CIVILPROCESLOVENnr. 91 af 31. december 1991 med senere ændringer

CIVILPROCESLOVEN

nr. 91 af 31. december 1991

med senere ændringer

Første afsnit.

Generelle regler om behandling af civile sager.

Kapitel 1

Lovens gyldighedsområde og dommere i herredet

§ 1.      Denne lovs regler finder anvendelse på rettens pleje i sager som hverken skal få ekstraordinær behandling ifølge særlige forskrifter i anden lovgivning eller hører under særlige domstoles saglige kompetence i henhold til loven.

Stk. 2.  I herredet hører sager ifølge denne lov under de almindelige herredsretter i henhold til lovgivningen om domstolenes ordning i herredet.

§ 2.      I den enkelte sags behandling deltager én dommer med mindre der tilkaldes sagkyndige meddommere efter reglerne i stk. 2 eller stk. 3.

Stk. 2.  Såfremt faktiske begivenheder som påberåbes af en part som anbringende og dommeren mener at der kræves særligt sagkundskab i retten for at kunne bedømme disse, kan han indkalde to meddommere som er i besiddelse af sådant sagkundskab.

Stk. 3.  Hvis en sag er omfattende eller dens genstand er af væsentlig betydning ud fra et almindeligt synspunkt, kan retspræsidenten bestemme at tre herredsretsdommere skal behandle og pådømme sagen eller to herredsretsdommere samt en sagkyndig meddommer.

§ 3.      De alene kan medvirke i retten som sagkyndige meddommere som er tilstrækkeligt udviklede, har godt åndeligt og fysisk helbred, har islandsk statsborgerskab, er myndige og er fyldt 25 år, råder over deres bo og er hverken blevet fundet skyldige i strafbart forhold som findes forkasteligt ifølge den offentlige mening eller har udvist optræden som kunne svække den tillid som dommere somn regel bør nyde.

Stk. 2.  Alle de som opfylder de i stk. 2 anførte betingelser er pligtige til at medvirke som meddommere hvis de indkaldes. Dette gælder dog ikke for højesteretsdommere, Højesterets personale, ministre, departementschefer, biskopper, præster og ledere af godkendte trossamfund, Altingets ombudsmand, rigsadvokaten, sysselmænd, tolddirektører samt politimestre og deres juridisk uddannede medarbejdere eller advokater og deres fuldmægtige. Ledere i statslige institutioner eller personale i helbredstjeneste bliver ikke pålagt at medvirke som meddommere hvis sagens genstand vedrører den institution hvor den pågældende er ansat.

Stk. 3.  - - -

§ 4.      Meddommere bør indtage sæde i retten senest ved begyndelsen af sagens hovedforhandling. Dommeren bør som regel varsle parterne om hvem han agter at tilkalde som meddommere, således at de kan få lejlighed til at fremsætte bemærkninger, såfremt de finder anledning dertil.

Stk. 2.  I retsbogen indføres indkaldelse af meddommere når de medvirker første gang i retten. Når en person medvirker som sagkyndig meddommer første gang skal han underskrive en erklæring til protokollen hvori han på ære og samvittighed lover at ville udføre sit hverv samvittighedsfuldt og upartisk og i alle henseender efter loven.

Stk. 3.  Meddommere deltager i en retssags hele behandling og pådømmelse og bærer de samme rettigheder og bærer de samme pligter som domsformanden i vedkommende sag. Domsformanden leder domsforhandlingen og afsiger alene kendelser om andet end afvisning af en sag, udarbejder indkaldelser og beslutninger og repræsenterer retten udadtil.

Stk. 4. Domsformanden fastsætter honorar til de sagkyndige meddommere.

§ 5.      En dommer, herunder sagkyndig meddommer, er inhabil og må ikke handle i en sag, når:

1. han selv er part i sagen eller fremtræder som en parts repræsentant,
2. han varetager en parts interesser angående sagens genstand eller giver en part i sagen vejledning om den uden lovpligt,
3. han har aflagt vidnesbyrd eller har været indkaldt for at give vidnesbyrd om sagens omstændigheder på et retsmæssigt grundlag eller har været syns- eller skønsmand i sagen,
4. han er eller har været gift med nogen af parterne eller beslægtet eller besvogret med nogen af parterne i en op- eller nedstigende linje eller sidelinjen så nær som søskendebø­rn eller han har samme relation gennem adoptivforhold,
5. han er beslægtet eller besvogret med en optrædende advokat eller en anden rettergangsfuldmægtig for en af parterne på den i litra d anførte måde,
6. han er beslægtet eller besvogret med et vidne i sagen på den i litra d anførte måde, er syns- eller skønsmand eller en person som nægter at udlevere bevismidler,
7. hvis der iøvrigt findes at foreligge omstændigheder eller forhold som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.

§ 6.      Dommeren skal påse af egen drift om der foreligger grunde der kan medføre hans eller meddommernes inhabilitet, men en af sagens part kan endvidere kræve at han eller de bør vige sæde.

Stk. 2.  Dommeren træffer selv afgørelse om det af en parts rejste spørgsmål om at han bør vige sæde samt hvis han vige sæde af egen drift.

Stk. 3. - - -

Stk. 4.  Selv om en dommer viger sæde bør han træffe forestaltninger som er fornødne til at sagen kan versere videre indtil en ny dommer overtager sagen. I dette tidsrum kan han udlevere genparter af sagens dokumenter samt bekræfte retsakter.

Kapitel 2

Retsmøder, retsbøger m.m.

§ 7.      Dommeren leder retsmødet og våger over at domsforhandlingen foregår i henhold til rigtige regler. Han bestemmer i hvilken rækkefølge sager tages til behandling. Ingen må tage ordet undtagen med dommerens tilladelse og han kan tage ordet fra en person som ikke holder sig til sagens substans.

Stk. 2.  Når der kun sidder en dommer i retten skal der som regel være et tingsvidne til stede. Det skal opfylde almindelige vidnebetingelser og må ikke være beslægtet eller besvogret med dommeren, parterne, en repræsentant eller advokat på den i § 5, litra d beskrevne måde. Såfremt vidnet ikke er medarbejder ved retten skal dommeren fastsætte honorar der afholdes af parterne.

§ 8.      Retsmøder er offentlige. Uanset om en part anmoder om det eller ej kan dommeren bestemme at et retsmøde skal holdes for lukkede døre hvis det holdes uden for det ordinære retslokale eller hvis han finder det påkrævet:

a.                   når det er for at beskytte parter, parters pårørende, vidner eller andre som sagen vedrører,

b.                  når hensynet til en part, vidne eller en anden som sagen vedrører, gør det påkrævet for at beskytte erhvervshemmeligheder eller lignende interesser,

c.                   når almenhedens eller statens interesser kræver det,

d.                  når velanstændighedssynspukter kræver det,

e.                   når hensynet til ro og orden i retslokalet kræver det.

Stk. 2.  Dommerens afgørelse om dørlukning skal indføres i tingbogen og det bør anføres af hvilken grund den blev foretaget.

Stk. 3.  Selv om retsmødet er offentligt kan dommeren dog begrænse antallet af personer, der får adgang til retsmødet, for at forhindre at retslokalet overfyldes. Dommeren kan også nægte adgang for personer som er under 15 år eller befinder sig i sådan tilstand at vedkommendes tilstedeværelse ville stride imod god orden.

§ 9.      Det er forbudt under retsmøder at optage billeder og lyd. Dommeren kan dog undtagelsesvis tillade dette når særlige grunde taler herfor.

Stk. 2.  Offentlig gengivelse af hvad der forhandles i retsmøder, der holdes for lukkede døre, er forbudt, undtagen med dommerens tilladelse. Selv om et retsmøde er offentligt kan dommeren forbyde offentlig gengivelse af forhandlingen, men i så fald bør dommeren imformere de tilstedeværende om referatforbudet og angivelse af det skal indføres i protokollen. Overtrædelse af dette straffes med bøde, medmindre strengere straf kan være forskyldt ifølge anden lovgivning.

Stk. 3.  Dommeren kan udvise en person fra retslokalet hvis dennes tilstedeværelse forstyrrer ro og orden eller hans optræden er upassende i ord eller handlinger. Hvis der er tale om en part, dennes repræsentant eller advokat, skal dommeren dog først påminde ham og give ham lejlighed til at forbedre sig inden han udvises. Dommerens afgørelse om udvisning af en person fra retsmødet kan gennemføres med politimagt om fornødent. Der bør indføres anvisning i protokollen når der er tale om udvisning af en part, dennes repræsentant eller advokat.

§ 10.    Retssproget er islandsk.

Stk. 2.  Når en person afgiver forklaring for retten som ikke er sig det danske sprog tilstrækkelig mægtig, skal den som begærede personen tilkaldt til afgivelsen af forklaringen sørge for at der tilkaldes en statsautoriseret tolk. Dommeren bør dog indkalde en statsautoriseret translatør når det fremgår af konventioner med fremmede stater. Er en statsautoriseret translatør ikke tilgængelig kan dommeren dog acceptere at en anden egnet person foretager tolkning, men denne bør underskrive en erklæring på ære og samvittighed i protokollen om at ville udføre hvervet efter bedste evne og at han skal kunne bekræfte sin oversættelse for retten hvis den anfægtes. Udgifterne til translatøren bør afholdes af en part, undtagen i private straffesager og faderskabssager og sager om umyndiggørelse, samt hvis dommeren tilkalder en translatør i medfør af bestemmelser i en konvention med fremmed stat.

Stk. 3.  Dokumenter, der er affattede i fremmede sprog, skal ledsages af en oversættelse til islandsk for så vidt indholdet af det påberåbes, undtagen dommeren tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog. Såfremt parterne ikke kan blive enige om den rigtige oversættelse af et dokument, bør den foretages af en statsautoriseret translatør. Såfremt en statsautoriseret translatør ikke er tilgængelig kan der fremlægges oversættelse fra en anden egnet person, men denne skal kunne bekræfte den for retten hvis den anfægtes. Det samme gælder udgifter hertil efter reglerne i stk. 2.

Stk. 4.  Såfremt en person som er til afhøring ikke kan gøre sig forståelig ved almindelig sprogbrug skal den part som begærede afhøringen, tilkalde en sagkyndig konsukent til bistand. Om denne persons erklæring på ære og samvittighed, bekræftelse og udgifter finder reglerne i stk. 2 anvendelse. Dommeren kan dog i stedet bestemme at afhøring af vedkommende skal foregå ved skriftlige spørgsmål og svar i retsmødet.

§ 11.    Ved enhver herredsret skal der føres retsbøger til brug i civile sager. Dommeren er dog berettiget til at lade skrive på maskine eller computer det som ellers ville blive indført i en sådan bog, og det som er optaget på en sådan måde skal opbevares i trykt form med dommerens påtegning hvorefter det hæftes eller bindes sammen som en retsbog.

Stk. 2.  Angående alle retshandlinger optages beretning i retsbogen. I den anføres angivelse af tiden og stedet for retsmødet, navnet på den dommer der behandler sagen som foretages, navnene på de personer som giver møde i retten og kommer for retten, hvad der måtte være bestemt om sagens forhandlinger samt dommerens domme og kendelser, som han afsiger løbende under sagens proces. Endvidere optages parternes påstande, begæringer og indsigelser, for så vidt de ikke indeholdes i skrifter som overleveres retten. Såfremt bestemmelser i denne lov ikke foreskriver andet om bestemte forhold som bør optages i retsbogen, bestemmer dommeren hvad der skal optages og i slutningen af retsmødet underskriver han det som er blevet indført. Såfremt dommeren finder anledning dertil informerer han dem som er til stede i retsmødet om indholdet i sin helhed af det som er optaget, og giver de pågældende lejlighed til at skrive under i retsbogen.

Stk. 3.  Det som fremkommer ved den mundtlige bevisførelse skal optages på lydbånd eller videobånd eller optages i retsbogen efter dommerens instruks. Dommeren kan også bestemme at optage eller optegne sin fremstilling af en udtalelse, men i så fald skal den pågældende få lejlighed til at fremsætte bemærkning om det som er citeret efter ham og om gennemførelsen af afhøringen.

§ 12.    Ved enhver herredsret skal der føres en dombog som indeholder alle domme, samt kendelser der indeholder udfaldet af en sag, underskrevet af en dommer.

Stk. 2.  Endvidere skal der ved enhver herredsret føres en liste over alle de sager som retten får til afgørelse efter denne lov.

§ 13.    Dokumenter, som fremlægges i retten, bør være i originalen, såvidt de er tilgængelige. De bør påtegnes med løbende nummerering og attestation om fremlæggelse. Den som fremlægger et dokument bør indlevere det sammen med tilstrækkelig mange kopier efter dommerens påbud og udleverer samtidig til sagens øvrige parter en kopi.

Stk. 2.  Dokumenter der er fremlagt bør opbevares i vedkommende domstols arkiv indtil de bliver indsendt til Rigsarkivet. Såfremt en person, som har fremlagt et dokument, har brug for det efter at sagen er afsluttet, skal han få udleveret dette i originalen eller en fotokopi, og hvis originalen udleveres opbevares en fotokopi. Medens sagen verserer bliver et originalt dokument ikke udleveret undtagen parterne er enige herom eller at sagen ikke eller i meget ringe omfang bygger på dets indhold og dommeren finder at det kan udleveres mod at modtage en fotokopi i stedet for det.

Stk. 3.  Andre end en sags parter vil ikke kunne få et originalt dokument udleveret undtagen med samtykke fra den som fremlagde det, jf dog § 69, stk. 3.

Stk. 4.  Lydbånd og videobånd jf § 11, stk. 3 skal opbevares i mindst tre år efter at en retssag er sluttet.

§ 14.    Dommeren er pligtig til mod betaling at udlevere til dem som har retlig interesse en bekræftet kopi af sagens dokumenter og af retsbogen og dombogen lige så snart som dette er muligt og ikke senere end en måned efter at begæring blev modtaget.

Stk. 2.  Inden en genpart fra tingbogen eller dombogen bliver udleveret til andre end sagens parter, skal der, såfremt der findes særlig grund dertil, foretages udstregning af tekst om forhold som det findes naturligt at holdes fortrolige ud fra hensynet til offentlige eller almene interesser.

Stk. 3.  Medens en sag er under behandling i herredet, eller hvis den kan indbringes for overordnet domstol eller hvis en sag er under behandling i overordnet domstol er dommeren pligtig til mod betaling at udlevere til de pågældende kopi af lyd- eller filmoptagelser ifølge § 11, stk. 3 eller give dem tilladelse til at lytte til disse optagelser, så snart som det er muligt efter at begæring er modtaget. Efter dette tidspunkt kan en sådan begæring imødekommes såfremt særlige grunde taler herfor.

Stk. 4.  Dommeren kan kræve betaling forud af det anslåede gebyr ifølge stk. 1 og stk. 2.

Stk. 5.  Såfremt dommeren finder at det hverken er tilladt eller forpligtet at imødekomme en begæring om kopi eller til at lytte til optagelser, afsiger han kendelse såfremt det kræves.

§ 15.    Ministeren fastsætter nærmere regler i forskrifter om:

a.                   sagsregistre,

b.                  retsbøger, herunder førsel med skrivemaskine og computer,

c.                   udstyr til optagelse af lyd og film i retsmøder,

d.                  dombøger,

e.                   opbevaring af sagsdokumenter, lydoptagelse og filmoptagelser.

Kapitel 3

Sagens parter og procesfuldmagt

§ 16.    Part i en sag kan være enhver, en fysisk person eller juridisk person, s.s. selskab eller institution, der kan være indehaver af rettigheder eller pligter ifølge national ret. Domstole har kompetance til at pådømme i sager hos alle dem som har partsevne, med mindre der er gjort undtagelser herfra i lovgivningen eller ifølge folkeret.

Stk. 2.  Indsigelser som er rejst på manglende partsevne bør føre til frifindelse, såfremt de godtages.

§ 17.    I retssager optræder er person på egen hånd hvis han er habil til at råde over sagen.

Stk. 2.  Findes en person som har bopæl i udlandet habil til at optræde selv i en retssag ifølge loven i hans hjemland, anses han også at være habil her i landet. Såfremt han findes habil ifølge islandsk lovgivning, spiller det ikke rolle hvorvidt dette er tilfældet ifølge loven i hans hjemland.

Stk. 3.  Værgen optræder på vegne af en umyndig person som er part i en retssag, som han mangler habilitet til at råde over.

Stk. 4.  Ledere i foreninger, institutioner eller sammenslutninger optræder alene eller i fællesskab som procesfuldmægtige for sådanne juridiske personer i henhold til det søm følger af almindelige regler.

Stk. 5.  Når staten eller en kommune er part i en sag, en styrelse eller selsekab eller enkelte forvaltningsmyndigheder, optræder den som procesfuldmægtig som har beslutningsmyndighed om de interesser som sagen angår, medmindre andet er foreskrevet i lovgivningen.

Stk. 6.  Når en part optræder selv i en sag eller en procesfuldmægtig som dommeren finder uegnet til at varetage sagens interesser, kan dommeren opfordre ham til at antage en egnet procesfuldmægtig for at procedere sagen. Såfremt den pågældende ikke har taget dette til efterretning næste gang sagen foretages, kan dette vurderes således, at ingen har givet møde i retten.

§ 18.    Tilkommer eller påhviler ét krav flere personer, finder et nødvendigt fællesskab sted.

Stk. 2.  Såfremt ikke alle de forpligtede gives lejlighed til at udtale sig i sagen, bør den afvises. Det samme gælder hvis de berettigede ikke optræder i fællesskab, for så vidt et krav gøres gældende om interesser som en af dem har, der ikke optræder i fællesskabet.

Stk. 3.  Hvis ikke alle procesfællerne giver møde i retten, anses de som møder, at være berettigede til at forpligte de andre.

Stk. 4.  Hvis de af procesfællerne fremsatte påstande eller erklæringer er uoverensstemmende, bør alle procesfællerne anses for at være bundet af den påstand eller erklæring som er mest gunstig for modparten, medmindre det bliver påvist at den er urigtig eller at den som fremsatte den manglede sagesløs kendskab til sagens omstændigheder erller sin retsstilling ifølge loven.

§ 19.    Flere parter kan sagsøge i fællesskab under én sag, såfremt deres krav har fælles oprindelse i en begivenhed, forhold eller retsstiftende kendsgerning. Med samme betingelser kan flere parter sagsøges i samme sag. I modsat fald bør sagen afvises fra retten efter begæring fra modparten for hans vedkommende.

Stk. 2.  Flere parter kan sagøges i den samme sag, hvor påstandene er hovedsagelig rettet mod en af dem og subsidiært mod andre, hvis betingelserne i stk. 1 er opfyldt. I modsat fald bør krav mod dem som sagsøges subsidiært afvises fra retten, såfremt de kræver det.

Stk. 3.  Hvis sagsøgeren ønsker at inddrage en ny part ved efterfølgende at medindstævne ham sammen med dem som han allerede har sagsøgt, er dette kun tilladt på de betingelser at stk. 1 er opfyldt og at det ikke kan anses for at være forsømmelse fra sagsøgerens side ikke at have inddraget ham inden sagen blev tingfæstet.

§ 19 a. Tre eller flere parter som har krav mod den samme part, der har udspring i samme begivenhed, forhold eller retsstiftende kendsgerning, kan i stedet for at anlægge sag i henhold til § 19, stk. 1 lade en søgsmålsforening som de er medlemmer af, føre sagen under ét om alle deres krav. Søgsmålsforeningen dannes for at føre en bestemt sag for retten og det er hverken tilladt at begrænse medlemmernes ansvar af foreningens forpligtelser eller lade det udføre andre opgaver end at føre denne proces og efter omstændighederne søge fyldestgørelse eller gennemføre opgørelsen af medlemmernes krav. Såfremt der ikke udarbejdes vedtægter for foreningen skal de generelle forskrifter som ministeriet har fastsat herom, være gældende. Der skal føres en fortegnelse over foreningens medlemmer. Såfremt foreningen bliver registreret skal der ikke betales gebyr i statskassen.

Stk. 2.  Selv om en søgsmålsforening er part i en sagsproces tilhører dog sagens interesser for sin del medlemmerne i sagen og de nyder samme stilling som part for så vidt ikke andet kan udledes af denne artikels bestemmelser. I stævningen skal kravet fremsættes under et i foreningens navn, men det skal alligevel angives hvem medlemmerne er, samt hvilken andel hver af dem har i kravet, såfremt det går ud på betaling af et pengebeløb. I dommen skal de krav anføres eller andre rettigheder som foreningen har mod modparten, uden at medlemmerne bliver nævnt. Foreningen optræder og disponerer i ethvert henseende på bindende måde for medlemmerne, herunder at hæve sagen eller indgå forlig. Efter at sagen er afsluttet søger foreningen, hvor det måtte være tilfældet, i egen navn fyldestgørelse af medlemmernes rettigheder. Rettigheder mod en forening kan søges fyldestgjort hos foreningens medlemmer.

Stk. 3.  Når et nyt medlem tilmelder sig søgsmålsforeningen efter at en sag er blevet anlagt men inden hovedforhandlingen begynder, kan foreningen udvide sine påstande for også at omfatte det nye medlems krav. En sådan ændring af påstandene bør ske ved supplerende stævning, og under sådanne omstændigheder finder betingelsen i 29. gr. ikke anvendelse, at det ikke kan lægges foreningen til last ikke at have fremsat alle påstandene i sagen under ét fra starten.

Stk. 4.  Såfremt et medlem af søgsmålsforening melder sig ud efter at sag er anlagt, varetager foreningen ikke længere de interesser som han har i sagen og foreningen bør herefter ændre fremsatte retskrav i den grad udmeldelsen giver anledning til. Et medlem af søgsmålsforeningen som befinder sig i sådan situation, kan pålægges at betale en del af sagsomkostninger som modparten får tildømt.

§ 20.    Tredje part kan indtræde i en verserende retssag hvis dens udfald indebærer retlige interesser for ham. I så fald bør han indstævne begge eller alle de oprindelige parter og nedlægge påstand om at han får lov til intervention og at pådømmelsen af sagens genstand eller rettens afgørelse iøvrigt får et udfald hvor hans rettigheder bliver tilgodeset.

§ 21.    Såfremt udfaldet af en sag indebærer retlige interesser for en tredje part, kan en part indstævne denne og opfordre ham til at støtte sig i sagen eller varetage sine øvrige interesser.

Stk. 2.  Såfremt en tredje mand giver møde i sagen, uden dog at indtræde i sagen, kan der ikke fremsættes noget krav mod ham og han kan heller ikke nedlægge påstand om andet end sagsomkostninger til sig. Han er dog berettiget til at tilvejebringe processtof og føre sagen for sit vedkommende, i den grad den berører hans retlige interesser.

§ 22.    Hvis sagsøgeren afhænder de rettigheder som er knyttet til hans påstande for retten efter at sagen er anlagt men inden den er optaget til doms, bliver den nye ejer rådig over sagen ved dens overgang i den stand den var i.

Stk. 2.  Afgår sagsøgeren ved døden i det i stk. 1 nævnte tidsrum træder dødsboet ind hans sted, såfremt de rettigheder som er knyttet til retskravet tilfalder det. I modsat fald bortfalder sagen, men dødsboet kan dømmes til at betale sagsomkostninger.

Stk. 3.  Såfremt sagsøgerens bo tages til konkursbehandling i det i stk. 1 nævnte tidsrum indtræder konkursboet i hans sted, såfremt de rettigheder som er knyttet til retskravet, tilfalder det. Såfremt rettigheder bortfalder på grund af konkursen, bortfalder sagen også derved.

§ 23.    Afhænder sagsøgte en ting eller rettigheder, som han er blevet sagsøgt til at afhænde efter at en sag er blevet anlagt, kan sagsøgeren alligevel fortsætte sagen mod den oprindelige sagsøgte. Den som leder sin ret fra sagsøgte bliver da bundet af dommen i sagen medmindre han har erhvervet tingen eller rettighederne på en sådan måde at andres ret til dem tabes overfor ham. (ekstinktiv erhvervelse).

Stk. 2.  Såfremt sagsøgte afgår ved døden i det i stk. 1 nævnte tidsrum træder hans dødsbo ind i hans sted, hvis de forpligtelser som kravet angår, går over på det. I modsat fald bortfalder sagen, men dødsboet kan pådømmes til at betale sagsomkostninger.

Stk. 3.  Såfremt sagsøgtes bo tages til konkursbehandling i det i stk. 1 nævnte tidsrum træder konkursboet i hans sted, hvis de forpligtelser som domkravet angår, påfalder boet. Sagsøgeren kan dog forlange at dom afsiges kun mod fallenten eller både mod ham og konkursboet.

Kapitel 5

Sagsgenstanden

§ 24.    Domstole har kompetence til at pådømme enhver sagsgenstand som lov og national ret omfatter, medmindre den er unddraget deres domsmyndighed i henhold til lov, aftaler, sædvane eller forholdets natur. Såfremt sagsgenstanden ikke hører ind under domstolene bør dommeren afvise sagen fra retten.

Stk. 2.  Antager dommeren at sagen hører ind under en anden domstol eller at den bør behandles efter reglerne om behandling af straffesager eða behandling af tvistspørgsmål i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse eller boskifte, afviser han sagen fra retten.

§ 25.    Domstole bliver ikke afkrævet udtalelse om juridiske spørgsmål eller hvorvidt en begivenhed faktisk er sket, undtagen i den grad det er fornødent til afgørelse af et bestemt proceskrav.

Stk. 2.  Når en sagsøger har retlig interesse i at få afgjort hvorvidt en rettighed er til stede eller hvilket indholdet af rettigheder eller et retsforhold er, kan han opnå anerkendelsesdom om sine krav hvad dette angår. Dette gælder uanset om han kunne i stedet for opnå en eksigibel fyldestgørelsesdom.

Stk. 3. En forening eller fællesskab af personer kan i eget navn føre sag for at få anerkendt at medlemmerne nyder bestemte rettigheder eller kan frigøres fra bestemte forpligtelser, for så vidt det kan forenes med foreningens eller fællesskabets formål og varetage de interesser som proceskravet omfatter.

§ 26.    Anlægges sag for at få afgørelse om ret eller pligt som sagsøgeren erkender eller som på anden måde bliver påvist at ikke er opstået endnu, bør afvises fra retten.

Stk. 2.  Såfremt et proceskrav om pligt som kunne gennemføres ved eksekution, og det viser sig at den påhviler eller kunne påhvile sagsøgte, men tiden er ikke moden til at kræve om opfyldelse når sagen optages til doms, bør sagsøgte frifindes for tiden.

§ 27.    I en sag kan alle proceskrav som er udsprunget af den samme begivenhed, forhold eller retsstiftende kendsgerning fremsættes mod den samme person. Andre krav vil blive afvist såfremt sagsøgte kræver det.

Stk. 2.  Hvis sagsøgeren ikke har samlet alle sine krav i én sag sådan som han var berettiget til efter stk.1, kan han anlægge en anden sag med resten af sine proceskrav, men i så fald bliver sagsøgte ikke dømt til at betale sagsomkostningerne i den nye sag undtagen hvis det findes godtgjort at det ikke havde været muligt at kumulere alle krav i den oprindelige sag eller at det ville have medført væsentlig forsinkelse eller ulemper.

§ 28.    Modparten har adgang til at fremsætte modkrav til modregning i en sag uden at anlægge kontrasag såfremt betingelser for modregning foreligger. Modkravet bør fremlægges i processkrift for retten, men der kan ikke afsiges særskilt dom om det.

Stk. 2.  Ved kontrastævning er modparten bevilget at fremsætte kontrakrav i en sag som kan føre til selvstændig dom eller efter omstændighederne modregning hvis kontrakravet er ensartet med hovedkravet eller at de har udspring i den samme begivenhede, forhold eller retsstiftende kendsgerninger eller at der er blevet aftalt at kontrakravet kan søges i sagen om hovedkravet. Kontrakrav må anlægges inden en måned fra tingfæstningen af hovedsagen.

Stk. 3.  Kontrakrav kan dog fremlægges efter tidsrummet i stk. 1 og stk. 2, såfremt det sker inden processens hovedforhandling finder sted og at det findes undskyldeligt af parten ikke at have fremsat alle kravene i rette tid.

§ 29.    Ved supplerende stævning kan de allerede fremsatte påstande udvides eller et nyt krav inddrages efter tingfæstningen men inden hovedforhandlingen er begyndt, såfremt betingelserne i § 27 er opfyldt og at det findes undskyldeligt af parten ikke at have fremsat alle kravene under ét i starten.

§ 30.    Såfremt dommeren finder det hensigtsmæssigt for klarhedens skyld eller formålstjenligt kan han efter begæring fra en eller flere parter forene to eller flere sager, såfremt:

a.                   de er mellem de samme parter og at det havde været muligt at anlægge én sag om alle kravene jf § 27, stk. 1,

b.                  de er mellem de samme parter og at det havde været muligt at anlægge den ene af sagerne som kontrasag i den anden jf § 28, stk. 2,

c.                   det havde været muligt at anlægge én sag om kravene jf 19, stk. 1.

Stk. 2. Dommeren kan ikke forene søgsmål i mefør af bestemmelserne i stk. 1 hvis en part protesterer, såfremt det havde medført afvisning efter dennes begæring at anlægge et sådant søgsmål i starten.

Stk. 3.  Finder dommeren det hensigtsmæssigt for klarhedens skyld eller formålstjenligt, kan han af egen drift opdele krav som ikke er udsprunget af samme begivenhed, forhold eller retsstiftende kendsgerninger og er samlet under én sag, således at hvert af kravene behandles i en særskilt retssag.

§ 31.    På begæring fra den ene part eller begge parter i en retssag kan dommeren bestemme af egen drift at adskille sagen således at der først pådømmes særskilte forhold i sagen medens andre forhold udskydes og venter at blive pådømt.

Stk. 2.  Hvis sagens genstand i en erstatningssag opdeles således at spørgsmålet om erstatningspligten pådømmes først, kan dommeren på sagsøgerens forlangende træffe afgørelse i dommen om denne pligt således at der straks bør betales et passende pengebeløb til sagsøgte ind på den forventede erstatning.

Kapitel 5

Værneting

§ 32.    Retssager anlægges ved sagsøgtes hjemting. Har sagsøgte ophold af fast karakter i en anden retskreds end hvor han har registreret bopæl kan retssag også anlægges i denne retskreds.

Stk. 2.  Har sagsøgte ingen registreret bopæl kan sag anlægges mod ham i den retskreds hvor han har fast opholdssted. Er det faste opholdssted ikke kendt kan sag anlægges mod ham i den retskreds hvor han opholder sig eller hvor han befinder sig når stævning forkyndes.

Stk. 3.  Sag mod en islandsk statsborger som er bosat i udlandet hvor sag ikke kan anlægges mod ham, kan anlægges ved retten i Reykjavík såfremt han ikke har registreret bopæl i en anden retskreds.

Stk. 4.  Sag mod en person som er bosat i udlandet kan anlægges i den retskreds hvor han befandt sig da stævningen blev forkyndt, hvis sagen vedrører en pengeforpligtelse overfor en her i landet bosat person eller selskab, privat institution eller sammenslutning som har værneting her.

Stk. 5.  Sag mod en umyndig person kan anlægges i den retskreds hvor dennes værge kan sagsøges efter stk. 1 – 4, såfremt han ikke selv råder over sagens genstand.

§ 33.    Sag mod en registreret forening eller firma kan anlægges i den retskreds hvor deres værneting er registreret. Såfremt dens hovedkontor ligger i en anden retskreds end hvor værnetinget er registreret, kan der også anlægges sag i denne retskreds. Hvis sagen angår en filial i en forening eller firma, kan der anlægges sag i retskredsen hvor filialen ligger.

Stk. 2.  Mod foreninger eller firmaer der ikke er registrerede kan der anlægges sag i den retskreds hvor den har hjemsted ifølge dens vedtægter eller hvor hovedkontoret ligger. Sag kan også anlægges i den retskreds hvor sag mod dens repræsentant kunne anlægges jf § 32. Det samme gælder uregistrerede sammenslutninger og private institutioner som ikke er omfattet af stk. 3 og stk. 4.

Stk. 3.  Sag mod staten kan anlægges ved retten i Reykjavík. Såfremt en sag er anlagt mod en statlig myndighed på statens vegne i en anden retskreds end denne har hovedkontor, kan sagen anlægges dér. En sag mod en kommune bliver under samme forudsætning anlagt i den retskreds som den tilhører.

Stk. 4.  Sag mod en styrelse eller virksomhed hos staten eller en kommune kan anlægges i den retskreds hvor denne har hovedkontor.

§ 34.    Hvis syn af fast ejendom indgår som en nødvendig del i en sag angående en fast ejendom kan sag anlægges i den retskreds hvor den ligger. Det samme gælder andre sager om rettigheder over fast ejendom samt sager om krav der har sit udspring i sådanne rrettigheder.

Stk. 2.  Hvis den faste ejendom ligger i flere end en retskreds eller sagen omfatter flere faste ejendomme, der ikke ligger i samme retskreds, kan sag jf stk. 1 anlægges i nogen af dem.

§ 35.    Sag om opfyldelse eller frigørelse i kontraktsforhold eller om misligholdelse eller ophør i kontraktsforhold kan anlægges i den retskreds hvor den skulle opfyldes ifølge sin ordlyd, parternes hensigt eller lovens regler.

Stk. 2.  Sager om veksler og checks kan anlægges i rets retskreds hvor vekslens eller checkens betalingssted ligger. Hvis betalingsstedet ligger i udlandet kan sag anlægges i den retskreds hvor den som inddriver den har sit hovedkontor eller forretningssted, for så vidt der er tale om en bank, sparekasse eller anden erhvervsmæssig inkassovirksomhed.

§ 36.    Sag angående betaling af værdien for vare eller tjeneste som har været leveret i en forretning eller andet fast forretningssted kan anlægges i den retskreds hvor forretningen aller forretningsstedet ligger, såfremt det er den oprindelige kreditors erhverv at levere sådanne varer eller tjeneste.

Stk. 2.  Såfremt den oprindelige kreditor har leveret varen eller tjenesten i en filial her i landet kan hjemmelen efter stk. 1 kun gøres gældende i den retskreds hvor filialen ligger.

Stk. 3.  Såfremt varen eller tjenesten var leveret i udlandet på den i stk. 1 beskrevne måde kan sag til inddrivelse af værdien anlægges i den retskreds hvor den som har fordringen til inddrivelse her i landet har forretningssted, for så vidt dette er en erhvervsmæssig inkassovirksomhed.

§ 37.    Sag i forbindelse med køb af varer eller tjeneste her i landet kan køberen anlægge i den retskreds hvor sag mod ham selv kan anlægges ifølge § 32 eller § 33.

§ 38.    Sager om betaling af arbejdsløn kan anlægges i det retskreds hvor arbejdet er udført eller hvis det er udført i flere, i nogen af disse.

Stk. 2.  Sømænd kan anlægge sag til at få deres arbejdsløn betalt i den retskreds hvor skibet har registreret hjemsted.

Stk. 3.  De som udfører arbejde om bord i et luftfartøj kan anlægge sag til at få deres arbejdsløn betalt i den retskreds hvor liftfartøjet er registreret.

§ 39.    En sag mod et rederi kan anlægges mod rederen i den retskreds hvor skibet har registreret hjemsted. Det samme gælder sag mod kaptajnen eller besætningen i anledning af udøvelsen af deres arbejdspligter.

Stk. 2.  Sag om bjærgeløn kan anlægges i den retskreds hvor det bjærgede var eller hvortil det blev anbragt i land.

Stk. 3.  Er et krav sikret med s­øpant i skib, last eller fragt og der er foretaget arrest i søpantet, kan en sag om kravet anlægges i den retskreds hvor arresten blev foretaget.

§ 40.    Såfremt kravet har udspring i finansforvaltning eller regnskab kan sag anlægges i den retskreds hvor forvaltningen eller regnskabet blev ført.

§ 41.    Sag hvorunder der påstås erstatning, straf eller oprejsning i anledning af retskrænkelser uden for kontraktsforhold kan anlægges i den retskreds hvor krænkelsen er foregået eller i nogen flere, såfremt krænkelsen foregik flere steder.

§ 42.    Såfremt et krav er rettet mod flere end en person, kan sag anlægges ved nogen af disses retskredse.

Stk. 2.  Modkrav og kontrasøgsmål kan som regel anlægges på hovedkravets værneting.

Stk. 3.  Parterne kan aftale, ved hvilken af flere retter sagen skal anlægges.

§ 43.    Reglerne i §§ 34-42 finder anvendelse på søgsmål mod en person som er bosat i udlandet, samt selskaber, foreninger, private institutioner eller sammenslutninger under samme forhold, medmindre andet fremgår af aftaler med fremmede stater.

Stk. 2.  Dette kapitels bestemmelser ændrer ikke på gyldigheden af særregler om værneting i henhold til andre love.

Andet afsnit.

Bevis og bevismidler.

Kapitel 6

Generelle regler om bevis

§ 44.    Dommeren afgør i hvert tilfælde på grundlag af det som er passeret under forhandlingerne i en sag, hvorvidt en påstand om omtvistede faktiske omstændigheder findes at være bevist, for så vidt han ikke er bundet af lovregler der regulerer bevisbedømmelsen hvad dette angår.

Stk. 2.  Den som påberåber sig kutyme eller udenlandsk retsregel har bevisbyrde for at den eksisterer og påvise hvilket indhold den har.

Stk. 3.  Det findes ikke nødvendigt at føre bevis om omstændigheder, der må anses for notoriske, på det sted og det tidspunkt som dom eller kendelse afsiges.

§ 45.    Erklæring fra en part, som afgives i retten og indebærer rådighed over sagsgenstanden, er bindende for parten efter de regler som gælder om løfter, såfremt han disponerer over sagens genstand.

§ 46.    Parterne tilvejebringer bevismidler såfremt de disponerer over sagens genstand.

Stk. 2.  I den grad dommeren finder det påkrævet til belysning af en sag, kan han rette henvendelse til parterne om at fremskaffe processtof om nærmere angivne punkter.

Stk. 3.  Såfremt dommeren skønner det indlysende at et punkt, som en part ønsker at bevise er uden betydning eller at bestemt processtof er nyttesløst for beviset, kan han afskære parten fra bevisførelsen.

§ 47.    Optagelse af bevismateriale sker som regel hos den dommer, som behandler sagen. Såfremt dette ikke er muligt undtagen med betydelige omkostninger eller ulemper kan dommeren bestemme efter begæring fra parterne at bevisoptagelsen kan foretages ved en anden ret i henhold til bestemmelserne i kapitel 11, for så vidt dette ikke medfører unødvendig forsinkelse af sagsprocessen.

Stk. 2.  Bestemmelsen i stk. 1 udelukker ikke at et bevismiddel kan påberåbes som er fremskaffet ifølge bestemmelserne i kapitel 11 inden sagen blev anlagt.

Kapitel 7

Afhøring af parter

§ 48.    Enhver part kan fremstille sig og begære at afgive forklaring om sagens omstændigheder i retten, medmindre dommeren finder det åbenbart at den er unødvendig eller meningsløs.

Stk. 2.  Retten kan efter modpartens påstand og under de i stk. anførte forhold indkalde en part til møde i retten for at afgive forklaring om sagens omstændigheder.

Stk. 3.  Dommeren kan ex officio indkalde en part til møde i retten for at afgive forklaring, såfremt han finder det fornødent til sagens oplysning.

§ 49.    En part kan uden at skade sin egen sag vægre sig ved at besvare de i retten stillede spørgsmål hvis det ville ikke være ham tilladt af svare på dem som vidne i sagen.

Stk. 2.  Når parten afgiver forklaring for retten finder ved partsafhøringen bestemmelserne i § 51, stk. 3 og 4, § 56 og § 59, stk. 1 anvendelse med de fornødne lempelser.

§ 50.    Når en part ifølge forhandlingsprincippet råder over en sag og han indrømmer for retten et bestemt forhold som er i hans disfavør, bør denne indrømmelse som regel lægges til grund, for så vidt dommeren finder at den er givet af tilstrækkeligt kendskab og forståelse og intet er fremkommet som omstøder den eller svækker den i betydelig grad.

Stk. 2.  Såfremt en part ikke efterkommer indkaldelse om at møde i retten for at afgive forklaring eller han giver ikke tilstrækkelig svar på spørgsmål som han får stillet, som han ikke er berettiget til at vægre sig ved at svare, kan dommeren fortolke hans forsømmelse, uklare svar eller tavshed på den måde som er mest fordelagtig for modparten.

Kapitel 8

Vidner

§ 51.    Enhver person som er fyldt 15 år, er underkastet islandsk domsmyndighed og er hverken part i en sag eller repræsentant for en part, har pligt til at møde i retten og svare mundtlig på spørgsmål som han får stillet om sagens omstændigheder.

Stk. 2.  Dommeren vurderer på baggrund af alle sagens omstændigheder hvorvidt en person som er yngre end nævnt i stk. 1 bør forpligtes til at afgive forklaring som vidne. Det samme gælder sindssyge og udviklingshæmmede.

Stk. 3.  Udebliver et vidne på grund af sygdom eller lignende forfald kan dommeren bestemme at vidnet afgiver vidneforklaring på et andet sted, såfremt det er muligt.

Stk. 4.  Opholder vidnet sig i stor afstand fra tingstedet eller det ville iøvrigt være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder for det at give møde i retten, kan dommeren bestemme at vidnet kan afgive forklaring ved anvendelse af telefon eller anden kommunikation, men afgivelsen skal være tilrettelagt således at alle de tilstedeværende i retsm­ødet kan høre replikskiftet med vidnet.

Stk. 5.  Hvis det begæres kan dommeren i indkaldelse efter § 54, stk. 2 til et vidne pålægge det at medbringe dokumenter til forevisning i retten eller efterse bøger, breve eller optegnelser og andre genstande og udarbejde notat om bestemte forhold til sagens oplysning.

§ 52.    Følgende person kan undslå sig for at afgive vidneforklaring, helt eller delvis:

a.                   den som er eller har været en parts ægtefælle,

b.                  en parts slægtning i lige linje, søskende og andre som er sådan beslægtet gennem adoption,

c.                   en parts stedforældre eller stedbarn,

d.                  en parts svigerforældre eller svigerbarn.

Stk. 2.  Dommeren kan fritage andre for vidnepligt som er eller har været meget nærstående til en part, såfremt han finder at deres forhold har været meget nært.

Stk. 3.  Vidnet kan vægre sig ved at svare på spørgsmål såfremt forklaringen antages at ville være selvinkriminerende eller udsætte det for tab af velfærd eller væsentlig skade. Det samme gælder hvis det antages at svar ville have de samme følger for nogen af de personer som er besvogret med et vidne på den i stk. 1 og stk. 2 beskrevne måde.

Stk. 4.  Dommeren kan fritage et vidne for at oplyse om hemmeligheder omkring dets forretninger, opfindelser eller andre sådanne værker, såfremt han finder at vidnets interesser af hemmeligholdelsen er mere tungtvejende end hensynet til sagens oplysning.

Stk. 5.  Tjenestemænd og andre der handler i offentligt hverv har ikke pligt til at give møde i retten for at afgive forklaring om forhold som er sket i deres virke, hvis dette kan påvises med udskrifter af protokoller eller attester eller andre offentlige dokumenter.

§ 53.    Uden tilladelse fra den pågældende minister må et vidne ikke svare på spørgsmål angående hemmelige rådslagninger, beslutninger eller aftaler, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet.

Stk. 2.  Uden hjemmel fra den pågældende må et vidne ikke svare på spørsmål om:

a.                   Hvem der er kilde til en en oplysning eller forfatter til en artikel, beretning eller meddelelse, som er             offentliggjort, uden at denne er identificeret, hvis vidnet er ansvarligt ifølge loven for indholdet af trykte skrifter eller andet materiale som er blevet offentliggjort eller det han fået kendskab til kilden eller forfatteren i sit hverv hos den ansvarlige,

b.                  private forhold, som vidnet er blevet betroet eller er kommet til dets kundskab på en anden måde ved udøvelsen af dets hverv som revisor, socialrådgiver, advokat, apoteker, læge, præst, psykolog eller som medhjælper til nogen af disse, eller i et andet hverv med lignende betroelsespligt,

c.                   forhold som det har fået kendskab til ved udøvelsen af offentligt hverv og bør hemmeligholdes,

d.                  hemmeligheder om forretninger, opfindelser eller andre sådanne værker, som det har fået kendskab til i sit arbejde.

Stk. 3.  Såfremt dommeren finder at der er mere tungtvejende interesser hos en part for at forhold ifølge stk. 2, litra b-d, bliver oplyst end den pågældendes interesser i at de hemmeligholdes, kan han bestemme efter krav fra en part at vidnet svarer på spørgsmål selv om der ikke har fået meddelt lov hertil, for så vidt svaret ikke indeholder et udsagn om private forhold hos en person, der ikke er part i sagen. Såfremt dommeren finder det usikkert om disse betingelser er opfyldt, kan han påbyde vidnet at fortælle sig in camera hvilket ville være indholdet i hans svar.

§ 54.    Den part som ønsker at føre et vidne, indkalder det til et retsmøde.

Stk. 2.  Parten sørger for at indkalde vidnet til at møde med en skriftlig indkaldelse som han selv udsteder eller som han forelægger dommeren at udstede. Indkaldelsen skal indeholde vidnets navn og adresse, angivelse af indkaldelsens øjemed i hovedtrækkene, angivelse af retten, hvor og hvornår vidneafhøringen skal finde sted og hvilke virkninger det vil få hvis han udebliver. Indkaldelsen skal forkyndes på samme måde og med samme varsel som en stævning.

Stk. 3.  Er er vidne mødt i retten er det pligtigt til straks at afgive vidneforklaring, selv om det ikke havde været indkaldt hertil.

§ 55.    Udebliver et vidne som er blevet indkaldt ifølge lovlig forkyndt indkaldelse uden lovligt forfald kan dommeren lade vidnet afhente ved politiet. Politiet er pligtigt til at efterkomme en sådan ordre fra dommeren.

Stk. 2.  Hvis et vidne møder i retten men opfylder ikke sin vidnepligt iøvrigt kan dommeren efter en parts forlangende pålægge vidnet en bøde ved afgørelse der træffes ved kendelse. Sanktionen ifølge kendelsen bortfalder hvis vidnet på et senere tidspunkt opfylder sin pligt eller hvis parten opgiver at afkræve det om vidnesbyrd.

Stk. 3.  Såfremt et vidne som møder i retten ikke er i stand til at opfylde sin vidnepligt på grund af sin tilstand, s.s. på grund af beruselse eller sindsbevægelse, kan dommeren træffe fornødne foranstaltninger som sikrer at han vil kunne opfylde sin pligt på et senere tidspunkt.

§ 56.   Når et vidne møder i retten lader dommeren det identificere sig ved navn, CPR-nr. og bopæl og forvisser sig derefter i fornødent omfang hvorvidt det har ret eller pligt til at afgive forklaring. Herefter pålægger dommeren vidnet at tale sandhed og ikke fortie noget vigtigt, samt at gøre det bekendt med strafansvaret for afgivelse af forsætlig eller uagtsom falsk forklaring .

Stk. 2.  Herefter bliver der rettet spørgsmål til vidnet. Dommeren kan lade parterne parterne spørge vidnet, men i så fald afhøres vidnet først af den part, som har begæret ham ført og derefter af modparten. Dommeren kan omformulere, ordne og gøre mere forståelige spørgsmål inden en et vidne besvarer og endvidere hvis parternes afhøring af vidnet sker med ubestemte, tvetydige, suggestive spørgsmål eller på sårende eller fornærmende måde, der er egnet til at vildlede vidnet eller er åbenbart meningsløse. Dommeren kan fratage parterne retten til afhøring, hvis de overtræder disse forholdsregler, samt overtage retten til at stille spørgsmål og tage afhøringen i sine hænder. Dommeren kan også bede vidnet om nærmere forklaring at et svar, således at svaret fremkommer tydeligt, samt at stille selvstændige spørgsmål til vidnet.

Stk. 3.  Hvert vidne afhøres som regel for sig og uden at påhøre forklaringer af andre vidner. Efter en parts begæring kan dommeren bestemme at et vidne bør konfronteres med et andet vidne eller en part.

Stk. 4.  Hvis retsmødet er offentligt og spørgsmål til vidnet er sådan beskaffen at svaret angår privatlivet hos det eller andre, kan dommeren lade vidnet svare skriftligt. Svaret skal indføres i protokollen og parterne og vidnet skal gives lejlighed til at konstatere at protokollatet er rigtigt, uden at det blive læst ophøjt.

Stk. 5.  Dommeren bør vejlede vidne om indholdet af dets beføjelser og pligt til at afgive vidneforklaring. Såfremt vidnet mener at det kan nægte at afgive forklaring eller svarer på enkelte spørgsmål eller påberåber sig manglende beføjelser bør det sandsynliggøre de kendsgerninger som dette beror på. Dommeren kan tillade et vidne at føre et andet vidne i retten til afgivelse af forklaring i dette øjemed.

§ 57.    Ved afgivelse af et vidnes forklaring tilstræber dommeren i fornøden grad at få kendskab til forhold som indvirker på vurderingen af dets troværdighed. I den forbindelse bør dommeren som regel tilstræbe at få konstateret hvorvidt vidnets forklaring er rejst på dets egen fornemmelse eller andres udsagn. Endvidere bør dommeren bestræbe sig for at få bragt for dagen hvorvidt vidnet har en sådan holdning til sagen eller sagens parter at den kunne indvirke på bevisværdien af dets vidnesbyrd.

Stk. 2.  På en parts begæring lader dommeren et vidne aflægge ed eller give ærdesord til bekræftelse af sit udsagn når det har afgivet forklaring. Et vidne skal dog ikke bekræfte sit udsagn hvis:

a.                   det er yngre end 15 år,

b.                  det mangler intelligens eller er sindsygt i sådan grad at det ikke forstår eller er ikke i stand til at påskønne meningen eller betydningen af bekræftelsen,

c.                   det er under tiltale for urigtig forklaring eller har været fundet skyldig i sådan forbrydelse,

d.                  det vægrer sig ved at afgive bekræftelse og § 52, stk. 1-3 finder anvendelse,

e.                   dommeren finder det i sådan grad knyttet til en af parterne eller har sådan interesser i sagens udfald, at bekræftelse ville være upassende.

Stk. 3.  Inden et vidne aflægger ed eller giver æresord indskærper dommeren helligheden ved og betydningen af bekræftelsen, både for udfaldet i sagen og vidnet selv i retslig og moralsk forstand.

Stk. 4.  Hvis vidnet på dommerens foranledning erklærer at det stemmer overens med dets religiøse overbevisning at aflægge ed og at det tror på gud, foretages bekræftelsen således at vidnet løfter den højre arm og gentager disse ord efter dommeren: Jeg sværger og henviser til min gud at det som jeg har sagt er det som jeg ved sandest og rigtigst og har ikke fortiet noget.

Stk. 5.  Såfremt betingelser til edsaflæggelse efter stk. 4 ikke er til stede giver vidnet æresord og bekræftelsen foretages således at vidnet løfter højre arm og gentalger disse ord efter dommeren: Jeg erklærer og giver mine æresord herfor at det som jeg har sagt er det som jeg ved sandest og rigtigst og har ikke fortiet noget.

Stk. 6.  Edsaflæggelse og æresordsgivelse har den samme retlige betydning.

§ 58.    Den part som fører et vidne er pligtig til at sørge for at det får forudbetalt godtgørelse for rejsen og opholdet på tingstedet.

Stk. 2.  Såfremt et vidne kræver det efter at have opfyldt sine pligter bør dommeren fastsætte godtgørelse for erlagte udgifter for røgtelse af vidnepligten og godtgørelse for rejseomkostninger i forhold til vedkommendes ­økonomi og stilling. Den som indkalder vidnet skal alene betale omkostningerne og godtgørelsen foreløbigt, men hvis begge parter har afkrævet vidnet om forklaring eller haft gavn af den, kan dommeren bestemme at fordele betalingen mellem dem, som de dog begge er ansvarlige for. Betalingen skal ydes straks.

§ 59.    Dommeren foretager bedømmelse af vidneforklaringens bevismæssige værdi ved sagens afgørelse. I den forbindelse skal han tage i betragtning vidnets forhold til parterne, dets interesser i sagens udfald, dets udvikling, pålideligheden af dets skønnekraft angående begivenhederne, hukommelse, tilstand og opførsel ved afgivelsen af vidneforklaringen, hvor sikkert det er og klarheden i dets svar samt hvor konsistent harns beretning var.

Kapitel 9

Syn og skøn

§ 60.    Syns- og skønsforretninger, besigtigelse af genstande og andre undersøgelsesforretninger kaldes her under ét syns- og skønsforretninger eller skøn samt de tilhørende forhold som skal vurderes.

Stk. 2.  Dommeren bedømmer selv forhold hvor almen viden og uddannelse og juridisk kendskab udkræves.

Stk. 3.  Hvis en som er offentlig ansat er udmeldt én gang for alle for at foretage skøn af afgrænsede forhold, kan en part henvende sig direkte til ham såfremt han er pligtig til at foretage skønnet eller hvis han er villig til det, uden rettens udmeldelse, for så vidt det ligger inden for hans område.

§ 61.    Hvis fremgangsmåden ikke er sådan som den er beskrevet i § 60, stk. 2 eller 3 kan dommeren udmelde en eller to syns- eller skønsmænd for at foretage skøn efter en parts begæring. Af begæringen skal det fremhæves tydeligt hvad der er synsforretningens genstand, hvor den ligger og hvad parten agter at bevise med skønnet.

Stk. 2.  Parterne indkaldes til et retsmøde hvor udmeldelsesbegæringen foretages. Såfremt de kan blive enige om en duelig skønsmand bør han udmeldes medmindre særlige grunde taler imod det. Ellers meddeler dommeren til parterne som regel hvem han har tænkt sig at udmelde til skønsforretningen.

Stk. 3.  For at kunne blive udmeldt som syns- eller skønsmand skal vedkommende være fyldt 20 år, være et upåklageligt vidne om de forhold som skal skønnes og være i besiddelse af fornøden færdighed for at kunne udføre opgaven eller andre kundskaber som er de bedste der kan haves. En person kan ikke vægre sig ved at modtage udmeldelse hvis han er pligtig og berettiget til at vidne om skønsgenstanden og det ændrer ikke på det selv om han nødvendigvis må tage til en anden retskreds end den hvor han er boende, for at udføre hvervet. Dommeren kan dog godtage en begrundet vægring, såfremt der findes en anden lige duelig person til forretningen.

Stk. 4.  Dommeren kan udmelde en skønsmand som er bosat uden for hans retskreds.

Stk. 5.  Udmeldelsesdekretet skal indføres i retsbogen. I denne skal det tydeligt angives hvad der er forretningens genstand, hvornår den skal være afsluttet og hvem skal gives underretning for at kunne varetage sine interesser ved forretningen. Det bør endvidere fremhæves at skønsmanden skal udføre sit hverv efter bedste viden og afgive en skriftlig begrundet erklæring og de skal være forberedt på at skulle give møde i retten og afgive forklaring.

Stk. 6.  Afgår en skønsmand ved døden, får forfald, viser sig at være uduelig til forretningen eller forsømmer sin opgave, kan dommeren efter begæring fra en part udmelde en anden i hans sted.

§ 62.    Den som begærer skøn skal oplyse skønsmanden om rettens udmeldelse og giver ham en kopi af udmeldelsesdekretet.

Stk. 2.  Skønsmanden skal hurtigst muligt give parterne på bevislig måde underretning om, når og hvor forretningen foregår. Parterne og dommeren bør give skønsmanden vejledning så vidt muligt om skønstemaet. Skønsmanden tilvejebringer nødvendigt materiale til brug ved skønnet, men parterne som er tilstedeværende skal gives lejlighed ved forretningen til at udtale sig om det, i det omfang det findes påkrævet. Såfremt det bliver nødvendigt at føre et vidne for at forklare en skønsgenstand, kan dommeren staks lade denne vidneføring ske.

Stk. 3.  Den som disponerer over forretningens genstand er pligtig til at give skønsmanden adgang til den, medmindre han kan undslå sig at vidne om skønstemaet

eller er ikke berettiget til at give vidnesbyrd om den.

Stk. 4.  Skønsmanden gennemfører forretningen selv om parterne ikke møder op når den foregår, undtagen hvis der mangler oplysninger som de havde kunnet bidrage med.

§ 63.    Skønsmanden afgiver sin forklaring i en skriflig begrundet erklæring hvori de aspekter angives som den er rejst på. Erklæringen gives til rekvirenten, men forinden kan han dog kræve betaling jf stk. 2.

Stk. 2.  Der tilkommer skønsmanden passende vederlag for forretningens gennemførelse samt godtgørelse for afholdte udlæg fra rekvirenten. Skønsmanden kan dog kræve betaling forud for rejseomkostninger samt at der stilles sikkerhed efter dommerens bestemmelse for hans vederlag, såfremt dette findes påkrævet.

§ 64.    En part kan begære overskøn over den samme genstand som der tidligere var blevet foretaget skøn over. Overskønsmændene skal være flere end skønsmændene, men iøvrigt finder bestemmelserne i §§ 61-63 anvendelse på overskønnet.

§ 65.    Efter begæring af parterne bør skønsmanden møde i retten for at bekræfte og forklare erklæringen og de forhold som er knyttet til erklæringen. Bestemmelserne i kapitel 8 finder anvendelse på skønsmandens forklaring med de fornødne lempelser.

§ 66.    Dommeren træffer afgørelse om tvister som angår udmeldelsen af skønsmanden og dennes habilitet og betalinger til ham ved kendelse. Dommeren kan endvidere påkende forhold som er relaterede til forretningens udførelse, som f. eks. hvorvidt der er foretaget skøn af alt som er nævnt i udmeldelsesdrekretet eller hvorvidt erklæringen er tilstrækkelig begrundet, såfremt der måtte opstå tvist angående krav om fornyet skøn eller genvurdering.

Stk. 2.  Dommeren foretager bedømmelse af andre forhold angående skønsforretningen, herunder hvilket bevisværdi den har når sagen iøvrigt bliver afgjort.

Kapitel 10

Dokumenter og andre synbare bevismidler

§ 67.    Såfremt en part påberåber sig et dokument som er i hans besiddelse, skal han efter modpartens begæring fremlægge det, såfremt der skal tages hensyn til det når sagen afgøres.

Stk. 2.  Opfordrer en part modparten at fremlægge et dokument der er undergivet hans rådighed skal modparten imødekomme dette hvis parten er berettiget til dokumentet, uden hensyn til sagen eller at dokumentets indhold er sådan beskaffen at modparten ville være pligt at give vidneforklaring herom, hvis han ikke var part i sagen.

Stk. 3. Hvis et dokument er underkastet tredjemands rådighed som ikke er part i sagen, kan en part kræve at få det udleveret med henblik på fremlæggelse i sagen, hvis dokumentets besidder er pligtig til at udlevere det til parten, uden hensyn til sagen eller indholdet af dokumentet er sådan beskaffen, at besidderen er pligtig til at vidne om det i sagen.

Stk. 4.  Den part som kræver et dokument jf stk. 2 eller stk. 3 har bevisbyrden for at dokumentet eksisterer og at det er i besiddelsen hos den som han påstår. Såfremt der protesteres mod partens påstand herom bør han fremlægge en kopi af dokumentet så vidt det er muligt, men i modsat fald give en beskrivelse af det og må angive de kendsgerninger der skal bevises ved dokumentet.

§ 68.    Undlader parten at efterkomme begæring efter § 67, stk. 2 om fremlæggelse af et dokument som det findes godtgjort at er underkastet hans rådighed, kan dommeren tillægge dette den virkning at modparten godkender partens beretning om dets indhold, jf dog § 69.

Stk. 2.  Såfremt den som har et dokument i sin besiddelse ikke efterkommer partens krav om at udlevere det, kan parten forelægge de i § 67, stk. 4 angivne dokumenter for dommeren sammen med en skriftlig begæring om at besidderen bliver pålagt med kendelse at udlevere dokumentet. Hvis dommeren finder det ikke udelukket at dokumentet kan have betydning i sagen indkalder han parten og besidderen i retten og giver dem lejlighed til at udtale sig om begæringen. Om fornødent afsiger dommeren herefter kendelse om besidderens pligt til at udlevere dokumentet, jf dog § 69. I kendelsen kan det fastsættes at denne pligt må opfyldes inden en vis frist, ellers vil der blive givet dagbøder der vil tilfalde rekvirenten. Kendelsen kan også fuldbyrdes med eksekution efter sit hovedindhold.

Stk. 3.  Undlader besidderen at møde i retten jf stk. 2 kan dommeren lade ham afhente ved politiet, såfremt parten begærer det.

§ 69.    Indeholder et dokument som det er pligtigt at udlevere ifølge § 67 oplysninger om forhold, som den pågældende ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne, kan dommeren pålægge ham at forelægge det for ham in camera og mod tavshedspligt, og at han enten tager en kopi af den del fra dokumentet som er tilladt og pligtigt, eller at han udarbejder et notat om disse forhold.

Stk. 2.  Såfremt den som skal udlevere et dokument ifølge § 67 sandsynliggør at det ville forvolde ham skade og ulemper at imødekomme denne pligt, kan dette afgøres derved at dommeren godtager at dokumentet indleveres til retten til kopiering. Det samme gælder et dokument som er værdifuldt for den pågældende eller at der er særlig fare at det beskadiges eller går tabt. Den pågældende kan endvidere kræve at der stilles sikkerhed for skade som han kan påføres inden han udleverer det.

Stk. 3.  Originale dokumenter, som er omfattet af stk. 1 og stk. 2, skal tilbageleveres til den pågældende lige så snart som dets brug er overstået.

§ 70.    Med de lempelser som forholdene tilsiger finder bestemmelserne i §§ 67-69 anvendelse på pligt til at fremvise og udlevere andre synbare bevismidler end dokumenter samt tilladelse til at gøre brug af dem og give adgang til dem.

§ 71.    De dokumenter er offentlige som udstedes af embedsmænd eller bestillingsmænd i embeds navn og om det som sker i deres embeder eller forvaltning.

Stk. 2.  Indtil andet bliver bevist skal ethvert islandsk offentligt dokument anses for at være uforfalsket, hvis det hidrører fra en embedsmand eller bestillingsmand ifølge sin form eller indhold. Dette samme gælder udenlandsk offentligt dokument hvis en konsul eller anden fortrolig person hos den islandske stat i den pågældende stat har attesteret at den som udstedte dokumentet havde hjemmel dertil ifølge denne stats lovgivning eller at det findes godtgjort på en anden måde.

Stk. 3.  Indtil andet bliver bevist anses indholdet i et offentligt dokument for at være ægte hvis det bevidner om bestemte omstændigheder som der siges at være indtruffet i embedet eller forvaltningen hos udstederen.

§ 72.    Et privat dokument med udstederens underskrift anses at hidrøre fra ham med det indhold som det har indtil det modsatte bliver bevist eller sandsynliggjort.

Stk. 2.  Møder den som angiver at være udstederen af et dokument for retten for at afgive forklaring og det gøres gældende i sagen at underskriften på dokumentet er falsk eller at det har et ændret indhold, kan dommeren efter begæring af en part pålægge den pågældende at afgive en skriftprøve. Såfremt et sådan pålæg er rettet mod en af parterne og denne undlader at efterkomme det, bør det som regel antages at han har godkendt modpartens påstand om dokumentet. Såfremt et vidne nægter at efterkomme et sådant pålæg kan det sanktioneres ifølge § 55, stk. 2.

Stk. 3.  Dommeren bedømmer bevisværdien af et privat dokument under hensyntagen til omstændighederne i hvert enkelt tilfælde.

Kapitel 11

Bevisoptagelse ved en anden domsstol

§ 73.    Ønsker en part at afgive forklaring, føre et vidne, få en syns- og skønsmand udmeldt eller få tilvejebragt dokumenter eller andre synbare bevismidler ved en anden domstol end den hvor sagen behandles, må han fremlægge en begæring herom hos dommeren i sagen. I begæringen skal grunden for begæringen angives, hvor det ønskes at beviserne bliver optaget, hvilket materiale det findes nødvendigt at sende til den pågældende domstol, hvem bør underrettes om retsmødet dér og nærmere beskrivelse af det som ønskes tilvejebragt. Såfremt et vidne ønskes ført skal dets navn, CPR-nr. og adresse angives, samt en nøje beskrivelse af de forhold som vidneforklaringen skal omfatte. Såfremt en syns- og skønsmand begæres udmeldt skal begæring herom som regel vedlægges.

Stk. 2.  Begæring ifølge stk.1 skal foretages i et retsmøde i sagen. Dommeren kan stille det som betingelse forinden han tager begæringen til behandling, at parten har betalt de til hans anmodning knyttede omkostningerne forud eller stillet sikkerhed herfor.

Stk. 3.  Finder dommeren betingelserne i § 47, stk. 1 opfyldt med henblik på at kunne tage begæringen til behandling indfører han sin beslutning herom i tingbogen. Der skal afsiges kendelse såfremt det kræves.

§ 74.    Såfremt bevisoptagelse skal ske ved en anden domstol her i landet sender dommeren i sagen en anmodning til den pågældende domstol og vedlægger partens begæring, originaler eller kopier af fornødne dokumenter samt udskrift af retsbogen.

Stk. 2.  Såfremt bevisoptagelse skal ske for en domstol i en fremmed stat skal dommeren foranledige at de i stk. 1 angivne bevismidler bliver oversat og udgifterne afholdes af parten. Dommeren sender herefter en skriftlig retsanmodning samt det øvrige sagsmateriale og oversættelserne til den pågældende domstol, i givet fald med centraladministrationens mellemkomst. Denne tilvejebringelse af bevismidler følger loven i den pågældende stat samt en folkeretlig traktat, såfremt en sådan traktat er gældende med den pågældende stat.

§ 75.    Når bevisoptagelse ifølge dette kapitels bestemmelser sker ved en domstol her i landet skal dette ske efter bestemmelserne i kapitler 2 og 7-10, for så vidt de kan finde anvendelse. Domstolen hvor bevisoptagelsen finder sted træffer afgørelse og afsiger kendelse angående gennemførelsen.

Stk. 2.  Såfremt der opstår særlig anledning under bevisoptagelsen for en anden domstol kan en part begære at der optages yderligere bevis end der blev begæret i begyndelsen. Den pågældende dommer bestemmer hvorvidt en sådan begæring skal imødekommes.

Stk. 3.  Udebliver den begærende part fra retsmødet om bevisoptagelse for domstolen bør det antages at hans begæring er bortfaldet medmindre modparten møder og kræver at den bliver foretaget.

Stk. 4.  Såfremt en begæring bortfalder jf stk. 3 skal der tages hensyn til de udgifter som dette har påført modparten, ved den endelige fastsættelse af sagens omkostninger, uanset udfaldet i sagen.

§ 76.    Bestemmelserne i § 75 kan finde anvendelse, med fornødne lempelser, når bevis optages i herredet i tilknytning til en verserende sag ved overordnet ret.

Stk. 2.  Endvidere bør § 75 finde anvendelse, med fornødne lempelser, når bevisoptagelse finder sted for en herredsret her i landet i tilknytning til en verserende sag i udlandet, herunder for EFTA-domstolen. Anmodning fra en fremmed stat om bevisoptagelse udføres efter reglerne i en folkeretlig traktat, såfremt en sådan er gældende, for så vidt det ikke er i strid med denne lovs bestemmelser.

Kapitel 12

Bevisoptagelse selv om dette ikke sker

til brug for en verserende retssag

§ 77.    En part, som har retlig interesse, kan begære at få udmeldt en syns- og skønsmand, selv om han ikke har fremsat sådant krav til brug i en verserende retssag, såremt dette er gjort for at få konstateret et krav eller påvise omstændigheder bag dette.  

Stk. 2.  Er der risiko for at muligheden for at fremskaffe bevis om et forhold som angår retlig interesse hos en part eller at dette bliver væsentligt vanskeligere senere, kan han søge at få optaget bevis om forholdet for retten med vidneførsel eller tilvejebringelse af dokumenter eller andre synbare bevismidler, selv om han ikke har fremsat krav om dette forhold i en verserende sag. Parten er på samme måde berettiget til få optaget bevis for retten som angår hans retlige interesse og kan være afgørende for hvorvidt han træffer beslutning om at anlægge sag i denne anledning.

Stk. 3.  Beføjelser ifølge stk. 1 og stk. 2 kan ikke anvendes for at fremskaffe bevis om en strabar handling, hvor handlingen er underkastet offentlig påtale.

§ 78.    En part som ønsker at at få optaget bevis efter § 77 skal indgive en skriftlig begæring hos dommeren i den retskreds hvor en sag om hans krav kunne anlægges, hvor et vidne befinder sig, hvor det synbare bevismiddel forefindes eller genstanden ligger, som forretningen angår.

Stk. 2.  I begæringen skal angives tydeligt hvilket forhold parten ønsker optaget bevis om, hvordan han ønsker at dette bliver gennemført, hvilke rettigheder det drejer sig om, og for hvem andre dette bevis kan have retlig betydning. Søges optaget bevis efter § 77, stk. 2 skal det endvidere begrundes hvorfor bevisoptagelen ikke tåler at blive udsat eller kan være afgørende for om en retssag bliver anlagt senere.

Stk. 3.  Dommeren bedømmer selv hvorvidt han finder at betingelser er til stede for at imødekomme begæringen. Såfremt kan anser at det ikke er tilfældet eller der opstår tvist om dette, afsiger han kendelse herom.

Stk. 4.  Dommeren indkalder parterne til et retsmøde hvor bevisførelsen finder sted. Såfremt begæringen angår andre parter skal også de indkaldes for retten, for så vidt sagen tåler udsættelsen som det indebærer.

§ 79.    Ved optagelse af bevis i henhold til dette kapitels regler, finder bestemmelserne i kapitel 2 og 7-9 anvendelse, med de fornødne lempelser. Dommeren hvor bevisoptagelsen finder sted træffer afgørelser og afsiger kendelser om den, som ellers ville have været opgaven hos dommeren ved bevisførelsen i en sags proces.

Stk. 2.  Såfremt der indtræffer særlig anledning under bevisoptagelsen kan parten begære at der optages yderligere bevis end der blev oprindelig begæret. Dommeren bestemmer hvorvidt en sådan begæring skal im­ødekommes.

Stk. 3.  Udebliver den som har fremsat begæringen fra retsmødet bliver der ikke foretaget bevisoptagelse medmindre en anden møder som har retlig interesse, og at han ønsker at handlingen bliver foretaget uanset og dommeren finder anledning til at tage ønsket til følge.

Stk. 4.  Den som begærer bevisoptagelse skal afholde udgifter som dette medfører. Hvis andre giver møde og kræver det, kan dommeren tilkender dem godtgørelse for at have været ulejliget.

Tredje afsnit

Almindelige bestemmelser om rettergangsmåden i herredet

Kapitel 13

Stævning og forkyndelse af stævning

§ 80.    Stævning skal så tydeligt som muligt indeholde:

a.                   parternes navn, CPR-nr. og bopæl eller opholdssted,

b.                  navne på parternes repræsentanter, hvor det er tilfældet, deres stilling og bopæl eller opholdssted,

c.                   hver eller hvem fører sagen for sagsøgeren,

d.                  sågsøgerens påstand, s.s. et kravs beløb i kroner, erstatning for en bestemt skadehandling uden angivelse af beløb såfremt dette endnu er usikkert, bestemmelse om eller frigørelse fra en bestemt pligt, straf for bestemte ord eller handlinger, mortifikation af ytringer, sagsomkostninger m.v.

e.                   de søgsmålsgrunde som sagsøgeren vil gøre gældende, samt andre omstændigheder som må forklares for sammenhængens skyld, men denne fremstilling skal være kortfattet og så tydelig at der ingen tvivl er om sagens genstand.

f.                   henvisning til de vigtigste love og retsregler som sagsøgeren agter at støtte sin procesførelse på,

g.                  angivelse af de vigtigste bevismidler som han vil påberåbe sig og andre bevismidler som han mener at bør tilvejebringes,

h.                  navne på dem som sagsøgeren agter at føre som vidner til at afgive forklaring om sagens omstændigheder,

i.                    angivelse af det retsmøde, hvori sagen vil blive tingfæstet, sted og tidpunkt, samt om stævnevarsel,

j.                    opfordring til sags­øgte at møde i retten når sagen bliver tingfæstet, svare i sagen og medtage de dokumenter som han agter at påberåbe sig,

k.                  advarsel om at hvis sagsøgte ikke møder i retsmødet når sagen bliver tingfæstet, kan der afsiges udeblivelsesdom.

Stk. 2.  Såfremt sagsøgeren kun nedlægger påstand i en sag som kan fuldbyrdes ved eksekution bør en genpart af stævningen være udfærdiget på dokumentpapir A 4 med mindst 4 cm bred margin i venstre side på forsiden og i højre side på bagsiden.Dette eksemplar bør indgives særskilt til dommeren ved sagens tingfæstning medmindre der indgås forlig eller sagsøgte godtager sagsøgerens krav eller indleverer et svarskrift.

Stk. 3.  Sagsøgeren er berettiget til selv at udstede stævning. Han er også berettgiet til at forelægge dommeren den til udstedelse, for så vidt dens ordlyd er tolbørligt. Såfremt der sker henvendelse til dommeren angående stævningens udstedelse, bør han gøre sagsøgeren opmærksom på fejl som han opdager i sagsforberedelsen og kan medføre afvisning, men han kan ikke nægte at udstede stævningen af denne grund, men han er frit stillet af en sådan mening når sagen afgøres.

§ 81.    Sysselmanden beskikker mindst en person i hver kommune i hans retskreds for at forkynde stævninger, indkaldelser og andre meddelelser, samt en suppleant. Ingen kan vægre sig ved at påtage sig beskikkelse som opfylder betingelserne i stk. 2.

Stk. 2. Ingen må beskikkes som stævningsmand undtagen han er fyldt 25 år, har pletfrit rygte og er så sund og rask at han kan udføre hvervet.

Stk. 3.  Inden en stævningsmand tiltræder underskriver han en erklæring, som sysselmanden opbevarer, om at han vil opfylde sine pligter med troskab og samvittighedsfuldhed.

Stk. 4. Ministeren fastsætter takster for stævningsmændenes arbejde.

§ 82.    Eftersom de følgende bestemmelser i dette kapitel foreskriver at stævning bør forkyndes og andre som er knyttet til ham, på et sted og med varsel som tager sigte af hans forhold, finder disse regler også anvendelse på en repræsentant i stedet for sagsøgte, hvis en repræsentant fører hans sag.

Stk. 2.  Forkyndelse af stævning kan ikke ske for en person som er yngre end 15 år.

Stk. 3. Stævning kan ikke forkyndes for sagsøgtes kontrapart eller en person som kunne repræsentere kontraparten.

§ 83.    Forkyndelse af stævning er lovlig hvis:

a.                   stævningsmanden eller notarius publicus bevidner at han har forkyndt den for sagsøgte eller nogen som er habil til tage imod den,

b.                  genpart af den bliver sendt i registreret post som bliver udbragt og posten bevidner at han har afleveret brevet til mog som er habil til at tage imod det i hans sted,

Stk. 2.  Stævningen anses endvidere at være lovlig forkyndt gennem Statstidende jf § 89.

Stk. 3.  I stedet for at stævning bliver forkyndt efter jf stk. 1, ligestilles her med, hvis:
a.         sagsøgte underskriver erklæring på stævningen om at han har fået udleveret en genpart,

b.         en højesterets- eller herredsretsadvokat underskriver en lignende erklæring, hvoraf det fremgår at sgsøgte har overdraget ham at give møde i retsmødet når sagen bliver tingfæstet.

Stk. 4.  Hvis sagsøgte møder i retten ved tingfæstningen af sagen er det uden betydning at stævning ikke er blevet forkyndt eller overbragt, at den har været behæftet med fejl eller at den er forkyndt med for kort varsel.

§ 84.    Når en stævning forkyndes jf § 83, stk. 1 overgiver sagsøgeren til den som skal iværksætte forkyndelsen dennes original samt en genpart til hver af dem for hvem forkyndelse skal sk. Med hver genpart skal vedlægges en åben kuvert mærket med sagsøgerens navn og adresse, samt påtegnelse om at den indeholder en stævning i en bestemt sag og hvornår orkyndelse kan i sidste fald iværksættes med henblik at dette sker inden for stævnevarslet. Når den som foretager forkyndelsen har forvisset sig om at genparten er enslydende med originalen lægger han genparten i kuverten og lukker den. Sagsøgeren skal også aflevere en kuvert, mærket ham selv og med sagens betegnelse, under stævningens original.

Stk. 2.  Den som iværksætter forkyndelsen er berettiget til forskudsvis betaling af udgifterne der afholdes af sagsøgeren.

Stk. 3.  Den er inhabil til at forkynde stævning som er part i sagen, partens ægtefælle eller er beslægtet eller besvogret med denna i lige linie eller andet led til siden.

§ 85.    Forkyndelse af stævning skal så vidt muligt foregå i søgnedagene fra klokken ni morgen til klokken elleve aften. Forkyndelse kan dog foregå på en anden dag eller andet tidspunkt hvis det er nødvendigt inden stævnevarslet kan udløber.

Stk. 2.  Stævning skal så vidt muligt søges iværksat på den registrerede bopæl hos sagsøgte eller på hans faste hjemsted, opholdssted eller arbejdsdplads. Forkyndelse er dog altid lovlig såfremt den er sket på et andet sted for sagsøgte selv.

Stk. 3.  Forkyndelse er endvidere lovlig, selv om den ikke er sket efter stk. 2, hvis:

a.                   den er foregået på sagsøgtes registrerede bopæl for nogen som tilhører husstanden, og er sådanne ikke til at træffe, så for nogen som opholder sig på hans registrerede bopæl, og hvis der ikke er tale om nogle sådanne, så for nogen som træffes dér,

b.                  den er forkyndt på et andet sted end sagsøgtes registrede bopæl for én tilhørende hans husstand som forklarer at dette er sagsøgtes faste hjemsted eller opholdssted,

c.                   den er forkyndt på sagsøgtes arbejdsplads for hans arbejdsgiver eller nærmeste overordnede eller en arbejdsfælle.

Stk. 4.  Er en forening sagsøgt kan forkyndelse altid ske i dens hovedkontor selv om dens repræsentant ikke har fast arbejdssted dér, men forkyndelse bør så vidt muligt ske for den øverste medarbejder som kan træffes. Tilsvarende gælder for andre juridiske personer s.s. firmaer, sammenslutninger, private institutioner, staten, statslige myndigheder eller kommuner.

§ 86.    Den som træffes når forkyndelse skal ske er pligtig til at opgive navn og andre oplysninger som lovligheden af fprkyndelsen beror på.

Stk. 2.  Den som foretager forkyndelsen skal overgive til den som skal få forkyndt, en genpart af stævningen og bør gøre ham opmærksom på hvilken handling der er tale om. Såfremt forkyndelse sker for en anden person end sagsøgte, bør han gøres opmærksom på hans pligt if­ølge stk. 3.

Stk. 3.  Såfremt forkyndelse sker for en anden person end sagsøgte, bør denne person, under pålæg af dagbøder, videregive genparten af stævningen til sagsøgte og – viser dette sig at være uigennemførligt – og videregiver den til en anden person som der er mest sandsynlighed for at kan give den til sagsøgte i rette tid.

Stk. 4.  Viser det sig at sagsøgte ikke længere kan træffes på det i stævningen anførte sted, skal den som foretager forkyndelsen så vidt muligt søge efter oplysninger om et andet sted hvor forkyndelsen kan ske. Hvis søgningen ikke giver resultat om et andet sted eller hvis den som iværker forkyndelsen ikke er berettiget til at forkynde stævningen på dette sted, skal han tilbagesende den til sagsøgeren med oplysninger om de informationer han har fået.

§ 87.    Efter forkyndelse af stævning skal den som forestår den udstede en dateret og underskrevet attest om forkyndelsen, hvoraf følgende fremgår:

a.                   hvor forkyndelsen fandt sted og i givet fald om det blev fortalt hvorvidt dette var sagsøgtes registrerede bopæl, fast hjemsted, opholdssted eller arbejdsplads.

b.                  for hvem forkyndelsen er sket, og hvis der er tale om en anden end sagsøgte, hvilken forbindelse der blev opgivet at være imellem dem, således at lovligheden af forkyndelsen kan udledes,

c.                   præcist tidfspunkt for forkyndelsen,

d.                  erhvervstitelen hos den som foretog forkyndelsen.

Stk. 2. Forkyndelsesattesten skal påføres stævningens original eller vedhæftes til den. Originalen skal gives eller sendes til sagsøgeren.

Stk. 3.  Indholdet i en forkyndelsesattest anses for at være rigtigt indtil det modsatte bliver bevist.

§ 88.    Hvis erklæringen jf § 83, stk. 3 er skrevet på stævningen bør underskriften anses for at hidrøre fra sagsøgte og eventuelt hans advokat indtil det modsatte bliver bevist. Sagsøgeren bliver ikke afkrævet bevis for hvorvidt en advokat som har underskrevet en sådan erklæring, har haft fuldmagt fra sagsøgte hertil.

Stk. 2.  Hvis erklæring jf § 83, stk. 3 ikke er tidsfæstet bør den anses at sagsøgte har på bindende måde har givet afkald på kald og varsel.

§ 89.    Forkyndelse kan foretages i Statstidende, såfremt

a.                   der ikke kan tilvejebringes oplysninger om hvor stævning kan forkyndes efter almindelige regler,

b.                  udenlandske myndigheder nægter eller undlader at efterkommen en anmodning om forkyndelse efter
§ 90.

c.                   stævningen er retten mod en ubestemt person.

Stk. 2.  Er en stævning forkyndt med offentliggørelse efter stk. 1 skal anf­øres af hvilken grund denne anvendelsesform anvendes.

§ 90.    Har sagsøgte en kendt bopæl eller hjemsted i udlandet eller det ellers er oplyst at han har bopæl i en bestemt stat og forkyndelse af stævning ikke kan ske her i landet ifølge andre bestemmelser i dette kapitel, så sker forkyndelse i overensstemmelse med denne stats love og folkeretlige konventioner, såfremt en sådan konvention er gældende med den pågældende stat, for så vidt dette ikke strider imod bestemmelserne i nærværende lov.

Stk. 2.  Forkyndelse eller anden meddelelse fra en anden stat bliver forkyndt her i landet i henhold til bestemmelserne i dette kapitel og i overensstemmelse med en folkeretlig konvention, hvis en sådan er gældende med den pågældende stat, for så vidt dette ikke strider imod denne lovs bestemmelser.

§ 91.    Har sagsøgte registreret bopæl, fast bopæl eller opholdssted i den retskreds hvor sagen bliver tingfæstet er stævnevarslet 3 dage. Det samme gælder hvis tingstedet er det samme for to eller flere retskredse og sagsøgte har registreret bopæl, fast hjemsted eller opholdssted i den ene retskreds og sagen bliver tingfæstet i en anden. I denne henseende bør det betragtes at retskredsen Reykjavíks Herredsret og Reykjanes Herredsret udgør til sammens en retskreds.

Stk. 2.  Hvis sagsøgte ellers har registreret bopæl, fast hjemsted eller opholdssted her i landet uden for retskredsen hvor sagen skal tingfæstes, skal stævnevarslet være mindste 1 uge.

Stk. 3.  Har sagsøgte hjemsted eller opholdssted i udelandet og intet vides om ham eller hans hjemsted, skal stævnevarslet være 1 måned.

Stk. 4.  Såfremt en juridsik person sags­øges og denne repræsentant har ikke registreret bopæl, fast hjemsted eller opholdssted i den samme retskreds som den juridiske person har sit hovedkontor, skal stævnevarslet tage sigte på den retskreds hvor hovedkontoret ligger, hvis dette fører til et kortere stævnevarsel.

Stk. 5. Såfremt en af de oprindelig sags­øgte i en sag med mellemkomst, supplerende søgsmål eller kontrasag skal stævnevarslet være 3 dage, uden hensyntagen til stk. 2 -4. Forkyndelse kan ske for partens repræsentant i sagen.

§ 92.    De meddelelser som dommeren sender til sagens parter skal forkyndes og sendes tilbage til ham eller hans fuldmægtig på bevislig måde efter dommerens bestemmelse. Dommen giver passende frist hertil i hvert enkelt tilfælde.

Stk. 2.  Såfremt tidspunktet for et nyt retsmøde fastsættes i et retsmøde er det unødvendigt at meddele denne beslutning yderligere til en sagspart som befinder sig der når den kundgøres.

Kapitel 14

Procesmåden

§ 93.    En sag anses for at være anlagt når stævning bliver forkyndt eller påtegnet om modtagelse af den, jf § 83, stk. 3 eller hvis sagsøgte ellers giver møde i retten hvor sagsøgeren giver ham en genpart af stævningen og tingfæster sagen.

§ 94.    Tingfæstning sker ved indlevering af stævningen til retten.

Stk. 2.  Såfremt sagsøgeren ikke giver møde i retsmødet når hans sag skal tingfæstes og har har ikke lovligt frafald, bringer dommeren sagen til afslutning. Såfremt sagsøgte møder kan dommeren efter denne krav tilkende ham ulejlighedsgodtgørelse fra sagsøgeren.

Stk. 3.  Modkrav til modregning tingfæstes har det påberåbes for retten.

Stk. 4.  Når en sag er blevet tingfæstet kan der ikke kræves dom for krav som er blevet påberåbt i en anden sag. Hvis der således begæres dom om krav i en anden verserende sag, bør det afvises fra retten.

§ 95.    Ved tingfæstningen bør sagsøgeren indlevere stævning og det processtof som er relateret til sagen eller som han agter at påberåbe sig, samt en fortegnelse over de dokumenter som han da fremlægger. Sagsøgeren er også berettiget til at fremlægge en skriftlig partsforklaring om sagens forhold.

Stk. 2.  Dommeren kan indrømme sagsøgeren en kort frist for at fremlægge andet processtof end stævningen jf stk. 1 såfremt parterne er enige herom og dommeren mener at sagsøgeren ikke kan afkræves det straks.

§ 96.    Udebliver sagsøgte fra retsmødet når sagen tingfæstes og det vides ikke at han har lovligt forfald, kan sagen tages op til doms, i den form som den har, såvidt sagsøgeren ikke har fået frist efter § 95, stk. 2. Sagen vil blive pådømt på grundlag af de påstande og sagstilrettelæggelsen som sagøgeren har fremført, i den grad dette er i overensstemmelse med de fremlagde dokumenter og beviser, medmindre der findes fejl i sagen som vil føre til afvisning uden at krav stilles herom.

Stk. 2.  Hvis sagsøgte udebliver fra senere retsmøder når sagen foretages, og inden han har fremlagt sammenfattende processkrift, skal sagen behandles efter stk. 1.

Stk. 3.  Har sagsøgte fremlagt sin sammenfattende processkrift inden han udeblev fra retsmøde kan sagsøgeren gives lejlighed til at svare på dennes forsvar i et processkrift inden sagen optages til doms. Sagen vil blive pådømt på grundlag af påstande, fremsat procesmateriale og sagsøgerens procesførelse under hensyntagen til det som sagsøgte har fremført.

Stk. 4.  Sagsøgte kan ikke appellere en sag som er blevet pådømt efter stk. 1-4 til overordnet ret, undtagen med kontraappel når sagsøgeren har appelleret sagen for sit vedkommende. Sagsøgte kan anmode om genoptagelse af sagen i herredet i henhold til bestemmelserne i kapitel 23.

§ 97.    En parts forfald antages at være lovligt hvis det skyldes:

a.                     hans egen sygdom, sygdom hos en person tilhørende hans husstand eller en nogen anden som han drager omsorg for,

b.                    vejrforhold, terrænforhold eller andre force majeur omstændigheder,

c.                     at han ville ellers ville være påført betydeligt arbejdstab eller at hans arbejde eller andre interesser ville  komme ud for skade,

d.                    han er nødsaget at påtage sig en lang rejse,

e.                     embedsmands- eller bestillingsmandsopgaver som var forudbestemte og kan ikke opsættes,

f.                     et tidligere fastsat retsmøde.

Stk. 2.  Lovligt forfald hos en parts repræsentant ligestilles med lovligt forfald hos parterne selv.

Stk. 3.  Er dommeren kendt med at parten ikke møder på grund af lovligt forfald udsætter hans sagen meddeler hvornår det næste retsmøde er berammet.

Stk. 4.  Udebliver parten og han havde lovligt forfald som dommeren var ikke kendt med og det var umuligt at meddele ham, kan parten henvende sig til dommeren med bevis for forfaldet og skriftlig anmodning om at sagen bliver genoptaget, forsåvidt dom er ikke blevet afsagt. Dommeren genoptager i så fald sagen med indførelse i retsbogen efter at parten mødte sidst eller fra tidspunktet når sagen skulle tingfæstes, og hvor sagsøgeren ikke var mødt og meddeler til parterne hvornår sagen bliver genoptaget.

§ 98.    Møder sagsøgte og godkender sagsøgerens krav helt og holdent, uden dog at der indgås forlig, bør sagen optages til doms og dom bliver afsagt i overensstemmelse med sagsøgtes godkendelse.

Stk. 2.  Bestemmelserne i kapitel 15 finder anvendelse på forligsmægling, indgåelse af forlig og dennes virkning.

§ 99.    Når sagsøgte giver møde i retten ved sagens tingfæstning er han berettiget til rimelig frist for at kunne tage stilling til sagsøgerens påstande og eksaminere det processtof som er blevet fremlagt.

Stk. 2.  Såfremt sagsøgte forsvarer sig i sagen bør han indlevere et sammenfattende processkrift til retten angående sit forsvar inden for den givne frist jf stk. 1. I denne skal parterne angives, procesfuldmagt, sagsøgtes indsigelser, dokumenter og bevis som han fremlægger og dokumenter og bevis som han mener at må tilvejebringes. Desuden skal sagsøgtes søgsmålsgrunde anføres kortfattet og tydeligt, samt andre faktiske kerndsgerning med henblik på at give et klart billede af indsigelsernes sammenhæng, og desuden skal der henvises til de lovbestemmelser og retsregler som sagsøgte støtter sin sagstilrettelæggelse på. De personer skal angives som ønskes ført til at afgive forklaring for retten om sagens omstændigheder. Dommeren kan indrømme sagsøgte yderligere frist såfremt han finder retmæssig anledning dertil.

Stk. 3.  Sagsøgte er på samme måde som sags­øgeren berettiget til at fremlægge dokumenter og bevis samt sin skriftlige partsforklaring om sagens omstændigheder.

§ 100.  Når sagsøgte har indleveret sit sammenfattende processkrift påser dommeren hvorvidt sagen kan være behæftet med mangler som kunne medføre afvisning uden påstand. Finder dommeren at sådanne mangler er til stede kan han give parterne lejlighed til at udtale sig mundtligt herom. Såfremt sagen bør afvises uden påstand afsiger dommeren straks herefter dom om afvisningen.

Stk. 2.  Fremsætter sagsøgte i sin fremstilling påstand om afvisning skal sagen forhandles mundtligt om dette krav inden sagens genstand behandles yderligere og dette krav skal afgøres i kendelse. Dette kan fraviges hvis krav støttes på forhold som også angår sagens genstand og der findes ikke fremkommet tilstrækkelige oplysninger angående dette.

Stk. 3.  Nægter dommeren at godtage afvisningskravet er han ikke bundet af den kendelse hvis der fremkommer nye oplysninger senere under sagens proces om de forhold som blev påkendt i kendelsen.

Stk. 4.  Hvis dommeren lægger mærke til, efter at sagen er optaget til doms, at den er behæftet med mangler som medfører at et eller flere krav bør afvises, men dog ikke alle, kan han afsige delvis kendelse om afvisning medens han for andre dele af sagen træffer afgørelse ved dom. Det samme gælder hvis der er flere sagsøgere eller sagsøgte, og afvisningen berører en eller flere af dem, men dog ikke alle.

Stk. 5.  Såfremt overordnet ret ophæver kendelse om afvisning af en sag, delvis eller helt, bør herredsretdommere genoptage sagen i henhold til den orderordnede rets bestemmelse, sådan som sagen stod da han optog den til kendelse.

§ 101.  Tager sagsøgte til genmæle og sgen bliver ikke afvist skal sagen forhandles mundtligt. Dommeren kan bestemme skriftlig procesførelse, såfremt han antager at der kan være risiko for at den ikke kan klargøres tilstrækkeligt ved mundtlig forhandling. Dommeren kan også bestemme at sagen optages til doms uden procesførelse, såfremt parterne er enige herom.

Stk. 2.  Hvis sagen drejer sig om indviklede formueretsforhold kan dommeren give parterne lejlighed til at fremlægge beregninger hvorpå deres krav støttes, for så vidt disse oplysninger er ikke fremkommet i sagen på en anden måde.

Stk. 3.  Parterne bør bør så vidt muligt give klare og tydelige erklæringer i retten. Dommeren bør overvåge processen i hovedtrækkende og udspørge parterne om hvert eneste orhold som han finder uklart og kan være af betydning, og han bør bestræbe sig for at de bliver tilstrækkeligt tydelige.

Stk. 4.  Dommeren er pligtig til at vejlede en part, som ikke har juridisk uddannelse og fører processen selv, om sagens formelle aspekter i den grad han finder nødvendigt.

Stk. 5.  Søgsmålsgrunde og indsigelser skal fremsættes så hurtigt som der opstår anledning der til. I modsat fald bliver de ikke taget til følge undtagen hvis modparten har givet samtykke hertil eller parten havde brug for vejledning fra dommeren uden at have fået den.

§ 102.  Når sagsøgte har fremlagt sit sammenfattende processkrift vil sagen som regel tages til behandling med henblik på forligsmægling og at parterne gives mulighed for at fremlægge synbare beviser, som der ikke tidligere har haft lejlighed til at fremlægge. I dette retsmøde skal parterne, så vidt muligt, give svar på i hvilken grad de agter selv at give forklaring og føre enkelte vidner for at få konstateret i hvilket omfang de har behov for forklaringer. Dommeren bør spørge parterne om hvor lang tid de regner med at skulle bruge ved at procesføre sagen under den mundtlige forhandling og afgrænser og herefter fastsætter dommeren tidslængden for hovedforhandlingen i lyset af disse oplysninger.

Stk. 2.  Dommeren kan imødekomme begæring fra en part om udsættelse af sagen hvis han finder det lovende for at der eventuelt kan opnås forlig eller for at tilvejebringe nyt processtof hvor der ikke var indrømmet tilstrækkelig lang frist tidligere, men begge parter bør i videst muligt omfang benytte tiden til at tilvejebringe disse. I modsat fald kan dommeren nægte om fristen, selv om parterne er enige om at ønske efter frist.

Stk. 3.  Får dommeren kendskab til at straffesag er blevet rejst eller efterforskning indledt af et strafbart forhold og det må antages at udfaldet af sagen eller efterforskningen vil have stor betydning angående udfaldet i en civil sag, kan han af egen drift udsætte sagen, indtil straffesagen eller efterforskningen er bragt til afslutning. På samme måde kan en sag udsættes hvis en anden sag er blevet anlagt om den samme genstand, såfremt dette er af afgørende betydning for dens udfald, eller at denne genstand er med rette blevet indbragt for en offentlig myndighed til afgørelse.

Stk. 4.  Dommeren kan imødekomme anmodning fra en part om at måtte give mundtlig forklaring for retten om forhold som angår tilvejebringelse af processtof, inden sagen tages til hovedforhandling. På samme måde kan der optages forklaring for retten inden tilvejebringelse af synbare beviser er afsluttet såfremt dette skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i kapiatel 11 eller at den som skal afgive forklaringen vil blive fraværende med lovligt forfald i retsmødet når sagen er til hovedforhandling.

Stk. 5.  Som regel berammer dommeren ikke retsmødet for hovedforhandlingen før end parterne har erklæret at de har afsluttet tilvejebringelsen af synbare beviser. Efter dette tidspunkt kan parterne som regel ikke fremlægge synbare beviser. Dommeren kan dog fravige dette hvis det ikke medfører forsinkelse af sagen eller hvis det ikke havde været muligt at tilvejebringe dem tidligere eller at hans vejledning eller anvisning har været mangelfuld.

§ 103.  Når indsamling af processtof er afsluttet jf § 102 bestemmer dommeren med god varsel hvornår retsmødet for hovedforhandlingen er berammet, og under hovedforhandlingen bør optagelse af forklaringer og de mundtkige forhandlinger foretages uafbrudt. Finder dommeren anledning dertil kan han henstille til parterne at de fremlægger skriftligte påstandsdokumenter samt en fortegnelse over påstandene ved hovedforhandlingen.

Stk. 2.  Hovedforhandlingen indledes med at sagsøgeren giver en kort frmstilling af sgen og herefter gives sagsøgte lejlighed til at fremsætte korte bemærkninger til sagsøgerens beskrivelse. Herefter afgiver parter og vidner forklaringer og der foretages åstedsforretning hvor det måtte være tilfældet.

Stk. 3.  Efter at forklaringer er afgivet begynder den mundtlige procedure. Først får sagsøgeren ordet og derefter sagsøgte, men begge parter kan få ordet to gange. Dommeren kan tillade at parterne selv kan fremsætte korte bemærkninger efter at deres repræsentanter har afsluttet deres mundlige forhandlinger. Dommeren leder forhandlingerne og påser at parterne holde sig til kernen og at proceduren er tydelig og redelig. Dommeren kan begrænse talefriheden såfremt nogen ikke efterkommer hans påmindelser eller langt overskrider de tidsgrænser som det antoges at hans procedure ville tage.

Stk. 4.  Hvis proceduren er skriftlig skal den udsættes efter at forklaringerne er afgivet med henblik på at sagsøgeren kan indgive sit skriftlige procedureindlæg. Herefter bliver sagen udsat igen med henblik på at sagsøgte kan indgive sit skriftlige procedureindlæg. Sagen bliver endnu en gang udsat med henblik på at parterne får mulighed for at fremlægge skriftlige gensvar.

Stk. 5.  Efter den skriftlige procedure optager dommeren sagen til doms.

§ 104.  Såfremt dommeren opdager, efter at sagen er optaget til doms, at der er mangler ved klarheden i parternes indlæg eller oplysningr om sagens omstændigheder, og det kan antages at dette er sket fordi dommeren ikke havde tilgodeset sine vejledninger eller anvisninger til parterne i tilstrækkelig grad, kan han indkalde dem til retsmøde og i givet fald rette spørgsmål til dem eller henlede deres opmærksomhed på at det bliver nødvendigt at tilvejebringe yderligere processtof. Om fornødent kan sagen udsættes, men derefter giver dommeren parterne mulighed for at fremsætte bemærkninger som supplent til deres tidligere procedureindlæg og genoptager derefter sagen til doms.

§ 105. En sag bør hæves såfremt:

a.                   sagsøgte ikke opfylder de pligter som han kræves om i sagen,

b.                  sagsøgeren ikke giver møde og har ikke lovligt forfald,

c.                   sagsøgeren kræver det,

d.                  sagsøgeren udvises fra retslokalet, eller hans repræsentant, hvorefter ingen er tilbage i retslokalet for at repræsentere ham,

e.                   sags­øgeren ikke betaler de lovbefalede gebyrer efter dommerens krav.

Stk. 2.  Såfremt en sag hæves jf stk.1, litra b-e, og sagsøgte giver møde med krav om at få sagsomkostninger betalt fra sagsøgeren, afsiger dommeren kendelse om kravet og ophævelsen. En sådan kendelse kan dommeren ophæve hvis sagsøgeren godtgør at han havde haft lovligt forfald da han udeblev fra retsmøde.

Stk. 3.  I andre tilfælde end de i stk. 2 anførte bliver en sag hævet med indførelse i tingbogen undtagen hvis tvisten angår spørgsmålet om hævelsen, men i så fald træffer dommeren afgørelse ved kendelse.

Kapitel 15

Forligsmægling

§ 106.  I alle sager hvor parterne råder over sagsgenstanden mægler dommeren forlig, medmindre han på grund af sagens beskaffenhed, parternes forhold eller lignende omstændigheder på forhånd antager at mægling vil være forgæves.

Stk. 2.  Dommeren prøver som regel forligsmægling efter at sagsøgte har fremlagt sit sammenfattende processkrift men inden hovedforhandlingen begynder. Dommeren kan dog mægle forlig tidligere, samt under hovedforhandlingen eller efter at den er bragt til ende. Det forhindrer ikke forligsmægling at dette er prøvet tidligere.

Stk. 3.  Undladelse af forligsmægling kan ikke medføre hævelse af herredsretsadgørelsen ved overordnet ret.

§ 107.  Dommeren kan efter anmodning fra parterne henvise forligsmæglingen til sysselmanden i den retskreds hvor sagen blev anlagt, såfremt dommeren antager at det kan være resultatsgivende og medfører ikke unødvendig forsinkelse. Parterne kan blive enige om at henvise deres sag til sysselmanden for forligsmægling uden dommerens indblanding i perioden mellem retsmøder eller inden en sag er anlagt.

Stk. 2.  Når en sag henvises til forligsmægling hos sysselmanden skal den begærende part forsyne ham med processkrifter i fornøden grad. Sysselmanden skal derefter snarest muligt indkalde parterne til møde og foretage mægling.

Stk. 3.  Sysselmanden opgiver forligsmægling hvis begge parterne ikke giver møde eller hvis han mener at det ellers ikke vil føre til noget resultat.

Stk. 4.  Såfremt forligsmægling lykkes hos sysselmanden skal han indføre den i en særskilt forretningsprotokol. Opnås delforlig men ikke om alle forhold, bliver sagens videre forløb det, at den indbringes for retten jf § 108, stk. 2.

Stk. 5.  Forlig som indgås hos sysselmanden indebærer at sagen er afsluttet, efter omstændighederne, om det som forliget omfatter. Pligt som er afgjort ved forligsmægling hos sysselmanden kan fuldbyrdes ved eksekution.

§ 108.  Dommeren kan nægte parterne at indgå forlig hvis han finder at det strider mod lov, indholdet i forliget er uklart eller hvis det bliver umuligt at opfylde det. Efter påstand afsiger dommeren kendelse herom.

Stk. 2.  Der kan indgås delforlig og i så fald fortsættes processen om forligets øvrige del. Såfremt forlig indgås om andet end sagsomkostningerne, bør de fastsættes ved kendelse.

Stk. 3.  Forlig kan indgås om krav selv om de ikke er gjort gældende ved retten.

Stk. 4.  Forlig kan indgås for retten om forhold som er blevet pådømt af herredsretten inden for de næste ni måneder efter dommens afsigelse.

§ 109.  Indgået retsforlig skal indføres i tingbogen og får derved retskraft. Forliget skal udarbejdes skriftligt og undertegnes af parterne. Såfremt det ikke optages i sin helhed i tingbogen skal det fremlægges som processkrift. Såfremt sagen delvis procederes videre bør det nævnes i tingbogen, men i modsat fald er sagen afsluttet.

§ 110. En retssag kan anlægges for at få et forlig dømt ugyldigt, delvis eller helt.

Stk. 2.  Såfremt en part påberåber sig forlig i en sag kan modparten anfægte dets gyldighed. Det samme gælder såfremt rettigheden st­øttes på forlig ved eksekutionsforretning eller boskifte.

Stk. 3.  I en retssag jf stk. 1 eller stk. 2 er dommeren bundet af en afgørelse fra en sidestillet dommer om de forhold som denne har taget stilling til.        

Stk. 4.  Bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2 finder anvendelse på forlig som er indgået hos sysselmanden.

Kapitel 16

Herredsrettens afg­ørelser

§ 111.  Dommeren kan ikke gå ud over parternes krav i sin dom eller kendelse undtagen der er tale om forhold som han skal påse af egen drift. Krav som ikke fremgår af stævningen bør afvises fra retten medmindre sagsøgte har givet samtykke til at den kan indbringes uden for den. Det samme gælder udvidelse af krav eller andre ændringer som er i sagsøgtes ugunst.

Stk. 2.  Dommeren kan ikke rejse sin konklusion på søgsmålsgrunde eller indsigelser som kunne være blevet fremsat men blev det ikke under sagens proces. Er et forhold nævnt i et fremlagt processkrift men parten nævner det ikke særskilt som et anbringende i sin mundtlige procedure, foretager dommeren vurdering af hvorvidt et sådant anbringende kan tages i betragtning.

Stk. 3.  Dommeren vurderer ud fra forholdene hvilken betydning skal tillægges parternes tavshed overfor en påstand eller modpartens krav, om det er samtykke eller ej.

§ 112.  For så vidt andre bestemmelser i denne lov ikke siger det modsatte og der er ingen uenighed mellem parterne herom, tager dommeren stilling til forhold som knytter sig til sagsprocessen i form af afgørelse som i så fald bliver indført i tingbogen. Sådanne forhold kan han også afslutte med en afgørelse, selv om forholdet er omtvistet, hvis tvisten ikke kan kæres til overordnet ret.

Stk. 2.  Dommeren afgør andre spørgsmål som må afklares inden dom afsiges, med kendelse. Kendelsen skal afsiges snarest muligt i et retsmøde hvis det er muligt, men ellers ved første lejlighed.

Stk. 3.  Kendelse skal være skriftlig og indføres i retsbogen eller dombogen. Dommeren skal fremføre grunde for sin konklusion i kendelsen uden at gengive sagsfremstillingen eller parternes påstande eller argumentation og konkludere med et sammendrag i en kendelsesslutning.

Stk. 4.  Såfremt kendelsen fremstår som den endelig afgørelse i sagen skal præmisserne følge med i en kendelsesslutning på samme måde som om dette var en dom. Hvis sagen afvises uden påstand fra sagsøgte eller den ophæves, er det tilstrækkeligt at dommeren anfører i kendelsen hvem parterne er og tingfæstningsdagen, deres anbringender og begrundelsen for konklusionen.

Stk. 5.  Dommeren kan ændre sin beslutning om forhold som vedrører procesførelsen, samt kendelse der ikke indebærer endelig afslutning af sagen jf dog § 105, stk. 2.

§ 113.  Er sagsøgte udebleven uden at have fremlagt sammenfattende processkrift og sgsøgerens søgsmålspåstande er sådan beskaffen at de kan fuldbyrdes med eksekution. Såfremt dommeren skønner at sagsøgeren s sagstilrettelæggelse på ingen måde er mangelfuld og hans anbringender findes at kunne godtages, kan dommeren afslutte sagen ved at påtegne stævningen om at domkravet kan fuldbyrdes ved eksekution, samt at fastsætte sagsomkostningernes beløb. Dommeren kan berigtige åbenbare skrivefejl i stævningen og bringe i harmoni med de øvrige processkrifter som sagsøgeren påberåber sig i sagen. Såfremt sagen ikke kan afsluttes på denne måde skal der afsiges dom eller kendelse efter de almindelige regler.

Stk. 2.  Dommerens påtegning på en stævning jf. stk. 1 har samme gyldighed som en dom. Denne kan ikke indbringes for overordnet ret.

§ 114.  Såfremt en sag hverken ophæves eller afvises eller afsluttes med forlig eller påtegning efter § 113 skal der affattes skriftlig dom der skal indeholde præmisser med domsslutning. Indledningsvis i dommen skal anføres sagens navn og journalnummer, samt hvor og hvornår den blev afsagt, og i dens præmisser skal herefter anføres:

a.                   hvornår sagen blev anlagt og optaget til doms,

b.                  parternes navne og adresse,

c.                   parternes påstande,

d.                  kort sagsfremstilling og den omtvistede genstand,

e.                   parternes søgsmålsgrunde og indsigelser og det retslige grundlag som de påberåber sig,

f.                   begrundet konklusion om bevisspørgsmål og retlige spørgsmål,

g.                  bemærkninger om procesførelsen og rettergangsbøder,

h.                  sagsomkostninger,

i.                    dommerens navn og hvem var retsformand, såfremt der var flere dommere, samt dommernes erhvervstitel.

Stk. 2.  I domsslutningen sammendrages sagens hovedkonklusion, så som frifindelse hvis der er tale om frikendelse af hovedpåstanden, sagsøgerens påstande som tages til følge, m.v.

Stk. 3.  Domme skal være korte og klare.

Stk. 4.  Der må ikke i dommen henvises til beviser eller forhold som kommer senere til opfyldelse. Dog kan der godtages krav om at sagsøgte bør udføre en bestemt pligt mod genvederlag fra sagsøgeren eller at sagsøgte pligtes til noget andet end betaling af penge men bliver ellers pålagt dagbøder.

Stk. 5.  I dommen kan der indrømmes frist efter påstand såfremt der findes særlig anledning til at fravige de almindelige regler i loven herom. Endvidere kan det bestemmes i dom, såfremt vægtige interesser findes at gøre sig gældende, at appel af sagen ikke hindrer at der kan foretages eksekution efter dommen, men der kan dog efter omstændighederne stilles den betingelse at den der har vundet sagen må stille bestemt sikkerhed ved eksekution. Krav om at der indsættes i dommen en slig bestemmelse, kan fremsættes under sagens hovedforhandling.

§ 115.  Dom skal afsiges snarest muligt. Er dom ikke blevet afsagt i en sag som blev procedreret mundtligt inden 4 uger efter optagelsen til doms, skal den procesføres på ny medmindre parterne og dommeren finder det unødvendigt.

Stk. 2.  Er der flere dommeren og sagen procesføres mundtligt skal alle dommerne overvære de mundtlige forhandlinger. Såfremt de kan ikke alle deltage i dommens afstemning skal der udpeges en ny dommer og de mundtlige forhandlinger gentages. Bliver en dommer i mindretal skal han alligevel deltage i rådslagningen om andre forhold end det hvor han var i mindretal, men særvotum bør nævnes i dommen. Retsformanden leder afstemningen og sørger for at dom bliver affattet.

Stk. 3.  Dommeren meddeler parterne hvor og hvornår dom eller kendelse bliver afsagt såfremt sagsøgte har forsvaret sig i sagen. Ved afsigelsen skal doms- eller kendelsesslutningen læses ophøjt i et retsmøde. Retten uddeler som regel til parterne udskrift af dommen eller kendelsen ved afsigelsen.

Stk. 4.  Frister ifølge en dom eller kendelse begynder at løbe fra afsigelsestidspunktet, uanset om parterne var tilstedeværende eller ej.

§ 116.  Dom har bindende virkning om udfaldet af sagsgenstanden mellem parterne og dem som træder i stedet for dem ifølge loven, om de påstande som blev materielt pådømt.

Stk. 2.  Et krav som er blevet pådømt som realitetsafgørelse bliver ikke forelagt den samme eller en sidestillet domstol ud over det som er fremhævet i denne lov. En ny sag med en sådan påstand bør afvises fra retten.

Stk. 3.  En dom er bindende for dommeren når den er blevet afsagt. Dommeren kan dog berigtige skrivefejl, regnefejl, navnefejl samt andre åbenbare fejl i dommen, og han bør uden ophold give parterne som havde fået en kopi af dommen, en berigtiget kopi.

Stk. 3.  Dommen er fuldgyldigt bevis om de omstændigheder og forhold som omhandles i den, indtil det modsatte bliver bevist.

Fjerde afsnit

Ekstraordinær behandling af civile sager i herredet

Kapitel 17

Sager om veksler, checks og gældsbreve

§ 117. Sager som behandles i henhold til dette kapitels bestemmelser er:

a.                   vekselsager, men til disse sager hører sag mod trassenten, endossenten og acceptanten angående en veksel mod en anden person og mod trassenten og endossente af egen veksel til betaling af vekselkravet eller for at kunne søge regres ifølge vekselret, sag mod trassent og endossent af en veksel angående manglende accept til betaling af vekselbeløbet delvis eller helt og sag mod vekselbeløbets garanter,

b.                  checkssager, men til disse hører sager om regres af checkkravet mod checkskyldneren i henhold til loven om checks,

c.                   gældsbrevssager, men til disse hører sager om betaling af gæld ifølge gældsbrev, for så vidt der i brevets tekst er anført at sager angående det behandles ifølge dette kapitels bestemmelser.

§ 118.  Sagsøgte kan kun gøre følgende indsigelser gældende angående sagsgenstanden:

a.                   at sagen er rettet mod forkert part og er derfor med urette rettet mod ham,

b.                  at sagsøgte mangler habilitet for at påtage sig forpligtelsen.

c.                   at underskriften på et dokument er falsk eller indholdet af dokumentet er forfalsket.

Stk. 2.  I vekselsag kan sagsøgte endvidere gøre gældende de indsigelser som går ud på formalitet og indhold af en veksel, måden hvorpå vekselkravet holdes gående samt andre betingelser for at opnå vekselret efter vekselloven. Det samme gælder for checkssager.

Stk. 3.  I gældsbrevssager kan sagsøgte også gøre sit forsvar gældende såfremt han ikke behøver at bevise de påstande som forsvaret støttes på eller det er muligt at bevise de kendsgerninger med dokumentation som han umiddelbart fremlægger.

Stk. 4.  Der kan fremsættes modkrav til modregning eller selvstændig dom i en sag ifølge dette kapitels bestemmelser hvor modkravet er ligeartet med hovedkravet og modkravet støttes på en veksel eller check. I en veksel- eller checksag kan også gøres gældende modkrav som er udsprunget af at parten ikke har givet de meddelelser til sine forgængere på en veksel eller check som er påbudt i vekselloven eller checkloven.

§ 119.  Såfremt sagsøgeren giver samtykke hertil kan gøre yderligere indsigelser gældende end dem som er nævnt i § 118.

Stk. 2.  Går sagsøgte glip af at kunne gøre insigelser gældende i en sag på grund af § 118 kan han da anlægge sag mod sagsøgeren efter almindelige regler om indkrævning af erstatning.

Stk. 3.  Iøvrigt behandles sager ifølge dette kapitel efter bestemmelserne i tredje afsnit.

Kapitel 18

Mortifikations- og ejendomsdomme

§ 120.  Tabte og forsvundne gældsbreve og andre legitimationsbreve kan fås mortificeret ved dom efter dette kapitels bestemmelser, for så vidt ikke andre lovbestemmelser om mortifikation finder anvendelse. Sag for at opnå mortifikation skal anlægges i den retskreds hvor det blev udstedt. En mortifikationsdom giver domhaveren ret til at disponere over dokumentet som om han havde selve brevet i sin varetægt.

Stk. 2.  Sag til mortifikation af et pantebrev bør anlægges i den retskreds hvor det var eller ville have været tinglyst. Sag til mortifikation af et andet brev skal anlægges i den retskreds hvor det blev udstedt. Såfremt denne ikke kan anvendes, kan brevet dog fås mortificeret her i landet, men i så fald bør sag anlægges ved retten i Reykjavík.

§ 121.  Den som vil anlægge sag om mortifikation af et dokument skal indlevere en stævning til dommeren med henblik på udstedelse samt en kopi af dokumentet eller en nøje beskrivelse af dets indhold. I stævningen bør det angives hvad der er kendt omkring dokumentets forsvinden samt begrundes på hvilken måde den pågældende mener at være berettiget til det.

Stk. 2.  Såfremt dommeren mener at betingelser for en mortifikationsdom ikke er til sted bør han nægte at udstede stævning. Der skal afsiges kendelse såfremt det kræves.

Stk. 3.  Såfremt dommeren finder at betingelser for mortifikationsdom er til stede, udsteder han stævningen hvori han opfordrer dem som kan have dokumentet i sin besiddelse at give møde i retten ved sagsens tingfæstning, thi ellers kan det forventes at det bliver mortificeret ved dom. Stævningen bør bekendtgøres i Statstidende én gang.

Stk. 4.  Hvis ingen træder frem med dokumentet ved tingfæstningen af sagen og ingen gør iøvrigt indsigelser gældende mod mortifikation, bør dom afsiges om mortifikation medmindre sagstilrettelæggelsen er behæftet med mangler som bør føre til afvisning. Såfremt nogen fremsætter processuelle indsigelser skal der enten afsiges dom om mortifikation eller at der gives afslag på dom om mortifikation.

Stk. 5.  Iøvrigt finder bestemmelserne i denne lovs tredje afsnit anvendelse på mortifikationssager.

§ 122.  Såfremt en person beviser eller sandsynliggörer at han har erhvervet rettgiheder over fast ejendom,registreret skib eller luftfartøj eller negotiable dokumenter ved aftale eller hævd, men han mangler papir for sin ret, kan han søge at opnå en ejendomsdom. En ejendomsdom giver domhaveren hjemmel til at råde over og disponere over ejendommen på samme måde som om han havde et skødedokument over den eller et andet tilsvarende dokument.

Kapitel 19

Hastebehandling af civile sager

§ 123.  Agter en person at anlægge sag i forbindelse med en afgørelse eller beslutning hos myndighederne eller i forbindelse med strejke, lockout eller andre indgreb som er knyttet til arbejdskonflikter og denne ville blive behandlet efter denne lovs almindelige bestemmelser, kan han i stedet anmode om at den behandles efter dette kapitels bestemmelser på grund af magtpåliggende behov for en hurtig løsning, for så vidt den er af principiel karakter eller indebærer enorme interesser for ham.

Stk. 2.  Ønsker parten at sagsbehandlingen skal ske efter regler i dette kapitel indleverer han hos retspræsidenten stævning samt skriftlig begæring om udstedelse af denne samt de processkrifter som kan støtte hans begæring. I stævningen skal der være en tom plads således at dommeren kan indføre sted og tidspunkt for tingfæstningen og stævnevarslet og det skal fremgå af dens tekst at dommeren har godkendt begæringen om at sagen behandles efter bestemmelserne i dette kapitel. Begæringen skal indeholde en udførlig begrundelse for at betingelserne i stk. anses for at være opfyldt.

Stk. 3.  Såfremt betingelserne i stk. 1 ikke findes for at være opfyldt, afslår dommeren at udstede stævningen. Hvis det kræves, skal der afsiges kendelse.

Stk. 4.  Såfremt det godtages at sagen skal behandles efter bestemmelserne i dette kapitel skal den straks uddeles til en dommer til behandling. Han udsteder stævningen og fastsætter samtidig hvor og hvornår sagen bliver tingfæstet, som skal som regel ske uden for de ordinære retsmøder. og hvilket stævnevarsel gives, men det kan mindst være 1 dag.

Stk. 5.  Bestemmelserne i denne paragraf kan anvendes ved anlæg af modkrav således at herefter vil sagen behandles i sin helhed efter dette kapitels regler. Såfremt begæring modtages herom, giver retspræsidenten kontraparten lejlighed til at udtale sig om den inden der tages stilling til den.

§ 124.  Hvis sagsøgte indtager en defensiv position skal sagen kun udsættes i højst fornøden grad. De forhold som er nævnt i § 102, stk. 1 bør iagttages i retsmødet når sagsøgte indgiver sit sammenfattende processkrift og som regel bør tilvejebringelse af synbare beviser afsluttes.

Stk. 2.  Efter krav fra en af parterne kan dommeren bestemme at indkalde et vidne med kortere varsel end nævnt i § 54, stk. 2.

Stk. 3.  Dom bør afsiges kurtigst muligt efter at sagen er optaget til doms.

Stk. 4.  Såfremt en kendelse om forhold af processuel karakter kæres til overordnet ret skal den i § 149, stk. 1 angivne frist være 3 dage.

Stk. 5.  Frist til at anke sag som hastebehandles efter dette kapitels bestemmelser til overordnet ret uden ankebevilling er 3 uger efter dommens afsigelse. Frister i sagen for Højesteret skal være kortest mulige.

Stk. 6.  Iøvrigt behandles disse sager efter de almindelig regler.

Fjerde afsnit

Fri proces, sagsomkostninger og rettergangsbøder

Kapitel 20

Fri proces

§ 125.  I dette kapitel bruges finder ordet fri proces anvendelse på såvel fri proces hos sagsøgsøgeren som hos sagsøgte.

Stk. 2.  Ministeren beskikker friprocesnævnet som består af tre medlemmer for en periode på fire år, der giver indstilling om ansøgninger om fri proces. Et af dem beskikkes efter indstilling fra Det Islandske Advokatforbund og et andet efter indstilling fra Den Islandske Dommerforening. Ministeren kan i forskrifter fastsætte regler om friprocesnævntets forretningsorden.

Stk. 3.  Ansøgning om fri proces skal være skriftlige og skal være stilet til ministeren. Den skal indeholde en udførlig redegørelse om sagens omstændigheder med begrundelse om at betingelserne for fri proces findes at være opfyldt. Med ansøgningen skal vedlægges fornøden dokumentation.

Stk. 4.  Ministeren giver fri proces i henhold til ansøgning. Den gives kun såfremt friprocesnævnet anbefaler det.

§ 126.  Fri proces gives kun når ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at indgå i proces og at den ene af de to følgende betingelser er opfyldt:

a.                   at ansøgerens økonomi er sådan beskaffen at varetagelse af hans interesser forudsigeligt vil være uoverstigelige for ham og det iøvrigt skønnes naturligt at den frie proces afholdes af offentlige midler,

b.                  at sagen er af principiel karakter eller er af agørende betydning for ansøgerens arbejde, sociale stilling eller andre private interesser.

Stk. 2.  Ministeren kan i forskrifter fastsætte nærmere bestemmelser om betingelser for fri proces, herunder hvornår der antages at være rimelig grund til fri proces, de forhold som der bør henses til ved bedømmelse af ansøgerens økonomisk stilling og adgang til at begrænse fri proces ifølge § 127, stk. 1.

Stk. 3.  Fri proces meddeles endvidere når dette er foreskrevet i anden lovgivning.

Stk. 4.  Når fri proces meddeles skal der i friprocesbevillingen angives hvilken sag den omfatter, om den omfatter proces for herredet eller overordnet ret og hvorvidt den er behæftet med begrænsing på en bestemt måde.

§ 127.  Såfremt det modsatte ikke er foreskrevet her forpligter staten sig til at betale de sagsomkostninger som friproceshaver har af sagen. Fri proces kan dog begrænses således, at den kun omfatter bestemte afsnit af en sag eller at den ikke kan overstige et bestemt beløb.

Stk. 2.  Såfremt ansøgerens repræsentants salær for procesførelsen ikke er fritaget fra fri proces, skal den fastsættes i dom. Indgås forlig i sagen fastsætter dommeren salæret i kendelsen.

Stk. 3.  Friproceshaveren er fritaget for alle begyrer til staten i forbindelse med en sag som er omfattet af fri proces, herunder betaling for offentlige attester og andre processkrifter som bliver fremlagt i retten.

Stk. 4.  Såfremt ikke andet er fremhævet i frioprocesbevillingen omfatter fri proces endvidere omkostninger til fyldestgørelse af hans rettigheder ved eksekution og tvangssalg.

Stk. 5.  Anker kontraparten sagen til overordnet ret omfatter fri proces også sagsomkostninger ved denne ret, bl.a. ved kontraanke og kontrakære, såfrem ikke andet fremgår af friprocesbevillingen.

§ 128. Fri proces bortfalder ikke selv om friproceshaveren afgår ved døden.

Stk. 2.  Ministeren kan tilbagekalde fri proces hvis det viser sig at den blev givet uden grund eller at sagsøgerens økonomiske kår har ændret sig eller at der ikke længere er behov herfor eller at friproceshaveren undlader at kræve sagsomkostninger fra sin modpart. Ved tilbagekaldelsen bortfalder statens betalingspligt uanset hvorvidt der måtte være pådraget udgifter. Friproceshaveren bliver dog ikke afkrævet betaling for gebyrer som han har nydt efter § 127, stk. 3 inden den frie proces blev tilbagekaldt.

Stk. 3.  Fri proces ændrer ikke på at han selv pålægges at betale modparten dennes sagsomkostninger.

Stk. 4.  Bliver friproceshaverens kontrapart dømt til at betale sagsomkostningerne, bør der ikke tages hensyn til at der var blevet meddelt fri proces ved fastsættelse af sagsomkostningerne. Har friproceshaveren selv haft udgifter af sagen skal betaling af sagsomkostningerne hvad dette angår, fastsættes af retten, men iøvrigt vil staten få tildømt sagsomkostningerne.

Kapitel 20

Sagsomkostninger

§ 129.  Til sagsomkostninger henregnes:

a.                   omkostninger ved procesførelsen af en sag,

b.                  omkostninger af forkyndelse af stævning, indkaldelser og andre meddelelser,

c.                   retsafgifter i en sag, tilfaldende staten,

d.                  uundgåelige omkostninger ved rejser hos parterne og deres repræsentanter,

e.                   omkostninger ved syn og skøn, vidner, translatører og retsvidner,

f.                   omkostninger ved genparter, processtofsamlingen og ekstrakt af processtofsamlingen,

g.                  andre omkostninger som hidrører direkte fra en sag.

Stk. 2.  Den part som begærer et processuelt skridt skal foreløbig betale omkostninger ved det.

Stk. 3.  En part kan kræve at modparten betaler sagens omkostninger, herunder i en kontrasag og interventionssag, efter rettens skøn eller efter en specificeret regning som bør fremlægges senest ved sagens hovedforhandling. Sagsomkostninger bliver kun idømt såfremt de kræves.

Stk. 4. Sagsomkostninger som modparten dømmes til at betale parten, bærer morarente fra fra den femtende dag efter afsigelse af dom eller kendelse og indtil betaling sker, selv om dette ikke kræves særskilt eller nævnes særskilt i dom eller kendelse.

§ 130.  Den som taber en sag i det væsentligste skal erstatte modparten de udgifter som retssagen har påført modparten.

Stk. 2.  Sagsøgeren skal betale sagsøgte sagsomkostninger hvis sagen afvises fra retten eller bliver hævet af en anden grund end den at sagsøgte skal forpligtes til at opfylde en pligt som han kræves om i sagen at opfylde.

Stk. 3.  Når hver af parterne for en del vinder sagen og for en del taber sagen og der er betydelige tvivlsspørgsmål i sagen, kan retten pålægge en af parterne at betale delvise sagsomkostninger til modparten eller at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til modparten. Det samme gælder hvis den som taber sagen hverken vidste eller måtte vide om de forhold som var afgørende, før end efter at sagen var anlagt.

Stk. 4.  Anlægges flere sager hvor det havde været muligt at samle alle krav i én sag, eventuelt som kontrakrav, kan sagsomkostningerne nedsættes til den som vinder sagen i betragtning af dette, jf endvidere § 27, stk. 2.

§ 131.  Uanset hvilket udfald en sag får kan en part dømmes til at betale modparten sagsomkostninger, hvis han har:

a.                   anlagt sagen uden grund eller uden nogen anledning fra modparten,

b.                  har forvoldt forhaling af sagen med forsæt eller skødesløshed eller forsømmelse,

c.                   fremsat krav, påstande eller indsigelser som han vidste eller måtte vide at var urigtige eller uholdbare.

Stk. 2.  I grove tilfælde jf stk. 1 kan en part pålægges at betale modparten tillæg oven på sagsomkostningerne.

Stk. 3.  Uanset hvilket udfald en sag får kan en part dømmes til særskilt at betale omkostninger som han har forvoldt modparten med foranstaltninger under sagens proces eller i forbindelse med den, såfremt de var åbenbart nyttesløse eller meningsløse.

Stk. 4.  Ifølge modpartens påstand kan parters repræsentanter som er skyld i de i stk. 1 og stk. 3 nævnte bebrejdelser, alene eller sammen med parten, pålægges at betale modparten sagsomkostninger, herunder tillæg, uanset om det har været krævet i sagen eller ej.

§ 132.  Såfremt procesfæller jf § 18 skal få tildømt sagsomkostninger, skal det som regel ske under ét.

Stk. 2.  Hvis der er flere parter i en sag, på såvel sgsøgers som sagsøgtes side, og de får tildømt sagsomkostninger, skal de være fastsat til hver af dem for sig. Skal sådanne parter dømmes til at betale sagsomkostninger skal det som regel gøres under ét, således at de hæfter solidarisk.

§ 133.  Sagsøgte kan ved tingfæstning af en sag kræve at der stilles sikkerhed for sagsomkostningerne hvis:

a.                   sagsøgeren har bopæl uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, en medlemsstat af EFTA (Den Europæiske Frihandelsorganisation) eller en stat som har tiltrådt Haagerkonventionen angående civil proces af 1. marts 1954 og personer som har bopæl her i landet, der ikke er fritaget for at stille en sådan sikkerhed i hans hjemland,

b.                  det kan sandsynliggøres at sagsøgeren ikke er i stand til at betale sagsomkostninger.

Stk. 2.  Dommeren bestemmer hvorvidt sagsøgeren tilpligtes at stille sikkerhed, sikkerhedens art og størrelse, og inden for hvilken frist det bør ske. Tvist herom afgøres ved kendelse.

Stk. 3.  Såfremt sagsøgeren ikke stiller sikkerhed efter dommerens beslutning bør sagen afvises fra retten.

Stk. 4.  Har en her i landet bosat person været fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger i en stat som har tiltrådt Haagerkonventionen angående civilprocessen af 1. marts 1954, vil afgørelse fra en udenlandsk domstol om at betale sagsomkostninger eller retsafgifter være eksigible her i landet.

Kapitel 22

Rettergangsbøder

§ 134.  Dommeren kan pålægge rettergangsbøder ifølge dette kapitels regler uden påstand, der tilfalder statskassen.

Stk. 2.  Såfremt straf er også forskyldt efter andre love, som dette kapitels bestemmelser ikke omfatter, kan den skyldige drages til ansvar i en anden sag uden hensyn til afgørelsen om rettergangsbøder.

§ 135.  En part kan idømmes straf for:

a.                   at anlægge sag uden grund,

b.                  at bringe modparten uden grund i sådan situation at han bliver nødt til at anlægge sag,

c.                   at forårsage med forsæt forhaling af sagen,

d.                  at fremsætte bevidst urigtige krav, påstande eller anbringender,

e.                   usømmelig mundtlig eller skriftlig omtale som han lader falde i retten om dommere, modpartern, modpartens repræsentant eller andre personer,

f.                   krænker rettens agtelse på en anden måde med sin optræden i et retsmøde.

Stk. 2.  Partens repræsentant som findes skyldig i forhold ifølge stk. 1, litra c-f kan pålægges bøde alene eller sammen med parten.

Stk. 3.  En person som afgiver forklaring for retten kan pålægges bøde efter stk. 1, litra e eller litra f.

Stk. 4.  Der kan pålægges bøde på andre personer end dem som er omfattet af stk. 1-3, såfremt de ikke efterkommer dommerens påbud som sigter mod at opretholde ro og orden i retslokalet eller iøvrigt at optræde dér på uanstændig eller skandaløs måde.

Stk. 5.  Ved overordnet ret kan der pålægges bøde på en part, dennes repræsentant eller dem begge for appel uden grund.

§ 136.  Såfremt en sag afgøres ved dom bør bøde pålægges parten eller repræsentanten dér. Afsiges kendelse om afvisning af en sag for retten bør bøde mod dem pålægges dér. Såfremt sagen hæves skal der afsiges en særlig kendelse om at bødelægge parten eller hans repræsentant.

Stk. 2.  Bøder bør pålægges andre i en kendelse lige så snart som krænkelsen er begået.

Sjette afsnit

Genoptagelse og appel

Kapitel 23

Genoptagelse af udeblivelsessager i herredet

§ 137. Er en dom blevet afsagt eller stævning påtegnet efter § 113 i en sag hvor sagsøgte udeblev eller hvor ingen gav møde, kan sagsøgte indgive anmodning om genoptagelse af sagen inden 3 måneder fra dommens afsigelse, og dommeren modtager anmodningen inden én måned efter at sagsøgte blev kendt med sagens udfald.

Stk. 2.  Er der gået 3 måneder efter domsafsigelsen i herredet men mindre end ét år efter sagsigelsen, kan sagsøgte anmode om genoptagelse af en udeblivelsessag såfremt dommeren modtager anmodningen inden én måned efter at sagsøgte blev kendt med sagens udfald og såfremt sagsøgte påviser at nogen af følgende betingelser er opfyldt:

a.                   at stævning var hverken blevet forkyndt for ham eller andre som den kunne forkyndes for,

b.                  at krav mod ham var blevet afvist automatisk fra retten, delvist eller i sin helhed,

c.                   at han burde have været frikendt uden påstand, delvist eller i sin helhed,

d.                  at sagsøgeren er indforstået med genoptagelsen.

Stk. 3.  Anmodning om genoptagelse bliver ikke taget til behandling undtagen sagsøgte stiller sikkerhed som dommeren godtager, for betaling af de sagsomkostninger som han var blevet pålagt i retten eller ved påtegnet stævning eller at han godtgør at han har betalt sagsomkostningerne. Dette kan dog fraviges med sagsøgerens godkendelse.

Stk. 4.  Sagsøgte kan ikke anmode om genoptagelse hvis sagsøgeren har appelleret sagen til overordnet ret.

Stk. 5.  Efter at frist ifølge skt. 2 er udløbet kan sagen ikke indbringes for herredsretten undtagen med Højesterets beslutning jf § 157, stk. 1.

§ 138.  Anmodning om genoptagelse indgives til retten hvor dommen blev afsagt eller hvor stævning blev påtegnet. I anmodningen skal det tydeligt forklares hvilke ændringer sagsøgte ønsker foretaget fra det tidligere udfald i sagen og hvilke påstande, retskilder og beviser han støtter sin sag på, samt hvornår og hvorledes sagsøgte fik kendskab til sagens udfald. Såfremt der anmodes om genoptagelse eter § 137, stk. 2, skal der endvidere gives begrundelse for at den dér anførte betingelse er opfyldt. Dokumentation skal vedlægges anmodningen.

Stk. 2.  Hvis anmodningen er ufuldstændig eller indgives ved forkert ret eller dommeren finder at betingelserne i § 137, stk. 2 ikke er opfyldt, skal han straks nægte om genoptagelse, men der skal afsiges kendelse efter påstand. I modsat fald genoptages sagen.

Stk. 3.  Giver sagsøgte ikke møde i rtten når anmodningen foretages anses den for bortfaldet. Såfremt sagsøgeren giver møde kan dommeren efter krav fra ham tilkende ham ulejlighedsgodtgørelse fra sagsøgte. Der kan ikke anmodes om genoptagelse en anden gang.

Stk. 4.  Møder sagsøgeren ikke når anmodningen foretages, og i så vil sagen genoptagelse og behandles i medfør af § 140, stk. 2.

Stk. 5.  Hvis begge parter giver møde når anmodningen foretages kan sagsøgeren fremsætte indsigelser mod genoptagelsen og dette spørgsmål skal i så fald afgøres ved dommerens kendelse, inden yderligere retsskridt foretages. I modsat fald bliver sagen genoptaget.

§ 139.  Når en sag genoptages kan sagsøgte kræve at dommeren fastsætter i kendelse at retsvirkningen af dommen eller den påtegnede stævning skal bortfalde delvis eller helt indtil sagen afgøres påny i herredet. Dommeren skønner ud fra omstændighederne hvorvidt en sådan anmodning skal im­ødekommes.

Stk. 2.  Genoptagelse af en sag forhindrer ikke eksekution i henhold til dom eller påtegnet stævning undtagen i den grad som sagsøgtes krav efter stk. 1 er taget til følge. En kendelse ifølge stk. 1 rokker ikke ved gyldigheden af eksekution som er foretaget tidligere.

Stk. 3.  Den oprindelige dom kan ikke indbringes for overordnet ret efter at den er blevet genoptaget, medmindre genoptagelsen afsluttes med at stå uforandret efter stk. 2 eller stk. 4 og sagsøgeren appellerer.

§ 140.  Når spørgsmålet om genoptagelse er afgjort fortsættes processen i henhold til reglerne i denne lov, fra det trin sagen var på da sagsøgte udeblev, for så vidt ikke andet kan udledes af bestemmelserne i dette kapitel.

Stk. 2.  Sagen hæves ikke selv om sagsøgeren udebliver fra retsmøde efter genoptagelsen. Sagsøgte kan dog frafalde genoptagelsen og i så fald står den oprindelige afgørelse uforandret. Ellers har sagøgte den mulighed at fremføre sit forsvar og da vil sagen pådømmes på ny efter parternes fremlagde processkrifter og sagstilrettelæggelse.

Stk. 3.  Såfremt sagsøgte ikke møder i retten efter genoptagelsen vil reglerne i § 96, stk. 3 aktiveres. Såfremt der afsiges afvisningsdom i sagsøgtes ugunst finder § 96, stk. 3 anvendelse om hans adgang til at appellere sagen til overordnet ret.

Stk. 4.  Hvis ingen af parterne giver møde efter genoptagelsen afsluttes sagsbehandlingen således at den oprindelige afgørelse står uforandret.

§ 141.  Afsluttes sagen hverken ifølge § 140, stk. 2 eller stk. 4 eller med forlig kan dommeren afsige en ny dom i sagen efter almindelige regler undtagen sagen afvises ved kendelse. Da bortfalder den tidligere afgørelse automatisk.

Stk. 2.  Mod sagsøgerens indsigelser vil der kun tages hensyn til de krav, påstande og bevisersom sagsøgte fremsætter ved genoptagelsen, såfremt nogen af de følgende bestemmelser er opfyldt:

a.                   at sagsøgtes udeblivelse i starten var undskyldelig,

b.                  at det ville forvolde sagsøgte rettighedsfortabelse hvis der ikke blev taget hensyn til et nyt krav eller ny påstand eller nye beviser,

c.                   at kravet ellr påstanden angår et forhold som dommeren skulle påse af egen drift ved den oprindelige afgørelse i sagen.

Stk. 3.  I dom eller kendelse fastsætter dommeren sagsomkostningerne under ét for sagen i sin helhed. Som regel bør sagsøgte dømmes til at betale sagsøgeren alle sagsomkostninger uden at der tages hensyn til udfaldet ved genoptagelsen.

§ 142.  En sag bliver ikke genoptaget for anden gang ifølge dette kapitels bestemmelser.

Stk. 2.  Sagsøgeren kan appellere sagen til overordnet ret efter genoptagelse i henhold til almindelige regler.

Stk. 3.  Efter at have fået ankebevilling ifølge § 154 kan sagsøgte appellere sagen til overordnet ret efter at dom er afsagt ved genoptagelsen, for så vidt der ikke var tale om udeblivelsesdom mod ham.

Kapitel 24

Kære

§ 143.  Herredsretsdommerens kendelser og beslutninger kan kæres til Højesteret om følgende:

a.                   om han viger sæde i sagen,

b.                  forhold angående parters og vidners forklaringer for retten,

c.                   forhold angående syns- og skønsforretninger,

d.                  forhold angående en parts eller persons pligt som disponerer over et dokument eller andet synbart bevis til at aflevere det eller give adgang til det,

e.                   nægtelse om adgang til at tilvejebringe dokumenter og beviser ved en anden ret,

f.                   nægtelse om adgang til at tilvejebringe dokumenter og beviser uden at sag er blevet anlagt,

g.                  ulejlighedsgodtgørelse, sagsomkostninger eller løn under fri proces, for så vidt ikke andet er påsdømt i kendelsen,

h.                  hvorvidt frist skal gives,

i.                    nægtelse om genoptagelse af sag på grund af lovligt forfald i et retsmøde,

j.                    hvorvidt en sag skal afvises fra retten,

k.                  hvorvidt en sag skal hæves,

l.                    hvovidt adgang til at indgå forlig nægtes,

m.                nægtelse om at udstede stævning i mortifikations- eller ejendomssag,

n.                  nægtelse om at udstede stævning for hastebehandling i en sag,

o.                  sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger,

p.                  rettegangsbøder,

q.                  hvorvidt en sag bør genoptages,

r.                    hvorvidt retsvirkninger ved en dom eller påtetgnet stævning bortfalder ved genoptagelse af en sag.

Stk. 2.  Efter at hovedforhandling er iværksat kan en herredretsdommers kendelse ikke indbragt for overordnet ret undtagen kendelse om:

a.                   et vidnes pligt til at give møde i retten og svare på spørgsmål og vidnet kærer,

b.                  tredje mands pligt til at aflevere et dokument eller give adgang til synbare beviser og tredje mand kærer,

c.                   at sagen er afvist fra retten,

d.                  at sagen hæves,

e.                   nægtelse om adgang til at indgå forlig,

f.                   rettergangsbøder.

Stk. 3.  - - -

§ 144.  Kære af en retsafgørelse sker ved kærendes indlevering af et kæreskrift skriftligt til herredsretsdommeren inden udløbet af to uger efter afsigelsen af kendelsen eller retsafgørelsen, såfremt han eller hans repræsentant var til stede i retsmødet, men ellers to uger efter at han eller hans repræsentant fik kendskab til kendelsen eller retsafgørelsen.

Stk. 2.  Et vidne eller en skønsmand som er til stede i et retsmøde ved afsigelsen af en kendelse eller retsafgørelse kan dog fremsætte en kære mundtligt og til retsbogen.

Stk. 3.  Kære har opsættende virkning for iværksættelse ifølge en kendelse indtil sagen er blevet afgjort ved overordnet ret.

§ 145.  Kære skal indeholde:

a.                   den retsafgø­relse som kæres,

b.                  påstand om ændring af denne,

c.                   de grunde hvorpå kæren støttes,

Stk. 2.        Kære kan støttes på nye anbringender og beviser. Såfremt kærende vil påberåbe sig nye processkrifter bør han angive disse i kæreskriftet samt hvad han agter at bevise med disse. Sådanne processkrifter skal vedlægges kæreskriftet i originalen eller bekræftede genparter

Stk. 3.        Kærende betaler herredsretsdommeren de lovbefalede retsafgifter ved Højesteret.

§ 146.        Såfremt kære indleveres for sent retter dommeren henvendelse til kærende og begærer at han trækker den tilbage.

Stk. 2.        Såfremt kæreskriftet ikke opfylder de i § 145, stk. 1 anførte bestemmelser, opfordrer dommeren kærende om afhjælpe dennes mangler.

Stk. 3.        Finder herredsdommeren kæreskriftet for at være ubegrundet kan han bestemme, efter påstand, at kærende bør stille sikkerhed for tab som kæren kan forvolder modparten hvis den fører til at sagen forhales. Sikkerheden skal stilles inden to dage efter kærens indgivelse. Ellers bliver der ingen kæresag.

§ 147.        Herredsretsdommeren indsender hurigst muligt kæreskriftet til Højesteret med udskrift af retsbogen samt andre processkrifter i 4 eksemplarer for så vidt han ikke omgør sin afgørelse.

Stk. 2.        Herredsretsdommer kan som regel vedlægge sin skriftlige erklæring om kæren til Højesteret.

§ 148.        Efter at kære er fremsat giver herredsretsdommeren kærendes modpart lejlighed til at fremsætte en skriftlig udtalelse om indeholder hans påstande og anbringender som han gør gældende. Han er berettiget til at støtte dem på nye dokumenter og beviser, hvorefter § 145, stk. 2 finder anvendelse.

Stk. 2.        Er en udtalelse efter stk. 1 ikke indgivet til herredsretsdommeren inden han sender processkrifterne til Højesteret skal den rettes til Højesteret.

§ 149.        Parterne har adgang til at indsende skriftlige udtalelser til Højesteret samt nye dokumenter inden en uge efter at den modtog sagens dokumenter. Efter dette tidspunkt træffer Højesteret afgørelse, men skal dog tage i betragtning dokumenter som parterne indsender senere, såfremt der endnu ikke er trufet afgørelse i sagen.

Stk. 2.        Såfremt kæren ikke er udfærdiget i den i § 145, stk. 1 foreskrevne form, eller sagstilrettelæggelsen iøvrigt findes ufuldstændig, kan Højesteret pålægge kærende at afhjælpe manglerne inden for en given frist. Efterkommer kærende dette ikke, afvises kæresagen.

Stk. 3.        Højesteret kan inden for en frist som den finder passende, give parterne lejlighed til mundtlig forhandlinger.

§ 150.        Højesteret afsiger dom i kæresager på grundlag af sagens dokmenter samt den mundtlige forhandling, hvor det måtte være tilfældet. Dom bør afsiges ved første lejlighed.

Stk. 2.        Højesteret træffer afgørelse om sagsomkostninger i kæremålet.

Stk. 3.        Når dom er afsagt sender Højesteret en genpart af dommen til herredsretsdommeren. Herredssretsdommeren giver parterne meddelelse om kæresagens udfald.

Stk. 4.        Iøvrigt finder reglerne om appelsager anvendelse på kæresager med de fornødne lempelser.

Kapitel 25

Anke

§ 151.        Med de begrænsninger som følger af bestemmelserne i denne lov har parter adgang til at anke herredsretsdomme til Højesteret. Ved anke kan der fås prøvelse af kendelser og retsafgørelser som er trufft under sagen i herredet.

Stk. 2.        Er sagsgenstanden adskilt i flere dele ifølge § 31 må hver enkelt dom for sig ankes, inden sagen kan føres videre.

Stk. 3.        Anke kan ske til realitetsforandring, stadfæstelse, ophævelse eller hjemvisning til fornyet behandling ved i herredet eller afvisning fra herredsretten.

Stk. 4.        Begge eller alle parter har adgang til at anke en dom. Sagen skal behandles under ét i Højesteret.

Stk. 5.        Afkald på retten til appel, hvadenter dette er med ytringer eller stiltiende, kan ikke gives før end efter at dom er blevet afsagt i herredet.

§ 152.        Angår sagen et formueretsligt krav er det en betingelse for anke at påstanden har en værdi af mindst 300.000 kroner. Dette beløn indeksreguleres årligt ved årsskiftet i henhold til lånepristallet fra 1. juli 1992, og ministeren offentliggør det nye beløb senest 10. december hvert år.

Stk. 2.        Ankebeløbets størrelse skal fastsættes efter kravets hovedstol i ankestævningen. Såfremt flere krav procesføres i en sag bør beløbene adderes når ankebeløbet skal fastsættes. Er der fremsat modkrav til modregning bør dette ikke indtages i beregningen ved fastsættelsen af ankebeløbet.

Stk. 3.        Angår en sag anden slags krav end formueretlige krav bestemmer Højesteret hvorvidt interesserne svarer til ankebeløbet. Inden Højesteret tager stilling hertil kan den begære udtalelse fra parterne.

Stk. 4.        Opfylder et krav ikke minimumsankebeløbet eller Højesteret finde at interesserne ikke rækker til at give adgang til anke efter stk. 3 kan den godtage anmodning om at tillade anke, såfremt nogen af de følgende betingelser er opfyldt:

a.       sagen er af principiel karakter,

b.      sagen udfald angår vigtige interesser hos den som anmoder om     ankebevilling,

c.                         det findes ikke udelukket ifølge det foreliggende processtof at dommen bliver ændret i ikke ubetydeligt omfang.

§ 153.       Domme kan ankes til Højesteret inden 3 måneder efter dommens afsigelse.

Stk. 2.        Højesteret kan godtage en ansøgning om at anke en dom som modtages efter udløbet af 3 måneders fristen ifølge stk. 1, såfremt betingelserne i § 152, stk. 4 er opfyldt, og forsinkelsen af anken er tilstrækkelig retfærdiggjort.

Stk. 3.           Anker en part en dom kan modparten også kontraanke dommen uden hensyn til ankebeløbet, men stævning til kontranke må udstedes medens han endnu har frist til at fremlægge sammenfattende processkrift i Højesteret jf § 158, stk. 1.

Stk. 4.           Såfremt en sag som er blevet anket til Højesteret inden for frist ifølge stk. 1 – 3, ikke bliver tingfæstet, hæves den eller at den bliver afvist fra retten, men parten har adgang til at appellere den igen selv om ankefristen da er udløbet. I så fald bør ankestævningen fås udstedt på ny inden for fire uger fra det tidspunkt da sagen skulle tingfæstes eller da dom blev afsagt om hævelse eller afvisning. Denne adgang kan ikke bruges oftere end en gang i hver sag.

§ 154,           Den som anmoder om ankebevilling jf § 152 eller § 153 skal indlevere til Højesteret en skriftlig ansøgning hvori han anmoder om at få udstedt ankebevilling samt en udskrift af dommen. I ansøgningen skal det være udførlig begrundet hvorledes ansøgeren finder at betingelserne er opfyldt.

Stk. 2.        Højesteret kan give andre parter i sagen lejlighed til at udtale sig om anmodningen inden afgørelse træffes.

Stk. 3.        Giver Højesteret afslag på ankebevilling kan samme part ikke ansøge for anden gang.

Stk. 4.        Meddeles ankebevilling skal ankestævningen som var vedlagt ansøgningen udstedes og forsynes med påtegning om tilladelsen. Højesteret bliver ikke afkrævet begrundelse for den beslutning.

Stk. 5.     Gives der afslag på ankebevilling skal nægtelsen meddeles ansøgeren skriftligt. I meddelelsen skal grunden til nægtelsen angives.

§ 155.     Agter en part at anke en dom bør han da indlevere ankestævning på Højesterets kontor samt en udskrift af dommen. Ankestævningen skal indeholde:

a.             angivelse af navn og nummer som sagen havde i herredsretten, ved hvilken herredsret sagen blev afgjort og hvornår dom i sagen blev afsagt,

b.            parternes navne, CPR-numre og bopæl eller opholdssted, samt navne på deres repræsentanter hvor det måtte være tilfældet, deres stilling og bopæl eller opholdssted,

c.             hvem eller hvilke vil føre sagen for appellanten,

d.            af hvilken grund sagen ankes og hvilke påstande appellanten nedlægger,

e.             hvornår indstævnte i sidste fald må meddele til Højesteret om han agter at forsvare sig i sagen, men Højesterets kontor fastsætter dato hertil ved udstedelsen af stævningen.

f.             hvilke følger det vil få hvis indstævnte ikke indgiver en meddelelse ifølge litra e.

Stk. 2.     Der skal indleveres til Højesterets kontor to eksemplarer af ankestævningen som Højesteret tilbageholder.

Stk. 3.     Udstedelse af ankestævning bør afslås hvis den ikke findes at være i den rigtige udformning. Såfremt ankefristen er ved at udløbe kan retten meddele en kort frist til at afhjælpe mangel i ankestævningen og kan så udstede den uden ankebevilling såfremt den fremvises på ny i den rigtige udformning selv om ankefristen er udløbet på dette tidspunkt. En frist til dette formål bør ikke være længere end 1 uge og gives kun én gang. Appellanten kan kræve Højesteret om afgørelsen for afslaget om udstedelsen af ankestævningen.

Stk. 4.     Højesterets kontor udsteder ankebevillingen i rettens navn.

Stk. 5.     Ankestævningen må forkyndes inden for en uge efter at fristen som indstævnte fik efter stk. 1, litra e, udløber. Iøvrigt finder bestemmelserne i kapitel 13 anvendelse på forkyndelse af ankestævning.

§ 156.     Efter forkyndelse af ankestævning men inden indstævntes frist efter § 155, stk. litra e udløber, skal appellanten indlevere til Højesteret stævningen med bevis for dens forkyndelse, samt en redegørelse fra hans side. Han bør endvidere indlevere sagens processkrifter i så mange eksemplarer som Højesteret bestemmer, men til disse henregnes de sagsdokumenter og udskrifter som appellanten agter at gøre gældende for Højesteret og foreligger allerrede. Herefter tingfæstes sagen ved Højesteret.

Stk. 2.     Af appellantens redegørelse skal fremgå:

a.                         grunden til at sagen ankes og hvad det er som appellanten forventer at opnå for Højesteret og hvorvidt den ankes for at få omstødt en bestemt kendelse eller beslutning hos herredsretten,

b.                        de påstande og anbringender som appellanten påberåber sig for Højesteret. Beskrivelsen af disse skal være så kortfattet og klar at der ingen tvivl hersker om på hvilket grundlag anken er støttet, men appellanten kan efter omstændighederne henvise til bestemte processkrifter i sagen angående disse. Såfremt appellanten ikke kan forsone sig med fremstillingen af andre forhold i herredsrettens dom kan han på lige måde beskrive hvorden han finder at de burde være beskrevet med rette.

c.                         en henvisning til de mest betydningsfuld retsregler som appellanten har lagt til grund for sin sagstilrettelæggelse for Højesteret.

d.                        dokumenter, processkrifter og beviser som appellanten fremlægger straks i Højesteret samt andre dokumenter som han mener at han behøver at tilvejebringe efter dette tidspunkt,

Stk. 4.           Højesteret fastsætter almindelige regler om udformningen af processkrifterne samt ekstrakten.

§ 157.  Har appellanten undladt at indsende til Højesteret ankestævning, redegørelse eller processkrifter efter påbud i § 156 bortfalder sagen.

Stk. 2.           Såfremt appellanten på et senere stadium i sagen undlader at give møde bør sagen ophæves ved dom. Såfremt indstævnte har indleveret redegørelse kan appellanten dømmes til at betale ham sagsomkostninger.

§ 158.           Når appellanten agter at indlevere en redegørelse i sagen skal hans skriftligt meddelelse herom modtages i Højesteret inden for en ham given frist til dette formål. Når sagen tingfæstes fastsætter Højesteret en frist for indstævnte på 4-6 uger for at indgive redegørelse, og sender til ham et eksemplar af appellantens processkrifter. Appellanten gives meddelelse om den frist som indstævnte fik

Stk. 2.     Modanke giver stævnte ikke ret til selvstændig frist.

Stk. 3.     Såfremt Højesteret ikke modtager meddelelse efter stk. 4 eller indleverer indstævnte ikke redegørelse inden den ham givne frist, bør det antages at han kræver stadfæstelse af herredsrettens dom. Sagen bør optages til doms, men først kan appellanten gives en kort frist for at han kan afslutte tilvejbringelse af processtof som han har bebudet i redegørelsen. Højesteret afsiger dom i sagen på grundlag af de foreliggende processkrifter uden mundtlig forhandling.

Stk. 4.     Har indstævnte indgivet redegørelse men udebliver fra et retsmøde på et senere stadium kan Højesteret alligevel give appellanten tilladelse til at fremsætte bemærkninger til hans redegørelse i et skriftligt procedureindlæg og afslutte sin tilvejebringelse af processkrifter. Herefter vil sagen optages til doms og bliver pådømt på grundlag af fremkomne påstande, anbringender og dokumenter og appellantens indlæg med hensyntagen til det som er fremkommet fra indstævnte.

Stk. 5.     Har indstævnte ikke indleveret redegørelsen kan Højesteret trods dette give ham lejlighed til at forsvare sig i sagen med eller uden appellantens samtykke, såfremt han har store interesser heri og hans forsømmelse anses for at være undskyldelig. Det samme gælder hvis indstævnte udebliver fra et retsmøde på et senere stadium af sagen.

§ 159.     Indstævntes redegørelse skal indeholde:

a.                         angivelse af hvem vil føre sagen for indstævnte,

b.                        indstævntes påstande og anbringender, men i denne forbindelse skal det være helt klart og tydeligt om og hvorfor han ændrer sine påstande fra dem han fremsatte i herredet, samt hvorvidt han kan godkende nogen af appellantens påstande og i så fald nøje angive hvilke,

c.                         de påstande og anbringender som appellanten påberåber sig for Højesteret. Beskrivelsen af disse skal være så kortfattet og klar at der ingen tvivl hersker om på hvilket grundlag anken er støttet, men appellanten kan efter omstændighederne henvise til bestemte processkrifter i sagen angående disse. Såfremt appellanten ikke kan forsone sig med fremstillingen af andre forhold i herredsrettens dom kan han på lige måde beskrive hvorden han finder at de burde være beskrevet med rette,

d.                        en henvisning til de mest betydningsfuld retsregler som appellanten har lagt til grund for sin sagstilrettelæggelse for Højesteret,

e.                         bemærkninger til indstævntes sagstilrettelæggelse såfremt han finder det fornødent,

f.                         processtof som indstævnte mener at han behøver at tilvejebringe senere.

Stk. 2.              Med redegørelsen skal indstævnte indlevere processkrifter i det antal kopier som Højesteret bestemmer, men til disse henregnes de processkrifter og dokumenter som han agter at gøre gældende for sin sag for Højesteret og som bør allerede foreligge, forsåvidt appellanten ikke allerede har indleveret dem.

Stk. 3.        Bestemmelsen i § 156, stk. 4 finder anvendelse på indstævntes processkrifter og dokumenter.

§ 160.        Appellanten skal gives meddelelse når Højesteret har modtaget redegørelsen og processtoffet fra instævnte og få tilsendt et eksemplar af disse. Såfremt parterne ikke har erklæret at de har afsluttet deres tilvejebringelse af processtof skal de gives fælles frist til yderligere tilvejebringelse af processtof og dokumenter. Denne frist skal som regel ikke være længere end 1 måned. Hver part for sig skal indlevere under ét alle nye processkrifter i original og kopier eller genparter af i den samme udformning som er beskrevet i §§ 156 og 159. Højesteret meddeler parterne om det processtof som modtages indenfor denne frist, men efter dens udløb er tilvejebringelsen at anse som afsluttet, medmindre der tidligere er bifaldet et skriftligt ønske om længere frist eller at retten henstiller til parterne at de kan tilvejbringe bestemte dokumenter. Højesteret kan desuden give parterne tilladelse til at fremlægge nye processkrifter efter udløbet af fristen, hvis det have vist sig umuligt at tilvejebringe dem tidligere eller at forholdene har ændret sig i betydelig grad efter det tidspunkt.

Stk. 2.        Umiddelbart efter at tilvejebringelsen er afsluttet bør hver af parterne meddele til Højesteret hvor lang tid de antager at de behøver til den mundtlige forhandling i sagen.

Stk. 3.        Om fornødent afholder Højesteret et retsmøde og foretager sagen med henblik at træffe bestemmelsee om fremgangsmåden i procesførelsen. Parterne skal indkaldes med passende varsel i dette øjemed.

§ 161.        Når tilvejebringelse af processtof og dokumenter er afsluttet i en sag hvor indstævnte indleverer en redegørelse bestemmer Højesteret hvornår sagen skal procesføres og meddeler dette til parterne med passende varsel.

Stk. 2.        Som regel skal sagen først procesføres om dens formaliteter inden der gås videre med forhandlingen. Højesteret kan dog bestemme at den skal procederes under ét om såvel formaliteter som realitetsforhold eller at formaliteterne tages op til afgørelse uden særlig procesførelse, for så vidt parterne har fået lejlighed til at udtale sig herom.

Stk. 3.        Har indstævnte givet svarskrift i sagen bliver den mundtligt forhandlet. Højesteret kan dog bestemme at sagen skal behandles skriftligt såfremt særlige omstændigheder taler herfor. Højesteret kan også tage til følge samstemmende ønsker fra begge parterne om at sagen optages til doms uden ærlig mundtlig forhandling.

Stk. 4.        Når der indkaldes til mundtlig forhandling kan Højesteret rette sine ord til parterne om at de indenfor en kort frist indgiver hver for sig et endeligt påstandsdokument om sagens omstændigheder i kronologisk orden, deres påstande og henvisning til retsregler samt henvisning til retsvidenskabelig litteratur og domme som de vil støtte deres procesførelse på.

Stk. 5.        Højesteret kan begrænse parternes taletid under den mundtlige forhandling. Når der indkaldes til forhandlingen kan der afsættes tid til hver af parterne.

§ 162.        Inden den mundtlige procedure begynder i et retsmøde skal der gøres rede for herredsretsdommens domsslutning og ankestævningen i den grad præsidenten finder det nødvendigt for klarhedens skyld med henblik på procesførelsen. Herefter vil parterne gøre rede for deres opfattelse af sagen i mundtlige taler.

Stk. 2.        Den første tale holdes af appellanten og herefter holder indstævnte sin tale, medmindre præsidenten har bestemt en anden rækkefølge og parterne er blevet oplyst herom ved indkaldelsen til den mundtlige forhandling. Efter de første taler skal parterne få lejlighed til at fremsætte korte indlæg i samme rækkefølge. Såfremt en rettergangsfuldmægtig fø­rer sagen for parterne kan præsidenten tillade at parterne kan fremsætte korte bemærkninger efte dennes repræsentants indlæg.

Stk. 3.        Under proceduren skal der give en fremstilling af påstandene, hvori parternes tvistemål består, søgsmålsgrundene og anbringender og andre argumenter for sagsgenstanden. Vidtløftig tale bør undgås og proceduren skal være rettet mod de forhold som er omtvistede eller som det er nødvendigt at belyse mere udførligt.

Stk. 4.        Præsidenten leder retsmødet. Han kan forlange at sagføreren holder sig til genstandens substans og undlader at behandle de afsnit af sagen som er uomtvistede eller som af andre grunde ikke kræver nærmere redegørelse. Præsidenten kan gribe ind og sætte stopper for proceduren hvis han finder at talerne bliver for lange eller afsætter tidsgrænser og at proceduren afsluttes når grænsen er nået.

Stk. 5.        Efter at den mundtlige procedure afsluttes optager Højesteret sagen til doms.

§ 163.        Højesterets dom bygges på det som er fremkommet i sagen og er bevist eller anerkendt. Bestemmelsen i § 11 finder anvendelse på Højesterets domme.

Stk. 2.        Fremsætter en part nye påstande eller søgsmålsgrunde som ikke har været gjort gældende i herredet kan Højesteret tage disse i betragtning ved afgørelsen af sagen såfremt de er fremsat i partens redegørelse, og at sagens grundlag ikke ændres herved, at det var indskyldeligt at de ikke var blevet fremsat i herredet og at det ville påføre parten tab af rettigheder såfremt der ikke blev taget hensyn til disse.

§ 164.        I den grad Højesteret må tage stilling til sagens omstændigheder under proceduren for Højesteret træffer Højesteret bestemmelse herom med en beslutning, uanset hvorvidt der måtte være tvist mellem parterne eller ej, for så vidt afgørelsen ikke er slutning af sagen for retten. Afgørelsen begrundes ikke særskilt, men dennes indhold bør nævnes i retsbogen i fornødent omfang.

Stk. 2.        Højesteret afgør andre spø­rgsmål ved dom. Hvis sagen hæves eller afvises fra Højesteret skal kun grunden hertil nævnes i dommen, samt sagsomkostninger hvor det er tilfældet. Det samme gælder hvis en herredsretsdom annulleres og hjemvises eller afvises fra herredsretten.

Stk. 3.        Når sagen afgøres i retten med et andet udfald end nævnt i stk. 2 skal parternes påstand anføres i den grad det findes nødvending for en klar konklusion. For så vidt fremstillingen af sagens omstændigheder måtte være mangelfuld, bør Højesteret bøde herpå i sin dom. Hvis og i den grad herredsrettens konklusion bliver ændret skal dette begrundes i Højesterets dom. Hvis Højesteret til tilslutte sig herredsrettens konklusion men ikke dens præmisser, skal Højesteret redegøre for sine argumenter i fornøden grad.

Stk. 4.        Bestemmelserne i § 114 finder tilsvarende anvendelse på Højesterets domme.

§ 165.        Dom bø­r afsiges snarest muligt efter at sagen optages til doms og ikke senere end 4 uger efter optagelsen. Viser dette sig at være umuligt og sagen blev mundtligt forhandlet skal den mundtlige procedure gentages i den grad Højesteret finder det nødvendigt.

Stk. 2.        Umiddelbart efter optagelsen til doms bør dommerne drøfte sagens argumenter og resultat bag lukkede døre. Inden procesførelsen har præsidenten befalet en af dommerne at føre ordet i mødet, men præsidenten leder rådslagningen, stiller spørgsmål, bidrager til at hver eneste dommers mening fremstår klart og tæller de afgivne stemmer. Afgørelsen sker ved stemmeflertal. Efter rådslagningen befaler præsidenten ordføreren at udarbejde et votum til dom. Deles dommerne i flertal og mindretal skal ordføreren skrive et votum for den for den gruppe som han tilhører, men de øvrige dommere bestemmer hver af dem skal skriver gruppens votum. En dommer som stemmer for annullation af en herredsretsdom eller hjemvisning af sagen og kommer i mindretal, skal også votere om sagens substans. Dommerne affatter i fællesskab dommen, med eller uden særvotum.

Stk. 3.        Ved afsigelse af dom skal domsslutningen læses ophøjt i retten i den grad det findes fornødent. Afgives der særvotum bør det også nævnes.

§ 166.        Reglerne i denne lov om civile sagers behandling i herredet finder tilsvarende anvendelse på behandling af ankesager.

Kapitel 26

Genoptagelse af sager der ikke er anket

§ 167.        Er der afsagt dom i en sag der ikke er blevet anket og ankefristen er udløbet, kan genoptagelsesnævnet ifølge loven om domstole godtage anmodning om genoptagelse af sagen i herredet, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

a.                   det anses for overvejende sandsynligt at sagens omstændigheder ikke blev bevist med rette da sagen var til behandling og parten kan ikke bebrejdes herfor,

b.                  det anses for overvejende sandsynligt at nye processkrifter og beviser vil føre til et væsentlig forskelligt resultat,

c.                   andre vigtige argumenter taler for at tilladelse gives, herunder partens vældige interesser der står på spil.

Stk. 2.        Parten kan ikke give afkald på retten til at anmode om genoprejsning.

§ 168.        Skriftlig anmodning om genoptagelse bør stiles til genoptagelsesnævnet. I denne skal der anføres udførligt de grunde som anses at give anledning til genoptagelsen og der skal vedlægges fornøden dokumentation.

Stk. 2.        Såfremt anmodningen findes at være åbenbart ubegrundet nægter genoptagelsesnævnet uden videre at give tilladelse. I modsat fald bliver anmodningen og dokumentationen sendt til modparten og han kræves om skriftlig redegørelse med hans instilling inden for en given frist.

Stk. 3.        Genoptagelsesnævntet bestemmer hvorvidt genoptagelse skal godtages. Såfremt genoptagelsesnævntet bifalder anmodningen skal det samtidigt tage stilling til hvorvidt retsvirkningen af den første dom bør ophæves under sagsprocessen. Genoptagelse forhindrer ikke iværksættelse af eksekution ifølge dommen, undtagen retsvirkningen ophæves på denne måde.

Stk. 4.        Er genoptagelse blevet godkendt men der sker udeblivelse under den nye sags behandling i herredet hos den anmodende part, bortfalder sagen uden videre og den tidligere dom står uforandret. Dom bør derimod afsiges selv om modparten udebliver fra et retsmøde.

Stk. 5.        Iøvrigt finder denne lovs regler anvendelse på den nye behandling af sagen i herredet.

Kapitel 27

Genoptagelse af sager der er blevet pådømt i Højesteret

§ 169.        Genoptagelsesnævnet ifølge loven om domstole kan give tilladelse til, ifølge en anmodning fra en part i en sag som er blevet pådømt i Højesteret, at sagen bliver taget til fornyet behandling, hvis de i § 167 anførte betingelser er opfyldt.

Stk. 2.        Parten kan ikke anmode om genoptagelse af en sag jf stk. 1 oftere end én gang. Parten kan ikke give afkald på retten til at anmode om genoptagelse.

Stk. 3.        Bestemmelserne i § 168, stk. 1 – 3 finder anvendelse på ansøgning om genoptagelse, behandling af ansøgningen, afgørelse af den og retsvirkningerne af genoptagelse.

Stk. 4.        Er genoptagelse blevet godkendt men der sker udeblivelse under den nye sags behandling for Højesteret hos den anmodende part, bortfalder sagen uden videre og den tidligere dom står uforandret. Dom bør derimod afsiges selv om modparten ikke giver møde i retten.

Stk. 5.        Iøvrigt sker behandlingen af sagen påny for Højesteret i henhold til reglerne i kapitler 24 eller 26 med de fornødne lempelser.

Syvende afsnit

Overgangsbestemmelser

Kapitel 28

Ikrafttrædelse, m.v.

§ 170.    Loven træder i kraft den 1. juli 1992.

§§ 171 – 182.    (udelades)