som forholdet er, til rigsadvokaten, tiltalte, forsvareren, forurettede eller bistandsadvokaten om at retten har modtaget sagen og hvilket journalnummer det har fået, samt at der på senere trin vil der gives frist til hver og en af disse for at kunne fremlægge redegørelse i sagen for sit vedkommende.

§ 202.  Når anke er blevet godkendt skal herredsretten hvor sagen blev afgjort, efterkomme rigsasvokatens begæring om at få ekstrakt udleveret.

Stk. 2.  Når rigsadvokaten har modtaget ekstrakten ifølge stk. 1 og en forsvarer er blevet beskikket skal rigsadvokaten i samråd med forsvareren udarbejde sagsmaterialet, men til disse regnes kopier at de retsdokumenter og genparter som parterne anser at de har brug for ved sagens behandling sådan som anken er tilrettelagt. Til Højesteret skal der siden indgives sagsdokumenter i så mange eksemplarer som de finder påkrævet, samt ekstrakten.

Stk. 3.  Højesteret fastsætter nærmere regler om udarbejdelse af dokumenterne og ekstrakten.

§ 203   Når dokumenterne er blevet indgivet skal Højesteret give den part som har anket en angiven frist til at indgive en skriftlig redegørelse samt dokumenter som eventuelt menes at stadig mangler i sagen og som han agter at støtte sin sag på for Højesteret. Når redegørelsen og dokumenter er blevet modtaget skal modparten gives frist til at indlevere redegørelse og dokumenter fra hans side. I givet fald skal til sidst en fordringshaver ifølge kapitel 26 gives frist til at indgive redegørelse og dokumenter. Når en redegørelse indgives til Højesteret skal den som gør det, sende til andre som er nævnt foroven, en kopi af denne, samt de med denne vedlagte dokumenter.

Stk. 2.  Redegørelserne fra sagsparterne skal indeholde:

a.                  hvilke påstand der er nedlagt for Højesteret,

b.                  hvorvidt han kan tilslutte sig beskrivelsen af sagens omstændigheder i herredsretsdommen og begrundelsen for resultatet, og hvis det ikke er tilfældet, skal han kortfattet og præcist angive hvilke forhold han er uenig i og på hvilken måde han i hovedtrækkene argumenterer for kravet om ændret resultat fra herredsretsdommen,

c.                   bemærkninger til modpartens sagsfremstilling, hvis det er nødvendigt,

d.                  om han agter at fremlægge nye dokumenter for Højesteret på et senere trin og i så fald hvilke dokumenter dette er i hovedtrækkene.

Stk. 3.  Sagsparterne kan fremlægge yderligere dokumenter for Højesteret, men de skal indgives til retten og modparten skal gjort bekendt med dem, i sidste fald en uge inden sagen tages til domsforhandling. Højesteret kan dispensere fra dette hvis særlige forhold gør sig gældende, for så vidt parterne godkender at nye dokumenter fremlægges med kortere varsel. Rigsadvokaten kan dog som regel fremlægge en ny straffeattest for tiltalte indledningsvis ved domsforhandlingen.

§ 204.  Højesteret kan afsige dom om afvisning af sagen fra Højesteret på grund af fejl i sagsfremstillingen for retten, uden forudgående procesførelse. På samme måde kan Højesteret omstøde en herredsretsdom hvis der har været væsentlige fejl ved sagens behandling for retten i herredet og afvise den fra herredsretten hvis forberedelserne til sagsanlægget var mangelfuldt hvad hovedtræk angår.

Stk. 2.  Hvis sagsfremstillingen er behæftet med fejl, uden at det findes dog nødvendigt at afvise sagen eller omstøde herredsretsdommen, kan Højesteret henstille til parterne at de tilvejebringer oplysninger om angivne forhold eller træffer andre foranstaltninger for at udbedre det som er mangelfuldt.

Stk. 3.  Inden domsforhandlingen indledes kan Højesteret foretage sagen i et retsmøde, hvis det anses fornødent, med henblik på at afklare angivne forhold angående procesførelsen. Parterne skal indkaldes for retten med god varsel i denne hensigt.

§ 205.  Sagen skal som regel procederes mundtligt for Højesteret. Retten kan dog bestemme at sagen procederes skriftligt når særlig forhold taler derfor. Den kan endvidere bestemme at en sag optages til dom uden forudgående domsforhandling, hvis enslydende begæringer kommer fra parterne herom eller anken kun omfatter straffens udmåling.

Stk. 2.  Når tidspunkt for mundtlig procedure har været fastsat skal parterne meddele Højesteret, efter at redegørelserne er blevet indgivet fra dem begge eller alle, hvor lang tid de beregner at det vil tage hver af dem at holde procestalen. Højesteret bestemmer hvornår den mundtlige procedure skal finde sted og meddeler dette til parterne med passende varsel. Samtidig skal parterne få oplyst hvor lang tid de får til deres procestaler, hvis deres ønsker hvad dette angår ikke er imødekommet. Højesteret kan ved samme lejlighed henstille til parterne at de, hver for sig, indleverer med angiven varsel en kort fremstilling af hændelsesforløbet i kronologisk orden, deres vigtigste argumenter og henvisninger til juridisk litteratur og domme, som de agter at støtte sig på i proceduren.

Stk. 3.  Højesteret kan bestemme at mundtlig bevisførelse skal finde sted i den grad den finder det nødvendigt, for så vidt den skønner i lyset af omstændighedernes at der er grund til at antage at sådan bevisførelse kan være afgørende for sagens resultat.

§ 206.  Inden den mundtlige procedures begyndelse i retsmødet skal der gøres rede for herredsretsdommens domsslutning og ankestævningen for så vidt præsidenten finder dette nødvendigt til oplysning for procesførelsen.  Herefter har anklagemyndigheden ordet for at bringe sit hovedindlæg, derpå den som i givet fald har nedlagt krav ifølge kapitel 26 og til sidst kommer tiltaltes indlæg, medmindre præsidenten har valgt en anden rækkefølge, og parterne er blevet informeret herom med passende varsel inden proceduren. Efter hovedtalerne får parterne lejlighed til kort replik i samme rækkefølge. Såfremt en forsvarer procederer sagen for tiltalte kan præsidenten give tiltalte tilladelse til selv at fremsætte korte bemærkninger efter forsvarerens replik.

Stk. 2.  Under proceduren skal der gøres rede for de forhold i herredsretsdommens resultat som begæres ændret, påstande i denne forbindelse og anbringender herfor. Det bør undgås at være omstændelig og proceduren bør være focuseret alene på disse forhold samt det som er nødvendigt for en sammenhængende fremstilling.

Stk. 3.  Præsidenten leder retsmødet. Han kan forlange at advokaterne holder sig til emnet og undlader at behandle spørgsmål om de afsnit af sagen som ikke er til prøvelse eller er meningsløst af andre grunde at behandle nærmere. Præsidenten kan standse proceduren hvis han finder at indlæggene er alt for lange eller han kan tidsbegrænse dem og når de er afgivet, kan han bringe domsforhandlingen til ophør.

Stk. 4.  Når forhandlingerne er sluttet optager Højesteret sagen til dom.

§ 207.  I den grad der må tages stilling til spørgsmål vedrørende sagens behandling for Højesteret træffer den beslutning om dem, hvad enten de er omtvistede eller ej, såfremt beslutningen ikke indebærer sagens afslutning for retten. Beslutningen bør ikke begrundes særskilt, men den skal tilføres retsbogen i fornøden grad.

Stk. 2.  Andre aspekter af sagen afgør Højesteret ved dom. Bliver sagen afvist fra Højesteret er det tilstrækkeligt at nævne årsagen hertil i dommen, samt om sagsomkostningerne. Det samme gælder hvis herredsretsdommen omstødes og sagen hjemvises eller den afvises fra herredsretten.

Stk. 3.  Afsiges der dom i en sag med et andet resultat end er anført i stk. 2 skal parternes påstande anføres i tilstrækkelig grad for at resultatet kan blive klart. I den grad som en fremstilling om sagens omstændigheder er mangelfuld i herredsretsdommen, skal dette udbedres i Højesterets dom. Hvis og i den grad herredsrettens resultat bliver ændret skal dette begrundes i Højesterets dom. Hvis Højesteret tilslutter sig herredsrettens resultat men ikke begrundelsen for det, bør den beskrive argumenterne herfor i den grad den finder det påkrævet.

Stk. 4.  Om Højesterets domme gælder iøvrigt bestemmelsen i § 183, i den grad den finder anvendelse.

§ 208.  Straf og andre sanktioner mod tiltalte bliver ikke forhøjet ved Højesterets dom undtagen hvis dette sker ifølge anklagemyndighedens begæring. Resultat i en herredsrettens dom om krav ifølge kapitel 26 bliver ikke ændret undtaget hvis dette er blevet krævet af den som ændringen er til fordel for, hvadenten det er tiltalte eller fordringshaver. Om andre punkter kan Højesteret ændre dommen til fordel for tiltalte.  selv om der ikke er blevet fremsat krav herom.

Stk. 2.  Højesteret kan ikke genprøve herredsretsdommerens resultat om bevisværdien af mundtlig forklaring, undtagen hvis det pågældende vidne eller tiltalte har afgivet forklaring for retten dér.

Stk. 3.  Såfremt Højesteret finder det sandsynligt at herredsretsdommerens resultat om bevisværdien af mundtlig forklaring for retten har været urigtig i væsentlig grad for sagens udfald og hvor de pågældende vidner eller tiltalte ikke har givet mundtlig forklaring for retten, kan retten ophæve herredsrettens dom og sagens behandling for herredsretten på en sådan måde at mundtlig bevisførelse kan finde sted i fornødent omfang og at sagen derefter bliver afgjort påny. Hvis en herredsretsdom bliver således omstødt skal tre dommere beklæde retten ved fornyet behandling af sagen i herredet og dette må ikke være de samme som beklædte retten tidligere.

§ 209.  Dom bør afsiges så hurtigt som muligt efter at en sag er optaget til dom og aldrig senere end når der er gået fire uger efter dette tidspunkt. Hvis dette ikke kan overholdes og hvor en sag var blevet procederet mundtlig skal domsforhandlingen gentages i den udstrækning som Højesteret finder det påkrævet.

Stk. 2.  Straks efter optagelse til dom skal dommerne for lukkede døre rådslage om dommens begrundelse og resultat. Inden domsforhandlingen begynder befaler præsidenten en af dommerne til at være indleder på dette møde men det er præsidenten som forestår rådslagningen, fremsætter spørgsmål, bidrager til at synspunkter høres fra hver eneste dommer så klart som muligt og tæller stemmerne. Afgørelse sker ved stemmeflerhed.  Efter rådslagningen befaler præsidenten indlederen at udarbejde et udkast til dom. Danner der sig flere meninger således at der er stemmeflertal og stemmemindretal skal indlederen affatte votum for den meningsgruppe som han tilhører, men de andre skal bestemme hver af dem affatter deres votum. En dommer som stemmer for omstødelse af herredsretsdommen eller afvisning af sagen og kommer i mindretal, bør også afgive stemme om sagens realitet. Dommerne affatter i fællesskab en dom, med eller uden særvotum.

Stk. 3.  Ved dommens opsigelse skal domsslutningen læses ophøjt i et retsmøde for så vidt det findes fornødent. Er der særvotum i en sag, skal det også nævnes.

§ 210.  Bestemmelserne i loven om den borgerlige retspleje i herredet skal iøvrigt, såvidt de kan finde anvendelse, gælde om behandlingen og afgørelse af sagen for Højestere

KAPITEL 32
Genoptagelse af sag som ikke er anket

§ 211.  Er der blevet afsagt herredsretsdom i en sag som ikke er blevet anket og ankefristen er udløbet kan Højesteret alligevel godtage en begæring fra en person, som mener at han med urette er blevet fundet skyldig eller er fundet skyldig for en langt grovere overtrædelse end den han har begået, om at sagen bliver genoptaget i herredet hvis en af de følgende betingelser er opfyldt:

1. der er fremkommet nye oplysninger som kan antages at have haft væsentlig betydning for sagens udfald, hvis de var fremkommet inden dommen blev afsagt,
2. det må antages at politiet, anklageren, dommeren eller andre har begået strafbar handling i den hensigt at opnå det resultat som er en kendsgerning, sådan som hvis et vidne forsætlig afgav en urigtig forklaring for retten eller forfalskede dokumenter blev fremlagt og dette har medvirket til et urigtigt resultat i sagen,
3. der er fremført stærke indicier for at de beviser som blev fremført i sagen har fået en urigtig bedømmelse, hvilket har ført til dens resultat,
4. sagens behandling har været behæftet med væsentlige mangler, som har påvirket dens resultat.

Stk. 2.  Hvis nogen som er beskæftiget ved efterforskning eller behandling af straffesager får kendskab til eller begrundet mistanke om forhold som er anført i stk. 1, bør han give domfældte viden herom.

Stk. 3.  Højesteret kan godtage begæring fra rigsadvokaten om at en sag bør genoptages i herredet, hvis en dom er blevet afsagt, der ikke er blevet anket, ankefristen er udløbet og tiltalte er frifundet eller fundet skyldig for en mindre overtrædelse end han blev sigtet for, hvis:

1. tiltalte har, efter at domme blev afsagt, tilstået den handling som han blev sigtet for eller hvis der er tilvejebragt andre oplysninger som giver utvetydig antydning om hans skyld, eller
2. hvor omstændighederne er beskaffen som beskrevet i stk. 1, litra b.

Stk. 3.  Rigsadvokaten kan begære genoptagelse af en sag til fordel for domfældte hvis han mener at der foreligger nogen af de i stk. 1 beskrevne omstændigheder.

§ 212.  Begæring om genoptagelse skal være skriftlig og den skal stiles til Højesteret. I denne skal det begrundes på hvilken måde betingelserne for genoptagelse findes at være opfyldt. Dokumenter til støtte herfor skal vedlægges begæringen.

Stk. 2.  Hvis domfældte søger om genoptagelse og han er frihedsberøvet er fængselsinspektøren forpligtet til at fremsende hans begæring.

Stk. 3.  Hvis en begæring om genoptagelse åbenbart savner ethvert grundlag bør Højesteret umiddelbart afvise den.

§ 213.  Såfremt en begæring om genoptagelse ikke behandles ifølge det som er anført i § 212, stk 3, skal denne samt de oplysninger som er vedlagt denne, sendes til modparten og han afkræves skriftlig udtalelse om sine synspunkter til denne indenfor en angivet frist.  Hvis det er domfældte som har fremsat begæringen og selv udfærdiget den kan Højesteret dom beskikke ham en forsvarer og give ham lejlighed til at udfærdige en ny begæring. Iøvrigt bør domfældte eller tiltalte få beskikket en forsvarer i forbindelse med begæring om genoptagelse såfremt han ønsker dette.

Stk. 2.  Højesteret kan bestemme at begæring om genoptagelse har opsættende virkning på en doms retsfølger medens denne er til behandling.

Stk. 3.  Ved behandling af begæring om genoptagelse kan Højesteret henstille til rigsadvokaten at han foranlediger en undersøgelse om nærmere angivne forhold eller at der tilvejebringes bevismateriale for herredsretten. Domfældte eller tiltalte kan ligeledes kræve at der tilvejebringes oplysninger for retten. Om sådan tilvejebringelse finder bestemmelserne i kapitel 21 anvendelse, så vidt muligt.

Stk. 4.  Højesteret kan give parterne lejlighed til at udtale sig mundtligt om begæring om genoptagelse i et retsmøde.

Stk. 5.  Er det blevet påvist at begæring om genoptagelse ikke er tilstrækkelig vidtgående, kan den begærende ændre den i overensstemmelse hermed.

§ 214.  Højesteret træffer beslutning om hvorvidt en begæring om genoptagelse bør tages til følge. Godtages begæringen skal den tidligere dom ophæves, enten helt eller delvis, medmindre Højesteret bestemmer at dens retsvirkninger bør holde sin gyldighed indtil en ny dom bliver afsagt. I beslutningen skal angives hovedbegrundelse for dennes resultat.

Stk. 2.  Er genoptagelse blevet godtaget bør sagen få ny behandling for herresretten ifølge denne lovs almindelige regler i overensstemmelse med Højesterets beslutning efter stk. 1. Om anke af den nye dom finder bestemmelserne i kapitel 31 anvendelse.

Stk. 3.  Er en sag genoptaget efter domfældtes begæring så kan han ikke blive ringere stillet end efter den tidligere dom.

Stk. 4.  Omkostninger ved domfældtes begæring om genoptagelse og fornyet behandling af sagen, såfremt denne godtages, afholdes af statskassen medmindre domfældte har forårsaget denne med oplysninger som han måtte vide at var urigtige. Iøvrigt finder de generelle regler om sagsomkostninger anvendelse.

KAPITEL 33
Genoptagelse af sager som er blevet pådømt i Højesteret

§ 215.  Højesteret kan på begæring give tilladelse til at en sag som har været pådømt dér, kan tages dér til behandling og pådømmelse påny, såfremt betingelserne som er angivet i § 211 er opfyldt.

Stk. 2.  Bestemmelserne i §§ 212 og 213 finder tilsvarende anvendelse på begæring om genoptagelse af en sag for Højesteret og dens behandling. Højesteret kan bestemme at reservedommere, en eller flere, indkaldes for at træffe beslutning om hvorvidt sagen bør genoptages dér, selv om de almindelige betingelser for at indkalde en reservedommer ikke foreligger.

Stk. 3.  Højesteret træffer afgørelse om hvorvidt en sag bliver genoptaget. Tages begæring til følge skal den tidligere dom i sagen bortfalde medmindre Højesteret bestemmer at dens retsvirkninger skal være aktive indtil en ny dom bliver afsagt, men iøvrigt er det ikke nødvendigt at fremføre begrundelse for beslutningen som genoptagelsen bygges på. Nægtes en begæring skal i hovedtrækkene angives begrundelse for afgørelsen som resultatet bygger på.

Stk. 4.  Er genoptagelse af en sag blevet godtaget, enten helt eller delvis, skal den behandles, så langt som hjemmelen rækker, efter de almindelige regler i kapitel 31 som om ankestævning var blevet udfærdiget på det tidspunkt, da genoptagelsen blev godkendt.

Stk. 5.  I den grad som genoptagelse har været tilladt, skal der afsiges ny dom i Højesteret, uden hensyn til hvorvidt konklusionen er ændret fra tidligere dom.

Stk. 6.  Bestemmelserne i § 214, stk. 3 og stk. 4 finder anvendelse på sager som genoptages for Højesteret.

VI. AFSNIT

Sagsomkostninger og rettergangsbøder

KAPITEL 34
Sagsomkostninger

§ 216.  Til sagsomkostninger regnes uundgåelige udgifter i forbindelse med efterforskning og behandling af en straffesag, herunder:

1. Vederlag til forsvarer og bistandsadvokat, samt andre udgifter der er foranledigede ved sigtedes forsvar og forurettedes advokatbistand,
2. vidners godtgørelse og udgifter,
3. udgifter til sagkyndig bistand, syns- og skønsforretninger og brug af andre personers lokaler og ejendele,
4. udgifter i forbindelse med forkyndelse af anklageskrift, tilsigelser og andre meddelelser.

Stk. 2.  Honorar til domtolke, translatører og sagkyndige ifølge § 12 regnes ikke med som sagsomkostninger. Der betales heller ingen retsafgifter.

§ 217.  I dom, bødevedtagelse eller kendelse, hvis dette bliver sagens udfald, skal det fastsættes hvorvidt det er statskassen eller tiltalte som skal udrede sagsomkostningerne. Hvis tiltalte skal betale sagsomkostninger, hvad enten det er helt eller delvis, skal det samlede beløb angives som han skal betale. Hvis statskassen skal betale sagsomkostningerne skal beløbet ikke angives. I begge tilfælde skal dog forsvarerens og bistandsadvokatens vederlag altid anføres med et angivet beløb.

Stk. 2.  Anklageren bør opføre en fortegnelse over de ved sagen foranledigede udgifter frem til dens tingfæstning og som henregnes som sagsomkostninger. Denne fortegnelse bør fremlægges når sagen tingfæstes. Hvis der påløber yderligere omkostninger efter tingfæstningen, skal anklageren fremlægge en fortegnelse over disse tillægsudgifter inden sagen er færdigbehandlet, i sidste fald ved hovedforhandlingens begyndelse. Hvis det kommer i betragtning at afvise sagen fra retten eller afgøre den på anden måde uden at afsige dom, kan dommeren henstille til anklageren at fremlægge en fortegnelse om tillægsudgifterne hvis han finder grund dertil.

§ 218.  Findes tiltalte skyldig i den eller de overtrædelser som han sigtes for skal han pålægges at betale sagsomkostningerne. Hvis tiltalte findes skyldig i nogle af overtrædelserne men frifindes af andre, kan dommeren pålægge ham at betale en bestemt del af sagsomkostningerne, medens omkostningerne iøvrigt udredes af statskassen. Dog bør tiltalte aldrig betale omkostninger der er forårsagede ved politiet, anklagemyndighedens, forsvarerens eller bistandsadvokatens fejl eller forsømmelse.

Stk. 2.  Frifindes tiltalte af krav om straf eller anden sanktion og sagen mod ham ophæves af hvilken som helst grund, bliver han ikke pligtet til at betale sagsomkostninger, medmindre disse måtte være forårsagede ved hans forsætlige og retsstridige handlinger  under sagens efterforskning eller behandling.

§ 219.  Er en sag rejst mod to eller flere meddelagtige personer og de findes skyldige, skal enhver især af dem betale sin forsvarers vederlag, hvis han har fået beskikket en anden forsvarer end den anden eller de andre. Når disse personer har fælles forsvarer skal de betale hans vederlag solidarisk.

Stk. 2.  Har begge eller alle de tiltalte deltaget i en overtrædelse med den eller de andres viden og vilje og de bliver fundet skyldige i den samme sag, skal de som regel pligtes til at betale  og hæfte solidarisk for andre sagsomkostninger end forsvarerens salær. De personer som er sammen om forsvarer skal dømmes til at betale hans salær solidarisk.

Stk. 3.  Hvis to eller flere personer sigtes og en eller nogle frifindes medens den anden eller de andre findes skyldige, skal statskassen udrede den del af udgifterne som findes at hidrøre fra forhold, der alene vedrører den eller de frifundne, undtagen hvis det skønnes at den eller de skyldige direkte har forårsaget dem. Hvis det ikke foreligger nøjagtigt, hvor stor del af beløbet statskassen skal udrede af denne grund, pålægger dommeren den eller de skyldige at udrede omkostningerne forholdsmæssigt overfor staten.

§ 220.  Anker tiltalte en herredsrets dom og han frikendes helt eller delvis med Højesterets dom eller sanktionen lempes i betydelig grad, skal omkostningerne udredes af statskassen eller de fordeles i henhold til det i § 218, stk. 1 anførte.

Stk. 2.  Anker rigsadvokaten en herredsrets dom og sanktionerne ikke bliver skærpet i nævneværdig grad med Højesteret dom, skal statskassen udrede omkostningerne.

Stk. 3   Kæremålsudgifter bliver ikke pådømt i Højesteret undtagen hvis sagen endes med dom.

Stk. 4.  Om sagsomkostninger for Højesteret iøvrigt finder bestemmelserne i §§ 216 – 219 tilsvarende anvendelse.

§ 221.  Sagsomkostninger i straffesager skal udredes af statskassen. Omkostninger som en dømt person skal betale i henhold til dom, kendelse eller bødevedtgelse, skal indkræves hos ham, i givet fald med udlæg og tvangsfuldbyrdelse. Han skal bære udgifter der foranlediges ved disse retslige skridt, samt forantstaltninger til dommens fuldbyrdelse og andre sanktioner mod ham, i tillæg til sagsomkostningerne.

Stk. 2.  Er det tilstrækkelig konstateret at en person som er fundet skyldig hverken har aktiver eller indtægter til at betale de ham pålagde sagsomkostninger, bør kravet mod ham om betaling af omkostningerne, frafaldes.

KAPITEL 35
Rettergangsbøder

§ 222.  Dommeren pålægger rettergangsbøder i henhold til reglerne i dette kapitel og de tilfalder statskassen. Dog kan der rejses en særskilt sag i anledning af bøder ifølge dette kapitel.

Stk. 2.  Såfremt der også kan idømmes straf ifølge andre love for en overtrædelse i henhold til dette kapitels bestemmelser, kan dette gøres gældende i en anden sag, uden hensyn til bestemmelse om rettergangsbøder.

§ 223.  Straf kan pålægges anklageren, forsvareren eller bistandsadvokaten for:

1. at have med forsæt forhalet sagen i unødvendig grad,
2. at krænke bestemmelsen i § 11, stk. 1 eller stk. 2,
3. at ytre sig på upassende måde, skriftlig eller mundtlig, for retten om dommeren eller andre personer.
4. at ringeagte rettens anseelse på anden måde ved sin opførsel i et retsmøde.

Stk. 2.  Tiltalte samt andre som afgiver forklaring for retten kan pålægges bøde for overtrædelse af stk. 1, litra b, litra c eller litra d.

Stk. 3.  Bøde kan pålægges enhver anden end dem som stk. 1 og stk. 2 omfatter, hvis de krænker bestemmelsen i § 11, stk. 1 eller stk. 2, eller ikke efterkommer dommerens ordre som sigter mod at opretholde ro og orden i retsmødet eller som ellers opfører sig usømmeligt eller skandaløst.

Stk. 4.  Finder dommeren at en krænkelse af stk. 1 - stk. 3 har fundet sted, hvor brøden er af ringe betydning efter hans skøn, så kan han i stedet for at pålægge bøde, give den pågældende en advarsel.

Stk. 5.  For Højesteret kan anklageren eller forsvareren hver for sig, eller endda begge samlet gives bøde, for grundløs anke. Desuden kan anklageren, forsvareren eller bistandsadvokaten bødelægges for forkastelig forsømmelse eller andre fejl ved sagens behandling for herredsretten eller forberedelserne for sagens behandling for Højesteret. Bestemmelserne i stk. 1 – stk. 4 finder tilsvarende anvendelse på sagers behandling for Højesteret.

§ 224.  Afsiges en dom i en sag, skal en bøde som skal pålægges anklageren, tiltalte, forvareren eller bistandsadvokaten, fastsættes dér. Hvis sagen endes på en anden måde, skal bøder mod disse fastsættes ved kendelse.

Stk. 2.  Bøder mod andre end den som er anført i stk. 1, skal fastsættes i kendelse umiddelbart efter at krænkelsen har fundet sted.

VII. AFSNIT

Forskellige bestemmelser

KAPITEL 36
Strafferegisteret.

§ 225.  Rigsadvokaten skal føre et strafferegister for hele landet hvor udfaldet af straffesager registreres.

Stk. 2.  Rigsadvokaten fastsætter nærmere regler om strafferegisterets indhold og opbevaring, herunder hvilke forhold bør indregistreres i denne om sager, som afsluttes uden retsforfølgning, samt om straffeattester.

§ 226.  Politien kan registrere og føre oplysninger om enkeltpersoners kriminelle vandel samt om deres private forhold. Justitsministeren skal fastsætte instruks i regler herom, heriblandt at oplysninger om privatpersoners kriminelle vandel samt om deres private forhold bør slettes, når der ikke længere er brug for dem i forbindelse med efterforskning af straffesager.

§ 227.  Anklageren skal fremlægge tiltaltes straffeattest i en straffesag ved tingfæstningen af sagen, medmindre han finder at det er uden betydning at hense til hans kriminelle vandel ved sagens afgørelse.

Stk. 2.  Enhver person er berettiget til at få udleveret en straffeattest eller oplysninger om ens egen kriminelle vandel fra strafferegisteret. Andre er kun berettigede til adgang til sådanne oplysninger hvis den pågældende har givet sit utvetydige samtykke hertil.

KAPITEL 37
Erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning

§ 228.  Den der har været sigtet i en straffesag har krav på erstatning for skade ifølge stk. 2 , såfremt påtale opgives eller han er blevet frifundet med en endelig dom, uden at dette er begrundet i at han findes utilregnelig.

Stk. 2.  Erstatning skal pådømmes for indgreb efter denne lovs kapitler 9 – 14 hvis betingelserne i stk. 1 er til stede. De kan dog nægtes eller nedsættes, såfremt den sigtede har forvoldt eller givet anledning til de foranstaltninger, som han rejser sit krav på.

Stk. 3.  Har der over for en person, der ikke har været sigtet, været iværksat indgreb ifølge stk. 2 som led i en strafferetslig forfølgning, kan erstatning ydes hvis han findes at have lidt skade. Erstatning kan dog nægtes eller nedsættes, såfremt han har forvoldt eller givet anledning til de foranstaltninger, som han rejser sit krav på.

Stk. 4.  En person som er uskyldig blevet dømt i en straffesag, har udstået straf eller straffelignende sanktion, er berettiget til erstatning. Dog kan erstatningen nedsættes hvis den pågældende har selv givet anledning til at han blev med urette dømt.

Stk. 5.  Erstatning ydes for økonomisk skade samt for ikke-økonomisk skade, i givet fald, ifølge denne artikel,.

§ 229.  De samme regler gælder om kreditorskifte af erstatningskrav ifølge § 228 som om krav om erstatnings for personskade ifølge erstatningsansvarsloven.

§ 230.  Erstatningskrav ifølge § 223 skal anlægges i civilt søgsmål mod staten, men sagsøgeren, såfremt dette er en privatperson, skal meddeles fri proces. Iøvrigt finder de almindelige regler anvendelse på søgsmålet.

Stk. 2.  Er staten blevet dømt til at betale erstatning, erhverver den regreskrav mod politimanden, anklageren eller en anden person som forsætligt eller groft uagtsomt har foranstaltet eller udført de indgreb som kravet er rejst på.

Stk. 3.  Hvis efterforskning eller behandling af en straffesag genoptages og det viser sig at en person har med urette fået betalt erstatning ifølge § 228, skal denne tilbagebetale erstatningen.

§ 231.  Den person mod hvilken straffeprocessuelle indgreb ifølge § 228 er foretaget, kan i stedet for at få tildelt erstatning begære at få tilstillet en attest fra rigsadvokaten, hvor det konstateres at han ikke havde fortjent indgrebet.  Finder rigsadvokaten at en person er berettiget til en sådan attest, bør han udfærdige den og udlevere den til ham.

KAPITEL  38
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 232.  Denne lov træder i kraft den 1. januar 2009. Dog træder den provisoriske bestemmelse nr. VII straks i kraft.

§ 233.  Når denne lov træder i kraft bortfalder følgende love og bestemmelser i enkelte love:

- - -